Litteratur

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 08 - side 325-327

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S

LITTERATUR

WHO's WHO IN MUSIC, ed. Peter Townend og David Simmons, 4. udg. — Burke's Peerage, London, 1962.

Bogen er skrevet af englændere og frembyder et koncentrat af alle de ekscentriciteter, som man udenfor det britiske ørige forbinder med begrebet englænder. De 381 tæt og småt trykte sider rummer en mængde information om engelske komponister og instrumentalister, om engelske orkestre og musikinstitutioner, -forbund og -societeter helt ned til de mindste kor og kammermusikklubber, om billetsalgssteder, instrumentmagere og forlag og om musikfestivals. Navne, adresser og telefonnumre i stor mængde. En uundværlig fører for hver den, der vil trænge ind i engelsk musiklivs vildnis, hvor bestræbelserne om muligt er endnu mere decentraliserede end hertillands.

Det helt overvældende antal af minutiøse oplysninger virker rimeligt og aftvinger dyb respekt, når det område, der behandles, dækkes ligeså minutiøst - hvad det tilsyneladende gør for Englands vedkommende. Men det

antager et skær af ufrivillig komik, når det udstrækkes til det udenlandske stof, der kun fylder en ringe brøkdel af det indenlandske. Udvælgelsen af ikke-engelsk stof synes hovedsagelig bestemt af tilfældighedens lov. Under navnet Vogel kan man f. eks. læse om en pianistinde og klaverpædagog med fornavnet Edith, men man leder forgæves efter den dog ikke ganske ukendte komponist Wladimir Vogel. Man kan slå op og finde Vagn Holm-boes telefonnummer og blive underrettet om, at Svend Erik Tarp dyrker motorsport i sin fritid, men at det har behaget Niels Viggo Bentzon at komponere mere end halvandet hundrede opus er diskret fortiet. Det komiske bliver fatalt, når der sløses. Stockhausens adresse er opgivet til et sted i Hamburg -hvilket nok skulle sikre ham mod utidige henvendelser fra engelsk hold. Om nogen skulle ønske at valfarte til Boulez' fødeby, vil han lede forgæves på landkortet efter stedet, der opgives som »Monthison«, og at titlen »Nattsero« under Bruno Maderna i virkeligheden er et for lejligheden tilvirket pseudonym for hans »Notturno« er vist kun for indviede. At værkfortegnelserne er ufuldstændige, skal ikke lastes udgiverne, men de oplysninger, der meddeles, burde dog i det mindste have en vis sandsynlighed for sig.

J. M.

ANTOINE GOLÉA: Rencontres avec Boulez. 259 s. Julliard, Paris, 1958.

Lidt post festum er Goléa's bog om Boulez kommet hertil til anmeldelse i disse spalter. Mange interesserede kender den sikkert allerede. Alligevel er Boulez en så betydningsfuld skikkelse i vor tids musik, at bogen ikke bør lades uomtalt.

Det er ganske exceptionelt, at der udgives en bog om en komponist, mens han endnu kun er 33 år gammel. Tilfældet kan sammenlignes med Karl H. Wörners bog om Stockhausen, der kom i år, i denne komponists 35. leveår. Begge har øvet en så afgørende indflydelse på musikudviklingen siden 1950 og har opnået en så stor spredning af deres værker, at der virkelig er noget væsentligt at skrive om, som kan påregne almen interesse. Alle, der på en eller anden måde er optaget af musik og den måde, hvorpå den musikalske arv i dag forvaltes, må også beskæftige sig med Boulez og Stockhausen. Både af denne grund og fordi der iøvrigt findes så lidt tilgængeligt om emnet, er det at skrive en sådan bog ensbetydende med at anbringe sig på en udsat post. Kravet om fremstillingens tilforladelighed er her maksimalt, og kravet til forfatteren om dyb indlevelse

i et emne, som han endnu ikke har på tilstrækkelig afstand, er uomgængeligt. Eller sagt med andre ord: risikoen for at skrive noget snak er enorm.

Med dødsforagt og vanlig veloplagthed har den franske musikkritiker og -skribent Goléa kastet sig ud i sit emne. Der lyser en smittende begejstring ud af hver side og et ærligt forsøg på at nærme sig Boulez' musik med den dybest mulige indlevelse og forståelse. Der er heller ingen tvivl om, at forfatteren er kommet langt i så henseende, -hvad han da også har de bedste forudsætninger for som en god kender af Debussy og en ret nær ven og medarbejder af Messiaen, hvis betydning for Boulez er stor. Især forekommer gennemgangen af vokalmusikken, den litterære tolkning af de vanskeligste tekster og analysen af deres forhold til musikken, at stikke dybt. Han er en trænet og skarpsindig æstetiker. Men i sin iver for at give det absolut-musikalske en rent æstetisk tolkning synes han i nogen grad at stå i vejen for sig selv.

Den hos franskmænd ikke sjældne forening af stor begejstring og skarp iagttagelse fører hos Goléa mere end én gang ud i en så profus strøm af ord, at han selv er ved at kvæles deri. Den ene retoriske figur driver den anden med sig, musikalske iagttagelser associeres med æstetiske floskler, citater fra det sindrigt opbyggede hierarki af æstetiske distinktioner, som enhver elev fra l'École Normale vandrer gennem livet med i sin bevidsthed, begejstringen pisker fremstillingen fra iagttagelse ud i tankeflugt, så at man sluttelig - i stedet for at være trængt ind til kærnen af det oprindelig stillede problem -snarere befinder sig i et æstetisk skumbad. Når alt dette alligevel ikke fører direkte ind i filosofi, skyldes det, at forfatteren på den anden side fastholder en journalistisk udtryksform, der bestandig tager læseren under armen og lader små fortrolige bekendelser falde på nøje udvalgte steder i teksten, hvor læseren må formodes at kede sig en smule.

Det var egentlig interessant at vide, hvad Boulez selv mener om disse hans musiks »rencontres avec Goléa«. At man får et både stimulerende og troværdigt indtryk af noget af den atmosfære, hvori hans musik er skabt, og at Boulez' egen karakteristisk polemiske tone går igen mange steder, er uomtvisteligt; men der er nok heller ingen tvivl om, at Goléa kommer til kort overfor den stringens og dybe koncentration, der trods alle eskapader gennemsyrer alt, hvad Boulez gør. /. M.

A. Goléa: De sidste 20 års musik er netop blevet oversat til dansk og vil blive anmeldt i DM's februar-nummer.

Årgang 38/1963, nr. 08