Musikalier

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 08 - side 327-333

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

MUSIKALIER

Nye Buxtehude-værker

To Buxtehude-udgivelser, der hver på sin måde betegner en nyhed, har fornylig set dagens lys. Den ene er et hidtil ukendt orgelværk, Præludium og fuga i C-dur, den anden er den første udgivelse af Buxtehude-kantater i klaverudtog, d.v.s. med orkesterstemmerne reduceret til klaversats, det er de syv kantater, der danner en cyklus til pris af Jesu lemmer, »Membra Jesu nostri«. Begge udgivelser foreligger på Edition Merseburger, Berlin, og de er udgivet af den fra tidligere Buxtehude-udgivelser kendte dr. Dietrich Kilián, der til daglig er tilknyttet Bach-instituttet i Göttingen.

Orgelværket, præludium og fuga i C-dur, er overleveret i den berømte håndskriftsamling »Lowell Mason Codex« i Yale universitetets musiksamling, New Haven, Connecticut/ USA, en af de vigtigste kilder for Buxtehudes

orgelværker. Fra denne samling stammer hovedparten af de Buxtehude-værker, som Max Seiffert udsendte i 1939. Det nu foreliggende værk rummes i en anden kapsel af håndskriftsamlingen og er undgået opmærksomheden indtil nu. Den pågældende kapsel indeholder ni klaver- og orgelværker af J. S. Bach, et præludium af en mindre kendt tysk komponist, Simon Sechter, og altså det nu udkomne Buxtehude-værk.

Hvordan er nu dette og de mange andre værker af Buxtehude og hans samtidige endt i USA? Jo, som så ofte for Buxtehudes vedkommende skyldes overleveringen af en række værker, der ellers ville være gået tabt, en enkelt musikers afskrivnings- og samlerflid, i dette tilfælde hoforganisten i Darmstadt Johann Christian Heinrich Rinck (1770-1846), en af sin tids bedste orgelspillere. Rinck var elev af Bach-disciplene Kittel og Forkel, gennem hvem han har haft adgang til flittig afskrivning af ældre (nu forsvundne) kilder. Rincks store samling blev i 1852 købt af den amerikanske musikforlægger Lowell Mason og efter dennes død 1872 skænket til Yale University.

Præludium og fuga i C-dur er en af Rincks egenhændige afskrifter, og værket slutter sig i karakter til de fleste øvrige værker fra samme samling (som vi kender dem fra Seiffert-ud-gaven 1939) med den canzoneagtige holdning, som åbenbart særligt har interesseret Bach-eleverne og disses elever igen.

Værket falder i to klart adskilte dele, et indledende, toccatamæssigt præludium og en afsluttende fugeret hoveddel med et fortræffeligt, markant fugatema. Værket indeholder mange af de typiske Buxtehude-træk: de rytmiske overrumplinger med standsning af hurtige passager på ubetonet takttid, de mange stiliserede trillefigurer, akkordgentagelser i ottendedele over en trinvis stigende eller faldende bas og kadence-dannelser og -udsmykninger, som går igen og igen i Buxte-hudes øvrige orgelværker, men ikke tilsvarende hos andre samtidige. Om værkets ægthed kan der næppe herske nogen tvivl trods det, at vi kun kender det fra denne meget sene afskrift.

Nogen kronologi for Buxtehudes orgelværker er endnu ikke forsøgt opstillet - af gode grunde, da overleveringen ingen holdepunkter giver i så henseende, men skulle man ud fra et udviklingsteoretisk synspunkt placere dette værk, måtte det sammen med de lignende værker fra Seiffert-udgaven 1939 (nr. l, 3, 4, 6, 8) blive som et tidligt værk. Såvel den korte form som den enkle harmonik og den gammeldags canzonemæssige satsudformning synes umiddelbart at placere det tidligere end de store, harmonisk fantasirigere, udtryks-mæssigt stærkere og spilleteknisk mere udviklede præludier og fugaer (som de velkendte i d-moll, E-dur, fis-moll, g-moll o.s.v.). Det nye værk er velegnet både til koncertbrug og til gudstjenestebrug (udgangsspil).

De 7 kantater, Jesu lemmer (»Membra Jesu nostri«) er tidligere, af samme udgiver på samme forlag, udsendt i partitur. De består alle af en vekslen mellem bibelord i flerstemmig sats og solistiske arievers. Korsatserne i de fleste af dem er for femstemmigt kor, kun nr. 5 og 6 er komponeret for tre stemmer, henholdsvis ATB og SSB. Værkerne hører til Buxtehudes bedste kantater, og det nu foreliggende klaverudtog til praktisk brug og studiebrug er velkommen som middel til at sprede kendskab til disse hidtil mindre kendte kantater (herhjemme er de næppe hørt mere end den ene gang i 1956, da de på 3 koncerter blev opført ved Mogens Wöldikes slotskirkekoncerter).

Begge udgivelser, såvelsom de tidligere partiturudgivelser af kantaterne, er mønstergyldige, de imødekommer kravene til en praktisk udgave og de krav til orientering om forholdet mellem kilder og udgivelse, der nu stilles ved enhver udgivelse af ældre musik.

S.S.

• Tilsendt fra forlagene

11

Kammermusik

ATTERRERÒ: Quintet f. strygere (EE)

BACH: Koncert i d-moll f. 2 violiner og klaver (Br&Hä)

B AUR: Concerto Romano f. obo og klaver (Br&Hä)

BERTRAM: Suite f. kammerorkester (Br&Hä)

CANNABICH: Quartet i G-dur (HN)

COPLAND: Nonet f. strings (Bo&Ha)

DALL'ABACO: Sonate i B-dur f. altblflt., vel. og klaver (Hh)

D'ANDRIEU: Sonate I i d-moll f. 2 violiner, vel. og basso continuo (Hh)

DAVID: Sonate 3 f. vel (Br&Hä)

DEGEN: Kleine symphonische musik f. kleines orkester (Br&Hä)

DITTERSDORF: Quartet i D-dur f. 2 violiner, viola, vel. (Hh)

EGGE: Violinkoncert op. 26 (LY)

FUX: Kleine kammersonate f. sopran, altblflt., basso continuo (Hh)

GALLUPI: Concerto i e-moll f. 2 fit., viola og b.c. (Hh)

GIARDINNI: Quartet f. obo, violin, viola og vel. (Br&Hä)

HEINICHEN: Sonate i c-moll f. obo og fagot (Br&Hä)

HOLZBAUER: Quintet (Br&Hä)

JOLI VET: Sonatine f. fit. og klarinet (Bo&Ha)

KRACKE: Sonate f. obo og klaver (Br&Hä)

LECLAIR: VI sonates f. 2 violiner (Hh)

LINICKE: Concerto i G-dur f. altblokflt, violin og b.c. (Hh)

LOILLET: Trio-sonate nr. 2 f. altblokflt., obo og cembalo (Hh)

MONDONVILLE: Sonate i F-dur f. violin og klaver (Hh)

MOZART: Rondo f. fit. og orkester (Hh)

RAWSTHORNE: Concerto f. 10 Instruments (OUF)

RAWSTHORNE: Divertimento f. kammerork.(OUF)

Undervisningsmusik

BÅDEN: 10 små pianostykker for barn (LY) HELLDÊN: Sang og klang I-II (LY)

Korkompositioner

FRESCOBALDI: Zwei doppelchörige kanzonen (Hh) WILH. HANSEN: Kor-bibliotek: Mandskor nr. 498,

500, 504. - Bl. kor: nr. 225, 342. - Damekor

nr. 20.

Orgelmusik

BÅDEN: Toccata, koral og fuge (LY)

Litteratur

FRICSAY: Über Mozart und Bartok (WH) REICH, Willy: A. Webern, Weg und Gestalt (VA) WHITTAKER: The cantatas of Joh. S. Bach, sacred and Secular (OUF)

Diverse

BAUR: Mutazioni f. fløjte solo (Br Hä) COPLAND: Four dances from Rodeo (Bo&Ha) DEMANTIUS: Zehn Fugen zu 2 Stimmen (Hh) MARDER: Stille sne (ES)

HILTON: Præludium of 5 fantasier f. 2 st. (Hh) JOLI VET: Les Amants Magnifiques (Bo&Ha) Münchener Turmmusik I Aus unserer Zeit (Br&Hä) NIELSEN, Carl: Salmer og åndelige sange (WH) OLSEN, Sparre: Elsk din næste, for sang og ork.

(NM)

PETTIFORD: Jazz Bass Pacing (WH) RAASTED: Sonate f. klaver op. 90 (WH)

Forkortelser

Bo&Ha: Boosey and Hawkes, London Br&Hä: Breitkopf & Härtel, Wiesbaden EE: Ernst Eulenburg

Hh: Heinrichshofens Verlag, Wilhelmshaven HN: Heinrich Noetzel Verlag, Wilhelmshaven LY: Edition Lyche, Drammen, Norge OUF: Oxford University Press WH: Wilh. Hansen, København

LUDVIG NIELSEN: Intraía Solemnìs for orgel og kor. - Edition Lyche, Drammen/Oslo.

Da kong Olav V blev signet i Nidaros domkirke i 1958, uropførtes ovennævnte komposition af Trondhjems domorganist. Det er bygget op over nogle gregorianske motiver kombineret med koralen »Norges folk og Norges kirke«, hvis melodi er identisk med Ph. Nicolai's »Sions vægter hæver røsten«.

Værket består af en lang indledning, op over hvis ilende gregorianske figurationer Nicolai's melodi rejser sig på en overordentlig majestætisk måde. De tre første linier af koralen ligger i pedalet, de tre næste i højre hånd og resten i kanon mellem pedal og højre hånd. Efter indledningen sætter et 4-stemmigt blandet kor ind og synger selve salmen i en pompøs udsættelse med obligat orgel, og til sidst følger nogle takters afslutning. En tilsvarende opbygning kan man finde i f. eks. Rued Langgaards »Messis« for orgel og kor.

Ludvig Nielsens smukke, frescoagtige stykke må med sin virtuose behandling af orgelet og sin enkle form egne sig fortrinligt til kon-gesigninger. Komponisten har dog angivet, hvordan man kan nøjes med enten indledningen eller korafsnittet, hvis man ønsker at anvende stykket ved andre lejligheder.

V.P.

PRO ORGANO. Gamle og nye orgelkoraler og for-spill til gudstjeneste og kirkelige handlinger. Udgivet af Rolf Karlsen og Ludvig Nielsen. — Edition Lyche, Drammen/Oslo. 5 hefter.

Denne samling skulle ifølge udgiverne dække hele det almindelige norske melodirepertoire, heraf også adskillige melodier, der er i brug i Sverige og Danmark. Sådanne samlinger vil (når de ligger på et kvalitetsmæssigt så højt plan som i dette tilfælde) kunne bidrage væsentligt til forbedring af gudstjenestemusikken i kirkerne i by og på land; enten som aflastning for de dovne organister, der ikke selv får gjort noget ved deres spil, eller som supplement og inspirationskilde for de mere flittige.

Samlingen indeholder i alfabetisk rækkefølge både længere orgelkoraler på én eller to sider og ganske korte forspil på nogle få takters længde. Desuden har udgiverne ved et sindrigt og fikst udnyttet tegnsystem antydet, hvordan man kan både forkorte og forlænge de større kompositioner efter det øjeblikkelige behov, en idé enhver praktisk kirkemusiker vil kunne værdsætte.

Til visse melodier, der i hvert fald i Danmark gælder for festsalmer, savner man store, repræsentative orgelkoraler. Således »Min sjæl, du Herren love«, der har en solid, men ikke meget festlig bearbejdelse af Scheide, »Glæden hun er født idag«, »Ale-neste Gud i himmerig« og »Nu bede vi den Helligånd«, til hvilken man har taget en trestemmig 1400-tals udsættelse fra Glogauer Liederbuch, der ville virke meget stivbenet spillet som præludium en pinsemorgen. Til gengæld kunne man godt undvære nogle større koralfantasier, der snarere har karakter af koncertmusik.

I forordet skriver udgiverne, at de, hvor de ikke har kunnet finde passende eller tryk-kefri bearbejdelser, selv har komponeret nye. At resultatet er blevet, at udgivernes egen andel beløber sig til mere end fire femtedele (beregnet ud fra et inkomplet anmeldereksemplar) gør, at man må forundres over eller ligefrem tvivle på udgivernes evne til at finde passende bearbejdelser, - dels når man tænker på det overvældende store repertoire, der er blevet komponeret fra barokken og fremefter, ja bare alle de stykker, der er henvist til i samlingens egne registre, og dels når udgiverne ikke engang er veget tilbage for at transponere de klassiske kompositioner, i et enkelt tilfælde således, at pedalstemmen går en stor sekund længere ned end pedalklaviaturets dybeste tangent.

Men bortset fra, at undertitlens antydning af en nogenlunde ligelig fordeling af »gamle og nye« ikke holder stik, er der jo intet forgjort ved at udgive moderne kirkemusik, fortrinsvis sine egne kompositioner. Og der er intet i samlingen, der virker provokerende moderne og dermed uegnet til brugsmusik i denne sammenhæng.

Selvfølgelig er kvaliteten ikke fuldstændig den samme for flere hundrede kompositioners vedkommende. Men de to udgivere, Ludvig Nielsen og Rolf Karlsen, der er højt ansete i Norge som kirkemusikere, har begge leveret en række fortrinlige bidrag til samlingen. Ludvig Nielsen synes at være romantiker på bunden; men han skjuler det tildels ved en hyppig anvendelse af en nyere tids kanonteknik, der ofte afføder krasse samklange. Rolf Karisens bearbejdelser er mindre brede, mere koncise i opbygningen. Fælles for de to komponister er fantasi, hensyntagen til salmeteksterne og ikke mindst en udpræget orgelagtig, altså instrumental skrivemåde, uden at de tekniske fordringer til den spillende derfor er blevet alt for gevaldige. Så også på dette punkt er samlingen velegnet som - brugskunst.

V.P.

rianikken eller forgangne tiders a cappella-stil, noe som tildels også gjelder Anthony Milners Messe. Ofte benytter han det grego-rianske materiale direkte uten personlige kommentarer, således i Credo-satsen, men ellers vitner verket om en musiker med solide røtter i tradisjonen, men allikevel med evne til å skrive en korsats med preg av det nærværende, ledig i stemmeføringen og med betydelig klanglig spennvidde. C. B.

CARL MARIA von WEBER: Concerto No. l for Clarinet and Orchestra. — Boosey & Hawkes.

Man be'r mig anno 1963 om at anmelde Webers koncert for klannet og orkester fra årene mellem 1811-18, hvor Weber hældte sin diverter ende og koncerterende klarinetmusik ud over det europæiske marked og bejlede til kongers og fyrsters gunst, som det var tidens skik.

Jeg vælger at se bort fra historisk perspektiv, og koncentrerer mig om, hvad Webers klarinetkoncert har at sige her og nu.

Som klarinetpædagog må man betragte værket som et udmærket objekt for teknisk

ANTHONY MILNER: Mass for a casella choir. -Universal.

Det begynner efterhånden å bli ganske mange a cappella-messer i vår tid. De man k jenner har gjerne det fellestrekk at de gir uttrykk for en viss arkaiserende tendens i skrivemåten, bevisst ført tilbake til grego-

udvikling parret med musikalsk dramatiske kvaliteter, alt i alt en overordentlig interessant etude at arbejde med.

Skal den betragtes i det musikalske samfunds lys, må koncerten placeres som et stykke strålende underholdningsmusik på linie med Haydn's trompetkoncert. Set således er det vist klart, at jeg ikke kan indrullere værket i de seriøse værkers rækker. Værket tager ikke stilling til samfundet i dag, det peger ikke frem, kun tilbage, og enhver pædagog må naturligvis afgøre med sig selv, om det er den instrumentale - eller elevens musikalske og dermed sociale horisont, han ønsker at udvikle. En Niels V. Bentzon ville i diverse dagblade gå ind for den diver -terende, uforpligtende holdning, koncerten afspejler; men det er et stort spørgsmål, om vi i dag skal tillade os den luksus. Man kommer for tiden ikke udenom filosofisk og sociale problemer, heller ikke når det drejer sig om musik, og i den forbindelse er Webers klarinetkoncert komplet uden betydning.

H. C.

BIRTE LAAGE HUNØ/LISE NILOU: Melodier for io altftojter og guitar. - (W.H.)

Forsøg på samarbejde mellem guitar og blokfløjte pusler stadig, uden at det bliver rigtig alvor. Selve tanken er umiddelbart tiltalende; men det lader til, at guitarspillets udøvere i alt for høj grad er domineret af et traditionelt syn på deres instrument som et underordnet ledsageinstrument til, at der kan komme rigtig sammenspil i gang. Blokfløjtespil og vokal musikudøvelse har ganske vist mange ligheder, men en blokfløjtemelodi er, trods lighederne, et andet musikalsk anliggende, end en sunget melodi med tekst, og den kræver som følge heraf andet og mere af ledsageinstrumentet.

»Melodier for to altfløjter og guitar« er desværre stærkt præget af det traditionelle syn på guitarsatsen. Melodivalget i det lille hæfte er ikke uinteressant, men 2. fløjte har ikke mange lyspunkter at se frem til i melodisk henseende, og guitarsatsen er ubehjælpsom i det harmoniske; kun undtagelsesvis får den lidt luft under vingerne (15, 18 og 22).

R. L.

Nye sangbøger

GYMNASIESANGBOGEN. Ny revideret 5. udg. af sangbog for blandet kor med og uden instrumentalledsagelse. Udarb. af Hakon Andersen og Finn Høffding med historisk oversigt af professor, dr. phil. Knud Jeppesen. — Wilhelm Hansen.

FÆLLESSANG PÅ NORDISKE OG FREMMEDE SPROG til brug ved skoler, seminarier, ungdoms-og aftenskoler samt sprogkursus af Kai Otto Andersen, Karl Clausen og Jörgen Haahr. — Wilhelm Hansen.

SANGE FOR BLANDET KOR udgivet af Dansk Korforening. - Wilhelm Hansen.

Skolekorenes og amatørkorenes aktivitet i disse år har på det seneste fremkaldt reviderede nyudgivelser af et par kendte ældre sangbøger og har skabt basis for en helt ny kor sangbog.

Hakon Andersens og Finn Høffdings nu ca. 35 år gamle »Gymnasiesangbogen«. - et foregangsværk i sin tid og en stadig sprællevende skolesangbog - er kommet i 5. udg. af format og omfang som sine forgængere, men med nytegnet, moderniseret forside. Af indholdet er som ventet nogle korsatser, der nu skønnes at være forældede, skiftet ud med andre, der har større aktualitet. Blandt de nye korsatser er værker af Vagn Holmboe (Månerejsen, Københavnerliv), Per Nørgård (Landsbybillede, Fuglen hr. Jon), som man nok kunne have lyst til at arbejde med, samt Bernhard Christensens »Reklameskibet«. Om Otto Gelsteds tekst til dette korværk er helt aktuelt i 1963, er nok et problem, men Bernhard Christensens latin-amerikanske rytmer kan sikkert fornøje kor og tilhørere, hvor man giver sig i kast med dette 34 sider store gymnasiekorværk.

Den enstemmige fællessang vil fremover nyde godt af »Fællessang på jr emmede sprog«,. Sangbogen, der i sin tidligere skikkelse var ret trist i udseende, er frisket vældig op med farvestrålende omslag og fint, hvidt trykpapir. Mens den tidligere indeholdt en meget stor del af den gængse danske sang, som jo også findes lettilgængelig i såvel Folkehøjskolens sangbog som i alle skolesangbøger, er den nye udgave lettet for dette stof. I stedet er sat et bredt, velvalgt udsnit af sange fra England, Skotland og Amerika (71), Tyskland og Østrig (63), Frankrig (20), Norge (10) og Sverige, Finland (48) samt en række kanons på forskellige sprog. Hertil kommer yderligere en samling (20) af Nordens mest kendte fællessange, nationalsange. Det er en klog forandring der er sket, og bogen vil længe forblive et nyttigt redskab i korlederes og skolemusikpædagogers hænder.

En nyskabelse er Dansk Korforenings »Sange for blandet kor«. Forordet oplyser, at materialet er samlet af kgl. kapelmester John Frandsen, operarepetitør Emil Selmar, afdelingschef Willy Andersen samt organist Arne Bertelsen, hvilken sidstnævnte står for det redaktionelle arbejde. Det er et imponerende værk; det er en lille bog på størrelse med en moderne dansk billigbog, men indeholdende ikke færre end 148 flerstemmige kompositioner, kirkelige og verdslige, danske og udenlandske på 362 sider. Bogen tager sig nydeligt ud, indbundet som den er i stift, blåt, forhåbentlig holdbart papirsbind med guldtryk. Enhver amatør- og skolekorsleder vil blandt bogens korværker træffe mængder af satser, som han i tidens løb har opført med sit kor. De er der alle, såvel Palestrinas 'Sicut cervus', N. W. Gades 'I østen stiger solen op' som Hasslers 'Tanzen und springen', Bent-zons 'Løvens part' og Laubs folkevisekorsats 'Ramund - bare for at nævne nogle enkelte i flæng. Kravet om et ringe omfang har trådt lidt på ønsket om i de udenlandske korsatser at have såvel originalteksten som den danske oversættelse. Mange satser har kun den origi-

nale tekst, og det går naturligvis an, men mange andre har kun dansk oversættelse, og her vil mange savne den originale. Hvorfor skulle korene ikke have lov at synge Weelkes »Let thy merciful ear« på engelsk, når dog Gibbons »The Silver Swan« er anført på engelsk alene?

Det er bogens styrke, at den samler hele det gængse stof i ét praktisk bind. Sange for blandet kor« kan dårligt undgå at blive grundbog for mange kors stående repertoire.

H. B. R.

BIRTE LÅGE HUNØ: »Fløjt selv«. Blokfløjteskole for små og store.

Antallet af blokfløjteskoler er gennem årene forøget med stadig kortere mellemrum. Det må være en givtig jordbund, det blokføjte-spil, siden en sådan tilvækst af skoler kan fremkomme. Nu ligger undervisningen på blokfløjte næppe i så faste baner som den meste anden instrumentalundervisning — den er af så ny dato - og dette kan nok berettige til at mangen en, som har tilegnet sig erfaringer gennem sin praktiske undervisning, forsøger sig med en skole. Nu er det én ting i praksis at kunne bibringe sine elever en god spillemåde m. m., og en helt anden ting at ville opbygge en almen vejledning til brug for andre. Det er ikke givet, at begge dele lykkes lige godt.

Det store udbud stiller på den anden side den som skal vælge en skole i vanskeligheder; det er ikke nemt, og man kan ikke være sikker på, at den sidst udkomne har lært af de forudgåendes brist, og altså er den bedst mulige.

Denne sidst udkomne har gode sider til fælles med andre blokfløjteskoler, den kan bruges lige såvel som de kan. Men om noget fremskridt i metodisk - eller pædagogisk henseende er der afgjort ikke tale, snarere er den ubehjælpsom i sin opbygning. Den indfører f. eks. de dybe toner på fløjten meget hurtigt, så hurtigt at udgiverinden selv får sine skrupler derved, ja faktisk taber vejret. Allerede med nr. 32 er vi nået ned på det dybe c, og nr. 35 er selveste »Herlig en Sommernat« i dyb C-dur. For at klare pynten, indføres så begrebet transposition i en parentes efter titlen: Hvis melodien er for svær i C-dur, kan den spilles i G-dur.

Mon ikke det er at stille for store krav til små elever, og at sætte selv en erfaren underviser på prøve?

E. R,

Årgang 38/1963, nr. 08