Musikvidenskabelig konference i Kiel

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 08 - side 312-314

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    What sounds do – call
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Søren Sørensen
Musikvidenskabelig konference i Kiel

Universitetet i Kiel har i de senere år på flere fagområder forsøgt at skabe en nærmere kontakt mellem nabolandene inden for Østersøområdet, på den ene side Nordtyskland og på den anden side de skandinaviske lande. I oktober i år var turen kommet til musikvidenskaben, og ca. 30 musikforskere fra Norden og fra Tyskland, særlig fra Kiel og Hamburg, deltog efter indbydelse af landdagen i en 4-dages konference om »Nordtysk og skandinavisk musik.«

Emnerne, der kom til behandling, var især koncentreret om det 17. århundredes musik, hvor forbindelserne inden for den nordiske kulturkreds var særlig livlige, og om folkemusikken og de igangværende folkemusikalske indsamlinger i disse områder.

Initiativtager til og tilrettelægger af mødet var lederen af Kieler-universitetets musikvidenskabelige institut, professor Walther Wiora, fortræffeligt sekunderet af sin førsteassistent dr. Carl Dahlhaus. Efter indledningskoncert (med cembaloværker af Buxtehude og den femst. motet af Jørgen Preston: Vertrau Gott allein) og åbningstaler, hvor professor Nils Schiørring, København, talte på gæsternes vegne, og efter et foredrag af historieprofessor Alexander Scharff: »Schleswig-Holstein-Brücke zum Norden«, tog så forhandlingerne deres begyndelse.

Den første dags forhandlinger (ledet af professor Schiørring) var helliget mere almene redegørelser for nationale musikalske strømninger og deres vekselvirkninger inden for nabo-områderne. Professor Ingmar Bengtsson, Uppsala, talte om de »romantisk-nationale strømninger i tysk og skandinavisk musik«, professor Olav Gurvin, Oslo, om »Forbindelser mellem tysk og nordisk musik«. Dr. Georg Karstadt, Lübeck, gav en statistik over koncertudvekslinger mellem Lübeck og de nordiske stater efter 1945, dr. Gerhard Hahne fra Kiel talte om »Musikalske sammenhænge mellem Danmark og Slesvig-Holsten i det 19. århundrede«, og denne del sluttede med dr. Hans Eppsteins indlæg om »Aktuelle tendenser i den svenske musikpædagogik.«

Forhandlingerne om det 17. århundredes nordiske musik indledtes af undertegnede med et foredrag om »Buxtehudes kantater og deres stilistiske forudsætninger«. Den efterfølgende række af referater (ledet af prof. Gudewill, Kiel) indledtes af fil. lic. Gunnar Larsson, Uppsala, om »Kirkemusik og stilforbindelser i Østersø-området i det 17. årh.«, hvor taleren på grundlag af et omfattende kildemateriale, i hovedsagen den gotlandske »Källungastämboken«, der stammer fra Liegnitz-området og en tabulatursamling i Uppsala, der stammer fra jesuitkollegiet i Riga, påviste spredningen af de førende motetkomponisters værker (det gælder især Orlandus Lassus) i de første tiår af det 17. årh. Videre vistes udviklingen og forbindelseslinierne i de følgende tiår, hvor Carissimi og andre italienere bliver de retningsgivende.

Kirchenmusikdirektor Bruno Grusnick, Lübeck, kendt fra sine mange Buxtehude-udgivelser, fremlagde sine nyeste resultater inden for spørgsmålet »Dateringer i Düben-samlingen i Uppsala« (hovedsamlingen for Buxtehudes og andre komponisters vokalmusik fra samme tid). Samlingen indeholder værker af 220 komponister og hertil 300 anonyme værker. Som holdepunkt for nye dateringer fremkom Bruno Grusnick med nye træk til Gustaf Dübens biografi. Bl. a. hæftede man sig ved oplysningen om, at den bemærkning, der er anført på et af bindene: »Scripsi A:o 1663 .. an der grossen Orgel in Lübeck«, og hvorudfra man har sluttet, at Düben har grundlagt sin indsamling på en rejse kort efter sin tiltrædelse som hofkapelmester i 1663, i virkeligheden ikke er skrevet med Dübens hånd, men derimod overstreget af ham. Tobias Norlinds og andre forskeres påstand om Dübens mange personlige bekendtskaber gjort på en formodet flerårig rejse i 1660'erne og forsøg på dateringer herudfra, falder dermed til jorden og baner vej for filologisk sikrere, mere fordomsfri dateringsforsøg. Grusnicks undersøgelser vil blive publiceret i »Svensk Tidskrift for Musikforskning« for 1963.

Dr. Dietrich Kilian, ligeledes kendt som fremtrædende Buxtehude-udgiver, talte om Buxtehudes cykliske kantateværk »Membra Jesu nostra«, det eneste i sin art, og fortalte om de syv kantaters bemærkelsesværdige tekstlige sammensætning (med spørgsmålet: hvem er librettisten til disse meget spidsfindig-teologiske tekstsammenstillinger, og med forsøg på besvarelse i en gennemgang af Buxtehudes teologiske omgangskreds), gennemgangen sluttede med en analyse af musikkens særlige espressive virkemidler.

Derefter talte prof. Nils Schiørring om »Lobwasser-Psalteret i Danmark« og påviste udviklingslinien fra det fransk - reformerte psalter 1562, med Goudimels melodiudsættelser, over Andreas Lobwassers næsten samtidige tyske oversættelse af det og til de første spor af denne psalterbevægelse i Danmark. Allerede i 1570'erne kommer de første vidnesbyrd om danske psalme-parafraser, oversat efter Lobwasser, og bevægelsen får i årene omkring 1600 en heftig opblomstring og har afsat flere frugter i de tidlige danske nodetryk, kulminerende med Anders Arreboes psaltergendigtning 1623, 2. udgave 1627 med melodier. En af de smukkeste Lobwasser-melodier på dansk grund er fremdraget for nylig (og blev fremført ved foredraget), nemlig et lille Helsingør-tryk fra 1612, klagesangen »Hvem skal vi råbe til af hjert og sjæl« til Goudimel-Lobwasser-melodien til den 89-psalme. (Melodien er gengivet i Nils Schiørrings videre behandling af emnet i artiklen »Andreas Lobwasser i Danmark« i »Fund og Forskning«, Det kgl. Bibliotek, København 1963).

Den følgende forhandlingsrække (ledet af professor von Dadelsen, Hamburg) var fortrinsvis viet instrumentalmusikken i det 17. århundrede. Dr. Friedrich Wilhelm Riedel (forfatteren til den banebrydende bog »Quellenkundliche Beiträge zur Geschichte der Musik für Tasteinstrumente in der 2. Hälfte des 17. Jahrhunderts«) talte om »Streng og fri stil i den nord- og sydtyske musik for tasteinstrumenter« og konkluderede, at den strenge stil i det 17. årh. mest er at finde i lejlighedsværker eller didaktiske værker. Dr. Werner Breig, Freiburg im Breisgau, gav en analyse af »Klangstilen i det 17. århundredes nordtyske orgelmusik«, og professor Margarete Reimann, Berlin, kendt bl. a. som udgiver af Luneburger Orgeltabulaturerne, talte særdeles perspektivrigt om editionsproblemer i det 17. årh.s musik, hvor hun ved også at inddrage problemer fra engelsk og fransk musik til sammenlignende studier på velgørende måde sprængte de ellers fastlagte
Østersø-rammer. Prof. Kurt Gudewill gav et overblik over musikudøvelsen ved Kieler-universitetet gennem tiderne, og dr. H. Kümmerling, Köln, fortalte på grundlag af kapelmesteren Bokemeyers samling (anlagt cirka 1700) om musikudøvelsen ved Gottorper-hoffet.

Den folkemusikalske del (ledet af prof. Wiora) indeholdt et referat af dr. Wolfgang Wittrock, Kiel: »Volkslieder in Schleswig-Holstein«, der redegjorde for indsamlingen af dette sangmateriale og demonstrerede nogle af de mange sangtyper derfra, sange til dagligdagen, til højtiderne, børnerim og -remser etc., en del af stoffet griber over den danske sanggrænse. Prof. Schiørring redegjorde for og demonstrerede de danske viser og den danske spillemandsmusik, som folkemindesamlingen for nylig har udsendt på plader.

Endnu en lille afdeling omhandlede 1600-tals-musikproblemer, fremstillet af tre Kieler-forskere. Dr. Werner Braun talte om passionskomponisten Johann Sebastiani, dr. Carl Dahlhaus om stildiskussionen i den berømte strid i Danzig mellem Nederlænder-discipelen Paul Siefert og Italienerkapelmesteren Marco Scacchi, og dr. Martin Geck talte om Kaspar Försters oratorium »David og filistrene«, der var blevet opført ved en koncert aftenen i forvejen.

Dr. Geck har iøvrigt æren for, efter en nylig foretagen undersøgelse, at have påvist den rigtige komponist til de to kantater, der hidtil har gået under Buxtehudes navn. Det er kantaterne »Erbarm dich mein« og »Laudate Dominum«, der i Dübensamlingen er overleveret under navnet Busbetzky, men da man ikke kendte dette komponistnavn og værket iøvrigt »lignede« Buxtehude til forveksling, anså man dette navn for en fejlskrivning for Buxtehude. Først nu er det lykkedes at finde komponisten Ludwig Busbetzky, han var elev af Buxtehude og kan efterspores som organist i Narva i Estland, er altså en fuldblods repræsentant for den her omhandlede kulturkreds (se meddelelse af Martin Geck i »Die Musikforschung« 1963, side 175).

Sidste foredrag sluttede ringen ved at handle om en af forbindelserne mellem Finland og Tyskland, professor Erik Tawaststjerna, Helsingfors, talte om Busonis betydning som ven og mentor for Sibelius. I mødet indgik et besøg på »Herder-Forschungsstelle für Musikgeschichte«, der er et institut for østeuropæisk musik, såvel gammel som ny, fra byzantinsk kirkesang til Tjaikovskij og Sjostakowitch, et institut der af bevillingsmæssige grunde er en egen enhed og måske derfor mindre afsøgt end det burde være. For specialforskere gøres der hermed opmærksom på dette forskningsinstitut for de slaviske landes musikhistorie.

Mødet viste både grænser og muligheder for et videre samarbejde mellem de repræsenterede landes musikforskere. Der blev peget på nedsættelsen af arbejdsgrupper, og et af de vigtigste resultater ved et sådant møde er netop etableringen af den personlige forbindelse mellem forskerne inden for samme felt, in casu især 1600-tallets musikalske strømninger i det kulturgeografiske område, der dengang var en enhed. Ud fra dette synspunkt og ud fra ønsket om tillige at etablere en forbindelse med forskerne i de østlige hansestæder Riga, Reval, Danzig, Königsberg etc. har en fortsættelse ved lejlighed, en skandinavisk gengældelse af en sådan Østersø-konference sin berettigelse.

Årgang 38/1963, nr. 08