Traditionsrig og fornem

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 08 - side 307-310

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    What sounds do – call
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Mogens Winkel Holm
Traditionsrig og fornem
Noter til en balletsituation

I disse år, hvor såvel film, musik og bildende kunst, som teater og litteratur over næsten hele kloden gennemgår mærkelige og eruptive forvandlinger i pagt eller om kap med en udvikling, der overstiger vor fatteevne, er det beroligende og næsten hjertevarmende at iagttage vor hjemlige danske ballets trofasthed mod en tradition, vi alle holder af og kalder vor. Og betragter man den internationale succes og den hjemlige folkeyndest, vort estimerede balletkorps nyder, vil det nok forekomme ubegribeligt, om man, selv i de bedste hensigter, forsøgte at påpege visse farer, som kunne true vor fornemme balletinstitution, og som, måske før vi aner det, kunne risikere at blive katastrofal for hele denne traditionsrige kunstart, således at dens eksistens og betydning for et nu- og fremtidigt publikum kom til at hvile på et meget svagt eller i hvert tilfælde uægte grundlag. Når vi i denne forbindelse nævner ordet TRADITIONSRIG, er det som om det på en pudsig måde både minder os om det: at være rig på tradition og det: at være rig, fordi man har tradition, - hvilket igen leder tanken hen på et andet ord: FORNEM. Er det ikke som om disse to adjektiver (som i forbindelse med ballet tit høres anvendt og ikke så sjældent mærkes tænkt) kunne komme til at rumme farer og problemer for vor hjemlige balletsituation, hvis lysere sider indtil nu må siges at være en vis international opmærksomhed takket være et fremragende danserkorps og en lokal trinskole, og hvis mørkere sider nok kan siges at være en følelig mangel på koreografer? Skulle det træffe sig således, at man i blind tro klyngede sig til dette traditionsrige og fornemme, ville ulykken nok, i mine øjne, i løbet af få år give sig udslag i en ligefrem katastrofal mangel på nye danske koreografer, ligesom de værker, der alligevel måtte komme frem, uden tvivl ville blive præget af epigoneri og en ikke alt for overbevisende levedygtighed.

Om det enten er vor Bournonville (1805-1879, - 14 år ældre end f. eks. Walt Whitman), der er uhyre livskraftig, eller det er vor kunstneriske viljestyrke, der er uhyggeligt svag, så lad mig ikke komme ind på det nu. Ej heller skal her diskuteres Bournonvilles mulige karat og hele kunstneriske vidnesbyrd, - kun kan man måske mødes deri, at han har haft betydning for vor ballet på Kgs. Nytorv. Thi det er på ham, størsteparten af vor tradition og internationale succes grunder sig. En ting er dog i alle tilfælde af umådelig stor farlighed: at fejlfortolke den traditions-rigdom, han repræsenterer, og hermed menes: at producere ham og eksportere ham i stor udstrækning til udlandet, for hvem han, som vi nok med rette kan mene, rangerer et sted på linie med den lille havfrue, Tivoli og bacon. Nu tror jeg imidlertid ikke, at vort udenlandske balletpublikum i længden vil lade sig nøje med denne ægte danske eksportvare, men hvis det skulle være tilfældet, og hvis man herhjemme panikagtig lod sig opmuntre deraf, mener jeg at det ville være en alvorlig ulykke for vort nationale balletkorps indre kunstneriske vækst og frugtbarhed. Ordet tradition ville vi herefter anvende, når vi mente dollars, og det omtalte begreb traditionsrigdom ville af den grund fylde os med en dobbelt ærefrygt, der lammede alt nyt, spontant, livskraftigt og vortidigt kunstnerisk initiativ. Man ville kalde hjemlige Bournonville-opførelser: Nationalscenens hellige pligt, ligesom man ville lamme et i forvejen uhyre konservativt balletpublikum med betagelse (publikumsopdragelse) ved opførelsen af værker, som indholdsmæssigt, hånden på hjertet, i virkeligheden ikke har så forfærdelig meget at sige et nulevende publikum. Det, der så her ville gøre sig gældende (udover rent turist- og valutamæssige interesser), ville rent ud sagt være et goldt snobberi for en skole og en tradition, hvis raison d'être man rimeligvis ville motivere ved det smukke begreb: tidløshed. Men mon alligevel ikke det er sådan, at tidløshed udspringer af en eviggyldig, kunstnerisk sandhed, en meddelelse af dybde, et menneskeligt vidnesbyrd?

En således skitseret, hellig nationalscenepligt koster tid, penge og energiforbrug, og den koster én ting til: et gunstigt og frugtbart miljø for en ny koreografisk udvikling.

At der altså i vor ballettradition lurer visse farer, er for mig at se tydeligt. Og hvadenten Bournonville fremover i udlandet vil vise sig at gå som varmt brød eller ej, så er de første faresignaler vel nok allerede begyndt at vise sig. Tager man som sagt i betragtning, hvad der i disse år - blot indenfor ballet - er sket i udlandet, vil det nok, igen hånden på hjertet, være overdrevent at sige, at nyere, danske balletværker i første omgang udmærker sig ved koreografisk nyorientering og eksperimentere-lyst. Det kan i og for sig ikke skyldes mangel på chancer for nye impulser, - dels har man på Kgs. Nytorv haft flere gæstekoreografer (omend de her ikke har sat deres mest spændende ting op), og dels har landet været gæstet af både form- og indholdsmæssigt spændende, problemfyldte og tidssvarende værker (Invitation, Moves, The Cage, Kærne og Skal, Labyrinten for at nævne nogle få, hurtigt valgte eksempler). Og så er her endda slet ikke talt om den inspiration, danske koreografer selv kunne skaffe ved rejser og stipendier.

Jeg kvier mig ved at tro, at årsagen skyldes manglende talent hos nulevende, danske koreografer, og jeg mener ikke at kunne forklare de f. eks. blot i parentes nævnte værkers totalt ekkoløse opførelser her i landet ved andet end en indefra kommende, en fra arbejdet med og troen på traditionen udspringende manglende receptivitet.

Lad mig for en sikkerheds skyld tilføje, at jeg nødigt vil fortolkes derhen, at vi kritikløst og næsegrus skulle snobbe for alt udenlandsk, bare fordi det er nyt og ikke-dansk. Selv i udlandet er ballet som kunstart langt tilbage i udvikling. Men netop af den grund ville det jo være så meget mere fatalt, om vi herhjemme skulle nøjes med at dyrke floromvundne minder og slå os til ro ved at hæge om dem. Rent udviklingsmæssigt er der lang vej tilbage, før denne kunstart er hjemme, - vi har ikke råd til ikke at lære, ikke én ny koreografisk udtryksform må undslippe og provokation er nødvendig, om en udvikling skal forløbe.

Det drejer sig om en vigtig sag: Det drejer sig om ballets overlevelse som kunstart.

Jeg husker, at jeg som ikke ret stor dreng var med mine forældre inde at se »Enken i spejlet«. Selv om jeg har på fornemmelsen, at det var en god forestilling, husker jeg det ikke nu. Men én erindring fra denne ballet er blevet hængende til i dag: Midt i det mondæne bryllup (den velhavende piges med den unge officer) bryder en forstyrrende episode ind. En laset, grå tigger baner sig vej og jeg husker endnu tydeligt hans vilde, lurvede og lavt gulvstrygende dans som noget meget betydningsfuldt. Og jeg tror egentlig godt, jeg ved hvorfor. Det var ikke så meget det socialrealistiske ved fænomenet, som det, at jeg da altid havde betragtet ballet som noget fint, kostbart og uvirkeligt. Her viste det sig pludseligt, at ballet også kunne operere med - ikke blot laset fattigdom, - men virkelighed og mennesker, ganske simpelt. Den kunne være farlig, nærværende og spændende. Og selv om dette mit indtryk måske på grund af en erindringsforskydning er helt galt, så ynder jeg at bevare det på denne måde.

Ballet har, sådan som vi kender den i vor europæiske tradition, af enkle årsager altid været knyttet til noget fyrsteligt, rigt og betagende. Der har i mere end en forstand bestandig klæbet gala til foretagendet. Som vel af rettede hofmænd, der soler sig i kongens nærværelse (Louis XIV), har vi taget mod vor balletarv, og ihvorvel der dog i dette århundrede er sket et og andet inden for kunstarten, så ved vi alle ganske nøje, hvad ballet er. Rigtig ballet er: klassisk, fornem og lydefri. Den er: Prima ballerina, danseur noble, tåspidsdans, sylfidevinger og rendyrkede positioner mere end kunstnerisk vidnesbyrd og sjæl. Jo, sjæl er der nok, men en sjæl, der indgår i en række pseudo-absolutter, som f. eks.: fyrstelighed, fattigdom, ondskab, godhed, stor ulykkelig kærlighed, umådelig åndfuld sorg, heroisk glæde, munter, mimisk gav-tyvagtighed (fattig men ren) ... Skønhed må vi heller ikke glemme, og hvis vi for tredie gang lægger hånden på hjertet, må vi vel indrømme, at ballet i dag hovedsagelig baserer sig på et både form- og indholdsmæssigt forældet, mondænt skønhedsbegreb (attituden). Vil man hertil sige, at »sådan skal ballet være«, eller at man »ikke må blande ballet sammen med andre kunstformer«, og at »dette er jo netop dens fornemt afgrænsede, abstrakte udtryksform«, — så har man også samtidig afsagt sin dødsdom over kunstarten, og da vil den med rette få sit prædikat: tidløs, - men tidløs i en ganske anden betydning: løsrevet fra enhver form for liv, mening og vækst. Og ville man i praksis bevare og rendyrke denne kunstartens beskrevne fornemhed, ville der efter min mening være stor fare for, at en »rigtig balletaften« måske allerede i løbet af få år i korte træk kom til at se således ud:
vi ville indfinde os til premiereaftenen som et snobbet, overpyntet og persondyrkende publikum, - i god tid for rigtig at se, om vi var der allesammen. Balletværket kan vi kalde f. eks. »Galaslottet«, og tæppet ville gå for en række ukristeligt smukke, diverterende pas de deux-er og trois'er udført af prinser og prinsesser og deres muntre opvartere. Fra snoreloftet ville hænge et funklende overtal af lysekroner og i baggrunden ville en næsten uendelig park med søer, svaner, klipper og andre slotte fortone sig. Applauderende af betagelse ville vi sidde i mørket og opleve trin, spring og stillinger, som ikke blot var nøjagtig som for 100 år siden, nej, de ville også være kombinerede på nøjagtig samme måde. Hvis der skulle være en mindre afvigelse i gangen, ville vi henrykte og rystede sige om koreografen: han har brudt nye veje! Og efter finalen, hvor alle korpsets dejlige dansere var i ilden, ville balletkritikerne opstemte skynde sig hjem til redaktionerne og skrive deres strålende kritikker ...

At en sådan udvikling ville være katastrofal, er det kun alt for nemt at se. Alle ville blive ført bag lyset og ikke mindst den enkelte danser. En solodanser i et sådant balletdivertissement ville, - sikkert uden selv at vide det, - være en åbenbaring af falskhed, ja jeg ville endda langt foretrække artisten i en cirkus eller variete frem for en sådan danser. Nok ville danseren med fremragende plié i sine dejlige spring, med smukkeste armføring (med eller uden knækkede håndled) o.s.v. fremtræde for os i al sin skønhed. Men artisten i cirkus kan noget lignende, ligeså ubesværet og måske endog samtidig jonglere med 5 bolde. Og hans opvisning ville være, hvad den var: ærlig og redelig indøvet færdighed. Le danseur noble derimod ville forlene sin udhulede rolle med et skær af påstået åndfuldhed, han ville fremtræde med affektert, halvtoplukket (forpustet? - Uf nej!) mund, høj og bleg pande, tragisk, mandig og beåndet: - falsk. I en sådan fornem og festlig balletatmosfære ville et ord som »intellektuel« kunne rose sig af at være et decideret skældsord, mens et begreb som »engageret« måtte nøjes med prædikatet: højst usædvanligt.

Men så galt kan det vel aldrig gå?

Nu, så meget om det traditionsrige og fornemme. Selv om jeg udmærket godt ved, at sagen, sådan som den her er opstillet, er forholdsvis frit opdigtet, så er jeg af den overbevisning, at det aldrig på nogen måde kan være for tidligt eller overflødigt at påpege, hvilken udvikling en så populær og værdsat kunstart som omhandlede ikke må tage. Og når vi taler om udvikling og i hvilken retning en sådan skal gå, så må vi gøre os klart, at den i allerhøjeste grad afhænger af alle involverede: såvel balletledelse som den enkelte kunstner, balletkritik som publikum må forstå, at der faktisk er et meget stort ansvar forbundet med, under en eller anden form, at interessere sig for eller beskæftige sig med ballet - hvis man da overhovedet stiller nogensomhelst kunstneriske fordringer til kunstarten.

Jeg tror bl. a. det drejer sig om, endnu en gang, at spørge sig selv: hvad er ballet? Hvad vil vi med begrebet? Og i det nøje gennemtænkte svar ikke at være bange for evt. at komme til at gå uden for en vedtaget, traditionel opfattelse. Det drejer sig endvidere om forsøgsscene, koreograf-stipendier, kultur-, musik- og kunsthistorie for unge balletfolk, studiekredse, - baggrund og mulighed for udfoldelse .Det drejer sig måske også om andre, herværende balletskoler, nyordninger i nationalscenens ansættelsesforhold af kunstnere, - konkurrence og sammenligningsgrundlag. Jeg tror også, det drejer sig om - udover stilhistoriske forpligtelser - at have mod til at frigøre sig fra tradition og skole, ligesom det drejer sig om lyst til at tilkendegive sig og tale frit fra leveren. Det kan aldrig, set under en større synsvinkel, være nogen skade til. Og det drejer sig ikke mindst om fordomsfrihed over for de koreografiske virkemidler, - om at tilføje koreografien fornyet mening og struktur, således at den rette overensstemmelse mellem menneskelig meddelelse og scenisk bevægelse kan opstå eller overleve.

Det er som sagt ikke et spørgsmål om med djævelens vold og magt at gøre vor balletsituation upersonlig-international, - det er et spørgsmål om assimilation og frugtbarhed. Men før man assimilerer, må man fortære. Og før man fortærer, må man have appetit.

Spørgsmålet drejer sig først og fremmest om at spille en rolle på lige fod med de andre kunstarter af i dag, som lever med den tid, hvori de skabes, opleves og får betydning.

MOGENS WINKEL HOLM, født 1936, komponist og oboist. Hans ballet »Tropismer« uropføres på Det kgl. Teater i foråret 1964. En analyse af dette partitur vil være at finde i DMs februar-nummer. Nærmere præsentation af Mogens Winkel Holm kan læses i det svenske Nutida Musik nummer 5, 1962/63.

Årgang 38/1963, nr. 08