uden titel

Af
| DMT Årgang 38 (1963) nr. 08 - side 336-340

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

NMPU-kongres 1964

Nordisk Musikpædagogisk Unions næste kongres afholdes i Stockholm i dagene 9.-15. august 1964.

Hovedemnerne bliver: musikpsykologi, indføring i ny musik og de kommunale musikskoler i Sverige.

Detailleret kongresprogram udsendes snarest.

ISME-kongres 1964

Det internationale musikpædagogiske selskabs (ISMEs) 6. kongres afholdes i dagene 26. juni til 3- juli 1964 i Budapest. Hovedemnet for kongressen er Det 20. årh.s musik og musikpædagogikken.

Kongressen er åben for medlemmer af ISME. Oplysninger om ISME og detaillerede oplysninger om ISMEs 6. kongres fås ved henvendelse til Mp Fs kontor.

Hæderspris

til Københavns Strygekvartet

Bestyrelsen for »Komponisten Ludvig Schytte og hustru's mindelegat, oprettet af deres datter, pianistinden Anna Schytte« har tildelt Københavns Strygekvartet årets hædersgave på kr. 7000,-. Kvartetten består af Tutter Givskov, Mogens Lüdolph, Mogens Bruun og Asger Lund Christiansen.

Legatet, der tidligere er tildelt Viggo Syn-nestved, Martellius Lundquist, Johan Hye Knudsen, Henry Holst, Holger Gilbertjesper-sen, Emil Telmányi og Esther Vagning, har til formål hvert år den 20. november at hædre en højt anset instrumentalkunstner, en dirigent eller et kammermusikensemble for fremragende kunstnerisk indsat i dansk musikliv.

Anna Schyttes legat, der ikke kan søges, bestyres af direktøren for Det kgl. danske Musikkonservatorium, formanden for Dansk Tonekunstnerforening og formanden for Musikpædagogisk Forening.

Lohmann-kurset aflyses

Mp F har fra professor Paul Lohmann modtaget meddelelse om, at han på grund af sygdom ikke kan rejse til København til det annoncerede kursus i sang og sangpædagogik fra 5.-18. januar 1964.

Vi beklager derfor at måtte meddele, at kurset er aflyst.

Bestyrelsen.

Jörg Demus, et flygel og — Bach

Det synes at være en lov — Parkinsons lov? -at jo større virtuos, desto mindre Bach. Efter forhåndsomtalen har man måttet antage, at her endelig var en pianist, der tog den vanskelige opgave: at overføre Bach til det moderne flygel, alvorlig, men atter blev man skuffet. Vist kan Jörg Demus spille klaver, endda fremragende klaver. Og et stort arbejde har han præsteret ved at lære Bachs klavermusik udenad og med en aldeles perfekt teknik.

Hvad har man så at indvende? At vi fik at høre, hvad vi netop var kommet for ikke at høre: en så romantiseret Bach, at det er et spørgsmål, om det i det hele taget var Bach, vi hørte.

Man kan godt forstå, at en pianist ikke vil give afkald på at spille Bachs klaverværker, alene fordi det moderne flygel ikke fandtes på hans tid. Men når dette ønske bliver underbygget med en urigtig og uhistorisk bevisførelse, såsom at Bach efterlod sig 7 clavichorder og at han blev begejstret for hammerkla-veret ved sit andet besøg hos Frederik d. IL, hvoraf man måtte drage den slutning, at han foretrak disse instrumenter for cembaloet, må man jo protestere.

Bach efterlod sig 5 cembali -f l spinet og slet intet Clavichord, hvilket dog kan skyldes, at han havde bortgivet disse før sin død (Spitta II, s. 958). Bach anså endnu Silbermanns hammerklaverer for utilfredsstillende også ved sit andet besøg hos Frederik d. II. Den nyere Bach-forskning har forlængst fastslået, at Forkel i sin biografi gør sig skyldig i mange ukorrektheder. Den ofte citerede bemærkning: »am liebsten spielte er auf dem Clavichord«, som altid bruges som argument imod cembaloet, kan således meget vel hentyde til sønnen Carl Philipp Emanuel, som var sin samtids berømteste clavichordspiller, fra hvem han havde sin viden om Johann Sebastian. Titlen: »Wohltemperiertes Klavier« skulle bevise, at et hvilketsomhelst tangentinstrument kan blive anvendt. Dette er kun delvis rigtigt i betragtning af, at Clavichord, cembalo og hammerklaver ifølge deres spinkle konstruktion dengang mere lignede hinanden end man almindeligvis forestiller sig; de var forholdvis jævnbyrdige m. h. t. antal af overtoner (se Neupert: Das Klavichord, s. 53), hvilket bl. a. er årsag til, at den polyfone linieføring træder så tydeligt frem. Dette kan man overbevise sig om på et musikhistorisk museum. Jörg Demus' demonstration af det samme værk på henholdvis Clavichord, cembalo og flygel blev også helt misvisende, da

han hverken beherskede clavichordet eller cembaloet teknisk, så flyglet på forhånd var bestemt til at sejre i denne ulige konkurrence. Til formålet havde han valgt ikke en »neutral« men typisk cembalokomposition, (præludium og fuga i d-mol, bd. I), som med sit »Figur en wer k« og ret aggressive karakter især i fugaen kræver en lys registrering på cembalo og ikke lutregister, som virker stik modsat.

Men emnet var jo ikke: på hvilket instrument, men hvordan skal man spille Bach.

Selve interpretationen måtte som allerede sagt karakteriseres som den gammelkendte subjektiv-romantiserende, uden dybere indlevelse i barok spillemåde. Vilkårlig fremhævelse af enkelte stemmer, overeksponerede temaindsatser, umotiverede rubati og dynamiske forandringer, fejlagtigt udførte forsiringer (trille og praltrille blev altid begyndt på hovednoden, mordenten anticiperei, netop typisk for senere praksis (f. eks. hos Beethoven) og meget mere, som det ville føre for vidt at gå ind på her.

Jörg Demus siger, at selv om der hos Bach kun sjældent findes tempo-, dynamiske og artikulationsbetegnelser, så frembyder selve nodebilledet mange oplysninger. Dette er rigtigt, men kræver stor forhåndsviden om tidens opførelsespraksis. Det er næsten umuligt for moderne mennesker at frigøre sig for den musikpåvirkning, de udsættes for fra barndommen, og det lykkes heller ikke for Jörg Demus, selv om han mener det modsatte.

Et så betydningsfuldt område som ornamentikken blev først nævnt i anden aftens sidste kvarter ved ordret at referere den tabel, som Bach har stillet foran i »Friedemann Bach's Klavierbüchlein«. Dette virkede desto mere forbavsende, da J. D. som nævnt før, ikke tog mindste hensyn dertil. Så begyndte han f. eks. i II. sats af den italienske koncert trillen ved de afsluttende kadencer hurtigt, standsede den i midten og sluttede efter en pause med et langsomt efterslag, et bevis for, at han slet ikke opfattede trillens funktion på disse steder. I konsekvens heraf kunne det heller ikke undre, at han i sidste øjeblik affyrede den bombe, at der ganske vist fandtes teoretiske værker, der behandlede datidens opførelsespraksis, men at han personlig syntes det var forkert at rette sig efter dem!

Man spørger sig uvilkårligt, om alt dette er ærligt ment. Når man gang på gang møder samme fænomen, må det have en psykologisk forklaring. Den er måske ganske enkel. Vil man være koncerterende kunstner, må man i første linie perfektionere sin tekniske kunnen, dette kræver både fysisk og psykisk en enorm indsats. Når de musikalske evner er tilstede, tilegner man sig forholdsvis let de stilarter, man er fortrolig med. At leve sig ind i en ukendt og uvant verden derimod — og ukendt er endnu for de fleste af os enhver stil der ligger forud for den klassisk-roman-tiske - kræver igen et stort arbejde, som kommer manden bag værket til gode og ikke så meget manden på tribunen. Naturligvis også det, men det synes mindre, og det andet gor sig bedre, og - bliver lettere forstået!

Ikke uden grund er store musikforlag forlængst begyndt at udgive faksimiletryk af gamle teoretikere og genoptrykke nodetekster, som er rensede for alle senere tilføjelser. Overalt findes der nu grupper, der dyrker den gamle musik på de instrumenter, den er skrevet for og får den til at klinge - ikke af museum, men af liv. Disse bestræbelser vil forhåbentlig efterhånden få en »fortolkningskunst« til at forsvinde, der, præsenteret med stor overlegenhed, stadig udøver en farlig tiltrækningskraft og indflydelse på ubefæstede sjæle.

Man vil af ovenstående forstå, at den påtænkte og med stor interesse imødesete diskussion viste sig uigennemførlig på grund af det sene tidspunkt, på hvilket J. D. afsluttede sin anden aften.

Liselotte Selbiger.

Hvad er meningen?

Må det være en grøn og ubefæstet sjæl fra provinsen tilladt at spørge, hvad meningen i grunden var med det Bach-interpretations-kursus, som afholdtes i Mp F i efterårsferien.

Kurset annonceredes som Bach-interpreta-tionskursus med udgang i Wohltemperiertes Klavier, værkgennemgang og koncert. Koncert, det er rigtigt nok, den første aften spillede han 7 præludier og fugaer samt den italienske koncert, værkgennemgang, åh ja, en enkelt gennemspilning af et stykke, hvor Jörg Demus beskrev det tonale forløb, samt en subjektiv karakteristik af forskellige præludier og fugaer fra Wohltemperierte Klavier. Hvad interpretation angår - !

For det første siger Jörg Demus, at traditionen for at spille Bach forsvandt ved Bachs død, dette er ikke helt rigtigt, hans søn Ph. E. Bach skrev en meget udførlig, og også i vore dage læseværdig bog »Versuch über die wahre Art das Klavier zu spielen«, som f.eks. Haydn og Mozart bevisligt har anvendt, ligesom Beethoven, Clementi, Chopin og andre har baseret deres undervisningsmetoder på

denne bog. Dette nævnede han overhovedet ikke, ligesom han ej heller nævnede den meget betydningsfulde Quantz.

Herr Demus anbefalede os at spille efter urtekst, det er meget godt, der står jo ikke noget videre, men så skulle vi lytte i vort eget indre, — men vort eget indre er efterhånden så fyldt med mange forskellige generationers musikalske påvirkning, at kun de færreste vil kunne hente noget virkeligt positivt her, det eneste man således kan hente angående Bach-interpretation hos César Franck, som han henviste til, må være betonet dissonans - ubetonet opløsning, men det er jo så til gengæld til evige tider gældende.

Altså, respekten for urteksten er helt i orden, men hvad skal vi med vort eget personlige indre på det sted? Det er jo ikke mere urtekst, i det øjeblik vi stiller med vore egne tilfældigt påvirkede meninger. Når vi spiller Chopin og Mozart efter urtekst, prøver vi dog at rette os efter de buer og prikker, der står i noderne, og sidder ikke og lægger til og trækker fra efter eget forgodtbefindende. Det samme når det gælder Bach. Her står blot næsten ingenting i noderne, thi det var selvfølgeligheder for Bach, men en hel del af disse selvfølgeligheder beskæftigede f. eks. Ph. E. Bach og, hvilket Jörg Demus ganske let strejfede, de franske komponister sig med. Og her er vi netop ved hovedanken mod dette interpretationskursus. I stedet for på det kraftigste at understrege betydningen af det nøjeste kendskab til »kildeskrifterne«, demonstration af nogle af de tabeller og ud-førelsesangivelser f. eks. vedrørende ornamentik, der findes i hobetal, - i stedet for i det mindste blot at antyde og forespille eksempler på artikulation og frasering hos Bach, skrevet af Bach selv, i klaver- eller orgelværker eller sågar kantaternes instrumentalstemmer, (hvilket ikke har det ringeste med tør »historie« at gøre), så mødte vi her en pianist, interpret og foredragsholder, der »kompetent« fortæller os, at vi faktisk kan spille Bach, hvordan pokker vi vil.

Vi er nogle jyder, som havde pakket kuglepen og skriveblok i kufferten og ofret de 70 kr., som en billet til hovedstaden koster, for at blive klogere, men vi ærgrer os.

Vivi-Ann Bundgaard statspr. mus.pædagog Sønderborg

Niels Aage Bundgaard organist (gæst)

»Musikpædagogen« udgives af bestyrelsen for Musikpædagogisk Forening under redaktion af et udvalg. Ansvarshavende: Henning Bro Rasmussen.

Statsprøvede musikpædagoger 1963-64

Når man læser de sidste 12 sider af Mp Fs medlemsliste, får man hurtigt bekræftet det indtryk, at fordelingen på fag er aldeles skæv i forhold til, hvad musiklivet har brug for. Af foreningens medlemmer er 413 klaverpæ-dagoger, mens alle andre fag tilsammen kun mønstrer 268 udøvere.

Hvis man ser bort fra den fejl, der fremkommer ved, at nogle medlemmer har mere end én eksamen, vil det sige, at ca. 60 % af foreningens medlemmer underviser i et fag, som i dag taber terræn. Det er naturligvis ikke dermed givet, at der er for mange kla-verpædagoger. Det vil kun kunne afgøres ved en nøjagtig undersøgelse af hvert enkelt medlems beskæftigelsesgrad og ønske om pædagogisk arbejde; en del af vore travleste pianister findes Í registret; mange kvindelige pædagoger er gift, og ønsker måske kun at tjene et mindre tillæg til mandens indkomst. Derimod er det ganske klart, at foreningen i høj grad mangler medlemmer i stryger- og blæser grupperne. Den fundamentale stilling, blokfløjtespillet indtager i det skolemusikarbejde, der netop er ved at komme i gang, fordrer en hær af blokfløjtepædagoger. Foreningen har 11 medlemmer med dette hovedfag. - Hvis det ikke lykkes temmelig hurtigt at få fremtryllet de fornødne blokfløjtelærere, vil der skabes præcedens for, at undervisningen gives som bierhverv til kommunelærere. Deres indsats er i dag uomgængelig nødvendig; men ville det være for meget at vente, at alle ikke-statsprøvede musikpædagoger aflagde musikpædagogisk eksamen i det fag, der er godt nok som indtægtskilde? Hvis vi vil undgå, at det nye skolemusik-arbejde bliver til større skade end gavn, må vi håbe, at det bliver en fordring, at dets lærere kan demonstrere de ikke urimelige færdigheder, der kræves for at tage musikpædagogisk eksamen.

Hvad der er sagt her om blokfløjten, gælder også for samtlige andre instrumenter end klaver. Saxofon, waldhorn og janitcharinstru-menter findes overhovedet ikke i medlemslisten; kontrabas, fløjte, obo, fagot, trompet og basun er repræsenteret med 3 eller færre medlemmer hver; men også cello (8 medlemmer) og klarinet (6 medlemmer) er alt for tyndt besat, så meget des mere som næsten samtlige medlemmer med disse hovedfag bor i København eller byens umiddelbare nærhed.

Her er vi så ved det mest urimelige: den

geografiske fordeling. Til trods for, at Storkøbenhavn kun bebos af ca. 1/4 af landets indbyggere, bor 264 - altså langt over halvdelen - af landets klaverpædagoger i Storkøbenhavn, heraf endda de allerfleste i de tre »gamle« københavnerkommuner, København, Frederiksberg og Gentofte, så der i byens tætbefolkede omegnskommuner er temmelig tyndt besat med klaverlærere.

Skønt der er beklageligt langt mellem de Statsprøvede musikpædagoger ud over landet, gør der sig i provinsen den samme tendens gældende som i hovedstaden. Overvægt på hovedfag klaver og sammenstimlen om verdens navle: Århus, Odense og Esbjerg har tilsammen 92 pædagoger, heraf 56 (igen ca. 60 %) klaverpædagoger.

»Sid din ven nær, men sid ikke lårene af ham«, råder et gammelt ord os. — De klaverpædagoger i København, Århus, Odense eller Esbjerg, der føler, at der er for mange konkurrenter i nærheden, kunne måske (endnu en gang) overveje, om det ikke var umagen værd at flytte et stykke vej bort. Eller, som mange allerede gør, oprette en filial et sted, hvor der er brug for det. Men først og fremmest tænke på at tage endnu en musikpædagogisk eksamen i snart sagt hvilket som helst fag. Det gælder også de klaverpædagoger, der er med til at hjælpe blokfløjtefaget. Det stemmer ikke helt med den redelighed, der forudsættes, når man modtager statens autorisation, at beskæftige sig i et fag, man ikke har bevist, man er kompetent til at undervise i.

Mest af alt venter vi på konservatoriernes indsats. Der er jo intet, der hindrer, at en pianist temmelig kort efter sin afgangseksamen kan blive statsprøvet musikpædagog i f. eks. blokfløjte eller guitar, hvis instrumentet har været dyrket som bifag. Hvis konservatorierne først sørger for, at grunden i dansk musikliv bliver lagt, vil de om få år have væsentlig lettere ved at forsyne kon-certtribunerne med tilstrækkelig dygtige musikere. - Jeg tror, bladet her gerne giver spalteplads for en artikelserie fra konserva-toriedirektørerne under rubrikken: »Hvad har mit konservatorium gjort for at få balance i de musikpædagogiske forhold«.

C. Fred. Biilmann-Peiersen

statspr. musikpædagog m. hovedfag klaver

Gentofte kommune - Storkøbenhavn

Musikpædagogisk Forening

Puggårdsgade 13, København V Telefon BYen 4021. Postgiro 26284 Kontortid: mandag til fredag kl. 9-13-

Årgang 38/1963, nr. 08