Grammofon

GRAMMOFON

STRAVINSKIJ: Le baiser de la Fée. Ballet. L'Orchestre de la Suisse Romande. Dir.: ERNEST ANSERMET. - Decca mono LXT 6066, stereo SXL 6066.

Dette er den komplette musik til Stravinskijs ballet - ikke suiten med titlen »Divertimento«. Der foreligger adskillige indspilninger af suiten, mens hele balletten kun er blevet indspillet én gang tidligere, nemlig med Cleveland Orkestret under Stravinskij selv - en plade, der forlængst er udgået. Den her omtalte er altså nu den eneste eksisterende.

Det er ikke de ringeste afsnit af partituret, der blev skrællet fra, da Stravinski] besluttede sig til at redde musikken for koncertsalen efter en temmelig mislykket ballet-première i 1928. Nærmest tværtimod. Alene slutningsscenen - der mangler helt i suiten -rummer så meget interessant stof, at man knap forstår, hvor Stravinskij var henne, da han udvalgte suitens materiale. Én rettesnor

synes han at have haft: nemlig den at udelade alt det, der i balletten havde relation til feen (H. C. Andersens Snedronning) og hendes skæbnesvangre kys. Motivet kan der gisnes om, resultatet er i hvert fald, at noget af den bedste musik er gledet ud.

I sin helhed udfolder dette ballet-partitur sig med mærkværdig charme. Hensigten var en »homage« til Tjaikovskij, ikke bare gennem benyttelse af en lang række af dennes temaer, men ved udtrykkelig at identificere Tjaikovskijs muse med feen, hvis kys lokker og tvinger den unge mand til sig på hans bryllupsaften. Videre kan balletten ses som en allegori om kunstneren og hans skæbne -dette kan man finde nøjere uddybet i en artikel af Lawrence Morton i Musical Quarterly (juli 1962), der også beskæftiger sig indgående med Stravinskijs forhold til Tjaikovskij.

Musikkens charme ligger formodentlig i, at den afspejler Stravinskijs ambivalente forhold til Tjaikovskij, og dermed veksler mellem på den ene side oprigtighed og hengivenhed og på den anden en ironisk distancering. Man er ikke fri for en mistanke om, at Stravinskij ganske hyppigt finder sig bedre til rette i det tjaikovskijske idiom, en han vil være ved. Til gengæld er flere af de steder, hvor han er helt sig selv, gennemsyret af en lyrisk følsomhed, der overrumpler.

Optagelsen er overordentlig klar og vel-klingende. Ansermets direktion er præget af en fortrolighed med partituret, der enkelte steder giver sig udslag i en vis magelighed. Han ser stort på flere detaljer, men orkesterspillet er på den anden side så sensuelt klangskønt, at man glemmer det.

G. D. H.

NIELS W. GADE: Strygekvartet nr.l, D-dur, op. 63. • Københavns Strygekvartet. — Fona mono PW 102 stereo PWS 102.

Pladen kommer overraskende. Vi har vænnet os til at efterspørge en bestemt række værker, hver gang vi taler om dansk musik på grammofon (Hvad sker der iøvrigt med Kulturministeriets årgamle plan om at gøre noget ved den sag?) - men Gades kvartet har ikke stået på ønskelisterne.

Den er indspilningen værd - et frisk og levende stykke musik, skrevet så sent som i 1888, da Gade var 71 år. For vegt, for meget Hausmusik til at være et mesterværk, men med en flugt og ynde, der i Gades kammermusik vel kun nås af værker som den langt tidligere violinsonate i d-moll. Formmæssigt iøvrigt fastere end den sonate, selv om kvartetten bevæger sig med en vis nonchalance inden for klassisk sonatemønster.

Vi er langt fra den lidt stivbenede klassi-cist, vi kender fra de senere symfonier. På forunderlig vis er vi meget nærmere den Gade, der satte mottoet »Formel hält uns nicht gebunden, unsre Kunst heisst Poesie« over sine ungdomsværker.

Københavns Strygekvartet tog værket op i forbindelse med Musik Festivalen forrige år og har siden spillet det hyppigt. I indspilningen musiceres spontant og spillet er smukt afbalanceret. Få danske kvartetter præsterer en så dynamisk nuancering som disse fire musikere. Teknisk er pladen i topklasse. Den falbydes i Fona's Vibe-serie til kr. 12,50. En gang til: kr. 12,50!

G. D.-H.