Hvad har konservatorierne gjort -?

Af
| DMT Årgang 39 (1964) nr. 01 - side 15-18

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce


Hvad har konservatorierne gjort -?

I DMT's decembernummer 1963 skriver statsprøvet musikpædagog C. Fred. Biilmann-Petersen på »Musikpædagogen«s sider om skævbeden i fagfordelingen blandt Musikpædagogisk Forenings 681 medlemmer og om urimeligheden i den geografiske fordeling af disse pædagoger ud over landet. Og samtidig spørger han landets konservatorieledere: »Hvad har Deres konservatorium gjort for at få balance i de musikpædagogiske forhold?«.

Her følger så svarene:

Direktøren for Nordjydsk Musikkonservatorium Harald Krebs:

En så direkte opfordring til at gribe i egen barm bør ikke siddes overhørig, heller ikke om så svaret må blive: For lidt! Dette magre svar har naturligvis sin årsag i mange forhold, som ikke nødvendigvis har noget at gøre med manglende god vilje hos de ansvarlige ledere og bestyrelser. Eksempelvis: 1) Konservatoriernes elendige økonomiske vilkår indtil for få år siden. 2) Manglende kulturel landsplanlægning og egnsudvikling. En egn, by, en landsdel må have noget at byde på for at kunne lokke folk til sig. 3) En meget langsom arbejdsgang i musikkommissionens underudvalg.

Og hvad har så Nordjydsk Musikkonservatorium gjort? Institutionen kom sent igang med et musikpædagogisk eksamenskursus, sent i forhold til landets øvrige konservatorier. Først i 1960 lagde man ud, og hidtil har man dimitteret pædagoger indenfor følgende fag: Klaver: 3; violin: 1; hørelære og korledelse ved folkemusikhøjskoler: 1; musikteori og -historie: 2. (I parentes bemærket: af de to klaverpædagoger har de to forladt den nordjyske landsdel, den tredie er blevet knyttet som lærer til Nordjydsk Musikkonservatorium!). Vort musikpædagogiske kursus tæller i øjeblikket 13 studerende efter følgende fagfordeling: Klaver: 3; sang: 1; blokfløjte: 1; trompet og basun: 1; hørelære og korledelse ved folkemusikhøjskoler: 1; musikteori og -historie: 6. Måske kan man finde noget opmuntrende i denne fagfordeling? I hvert fald for uindviede noget ganske besynderligt: Hele seks studerende har kastet sig ud i den sjældne (og vanskelige!) uddannelse i musikteori og -historie.

For dem alle seks gælder det, at de havde hørt forlydender om en kommende musiklederuddannelse, som musikkommissionen arbejdede med. Denne studieretning har endnu ikke fået sin endelige udformning -er i hvert fald ikke kommet igennem alle instanser - men de seks og vi fandt, at de dog kunne gå i gang med de fag, som man måtte skønne ville være med i den nye uddannelse. Vi har ventet tålmodigt og arbejdet støt og med voksende interesse for teorien og historien, så resultatet er blevet, at vi ikke vil vente længere, men sigter mod den gamle (og værdifulde) eksamen. De seks har alle en daglig gerning som pædagoger: de fire er seminarieadjunkter, de to kommunelærere.

Biilmann-Petersens ide, at tillægsfagene (blokfløjte, guitar etc.) til hovedfaget bør danne grundlag for en supplerende musikpædagogisk eksamen er slående rigtige og skulle sikkert overvejes af både ledere og studerende ved valget af tillægsfag. Af stor betydning i musikkommissionens betænkning vedrørende en nyordning af konservatorieforholdene er i øvrigt tankerne om et kommende musikpædagogisk kursus i kombination med konservatorieuddannelsen, således at et »normalt« studieforløb, der ikke sigter mod et videregående solistisk studium, sædvanligvis vil inkludere en musikpædagogisk eksamen. Dette fortræffelige princip vil utvivlsomt ad åre resultere i et voksende antal musikpædagoger med en langt bredere fagfordeling end hidtil. Men - kære myndigheder! - kom nu med den musiklederuddannelse! Som vil være af uendelig værdi for den musikalske egnsudvikling. Det er senere, end De tror!

Direktøren for Det jydske Musikkonservatorium Tage Nielsen:

Kort frist og presserende arbejde gør det umuligt for mig at levere en fyldig kommentar til det opstillede problem og balance i de musikpædagogiske forhold. Jeg skal derfor ikke gå nærmere ind på de af Biilmann-Petersen fremførte synspunkter, som der vel ikke kan blive så forfærdelig stor uenighed om. (Dog spørger jeg mig selv, om det ikke er rigtigt, at klaverundervisningen ligefrem taber terræn. Hvis det er tilfældet, er der vist grund til at være lidt betænkelig, idet der for mig ikke er nogen tvivl om, at klaveret altid må indtage en central plads i musikundervisningen, på trods af fidler, blokfløjter og andre værdifulde pædagogiske »nydannelser«).

Dertil kommer, at det nok for mit vedkommende er en postgang for tidligt at foretage en statusopgørelse som den ønskede af den simple grund, at jeg kun har været direktør for Det jydske Musikkonservatorium i fire måneder. Og på så kort tid er det naturligvis begrænset hvad man har kunnet foretage sig ud over at være opmærksom på problemet. Jo, én ting er der forresten sket: vi har indført blokfløjte som fag, foreløbig som bifag, ved konservatoriet; det fandtes ikke tidligere. Det må dog siges, at interessen blandt eleverne indtil nu har været behersket, for at sige det mildt. Men det ændrer sig, vær sikker på det. En af fordelene ved at være knyttet til en institution som denne er jo, at man har lejlighed til at lære de enkelte elever, deres evner og muligheder at kende så godt, at man virkelig kan bistå dem med råd, og det ikke bare i snæver faglig henseende.

Og selvfølgelig har man da i høj grad også tidligere benyttet sig af denne lejlighed. Det musikpædagogiske kursus har i mange år haft en fremtrædende plads her, og det har været omfattet med en vital interesse (der bl. a. har givet sig udtryk i, at man ikke så længe før min tid knyttede en kapacitet på det pædagogiske felt som Jette Tikjøb til kursets lærerstab).

Men naturligvis har det her som alle steder mest været klaverpædagoger, man har uddannet. Dog har man ikke helt forsømt de andre områder; det kan således nævnes, at der gøres en betydelig indsats af vore energiske violinlærere for, at de violinstuderende ikke forlader konservatoriet uden også at have taget pædagogisk eksamen. -Det tæller da lidt på balancens kreditside.

Der er én ting, som der er grund til at hilse med glæde og tilfredshed, nemlig den plads man har givet det musikpædagogiske kursus inden for rammerne af konservatorieuddannelsen i musikkommissionen betænkning. Men meningen er jo, at den skal følges op af en betænkning specielt om det pædagogiske studium. Den venter vi på med længsel, og først når den foreligger kan vi for alvor gå i gang med en tilbundsgående nyordning og forbedring af denne vigtige side af musikuddannelsen.

Direktøren for Vest jysk Musikkonservatorium Peder Holm:

Jeg er naturligvis aldeles enig med Biilmann-Petersen. Vestjysk Musikkonservatoriums statistik ser således ud (her er kun medtaget navne fra Mp Fs medlemsliste 1963-64): Musikpædagoger efter fag: klaver 11, sang 4, violin l, korledelse og høreledelse v. f. 1. Musikpædagoger efter geografisk placering: 10 i Esbjerg, 7 i andre jyske byer, nemlig: Bramminge, Gråsten, Gug (ved Ålborg), Gedved, Silkeborg, Skjern og Tarm.

Fagfordelingen bekræfter altså desværre Biilmann-Petersens statistik, den geografiske fordeling viser lidt af det rigtige.

Det vestjyske musiklivs unge alder og den kendsgerning, at der - modsat hvad der gælder for de andre landsdelskonservatorier -ikke findes noget fastengageret symfoniorkester i Vestjysk Musikkonservatoriums hjemby, gør det på nuværende tidspunkt vanskeligt at sætte stærkt ind på at uddanne orkestermusikere og pædagoger på orkesterinstrumenter - miljøet herfor er endnu ikke til stede. Men jeg vil gerne nævne en ting, vi lægger stærk vægt på: at tilskynde egnede lærere ved folkeskole, gymnasium og seminarium til at gennemgå det musikpædagogiske studium. Det er af uvurderlig betydning for den musikalisering af befolkningen, som igen er grundlaget for elevtilgangen til konservatorierne, at der skaffes kvalificerede lærerkræfter til skoler og seminarier. De i statistikken nævnte to pædagoger i violin og korledelse m. m. er seminarielærere (henholdsvis i Gedved og Ålborg), og flere er på vej.

Konst. direktør for Det fynske Musikkonservatorium Poul Børch:

C. Fred. Biilmann-Petersen rører i sit udmærkede indlæg i december-nummeret af »Musikpædagogen« ved spørgsmål, som trænger sig på for enhver, der på én eller anden måde er engageret i uddannelsen af statsprøvede musikpædagoger, for det er jo ikke nogen ny konstatering, at der er mangel på kvalificerede musikpædagoger i provinsen. Det er bl. a. fastslået i Musikkommissionens betænkning, og ved folketingets debatter om konservatorielovene har man fra alle sider erkendt, at dette problem består. Det kan for øvrigt anbefales enhver musikpædagog at sætte sig ind i, hvad der er udtalt i folketinget, såvel under behandlingen af lovforslaget om statens overtagelse af Det jydske Musikkonservatorium, som under det hidtidige forløb af forhandlingerne vedrørende lovforslaget om støtte til konservatorierne i Ålborg, Esbjerg og Odense. Det er både opsigtsvækkende og opmuntrende, at ordførerne for de politiske partier alle som én har givet udtryk for forståelsen af, at musiklivet trænger til den saltvandsindsprøjtning, som en landsomfattende dækning af kvalificerede pædagoger kan give det.

Men det er helt rigtigt, når hr. Biilmann-Petersen i den forbindelse kalder på konservatoriernes indsats, og det bliver da navnlig her provinsens konservatorier, opmærksomheden må rettes imod, så meget mere som disse konservatorier forhåbentlig nu alle sikres en betryggende fremtid under sådanne økonomiske vilkår, at man vil kunne stille krav til dem om initiativ, fantasi og konstruktiv planlægning. Det er i den forbindelse en stimulans at være i søgelyset, og derfor er indlæg som det foreliggende særdeles velkomne.

Når hr. Biilmann-Petersen spørger, hvad der er gjort for at få balance i de musikpædagogiske forhold, så må vi for Det fynske Musikkonservatoriums vedkommende svare, at vi ikke hidtil har kunnet gøre meget andet end at drømme om den indsats, vi kunne tænke os at øve i tidens fylde. Det er vist ikke nødvendigt at spilde spalteplads på en nærmere udredning af de trængsler, også dette konservatorium har måttet gennemgå for at holde hovedet oven vande, og hvor alle ressourcer med hensyn til fantasi og initiativ har været anvendt for at hjælpe de talentfulde igennem et studium, der belastedes af et utilstrækkeligt timetal i de forskellige fag og af mindre kvalificerede, men betalende medstuderende.

På trods af alle vanskeligheder er der i løbet af de sidste 15 år uddannet 28 statsprøvede musikpædagoger her fra konservatoriet, nemlig 16 klaverpædagoger, 9 violinpædagoger samt l sang-, l orgel- og l klarinetpædagog, hvoraf de fleste har deres virksomhed inden for landsdelen. Iøvrigt vil jeg gerne sige lidt om, hvad der efter min opfattelse bør gøres fremover - og det er vel egentlig det, hr. Biilmann-Petersen efterlyser.

Den vigtigste opgave må naturligvis være at uddanne så mange pædagoger, som det er foreneligt med kvalitetskravet, dette gælder også for fagene klaver og violin. Efter at landsdels-konservatoriernes økonomi formentlig nu vil blive sikret, vil disses sværeste problem utvivlsomt i nogle år være den katastrofale mangel på pædagoger, der kan føre deres elever frem til den standpunkt, hvor de vil kunne optages på et konservatorium. De skærpede optagelseskrav, der er en følge af den vederlagsfri undervisning, må i sig selv være et sundhedstegn, men de relativt få vil kunne honorere optagelseskravene og påbegynde konservatorieuddannelse og sideløbende hermed den musikpædagogiske uddannelse, er det urealistisk at forestille sig, at den nye konservatorieordning med ét slag vil løse problemet.

At vi her må arbejde på langt sigt, kan nok give anledning til bekymring, men jeg bekender åbent, at jeg ikke øjner nogen patentløsning, der hurtigt kan afhjælpe miseren. Optagelseskravene til konservatorierne m à være strenge, hvis man skal skærme unge mennesker imod den tragedie, det er at gå ind i en erhvervsuddannelse, hvor evnerne ikke slår til, derfor må der ved enhver uddannelse af musikere lægges nok så megen vægt på kvalitet som på kvantitet. Skal man desuden bestræbe sig på at forhindre, at landsdelskonservatorierne - for at citere professor Morten Lange - bliver »musikalske husmandsbrug«, så må man først og fremmest sikre sig, at ingen slipper lettere igennem nåleøjet her end på statskonservatorierne.

Vi kan i begrænset omfang hjælpe med kursusundervisning, hvor der forberedes til optagelsesprøven, og vi kan arbejde for, at denne kursusundervisning under en eller anden form gøres tilskudsberettiget. Vi kan endvidere fæste vor lid til en udbygning af forskoleundervisningen, men her bør man bestemt heller ikke kunne komme ind fra gaden. Af særlig vigtighed i den aktuelle situation må det være at søge en kontakt etableret med landsdelens musikpædagoger. Vi skylder dem klar besked om, hvad deres elever skal kunne, når de kommer til os, og denne oplysningsvirksomhed vil med det allerførste blive påbegyndt.

Vi kan - og vil - opfordre alle de studerende, der har den fornødne modenhed, til at tage den musikpædagogiske uddannelse jævnsides med den egentlige konservatorieuddannelse, og vi har god grund til at tro, at vi i løbet af et par år vil kunne bidrage til, at Musikpædagogisk Forenings medlemsliste kommer til at se lidt mere alsidig ud for denne landsdels vedkommende, end tilfældet er i øjeblikket. Vi kan endelig forøge antallet af musikpædagoger ved at give eksterne studerende kompensation for manglende instrumentale færdigheder.

Set her fra konservatoriet, er der i hvert tilfælde tydelige tegn på, at den tid er ved at være forbi, hvor klaver og violin var de alt dominerende fag. Landsdelsorkestrenes virksomhed øver langsomt, men støt deres indflydelse, således at en spredning - med lidt behændig assistance af og til - vil komme af sig selv.

Jeg kan helt tilslutte mig Biilmann-Petersen, når han hævder, at en øjeblikkelig aktion er påkrævet med hensyn til faget blokfløjte. Jeg tror ovenikøbet, at behovet her på ingen måde kan dækkes ved at lade nogle studerende tage blokfløjte som tillægsfag, men at man - af de grunde som Biilmann-Petersen anfører - bør hjælpe de mange, der i øjeblikket gør et fortjenstfuldt arbejde ved skolernes blokfløjteundervisning, til at gøre sig kompetent til at stille det håbløse dilettanteri, der i uhyggelig grad breder sig, i den helt klare belysning.

Til slut et par bemærkninger vedrørende hørelære, hvor vi står i den fortvivlende situation, at der bortset fra konservatoriets lærer, der er overbebyrdet i forvejen, ikke på Fyn findes én eneste, der kan påtage sig denne undervisning. At den musikpædagogiske virksomhed derved mangler fundamentet, siger sig selv, og man vil sikkert let kunne forestille sig den kedelige fornemmelse, der er forbundet med at måtte forklare folk, der gerne vil have hørelærerundervisning, at man på denne ø, der siges at være også musikalsk frugtbar, savner et så grundlæggende element i den musikalske oplæring.

Jeg er desværre temmelig sikker på, at vi her på Fyn, på trods af nok så stolte musiktraditioner, hvad den pædagogiske side af sagen angår, hører til de underudviklede områder, hvor udviklingen, som den kan spores i andre egne af landet, i mangt og meget er løbet os forbi, og at det derfor er på høje tid, at alle musikpædagoger finder sammen i realitetsbetonede bestræbelser på at leve op til tidens krav. Det må være en hovedopgave for Det fynske Musikkonservatorium at yde effektive bidrag til denne form for egnsudvikling.

Direktøren for Musikkonservatoriet i København Knudåge Riisager skriver i sit svar på DMs henvendelse bl. a.:

... jeg har taget spørgsmålet op til drøftelse med Musikkonservatoriets nye leder af det musikpædagogiske kursus, hr. Mogens Heimann, idet sagen er mere kompliceret end som så. Spørgsmålet hænger nemlig sammen med den nyordning af den musikpædagogiske uddannelse ved samtlige landets konservatorier, som skal træde i kraft, når det nu forelagte lovforslag om en ordning af provinskonservatoriernes forhold måtte være blevet vedtaget. Om denne strukturændring vil man kunne læse i betænkningen vedrørende en nyordning af konservatorieforholdene under afsnit IV (side 21). Når det heri nævnes, at kommissionsforslaget forventedes forelagt kulturministeriet i løbet af foråret 1963, må det desværre erkendes, at forslaget endnu ikke er fremkommet fra det under musikkommissionens nedsatte særlige udvalg .

Årgang 39/1964, nr. 01