Litterartur

LITTERATUR

HENNING BRO RASMUSSEN: »Musikkundskab (tonen, rytmen, harmonien)«. 72 s. - Wilh. Hansen Musikforlag. København.

I Wilhelm Hansens velkendte serie af små musikteoretiske værker til brug for det folkelige musikarbejde er udkommet en bog om musikkundskab af musikpædagogen mag. art. Henning Bro Rasmussen. Emnet er begrænset til behandling af tonen: notation, intervallære og tonearter, rytmen: notation, taktarter og tempo samt harmonien: tre- og fire-klange, harmonifremmede toner og kadencen.

Bogen er stærkt koncentreret men skrevet i et klart, letlæseligt sprog og ved sin gennemførte systematik og sine gode illustrationer og nodeeksempler vil den sikkert være velegnet som udgangspunkt for kurser i musikkundskab eller som supplement til hørelæreundervisning.

For eksempel er behandlingen af erfaringsmæssigt vanskelige punkter som »nøgleflyt-teri« og transponering af kirketonearter, der ofte giver anledning til opstilling af sære

regler, i denne fremstilling fuldt forståelig. Et par småting: Med kort mellemrum anvendes udtrykkene parallelle tonearter og nærtbeslægtede tonearter for forbindelser af typen C-dur-a-moll; kunne man ikke nøjes med én betegnelse eller gøre opmærksom på identiteten. Ordet nærtbeslægtet om tonearter er i øvrigt flertydigt. Endeligt (s. 42): Hvis taktarten er 2/4 angiver nævneren ikke grundslagets værdi: Det er 1/4 men nævneren er 4.

H. B.

KURT PAHLEN: Musik for de unge. Oversat efter »Ins Wunderland der Musik« af Grete Juel Jørgensen. Vignetter af F. Ribas og M. Kennel. 170 s. 14,50 kr. - H. Hirschsprungs Forlag 1961.

En lærebog i elementær musikkundskab uden det allerringeste lærebogspræg. Den vil sandsynligvis kunne læses som underholdning af de fleste musikinteresserede børn i 12-14 års-alderen.

Stoffet er vel tilrettelagt og levende fortalt i et sprog, der vil forstås af ovennævnte aldersklasse. Forfatter-oversætter har undgået ethvert anstrøg af barnlighed; bogen vil derfor også kunne læses af større børn og voksne.

Den er skrevet i en fortællingsform, hvor forfatteren som hovedperson indfører en stadig voksende børneflok i musikkens land -til tider måske lovlig überschwänglich beskrevet. Det er lykkedes at lave en naturlig sammenkædning af følgende emner: lydens fysik, stemmen, tonerne og deres navne, gamle instrumenter og folkeinstrumenter, nationalt særpræg, notation af tonehøjde, symfoniorkestret og dets instrumenter, opera (handlingen i Humperdincks »Hans og Grete«), musikhistorien, grammofonindspilning, radio, filmens lyd og korsang.

Selv om der er lagt vægt på at gøre stoffet så forståeligt som muligt, er der dog smuttet enkelte fremmedord ind, der er svære for den aldersklasse, bogen er mest velegnet for. F. eks. prompte, organ, fase, passage, galleri, ensemble, konstatere, institution, kontinent, recitation, (grund) element, profil, epokegørende, konstant, klassificere og et udtryk som »materialets og proportionernes ejendommeligheder«.

Oversættelsen har gennemgående præg af endog særdeles god dansk daglig-sprogbrug; men enkelte steder mærkes oversættelsen fra tysk; hyppigst i et anstrøg af kancellistil: Grundtone, hvorefter alle instrumenter bliver stemt (også forkert anvendelse af ordet grundtone); dagen derpå i betydningen dagen efter; en fattig wiener dreng, der kun var 32 år, da han døde; kilder, hvoraf vi kan øse; smuk bog, uniform i betydningen fin, god; gensidig påvirkning af småpartiklerne; få en streng til at tone (i stedet for klinge).

Nogle af de tekniske forklaringer er allerede forældede. I vor supersoniske jetalder er det helt mærkeligt at læse, at lyden er hurtigere end den moderne flyvemaskine og at grammofonplader normalt varer 3-4 minutter.

Vigtigere er det, at behandlingen af musikemner visse steder vil vække i hvert fald pædagoger til modsigelse: En beskrivelse af viola-instrumenternes form: »De havde form som de moderne violiner eller celloer«, hvor jo netop contrabassen er det eneste overlevende instrument af viola-form. At jota udtales chota (på dansk kommer hråda nærmere); hjælpelinier og pentagram i stedet for bi-linier og (node) system. Schubert rubriceret som wienerklassiker. En sætning som »Beethoven er altså ikke nogen egentlig klassiker, hvis vi kun ser på formen. For ham er formen ikke mere hovedsagen, og når han vil give udtryk for ét eller andet, så er han lige-

glad, om han bryder alle de gængse regler.« Det er jo netop den stædige fastholden af sonate f o r m e n, der klarest karakteriserer den ældre Beethoven som wienerklassiker. Pahlen lader Handels »Messias« ende med anden dels »Halleluja«, men ser bort fra, at man derefter kan fortsætte til tredje dels »Amen«.

Det eneste virkelig svage punkt er dog tegningerne, især gengivelsen af instrumenterne er for upræcis. Tavlen med gamle instrumenter mangler navne og er så rodet opstillet, at man dårligt kan se, hvor ét instrument holder op, og et andet begynder. — Der er to tavler med stærkt deformerede symfoniorkester-instrumenter, og man får ingen fornemmelse af størrelsesforholdet, selv for violin-viola, der er tegnet ind i hinanden. Tenorsaxofonen ligner en basclarinet til forveksling, pauken er af en gammel skråtstillet type uden pedal. Ved tavlen bruges ordet bratsch, men i teksten viola.

Alt dette er imidlertid småting i forhold til det væld af skudsikre oplysning, der er sneget ind på de 170 sider. Pædagoger vil kunne få stort udbytte af at studere, hvor elegant og præcist problemet med den sproglige udformning er løst, især i begyndelsen af bogen. Den kan bruges som inspirationskilde til lektioner i musikforståelse for alle alderstrin. Det er egentlig synd, at så få herhjemme har talent for at give den slags undervisning.

C. F. B.-P.

GERTRUDE COLLINS »Violin Teaching in Class«. Oxford Univ. Press, 1962.

Gertrude Collins bog er en praktisk overordentlig anvendelig håndbog om begynderundervisning i hold. Læseren får en lang række gode råd om starten af arbejdet med holdene, børnenes opstilling i lokalet og forholdet til skolens øvrige arbejde og dens ledelse. Dertil kommer betragtninger over undervisningstimens indhold og tilrettelæggelse og kravene til elevernes hjemmearbejde. Der opstilles 9 stadier, som kan gennemføres på maksimum 6 år, og er bygget over de forskellige muligheder for fingerplacering på gribebrættet (fordeling af heltoner og halvtoner) og tilsvarende tonearter. Supplerende bueøvelser og nodelæsning kommer til inden for hvert stadium og desuden klangstudier og rytmiske øvelser. Bogen slutter med vejledning i bratschundervisning og forberedelse til elevkoncerter med ensemblespil.

Skønt Gertrude Collins tilrettelæggelse af timernes og stadiernes indhold og selve undervisningsmetoden er meget grundige og hendes råd med hensyn til at gøre tilegnelsen lettere og morsom for børnene overordentlig værdifulde og psykologisk rigtige, mangler man også i denne bog den overensstemmelse mellem tilrettelæggelsen af den tekniske udvikling hos børnene og det professionelle violinspils principper, der alene kan sikre eleverne en korrekt og hurtigt tilegnet teknik. Begge dele er meget nødvendige, idet interessen for at lære sig violinspil i vor tid må erkendes som stærkt afhængig af tempoet, hvormed man kan nå frem til brugbare tekniske resultater, der giver adgang til con amore-gengivelse af lødig violinmusik, ligesom man må kunne undgå fejl og mangler i elementarundervisningen, der danner hindringer for videregående udvikling hos professionelle pædagoger på og uden for konservatorier og musikskoler.

Med denne begrænsning og i anerkendelse af bogens mange værdifulde råd og klare engelske form, må Gertrude Collins betragtninger anbefales til alle, der underviser violinhold i skoler og privat, ligesom bogen må kunne virke oplysende og inspirerende for de pædagoger, der søger at løse seminarieunder-visningens problemer.

M. H.

ANTOINE GOLÉA: De sidste tyve års musik. Oversat af Birgit Bennetzen og Else Marie Pade. Thaning og Appel, 1963.

Bogen giver hovedpine. Der eksisterer uendelig lidt på dansk om den nyeste musik, skrevet i en form, der gør emnet tilgængeligt uden for mere snævre fagkredse. Her stiller så Goléa med en bog, der tilsyneladende fylder godt ud i dette tomrum. Han beretter om musikken fra 1940 til I960 og går kronologisk til værks i en art dagbogstil, der sprutter af oplevelse, stillingtagen og veltalenhed. Vi er med, hvor det foregår, svælger med Goléa i hans komponist-heltes geniale frembringelser og sætter hælen i øjet på dem, der af den ene eller anden grund er faldet i unåde.

Spændende læsning. Og aldeles utålelig læsning. Ikke blot fordi man - ind imellem præcise og journalistisk blændende afsnit -undertiden næsten kvæles i Goleas mudderbad af hul gallisk retorik, men også — og især - fordi hans subjektivitet antager så-

danne dimensioner, at læserens tillid hurtigt undergraves. Frankrig er hos Goléa musikkens navle i disse årtier, og man accepterer på den baggrund, at forfatteren gør Messiaen og Boulez til nøglefigurerne - i hvert fald indtil man får at vide at folk som Henry Barraud og Marius Constant er komponister af nærmest guddommelig fuldkommenhed. Stockhausen gøres til et geni, der har spildt sig selv på gulvet, fordi han er kommet i kløerne på den slemme »hr. Cage«, og Herbert Eimert er en rigtig tarvelig karl, som næsten har gjort det til en livssag at latterliggøre sin kollega Pierre Schaeffers konkrete musik. Om f. eks. skandinavisk, for slet ikke at tale om polsk musik har Goléa åbenbart ingen anelse.

Med den fornødne baggrundsviden hos læseren kan Goleas bog nydes som et stykke frisk og overfladisk polemik. Den ikke initierede ledes på utallige vildspor, der i hvert fald kræver korrektion gennem anden læsning.

G. D.-H.