Musikpædagogikens glashus

Af
| DMT Årgang 39 (1964) nr. 01 - side 1-1

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf


Musikpædagogikens glashus

Musikpædagogiken står med en dobbeltsidet ansvarlighed: overfor helheden og overfor den enkelte. På den ene side er den forudsætningen for et frodigt musikliv, hvor professionelle og amatører jo er gensidigt uundværlige og betinger gode musikere med et godt publikum. På den anden side er musiklæreren eksistentielt ansvarlig overfor »hin enkelte«, barnet eller den unge, for hvem en måske livs-bestemmende initiation i musikens dybder kan udeblive - hvis lærerens vejledning kun har bestået i pæne, metodiske spadsereture i klassicitetens og den beherskede romantiks prydhave.

Dette dobbeltansvar ser man afspejlet i to af dette nummers hovedbidrag: i konservatoriedirektørernes svar på Biilmann-Petersens udfordring i sidste nummer, og i H. B. Emborgs artikel om den nye musik og undervisningen; konservatorie-direktørerne er enige om det vantrivelige ved musikpædagogernes voldsomme slagside både geografisk og fagligt, en slagside der har tyngdepunkt i hæren af københavnske klaverpædagoger. Hvis ikke dette forhold modvirkes vil den usundt centraliserede tilstand svække den organisme der hedder dansk musikliv. Råbet på gennemførelsen af den forlængst udarbejdede musikledereksamen kan ikke længere overhøres, selv dybt inde i ministeriets langsomtarbejdende fordøjelsesgange. . .

Også Emborgs artikel rører ved noget ømt: musiklærernes lorne holdning overfor dette århundredes musik, hvor »de (voksne) er kørt fast i den ensporede abstraktion« (hvormed menes et konventionelt satsbillede, allerhelst af wiener-klassisk tilsnit), mens derimod »børn og unge op til en vis alder - helt op til først i 20-erne - synes at tage imod et endog helt ukonventionelt tonesprog ganske umiddelbart«. Denne sætning indebærer unægteligt rystende perspektiver når man betænker konsekvensen; thi hvem underviser de unge andre end netop disse voksne., der altså er kørt fast? Hvilke muligheder for udfoldelse af sin uforbrugte oplevelsesevne vil barnet få, hvis det har en lærer der ligefrem udstråler modvilje og lukkethed over musikalske udtryk der går ud over 8-takts-metrik og dur-moll? Og dette barn bliver selv voksent, evt. musikpædagog. . . Kort sagt: den onde cirkel. Nu har pædagogerne i så mange år kastet med sten mod den moderne musik, at det må slås fast at de selv bor i et glashus. For der lurer en fare for pædagogiken - en fare for at stivne i en art pædagogisk »l'art pour l'art«, hvor den elegant fungerende metodik er blevet hovedsagen og alt udenfor dens glasvægge afvises som »ikke-undervisningsmodent« - fordi det er for levende. Barnet tørrer såmænd ikke ud af den grund. Det vender sig bare mod noget andet. Det er musiklivet det går ud over.

Men det er et opmuntrende faktum at se konservatoriedirektørernes og Emborgs uforsonlighed og agtpågivenhed overfor misforhold, der kan synes uløseligt bestemte af kulturkiisen. Negativiteten vil påstå, at det disse gode viljer søger at løse er selve den onde cirkels kvadratur. De reaktionære får altid uret!

Årgang 39/1964, nr. 01