Nogle grundbetragtninger fra musikoplevelsens psykologi

Jørgen Pauli Jensen

Nogle grundbetragtninger fra musikoplevelsens psykologi

Jørgen Pauli Jensen er cand. psych, og har tidligere virket som hornist i bl.a. Odense Byorkester og i Tivolis koncertsals orkester.

Det har slået undertegnede ved sporadisk læsning af musikæstetik og diskussioner om musikkens natur, mål, betydning etc., at de begreber man ofte anvender (f. eks. preception, gestalt, fænomenologi, intellekt, følelser etc.) i mindst lige så høj grad hører hjemme under fagpsykologiens område som under æsetetik al den stund psykologien er den gren af naturvidenskaben, der beskæftiger sig med de levende væseners oplevelser og adfærd og de »kræfter« (behov, følelser), som igangsætter, vedligeholder og styrer disse oplevelser og denne adfærd. De begreber man i musikæstetiske diskussioner opererer med, henhører tit under perceptionspsykologien, d.v.s. den psykologiske disciplin, der beskæftiger sig med hvad vi oplever som følge af, at vore sanseorganer påvirkes - og de påvirkninger kan jo f. eks. være musik.

Man kører ofte fast i disse diskussioner uden egentlig at formulere grundproblemerne (og at formulere et problem tydeligt er allerede et stort skridt på vejen til dets løsning), men sætter hårdnakket postulat mod postulat uden at kunne finde fælles udgangspunkter. Striden kan blive særdeles følelsesmæssig, hvad en strid jo ofte bliver, når parterne befinder sig på gyngende, ueksakt grund. Jeg vil vove den hypotese, at en vigtig grund til at man ikke kommer videre i musikæstetiske polemiker er den, at man ligesom tilskriver musikken selvstændig eksistens og glemmer, at musik skrives af mennesker, diskuteres og analyseres af mennesker, udføres af mennesker og lyttes til af mennesker. At glemme dette er »ude af takt« med den moderne naturerkendelse. I den klassiske naturerkendelse antog man, at genstandenes egenskaber foreligger uafhængigt af den iagttagende, hvilket svarer til vor dagligdags måde at opleve på - vi mærker ikke noget til at den måde vi er indrettede på, er medbestemmende for hvad vi ser og hører af farver, former og toner i vor omverden. Man kalder i psykologien denne dagligdags oplevelsesmåde for naiv realisme. I den moderne fysik har man derimod måttet indrømme større plads for menneskets funktion som erkendende væsen, thi nok kan fysiske måleinstrumenter siges at være »fordomsfri« og meget minutiøse i deres registrering, men måleinstrumenter skal aflæses af mennesker og resultaterne fortolkes af mennesker. »Objektivt« kan vist derfor bedst defineres som reproducerbare iagttagelser om hvis udfald man kan blive enige.

Måske kunne det være frugtbart i stedet for at tale om musiken »i sig selv« som om det var noget »objektivt«, der kunne måles og vejes - så at tage sit udgangspunkt i det musikoplevende menneske eller rettere sagt i hele musikoplevelsessituationen sådan som man vil gøre det indenfor musikoplevelsens psykologi. Man vil da komme til den erkendelse, at oplevelsen af et musikværk er betinget af mange faktorers komplicerede samspil. Eet sæt af disse faktorer er af akustisk natur, idet forudsætningen for oplevelsen af en fremførelse naturligvis er, at der i vor fysiske omverden sker ændringer i form af at lydgivere sættes i svingninger, der breder sig gennem luften (lyd i fysisk forstand). Disse svingninger kan registreres og beskrives ud fra fysiske måleinstrumenter. Vi oplever dog ikke direkte den fysiske lyd, f. eks. oplever vi ikke ca. 440 svingninger i sekundet, men vi oplever en tone, som vi kalder 'a' (oplevet lyd, lyd i psykologisk forstand). Prof. Erik Abrahamsen har udtrykt dette forhold således: »Det mærkelige i sagen er blot, at nogle luftsvingninger kan sætte en så omfattende funktion i gang. Underligt er det skel mellem lydsvingninger på den ene og indtrykket af toner på den anden side. Der er synes man ingen reel forbindelse til stede. Det ene er intet spejlbillede af det andet. Det er to verdener, der mødes«.

At disse to verdener kan mødes, skyldes et tredie sæt af faktorer: der sker nemlig det, at vor trommehindes vibreren sætter en række processer i gang i vore sanseorganer og nervesystem. Disse fysiologiske processer kalder man for forarbejdningsprocesser, fordi de forarbejder (de fysiske) påvirkninger i analogi med håndværkerens forarbejdning af sit råmateriale. Vi har ikke bevidsthed om disse processer, men man kan gennem eksperimenter påvise, at de er nødvendige for at vi kan opleve noget.

Når vi lyttter til en musikfremførelse må altså tre typer af processer samarbejde: akustiske, fysiologiske og psykologiske. Hvor vi forestiller os musik er der »kun« tale om fysiologiske og psykologiske processer (oplevelse).

Hvordan forarbejdningen af påvirkningerne skal foregå og dermed hvilke oplevelser de vil fremkalde er bestemt af en række faktorer: f. eks. tidligere erfaringer, ønsker, følelser, behov, forudfattede meninger etc. Dette medfører, at vor musikoplevelse (såvel som andre sanseindtryk og forestillinger) må siges at være subjektiv i den forstand, at den er afhængig af den oplevende organismes beskaffenhed. Galilæi udtrykte dette for ca. 350 år siden på følgende måde: »Jeg har den opfattelse, at hvis man tænkte sig alle ører, tunger og næser bort, ville hverken lyd, smag eller lugt eksistere mere«.

Men musikoplevelsen er også subjektiv i den forstand, at den varierer meget fra person til person. Hvor store disse individuelle forskelle er, viser sig tydeligt derved, at forskellige personer, der lytter til samme fremførelse, oplever værket højst forskelligt alt efter deres personlige forudsætninger med hensyn til bl. a. musikalitetsgrad, følelsestilstand, personlighedstræk, æstetiske opfattelser, indstillinger overfor komponist, musikværk og udøvere samt tidligere musikalske erfaringer (f. eks. ændrer et musikværk karakter for én efterhånden som man bliver fortroligt med det). At studere sådanne faktorers indflydelse på musikoplevelsen, er en af musikpsykologiens opgaver.

Som et forsøg på at sammenfatte resultater fra undersøgelser, hvor man har bedt personer beskrive hvad de oplevede ved at høre et musikværk, har man opstillet forskellige musikalske oplevelsestyper, som f. eks.:

1. Den analytiske, type: som først og fremmest underkaster musikværket en kritisk mere intellektuelt betonet analyse.

2. Den motoriske type: hos hvem navnlig muskelreaktioner og -impulser er dominerende. Personer som synger eller nynner med eller rokker i takt eller i hvert fald føler stor trang til at gøre dette.

3. Forestillingstypen: hvis musikoplevelse er præget af især visuelle fantasier og forestillingsbilleder (jfr. Walt Disneys film »Fantasia«).

4. Den emotionelle type: hos hvem navnlig følelsernes spil er fremherskende. Som et yderligtgående eksempel på sidstnævnte type kan nævnes Tolstoy, der »er bange for musik, da den pisker følelsernes hemmelighedsfulde dybe bølge for stærkt op«. »Musik virker frygteligt på mig«, tilstår han, og mens hans familie sidder omkring klaveret og lytter fornøjet, begynder det at dirre uhyggeligt omkring hans næsebor. Brynene rynkes afværgende, han mærker en underlig klump i halsen - og pludselig vender han sig brat om og går ud af døren, da tårerne strømmer ned af kinderne« (citeret efter Stefan Zweig).

De fleste mennesker er dog selvfølgelig blandinger af disse typer; men man gør vel i at tage hensyn til disse oplevelsesforskelle f. eks. når man underviser el. instruerer. F.eks. vil det næppe nytte at fremføre mere eller mindre poetiske beskrivelser overfor en person, som er udpræget motorisk - han vil sikkert ikke finde det særligt oplysende eller instruktivt.

Det siger sig selv, at den ene eller anden måde at opleve musik på ikke kan siges at være den rigtige resp. forkerte, men at de individuelle forskelle må tages som psykologiske realiteter, som man ikke kommer udenom.

Til disse betragtninger vil nogle måske sige: »Jamen, det er da en banal sandhed, at vi er så forskellige!«. Hertil er for det første at sige, at ingen nok så »banal sandhed« godtages i psykologien uden nærmere undersøgelse. For det tredie ser man sjældent nogen tage konsekvenserne af musikoplevelsens subjektivitet, hvilket tit fører til ørkesløse og ufrugtbare diskussioner om, hvad »musik« er og skal være. Musikkens (undskyld: musikoplevelsens) storhed består vel netop deri, at vi alt efter vor personligheds indretning kan finde behag i forskellige aspekter ved oplevelsen af et musikværk; den, hvis holdning til kunsten er overvejende intellektuelt betonet kan f. eks. glæde sig over et værks formale opbygning; den hvis indstilling er emotionelt betonet kan glæde sig over de følelser, som musikfremførelsen bibringer ham; den, som er motorisk begavet og interesseret kan glæde sig ved at bevæge sig, danse til musik etc., etc.

Til slut et eksempel på, hvordan man kunne eksperimentere med disse emner. Et eksperiment er blevet kaldt et spørgsmål til naturen; lad os da spørge: hvilke af komponistens intentioner overføres med musikken som medium til de lyttende? Og hvordan kan vi f. eks. undersøge dette? Een af måderne man kunne undersøge dette på er følgende: for det første måtte man bede en komponist komponere et stykke musik og herunder beskrive, hvad han selv oplevede, hvad der var hans hensigt med værket, hvad han oplevede som det væsentligste i stykkets form og indhold, hvad han gerne ville have, at andre skulle opleve ved opførelsen af værket etc. For det andet måtte man derefter spille stykket for mange personer og bede dem give en beskrivelse (at beskrive sine oplevelser på denne umiddelbare, »uvidende« måde, kalder man i psykologien for den fænomenologiske metode). For det tredie måtte så undersøgelsen slutte med sammenligninger af overensstemmelser og uoverensstemmelser mellem komponistens og lytternes fænomenologiske beskrivelser. En anden måde at begynde en sådan undersøgelse på ville være at tage sit udgangspunkt i hvad flere musikteoretikere og/eller komponister kunne blive enige om var et værks form og indhold.

Jeg tror at sådanne undersøgelser kunne tilføre musikteori og musikæstetik mange nye frugtbare impulser og synspunkter. Jeg ved, at sådanne undersøgelser kunne være til gavn for psykologien.

Der tilføjes nogle bogtitler for særligt interesserede. Jeg er i færd med at udarbejde litteraturlister indenfor hver af de musikpsykologiske discipliner, der kan blive tale om, når man overfører psykologiens mange erfaringsområder til musikpsykologiens. Særligt interesserede er velkomne til at kontakte mig pr. telefon, såfremt de ønsker flere bogtitler og evt. vil diskutere ovenstående emner.

Lidt litteratur om psykologi:
Franz From: »Skaber vi selv vor omverden?«
— : »Om virkeligheden og den blå pekingeser«. (Begge disse essays findes i F. From: »En psykolog snakker med« — udkommet på Nordisk Forlag Arnold Busck).
From og Stürup (ed.): »Menneskekundskab I og II« (Thanning og Appels forlag).
Christiansen og From (ed.): »Dagliglivets psykologi« (Nyt Nordisk Forlag).
Boring, Langfeld og Weld: »Foundations of Psychology« (N.Y. 1956).

Lidt litteratur om musikpsykologi:
Erik Abrahamsen: »Hvem er musikalsk?« (Chr. Erichsens Forlag 1943).
Eyvin Borgsmidt Hansen: »Musik og Gestalt« (Nordisk Musikkultur nr. 3, 1955).
James L. Mursell: »Psychologi of Music« (i Psychological Bulletin, XXIX, 1932, p. 218).
Harry Porter Weld: »An Experimental Study of Musical Enjoyment« (i The Am. Journal of Psychology 1912, .Vol. XXIII)