Venskabelige indlæg

Af
| DMT Årgang 39 (1964) nr. 01 - side 27-28

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf


Venskabelige indlæg

Johan Bentzon svarer på Poul Nielsens indlæg i DM, december 1963.

Kære Poul Nielsen.

Tak for Deres hjælp til at forstå hvad begrebet »adækvat strukturel perception« betyder. De har fuldstændig ret i at formode, at det var Deres artikel i DM nr. 2, der fik mig til at anvende udtrykket (det gør jeg selv udtrykkeligt opmærksom på i min art) og ikke Adornos bøger. Det er nogle år siden jeg læste hans bog om den moderne musiks filosofi. Min misforståelse af begrebet skyldes dog ikke blot Deres artikel, men mindst lige så meget læsningen af et utal af artikler i DM, der har givet mig en fornemmelse af, at vejen til den avantgardistiske musik først og fremmest går gennem analysen og ikke gennem' en umiddelbar følelsesmæssig medleven.

Jeg kan altså nu forstå, at for Dem (og Adorno m. f L) er den følelsesmæssige og forstandsmæssige medleven i musik noget der foregår samtidigt og udeleligt, og De har fuld ret til at betragte denne lyttemåde som ideel. Det der undrer mig er blot, at denne ideelle lyttemåde tilsyneladende ikke får Dem - og andre - til i endnu højere grad at opleve og beskæftige Dem med forholdet mellem musik og etik.

Jeg er selv ikke i stand til samtidigt at beskæftige mig med det følelsesmæssige og det f or standsmæssige i musik. Hvis jeg skal fordybe mig i en analyse af et musikstykke, må det ske for sig selv. Forsøger jeg at gøre det mens jeg spiller eller lytter, går det u-vægerligt ud over intensiteten af min oplevelse. Måske hænger alt dette sammen med, at jeg hellere oplever musik ved at spille, end ved at lytte til den. Det er ad den vej jeg har haft mine dybeste musikalske oplevelser - ialt fald indenfor de sidste 20-30 år -og det er her jeg navnlig har haft de oplevelser §om jeg, med rette eller urette, betragter som værende af etisk art. Jeg kan måske bedst beskrive disse oplevelser sådan, at jeg har haft en fornemmelse af at musikken forøgede min evne til at holde af andre og at være taknemmelig.

Det er muligt at disse oplevelser beror på

en følelsesmæssig illusion - jeg har ingen praktiske beviser for det modsatte - men de har været så betydningsfulde for mig, at jeg har været nødt til at tale om dem. Og jeg har da iøvrigt også oplevet, at når en kreds af mennesker havde haft lignende oplevelser i et musikalsk sammenspil, så fik de nemmere ved at forholde sig til hinanden i det hele taget.

De har sikkert ret i at jeg — i lighed med nazibødlerne Heydrich eller Keitel — lider under en personlighedsspaltning, som f. eks. ytrer sig ved, at jeg kan leve med bevidstheden om millioner af menneskers elendighed uden at foretage mig noget aktivt for at råde bod på den. Men jeg tror ikke, at De har ret i at det skyldes, at jeg for mit vedkommende er nødt til at holde det følelsesmæssige og det forstandsmæssige ude fra hinanden, for at komme i forbindelse med det, der for mig er det væsentligste ved musikken. Ligesom jeg hvad etik'en angår, mener at man må skelne mellem tilskyndelsen til det gode og erkendelsen af det gode. Det er også min fornemmelse at musikken har mere med tilskyndelsen at gøre, end med erkendelsen.

Det vil interessere mig meget at stifte bekendtskab med hvad Adorno har at sige herom. Men hvorfor ikke selv gøre rede for hans tanker her i Dansk Musiktidsskrift? Det ville ialt fald spare mig for nye misforståelser af hans for mig - det indrømmer jeg gerne — meget svært forståelige sprog. Med -venlig bilsen Deres JOHAN BENTZON

Fra Herman D. Koppel har vi modtaget dette indlæg i anledning af Ole Willumsens artikel om Liszt og Danmark (DM nov. 63).

Kære Ole!

Jeg vil gerne kommentere nogle ting i din artikel om Liszt og Danmark i DMs november-nr.

1. Jeg ved ikke af, at jeg nogensinde har givet udtryk for den opfattelse, »at de unge, der dengang blev afgørende inspireret af Béla Bartók — jeg tænker på Vagn Holmboe og Herman D. Koppel — synes at være ganske uden forståelse for den åbenlyse og organiske forbindelse, der eksisterer mellem Liszt og Bartók.« iøvrigt har jeg da både før og nu spillet værker af Liszt og brugt adskillige af disse værker i min undervisning.

2. Du bruger ordene »meningsterror« og »jagt« for at karakterisere stemningen i trediverne; er disse ord ikke ret voldsomme udtryk for at forklare det, at meningerne brødes i den tid, som de brydes nu? Menneskene vil vel til enhver tid være forskellige i kraft af forskellighederne i temperament og psyke; derfor kan det, rent principielt, vel ikke være »forkert« enten at være tilhænger eller modstander af Liszts musik. Ingen musiker kan underkende Liszts format som skabende kunstner.

HERMAN D. KOPPEL

Forelagt dette skriver Ole Willumsen:

Godt,ord igen, kære Herman!

Du føler dig stødt over ordet meningsterror. Jeg vil alligevel opretholde betegnelsen. Men jeg mener naturligvis ikke noget med telefonaflytning, stikkere blandt eleverne og sådan noget. Tag det ikke for tungt; tilstanden havde også et meget latterligt skær over sig, ikke mindst på grund af den godvillighed, hvormed man bøjede sig for den herskende mening. Jeg skal langtfra gøre mig til dommer angående motiverne, hvad der eventuelt var regulært øjentjeneri, hvad der var bevidst eller ubevidst, og hvad der var virkelig overbevisning. Men man var mistænkeligt enige om Liszt. Nu til dags ville man vel kalde det »at være frelst«, blot altså på et negativt grundlag. Og der var netop ingen »fri meningsbrydning« om problemet Liszt, til forskel fra nu.

Jeg vil heller slet ikke insinuerer, at de tolerante og fredsommelige lærere dengang har benyttet timerne til at hetze mod Liszt, men blot at studiet af ham var forsømt. At du selv anerkender og forstår Liszt, spiller ham og bruger værker af ham i undervisningen er en selvfølge, det ville være absurd andet; og vi lever i andre tider, med større horisont.

Måske tager jeg fejl med hensyn til Bartok/Liszt og dig, men du må undskylde, at jeg ikke formår at drage ret mange slutninger af, hvad du .ikke har givet udtryk for. Hvad jeg mente var, at hvis du dengang havde kendt Liszt nærmere, ville det yderligere have beriget den friske inspiration du dengang fik fra Bartok, til gavn for din »Bartok-période«. Det kan naturligvis kun være usikkert, derfor skrev jeg »synes ikke«.

Du har ganske ret i, at man. kan være tilhænger eller modstander af Liszt. Man kan også være neutral. Men det har intet at gøre med, at studiet af ham må indtage en vigtig plads i enhver fornuftig pianistisk studieplan. Det er vi utvivlsomt enige i. Men er det ved at ske her i landet? Prøv at sammenligne med studieplanerne og resultaterne i andre landes konservatorier.

I al venskabelighed, din

OLE

Ole Schmidts analyse af Mogens Winkel Holms »Tropismer« er udskudt til martsnummeret. Dette nummer vil i øvrigt indeholde en artikel af den østtyske musikforsker Hella Brock om Brechts indflydelse på musikopdragelsen. Desuden skriver Poul Henningsen om sin oversættelse af Brecht/Weills »Mahagonny«, Hans-georg Lenz om nutidig østtysk musik og Morten Levy om en ny musikhistorie, der er udkommet i Østtyskland .

Årgang 39/1964, nr. 01