Bag Muren

Bag muren

Der er så meget, vi ikke ved. Vi ved f. eks. uendelig lidt om musikken i den tyske demokratiske republik, det land, vi til daglig kalder Østtyskland. Det er det emne, dette nummer af DM har taget op. Man kunne tænke sig læsere, der mener, at her er et emne, som det måske heller ikke er så vigtigt at få noget at vide om. Det er den almindelige mening, at Østtyskland ikke har noget at byde på musikalsk -udover iscenesætteren Walther Felsenstein, der af uforståelige grunde foretrækker at blive bag Berlinmuren, samt de noder, bøger og plader, vi kan hjembringe som billigt krigsbytte fra besøg i Berlins østsektor.

Det er givet, at artiklerne vil blive læst med briller, der er mere eller mindre røgfarvede. Vi er alle sprængfulde af fordomme, der strækker sig lige fra den groveste intolerance til den mest blåøjede tolerance. At nå til virkelig klarhed over, hvad der sker musikalsk i dette land, lader sig overhovedet næppe gøre gennem læsning, men kun ved at høre landets musik. For at citere Per Nørgårds anmeldelse af Brecht/Dessaus »Lieder und Gesänge«: »Lad os høre i hvert fald ét værk af den østtyske musik før vi udtaler vor afvisende dom over den«.

Der er få ting, der kan få fordomme til at blomstre som polemiske udsagn i en debat. Polemik kan kendes på den uoprigtighed, der ligger bag udsagnet, en uoprigtighed, der ganske vist kan være så tilsløret - bevidst eller ubevidst-, at udsagnet opfattes som åben meningstilkendegivelse. Adskillige synspunkter i f. eks. Ernst Hermann Meyers artikel »Tradition og fornyelse« vil sikkert forekomme mange højst uoprigtige. Men om de er det, og om de i givet fald er det bevidst eller ubevidst, kan ikke afgøres uden videre. De fordomme, som denne artikel synes at give udtryk for, lader sig derfor heller ikke klart bestemme. De kunne endda tænkes at være mere virksomme hos læseren end hos forfatteren.

Dette nummer om østtysk musik kan således tjene ikke blot til orientering, men også til belysning af fundamentale etiske aspekter i vort forhold til musikalsk anderledestænkende. Vor løbende hjemlige diskussion er behæftet med et næsten usynligt spind af fordomme, der næppe i større udstrækning er ideologisk betinget, men så meget desto mere bestemt af ydre forhold, der ikke må ændres, prestiger, der ikke må rokkes ved, ansigter, der ikke må tabes, apparater, man ikke vil miste kontrollen over.

Her som der er der mure, der trænger til at brydes ned.