Hvad har konservatorierne gjort?

Et svar fra Mogens Hermann på spørgsmålene ; Musikpædagogens decembernr. 1963. Svar fra konservatorierne i. Odense, Esbjerg, Århus og Aalborg er gengivet i DM's februarnr. 1964

Hvad har konservatorierne gjort?

Direktøren for Det kgl. danske Musikkonservatorium, komponisten Knudåge Riisager har bedt mig i min egenskab af leder af musikpædagogisk kursus om at fremsætte et svar på C. Fred. Biilmann-Petersens indlæg i forrige nummer af Musikpædagogen.

Problemet er det misforhold mellem antallet af klaverpædagoger og pædagoger på de øvrige instrumenters område, som fremgår af Musikpædagogisk Forenings medlemsliste for 1963-64. Det anføres, at der er næsten dobbelt så mange lærere i klaverspil som lærere for alle de øvrige instrumenter tilsammen. Navnlig mangler der blokfløjtepædagoger til skoleundervisningen. Og klaverlærerne klumper sig sammen i de større byer, ikke mindst i København. Nu spørger Biilmann-Petersen, hvad konservatorierne har gjort for at få balance i de musikpædagogiske forhold og dermed opfordrer han også Det kgl. danske Musikkonservatorium til en udtalelse.

Den omtalte skævhed i fordelingen af musikpædagoger på de forskellige instrumentale områder kan ikke dokumenteres med henvisning til Musikpædagogisk Forenings medlemsliste, fordi denne kun rummer »statsprøvede« musikpædagoger. Netop på de mere specielle instrumenters område (stryge- og blæseinstrumenter) og på sangens felt findes pædagoger,

som ikke er statsprøvede, dels fordi de ikke har haft behov for en sådan uddannelse, og dels fordi de har fået en lignende eller større pædagogisk uddannelse eller anerkendelse i udlandet eller privat herhjemme.

Problemet kan kun vurderes ud fra en »markedsanalyse«. Er det konservatoriernes opgave at foretage en sådan analyse? Er det ikke snarere i musikpædagogernes egen interesse gennem medlemmernes rapporter at indsamle statistisk materiale for derefter at påkalde konservatoriernes hjælp til at opfordre eleverne på pædagogisk kursus til at uddanne sig som lærere i de andre, mere forsømte instrumenter? Konservatorierne skal være åbne for alle, der vil uddanne sig, uanset om deres motiver er overvejende kunstneriske eller materielle. Biilmann-Petersens ønske om en mere ligelig fordeling af instrumenterne over den befolkningsgruppe, der interesserer sig for og har talent for musikuddannelsen, er næppe realisabelt. Hvis de mange klaverpædagoger kan leve af deres erhverv, må der være brug for dem, — ellers ville de være tvungne til at flytte ud på landet eller vælge andre instrumenter. Konservatorierne søges også af langt flere elever i klaverspil end i f. eks. violin- eller obospil, selv om der er langt flere stillinger at opnå i vore mange orkestre for de sidstnævnte end der er solistmuligheder eller repetitørstillinger for de førstnævnte. Forklaringen er nok den, at stryge- og blæseinstrumenterne er mindre for det »brede« publikum og kræver mere af en specialistuddannelse og længere tids arbejde, førend et tilfredsstillende standpunkt er opnået. Hvad angår instrumenter som f. eks. klarinet og kontrabas, dækkes dette område af pædagogiken utvivlsomt af mange dygtige jazz-musikere, som ikke rigtig synes, at de har kontakt med musikpædagogisk kursus. På samme måde med de blokfløjtepædagoger, som skal undervise børn og i hold, et speciale, som ikke er et centralt fag på musikpædagogisk kursus, og på hvilket område netop skolelærere er fagfolk. Men på dette område kan det oplyses, at konservatorierne arbejder med et forslag til oprettelse af et særligt kursus i børnemusikopdragelse.

Statsprøven garanterer først og fremmest for pædagogens almen-musikalske uddannelse, grundlaget for hans arbejde som musiklærer. Den egentlige duelighed i det praktiskpædagogiske arbejde beror på en livsvarig udvikling, hvori erfaring og rent menneskelig modning spiller den afgørende rolle. Det var ønskeligt, om også de ældre pædagoger ville deltage i musikpædagogisk kursus, men med det omfang undervisningen har, vil kun få af de ældre lærere have tid eller råd til at følge dem. For imidlertid at gøre musikpædagogisk kursus så effektivt som muligt har konservatorierne afgivet materiale til Musikkommissionen, som arbejder med planer om en tidsvarende udvidelse af statsprøvens eksamenskrav og en ny studieordning. Der foreligger allerede en betænkning, som venter på ministeriel godkendelse. Mogens Heimann.

Bemærkninger til Mogens Heimann

Det er rigtigt, at vor medlemsliste ikke giver noget billede af fordelingen af de mennesker, der har musikpædagogik som (hoved- eller bi-) erhverv. Der har da også indtil nu (som svarene fra de andre konservatorier bekræfter) kun været tale om kompetente musikpædagoger. Og hvad det angår, er medlemslisten ganske godt retningsgivende. Ganske vist findes der enkelte med musikudøvelse som hovederhverv, der gennem lang tids praksis har opnået også at blive endda virkelig gode musikpædagoger uden at have haft nogen kontakt med musikpædagogisk kursus eller at have aflagt Statsprøven. Man kan kun beklage de elever, der har måttet holde for som prøveklude, indtil den elementære pædagogiske sikkerhed var opnået.

Hvad angår de i udlandet og privat uddannede (et problem, man også kender i andre fag), vil det, hvis de virkelig er kompetente, være en ringe indsats af dem, at aflægge musikpædagogisk eksamen, der jo netop er oprettet fordi menigmand (herunder nu evt. lederne af de halvoffentlige musikskoler) ikke noget andet middel i hænde til at konstatere, om de vigtigste faglige forudsætninger er til stede. Når en musikpædagog ikke har behov for at tage Statsprøven, skyides det jo desværre enten, at en kunstnerisk løbebane er en større attraktion hos det undervisningssø-gende publikum end gode musikpædagogiske kvalifikationer er, eller, hvor musikermæssige kvalifikationer savnes, at der i den på-gældendes virkeområde ikke findes kvalificerede konkurrenter.

At Det kgl. danske Musikkonservatorium, der indtil nu med rette har været det dominerende, betragter stryge- og blæseinstrumenterne som »mere specielle« end klaver, er beklageligt. Det gryende folkemusikalske arbejde omfatter netop klaveret som det specielle, der i kraft af sine fysisk-tekniske og musikalske fordringer kun vil kunne beherskes i anvendelig grad af få elever. Det er en fundamental misforståelse, at i det mindste blæseinstrumenter og guitar ikke skulle være for det »brede« publikum.

Når denne indstilling sammenholdes med, at der procentvis har været langt bedre beskæftigelse som udøvende blandt de strygere og blæsere, der har forladt konservatoriet, end blandt pianisterne, aner man, at konservatoriet har undladt at opfordre strygerne og blæserne til at tage musikpædagogisk eksamen. Det har ikke været nødvendigt for deres erhvervsmuligheder. Men de underviser jo alligevel, så hvad med deres elever?

At en opfordring fra konservatorierne til at supplere uddannelsen kan give resultat, beviste professor Felumb i sin tid, da han kæmpede for at få klaverspillerne til at blæse.

Også Musikpædagogen har ved flere lejligheder gjort opmærksom på, at der vist endnu ikke er for mange klaverpædagoger, selv i Københavnsområdet. Det er muligt, fordelingsproblemet kun kan vurderes tilbundsgående ud fra en »markedsanalyse«; men de nødråb, Mp F af og til modtager om at anvise kvalificeret pædagogisk arbejdskraft, er dog retningsgivende. Når man ved, vi kun har ét medlem i Jylland og ét på Sjælland med hovedfag trompet, behøver man ikke vurdere ret meget for at finde ud af, at situationen er skæv, hvis man har lidt kontakt med det kommende skolemusikarbejde.

Hvad angår henvisningen af klarinet- og kontrabas-elever til de »mange dygtige jazzmusikere, som ikke rigtig synes, at de har kontakt med musikpædagogisk kursus«, er den mildest talt chokerende. Der findes i dette land kun ganske få jazz-musikere og endnu færre af dem er dygtige. Hvis enkelte af disse skulle være pædagogisk begavede, er der dog i alle fald langt fra nok til at dække behovet. Den manglende kontakt mellem konservatoriet og jazz-musikerne kan kun lægges konservatoriet til last. Enkelte har søgt optagelse på hovedskolen (her iblandt én af vore mest begavede jazzblæsere), men de forlader selvfølgelig konservatoriet igen, når de opdager, at man fra ledelsens side på vaklende saglig basis direkte modarbejder beskæftigelsen med denne musikalske kunst. Musikpædagogisk kursus kendte i min tid også kun jazz som et uartigt ord. Kan denne indstilling være et resultat af, at dagbladene lader jazzen behandle af musikalsk set temmelig svagt kvalificerede skribenter, og at man ikke ønsker at forfølge sagen længere end til dagbladenes spalter?

Hvis man derimod med »jazz-musiker« mener dansemusiker, er det rigtigt, at der er mange udøvende; men det kan da vel næppe være konservatoriets alvor at henvise den grundlæggende undervisning til mennesker, der aldrig har haft noget kunstnerisk sigte i deres arbejde, og hvis musikalske horisont i reglen er som hullet i en femogtyveøre?

For blokfløjteundervisningens vedkommende er det rigtigt, at kommunelærerne er uddannede i børne- og holdundervisning. Men ikke i musik-pædagogik og slet ikke i blokfløjteteknik! Kun hos linie-sanglærerne har man nogen garanti for en vis musikalsk horisont og dermed mttsik-pædagogisk kompetence.

Det er rigtigt og ønskeligt, at musikpædagogisk kursus lægger stor vægt på den almenmusikalske uddannelse, men der gives dog også undervisning her i pædagogik vedrørende alle aldre og stadier og vedrørende såvel ene-som holdundervisning. Ved eksamen tæller pædagogikkarakteren da også lige så meget, som de andre karakterer tilsammen.

Det pædagogiske grundlag, som kurset lægger, og som er en forudsætning for at bestå eksamen, er i hvert fald så godt, at man ofte dybt må beklage de forspildte muligheder hos elever, man overtager fra ikke-statsprøvede musiklærere, der på grund af mangelfuld uddannelse er ukvalificerede til det musikpædagogiske arbejde.

Chr. Fr. Biilmann-Peiersen.

Nyt bestyrelsesmedlem

CHR. FR. BIILMANN-PETERSEN, klaver- og clarinetpædagog, student 1948 fra Birkerød statsskole, samme år medlem af Dansk Musikerforbund, afgangseksamen klaver 1957. Mp. eksamen klaver 1958. Diplomeksamen og Mp. eksamen clarinet 1959, Suppleant i best. 196l.

Musikpædagogisk Forening

Kontor: kl. 9-13 (undtagen lørdag). Puggårdsgade 13, København V, telf. BYen 4021. Postgiro 26284.

»Musikpædagogen« udgives af bestyrelsen for Musikpædagogisk Forening under redaktion af et udvalg. Ansvarshavende: Henning Bro Rasmussen.

Legater

Legatans øgninger sendes til Musikpædagogisk Forenings kontor, Puggârdsgade 13, Kbh. V.

Mp Fs hjælpefond

Fondets formål er at yde økonomisk hjælp og støtte

til Musikpædagogisk Forenings aktive medlemmer,

der som følge af sygdom, høj alder, uforskyldt ar-

bejdsudygtighed eller lignende har økonomisk hjælp

behov.

Legater af hjælpefondens midler kan søges året

rundt. Intet særligt skema.

Mp Fs medlemslegat, stiftet af Valdemar Esbensen til fordel for ældre eller syge medlemmer.

Legatkapitalens renter udbetales med summer fra kr. 200,- til kr. 400,- årligt til ældre eller syge, ubemidlede medlemmer. Disse skal have været medlemmer af Mp F i mindst 7 år. Legatet kan oppe-bæres i indtil 5 år.

Motiveret ansøgning stiles til Mp Fs bestyrelse og indsendes til kontoret inden 15. april. Intet særligt skema.

Musikpædagog, frk. Augusta Jürgensens mindelegat, stiftet af frkn. Anna og Astrid Jürgensen.

Døtre af legatstifternes kusiner og fætre samt ældre eller svagelige kvindelige medlemmer af Mp F kan efter ansøgning modtage legatportioner, navnlig til rekreationsophold.

Ansøgningsskema fås ved henvendelse til Mp Fs kontor. Legatet søges inden 15. april.

Gudda Behrends legat.

Legatkapitalens renter benyttes til understøttelse af

ældre enker efter musikere, der ved deres død var

aktive medlemmer af Mp F, eller trængende ældre

kvindelige musikere.

Motiveret ansøgning stiles til Mp Fs bestyrelse og

indsendes til kontoret inden 15. april. Intet særligt

skema.

Mp Fs elevlegat, stiftet af Valdemar Esbensen til fordel for ubemidlede musikelever.

Legatet kan søges af elever i violin, bratsch, cello og klaver. Eleverne skal være fyldt 8 år, men kan ikke modtage legatet efter at de er fyldt 21 år. Kun de medlemmer af Mp F, der har taget den fuldstændige fagprøve og som har været medlemmer af foreningen mindst ét år, kan undervise legatnyden-de elever.

Den legatsøgende elev vil komme til at spille for en komité i slutningen af indeværende sæson. Ansøgningsskema fås ved henvendelse til Mp Fs kontor. Legatet søges inden 15. april.