Læser-reaktioner

Læser-reaktioner

DMs november-nummer sætter stadig sindene i bevægelse. Vi bringer her nogle læser-reaktioner. JOHAN BENTZON - -fløjtenist i Radiosymfoniorkestret - er blevet inspireret af dette nummers leder til et

Åbent brev

Kære redaktører,

hjertelig tillykke med det runde årgangstal, som har inspireret jer til jeres »samvittig-hedsstatus« i DM nr. 7. Hvor er det smukt, rigtigt og navnlig indlysende, alt hvad I skriver. Og hvor har dog jeres kritikere - sådan som I fremstiller dem — været eensidige og snævertsynede. En enkelt har endda ønsket sig, at man skulle kunne vende tilbage ad åre til hvad der skrives idag. Hvor komplet urimeligt.

Kun den allersidste sætning i jeres sam-vittighedsstatus skulle vist have været udeladt: »Man skriver ikke for glæde efterverdenen, men for selv at komme videre.«

Det er ganske vist så sandt som det er sagt. Men jeres opgave er jo ikke at skrive, men at redigere. Og at redigere betyder, ud af det de skrivende har skrevet, at udvælge det, der kan hjælpe andre til at komme videre.

At redigere kræver derfor en forestilling om, hvem disse »andre« er som har brug for hjælp. Efter min mening er det alle os, der har svært ved at forstå; såvel de nye musikalske udtryksmidler som det der skrives om dem.

Hvormange af os ville mon f. eks. havde forstået Per Nørgårds artikel om Messiaen uden Svend Westergaards kommentarer; og selv efter at have læst dem føler jeg mig i tvivl om, hvorvidt Sv. W. - og dermed jeg selv - har forstået P. N. rigtigt.

Eller hvormange har forstået følgende i Helmer Nørgaards artikel »Avantgarden konsoliderer« i DM nr. 6: »Stockhausens idé er, at den målelige tid og tone (herunder pause) kan underlægges en fællesbetragtning, da begge er virkninger af det samme fænomen«. Hvad er det for et fænomen der hentydes til? Det fremgår ikke af den øvrige tekst; og hele afsnittet bliver uforståeligt for den der ikke har forhåndskendskab til den Stockhausenske fænomenologi.

Det er næppe heller for meget sagt, at de musikanalyser der bringes i DM omtrent udelukkende er satstekniske, og praktisk talt aldrig »psykologiske« eller »udlæggende« (jvf. Brinckers artikel i DM nr. 7). De er utvivlsomt tilfredsstillende for de i musikalsk henseende overvejende intellektuelt indstillede - d.v.s. den kreds der i forvejen har nemmest ved at forstå - men kun til ringe eller ingen hjælp for de mere motorisk og emotionelt indstillede som frem for de andre havde brug for hjælp. En hjælp, som det var redaktionens opgave at skaffe ved virkeligt at redigere.

At ville skrive for nutiden og ikke for eftertiden vidner om sand og ægte beskedenhed. Men glem alligevel ikke, at det er nutidens målsætning og idéer - jeg tør ikke sige idealer — der er med til at bestemme hvordan fremtiden skal forme sig. Men det kan måske komme til udtryk når der om godt et år atter vil være et rundt inspirerende tal i årgangs-betegnelsen.

For det var vel ikke det møde mellem de udgivende foreninger, som DUT's formand stillede i udsigt på generalforsamlingen, der skulle foregribes med jeres »samvittigheds-status«?

Med venlig hilsen JOHAN BENTZON

Kære Johan Bentzon,

vi er dybt taknemmelige over at få præciseret vor opgave: at redigere. Men desværre hjælper Deres smukke, rigtige og indlysende ord os ikke til at komme videre mod den ideelle løsning af denne opgave.

I virkeligheden er Deres opfattelse nemlig slet ikke, at vi ikke redigerer, men at vi ikke redigerer, sådan som De mener, der bør redigeres, og det er jo en helt anden sag. Den lille krumtap, De drejer Deres argumentation omkring, er så billig, at den må kunne fås i håndkøb. Når der i lederen benyttes ordet »skrive«, menes der naturligvis nøjagtig det samme som at redigere. Der kunne også have stået »tale« eller »råbe« eller »lave tidsskrift« eller noget helt syttende.

De synes ikke at have været en så opmærksom læser af DM i de sidste par år, som man skulle tro efter Deres mange indlæg. I hvert fald vil De ved endnu en gang at gennemlæse de sidste to årgange næppe finde mere end én artikel (Mogens Andersens »Musik er lyd« - en analyse med efterskrift, nr. 4/1963), der for alvor kan karakteriseres som en satsteknisk analyse. Og er der blandt de øvrige en, der ikke har været satsteknisk, så er det Per Nørgårds analyse af Messiaens »Mode de valeurs et d'intensités«. Det er jo netop de utallige satstekniske gennemgange af dette værk, der her imødegås med en psykologisk funderet analyse. Har man ikke forstået dette, da er det klart, at artiklen iøvrigt må forekomme komplet uforståelig. Artiklen ville næppe være noget problem for Dem, hvis De i forvejen vidste, hvad der i de sidste 15 år har været den almindelige mening om »Mode de valeurs«. Hos Antoine Golea (»De sidste tyve års musik«, s. 88) finder vi denne standardopfattelse slået fast med hans bombastiske pen:

»Det er faktisk det første eksempel i vor tid på et værk, der udtømmer de komposi-tionsmuligheder, der ligger i klangmaterialets grundparametre, når de behandles efter de strukturelle love, der kort tid efter står som udgangspunkt for reglerne for den „integrale"" serielle musik. I denne forstand, og langt mere end Weberns sidste værker, der kun opviser skitser til disse strukturlove, er Messiaens etude kilden til den umådelige flod af seriel musik, der strømmer gennem Europa og Amerika i dag.«

Citatet er - for at imødekomme Deres krav så vidt det overhovedet er muligt - valgt fra en populær og meget læst bog, affattet i et motorisk, emotionelt og letforståeligt sprog.

Med venlig hilsen G. D.-H.

PS: tallet 38 er summen af redaktørernes lykketal. Derfor.

HENNING DUUSGAARD - violinlærer ved Nordjysk Musikkonservatorium - skriver om Per Nørgårds artikel om Messiaens »Mode de valeurs« og kritiserer i tilknytning hertil en r adió serie om Beethovens symfonier.

PROBLEMET ANALYSE

Der synes i tiden at være en udpræget - og stadig voksende — tendens inden for musikteoretiske kredse til at beskæftige sig med analyse, og i et forsøg på at »forklare« musikken bliver vi konfronteret med resultaterne af disse analyser. Det er dog mit indtryk, at disse teoretikere med deres indgående og af og til spidsfindige analyser meget ofte slår musikken ihjel, i stedet for at det skulle give de pågældende værker mere liv.

Det er to ting, der har virket på mig som to dråber, der har fået bægeret til at flyde over: »Dansk

Musiktidsskrift« nr. 7 1963 og Johs. Nørgaards gennemgang i radioen af Beethovens symfonier. Novembernummeret af DM var helliget analyse lige fra lederen »Hvad skal vi med det tidsskrift« og til kommentarer til et Bach-kursus, hvor »analysen« drejede sig om klaver kontra cembalo. Man konstruerer nye analysemetoder, der er så indviklede, at selv drevne analytikere har svært ved at følge med. (Jeg kipper energisk med flaget for Sv. Westergaard!!). For at undgå enhver misforståelse vil jeg med det samme sige, at jeg på ingen måde vil underkende analysens betydning - ikke mindst for den udøvende musiker, hvor man måske kunne ønske, at det analytiske forarbejde kom klarere til udtryk i fremførelserne, end tilfældet er. Men når analysen og dens terminologi bliver så ekstrem som hos Per Nørgaard eller så — efter min mening — »villet« som hos Johs. Nørgaard, må jeg reagere mod analyse. Jeg vil ikke kommentere Per Nørgaard, fordi jeg for det første kender for lidt til Messiaen (og P.N.s analyse har ikke gjort kendskabet større!) og for det andet fordi det ville være halsløs gerning af mig at komme efter Sv. Westergaard.

En evt. fare ved analyse er væsentligt mindre, når den fremkommer i DM, idet læsernes antal er forholdsvis beskedent — men til gengæld må formodes at være fagfolk. Faren er så meget større, når analysen spredes gennem radio og TV, og det må her være på sin plads at spørge Johs. Nørgaard: Hvem taltes der til? Sendetiden (22.15-23.00) var den, der normalt forbeholdes »kendere« eller i hvert fald lyttere, der er kommet udover »underholdningssta-diet«. Hvis der taltes til kendere, kunne tiden have været udnyttet bedre end til f. eks. at oplæse det meste af Heiligenstadt-Testamentet. Var der derimod tænkt på »den alm. lytter«, der gerne ville vide noget mere om Beethovens symfonier, var gennemgangen også forfejlet - og det på flere punkter. Lad mig indledningsvis nævne de mange citater på fremmede sprog. Kan man tage det for givet, at alle forstår både tysk, engelsk og italiensk? Lad det så være, men når det bliver blandet med så mange musikalske mærkværdigheder, som vi fik af J.N., er hensigten sikkert god nok, men resultatet... ?

For J.N. drejede det sig om at påvise, at Beethoven skal opfattes som romantiker, og at symfonierne er forberedelsen til den romantiske finalesymfoni. (Dette blev gentaget til ulidelighed!) Hertil benyttedes bl. a. en analysemetode, der gik ud på at finde tematisk fællesskab satserne imellem, en analyseform der absolut har sin berettigelse, men som synes mig noget anstrengt, når talen er om Beethovens symfonier - især de første. Som noget karakteristisk hos Beethoven blev ganske rigtigt nævnt treklangs-tematikken, og denne kan man finde overalt — ikke bare i hovedtemagrupperne, som fremhævet af J.N. Spørgsmålet er så, om der er tale om temafællesskab hver gang man møder en treklang — op eller ned — for i så fald må der vel være tematisk fællesskab mellem alle Beethovens værker - ja, for den sags skyld mellem alle denne epokes komponister!

Som begrundelse for min påstand om anstrengt/ villet analyse skal jeg nævne et par eksempler. Det bliver fortrinsvis fra de første symfonier, bl. a. fordi disse fik den mest indgående behandling af J.N. (Det må her bemærkes som en oplagt fejl, at de sidste fire symfonier blev gennemgået i to udsendelser à 45 min.). Hvad tematisk fællesskab angår, blev det f. eks. fremhævet, at sidetemaet i 2. symfonis 4. sats var en variant af sidetemaet fra 1. sats. Der er her tale om en opadgående treklang (1. sats) og en nedadgående treklang (4. sats). Dette skal altså kaldes fællesskab subs. romantisk syntese! Jeg skal undlade bemærkningen: jamen det er jo bare..., men det ville fylde flere sider, hvis tilsvarende tre-klangsvarianter skulle skrives ned. Mere »villet« bliver det, når det viser sig nødvendigt at spille trioen fra 3. sats langsomt og transponere en kvart ned(!) for at få lighed med et tema fra 2. sats! Fra 7. symfoni blev bl. a. nævnt en basstemme fra 1. sats (takt 401 ff). Denne skulle være identisk med »obligattemaet« i 2. sats (forekommer første gang takt 27 i via. & vlc). Fra samme symfoni blev det sagt, at takt 118 ff i 2. sats (klar.) er lig med takt 3 f f i 3- sats (fl., fag. & vi. I). De pågældende steder er nedadgående skalaer. De her anførte eksempler er nogle af de grelleste, men absolut ikke de eneste.

Det turde være almindelig vedtaget, at en af de mest afgørende forskelle på klassik og romantik er, at klassikken beherskes af dominant-tonika forholdet, hvorimod romantikerne udvider det harmoniske forløb. At denne harmoniske udvidelse begynder hos Beethoven, er også en kendt ting. Alligevel forekommer det mig ejendommeligt, at J.N. netop på det harmoniske område vil gøre de første symfonier romantiske. Fra 1. symfoni blev septimen fremhævet som et bærende interval, og med god vilje kan man godt finde septimer i symfoniens temaer (men ih, hvor det kneb i 3. sats! Og septimen i 1. sats' sidetema opstår vel egentlig kun på grund af instrumentationen. Sammenlign takt 23-24 i ekspositionen og takt 206-207 i reprisen; men har har septimen måske forvandlet sig til en none i takt 207—208?!). Endelig, er det så opsigtsvækkende med den septim? Hvis man sammentrænger det harmoniske forløb i 1. symf., kan det forenkles til I-IV-V-I, med en nørgaard'sk god vilje endda helt ned til I-V-I. Hvordan vil man så undgå at mode en septim?? På akkurat samme måde kan glansen tages af (jeg citerer) »drømmespillet om kvartens idé« i 4. symfoni, idet der som bekendt fremkommer en kvart ved opadgående spring fra dominant til tonika! Det vil altså sige, at J.N.s ihærdige forsøg på at gøre symfonierne romantiske, hviler på et meget spinkelt grundlag, både hvad det harmoniske og det tematiske angår. Er dette en påstand? Dog vel ikke mere påstand end den, at indledningen til 1. symfonis 4. sats ikke er en vittighed, men den romantiske syntese! Hvis ikke hele 4. sats er en vittighed og indbegrebet af lystighed, ja så ved jeg ikke, hvad disse begreber er i forbindelse med musik!

I sine romantiske bestræbelser havde J.N. yderligere allieret sig med en grammofonindspilning, der i visse satser virkelig var en hjælp, idet de var så »romarntiske« (undskyld jeg vrænger lidt), at de gik stik mod Beethovens egne metronomtal, der jo påstås at være absolut autentiske. Jeg vil her skyndsomst indskyde, at jeg hader metronomen og al dens væsen; men når f. eks. 2. sats i »Eroica« (kun ét eksempel) bliver til en bred, svulmende og elegisk adagio, i stedet for det Beethoven ville: Marcia fúnebre — altså ikke: adagio alla marcia fúnebre,

havde det måske været klogt at skele lidt til metronomtallet og brugt det som det hjælpemiddel det af og til kan være.

Det kunne være fristende at komme nærmere ind på nogle af de andre ting, som J.N. omtalte, som f. eks. andantens/scherzoens problem. Her ville det nok have været rigtigere at tale om scherzoens omformning, da scherzoen, eller det den bliver til, dog i langt de fleste tilfælde gennem 1800-tallet forbliver på 3. sats' plads. Man kunne undre sig over i omtalen af »Eroica«, at 1. sats' sidetema blev fremhævet så stærkt til trods for, at det kun optræder på de »reglementerede steder«, nemlig i ekspositionen og i reprisen, hvorimod hovedgruppens 2. del (takt 45 ff) og »modulationsdels-temaet« (takt 284 ff) slet ikke omtaltes; men lad mig i stedet for idelige gentagelser slutte med et citat: »... det er en umulighed at måle et kunstværk med passer og lineal, og den musikalske udvikling i en sats følger til enhver tid sine egne love på en sådan måde, at man ved en analyse let forbryder sig mod kunstens væsen ved at ville diktere den altfor bestemte baner. Der er en fare ved at indlægge i stedet for at udlægge.^ Disse vise ord, der taler til J.N.s gunst, burde han have efterlevet i højere grad; idet jeg tror, mange af de tidligere nævnte alm. lyttere er skræmt langt væk fra radioen og dermed fra Beethovens symfonier. De, der blev. ved højtaleren, er blevet vildledt, fordi J.N. netop »indlagde« i stedet for »udlagde«. At dette sidste, nemlig at udlægge, er væsentlig vanskeligere, er en helt anden historie. -