Litteratur

Af
| DMT Årgang 39 (1964) nr. 02 - side 76-81

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk


LITTERATUR

OPER, Alltag und Glanz. Helga Wallmüller. -Henschelverlag Kunst und Gesellschaft. Berlin 1963.

Af alle østlandene synes det nærmeste det mest tavse. Vore efterretninger i kunstneriske spørgsmål er sparsomme, når det gælder Østtyskland. Fra Sovjet, Polen, Tjekkoslovakiet og i nogen grad Ungarn modtager vi musikere og ensembler, mens nu afdøde generalmusikdirektør Franz Konwitschnys besøg i Falkoner Centret med det traditionsrige Berliner Stadtkapelle snart er vor sidste levende erindring om tonekunsten øst for 2onegrænsen.

Af Østtysklands 41 operahuse er kun den store iscenesætter Walter Felsensteins Komische Oper i Østberlin et begreb for den vestlige verden. For lidt mere end tre år siden genåbnedes operahuset i Leipzig, hvis gamle bygning blev udbombet i 1943. Helga Wallmüllers »Oper, Alltag und Glanz« er en billedbog fra det nye Leipziger Opernhaus, et festskrift i fotografier fra prøvesale og orkestergrav, fra belysningscentral og snoreloft. Huset, hvis mest berømte enkelte faktor er Mendelssohns, Gades, Nikisch' gamle Gewandhausorkester, er pompøst, af ydre noget mere moderat end de genopbyggede scener i Hamburg eller Vestberlin. De spredte oplysninger i billedteksterne giver kun begrænsede forestillinger om, hvad man spiller i Leipzig og hvor ofte, men bogen indeholder gode teaterbilleder og virker i det hele som et af de sjældne glimt af kunst og fest fra det gråeste af vore nabolande.

R.N.

L. NESTJEW: Prokofjew - Der Künstler und sein Werk. - Henschelverlag, Berlin 1962.

Dette omfattende arbejde - 450 tætte sider -byder på en ejendommelig blanding af acceptabel underholdning, dræbende kedsommelighed og så noget, der er mere end spændende. Underholdende er det biografiske stof, især det der behandler konservatorietiden i Petersborg. I foråret 1908 får Prokofjew af sin lærer, Rimskij-Korsakow, karakteren »4« (vistnok ikke så overdådigt) og vidnesbyrdet: »Dygtig. Har kun arbejdet lidt. Ubetydelige fremskridt«. - Eller beretningen om den stolte moder, der udbreder sig om de atten partitursider, som Serjosha er i stand til at instrumentere pr. dag. Dødsenstrist derimod er den uendelige række af værkbeskrivelser. Forfatteren siger i sit forord, at han bevidst afstår fra videnskabelige analyser, og det skal være ham velundt, men tilbage er kun blevet et ustyrligt antal gentagelser af intetsigende floskler (»krydret harmonik«, »fremadstormende rytme« o.s.v.), der Í forbindelse med et for ringe antal nodeeksempler gør en stor del af bogen temmelig værdiløs. Alligevel er Nestjews arbejde fyldt med spænding — eller rettere: der hviler, hvad man i ordets egentligste forstand må kalde spænding over hele bogen. Den spænding, som den sovjetiske åndsarbejder virker under, eller i hvert fald har virket under, indtil det Ehrenburg'ske »tøbrud« gjorde sin virkning. Bogen kom i 1957 i Moskva og er i 1962 oversat til (øst)tysk.

I en afgørelse fra centralkomiteen (KPd SU (B)) af 10. februar 1948 fordømmes de kunstneriske fejltagelser hos visse sovjetkomponister, deriblandt Prokofjew. »Negative« værker er f. eks. fra sovjetperioden: 6. symfoni, Ode til krigsslutningen, de senere klaversonater; fra eksilperioden: balletterne Le Chout, Den fortabte søn, Ved Dnjepr, 3. og 4. symfoni, 5. klaverkoncert.

Prokofjew svarer: »Afgørelse fra C.K. af KPd SU (B) skiller det syge fra det sunde i komponisternes skaben. Hvor smertefuldt dette end må være for en hel række komponister, deriblandt mig selv, hilser jeg beslutningen fra C.K. af KPd SU(B), som skaber forudsætning for en helbredelse af hele

sovjetmusikkens organisme.«------

Altså: hvis Nestjew overhovedet vil skrive sin bog om Prokofjew, har han kun ét at gøre: at bøje sig - også han - for dette, som vi andre umiddelbart finder helt uhyrligt (og heller ingen ting risikerer ved at finde uhyrligt).

Det er da på forhånd givet, at Amerika f or gi f t er Prokofjew (skønt han gang på gang vender tilbage til USA). - Det er givet, at frankrigsopholdet er en »Irrfahrt« (3. klaverkoncert blev til ved Bretagnekysten). Bekendtskabet med Diaghilew og Stravinski] var ødelæggende, o.s.v., o.s.v.

Under læsningen får man undertiden indtryk af — men det kan naturligvis være helt forkert - at man sidder og dechiffrerer et

nødsignal i et mærkeligt kodesprog. Der drages sommetider slutninger, der synes bevidst urimelige. F. eks. er Symphonie classique (skrevet for eksilet) en sund renselse af tonesproget, mens Stravinskijs Psalmesymfoni er et stykke kunstlet neoklassisicme -den skal vise hvor ilde det går en komponist, når han anvender et antikt eller bibelsk grundlag; det gjorde jo Prokofjew i Den fortabte søn. (Og samtidigt er Prokofjew den fortabte søn, der vender hjem til den fædrene gård).

Interessantest er skildringen af hele den førrevolutionære kultursituation. Man får indtryk af en ikke ringe åndsfrihed i det daværende Petersborg, og de mange citater fra tidens musiktidsskrifter og aviser er jo sikker dokumentation.

Situationen kender man: 1) man kan være »venstre-ekstrem« og føre en værdifuld kamp mod den stivnende tradition; 2) man kan være »venstre-ekstrem« og »bøje sig uværdigt for alt udenlandsk«; 3) man kan være »højre-traditionalist« og skabe livgivende fornyelse af traditionen; 4) man kan være »højre-traditionalist« og stivne i en overlevet tradition.

Efter revolutionen skete der ifølge Nestjew det, at det »venstre-ekstreme« (altså »modernismen«) blev reaktionär, d.v.s. »borgerlig-dekadent«, og 1932 blev »futuristiske« sammenslutninger forbudt. (I Vesteuropa ei det, som det fremgår af diverse manifester, pudsigt nok modernismen der skal b e kampe »borgerskabet«). Det, der før var »borger-ligt-traditionelt« blev nu realistisk, og med teorien om den sovjet-realistiske kunst havde komponisterne fået et »kostbart instrument i hænde«. -

En skabende kunstner vil til enhver tid være omgærdet af meninger om, hvad han skal tro og gøre; Prokofjew har kendt, hvad Nestjew i en overskrift kalder tunge tider, men han har haft det ene fornødne: talentet - det store, aldrig hvilende talent.

L. T.

ERWIN STEIN: Form and Performance, med forord af Benjamin Britten. 183 sider med nodeeks., 30 sh. - Faber and Faber, London 1962.

Det er med en vis spænding, man åbnei Erwin Steins sidste bog. Selv om han ikke hørte til de mest skrivende forfattere, slog han allerede i 1924 sit navn fast med en artikel til Schönbergs halvtredsårs-festskrift, der endnu indeholder en af de bedste analyser af Schönbergs ekspressionistiske stil, og i 1924 må have givet indtryk af et næsten profetisk klarsyn.

»Form and Performance« er da også en bemærkelsesværdig bog, der kunne være blevet et sidestykke til Schönbergs »Structural Functions of Harmony«, hvis Stein havde nået at skrive den færdig.

Den behandler de problemer, den musikalske interpret må tage stilling til, før han kan være sikker på, at hans udførelse dækker komponistens intentioner. Stein gennemgår den musikalske lyds elementer, formens elementer, struktur, musikalsk strøm (move-ment), og frasering — alt sammen ud fra et righoldigt udvalg af eksempler fra de sidste 250 års musik. Disse kapitler lægger op til to afrundende og samlende afsnit om tempo og musikalsk arkitektur, der endnu manglede, da Stein døde i 1958.

Alene af denne grund er det klart, at »Form and Performance« ikke møder med et sæt færdige meninger, der viser vej til den »rigtige« opførelsesmåde. Men bogen indeholder det, der er mere værdifuldt: En fremgangsmåde der bygger på et rigt kendskab til musikalske situationer, en sund og musisk

iagttagelsesevne, og en frihed fra musikalsk vanetænkning - både hvor det gælder de mere traditionelle områder som metrikken og

de mere moderne som strukturanalysen----

I indledningen definerer Stein form som »selve kunstværket, dets arkitektur og dets sammenhæng«. Læser man »Form and Performance« med denne definition som baggrund, vil den komme til at virke som en ansporing for læseren til selv at arbejde hen mod den opfattelse og gengivelse af form som en musikalsk syntese, der var Steins mål. I så fald har bogen bud til enhver, for hvem den musikalske opførelse hviler på mere end teknisk kunnen og øjeblikkets inspiration.

J. B.

Smukke violinbøger

Den nordiske litteratur om violinbygningen og dens mestre er yderst sparsom. Det største hidtil udkomne værk er den svenske violinist Carl Nordbergers statelige »Violinen och dess värld« (296 sider med 12 billedtavler, Stockholm 1961), som ikke tidligere har været omtalt i DM, men som fortjener opmærksomhed, ikke alene fordi den indtager en særstilling i nordisk instrumentlitteratur, men er en virkelig håndbog som introduktion til videregående studium. Nordberger har i dette værk bygget på de førende, internationalt kendte værker om violinbygningens historie og teknik, også på den nyeste tids forskninger, der har kastet lys over tidligere tvivlsomme problemer. Foruden det mere alment kendte internationale stof om de berømte violinbygningscentre og de verdenskendte mestre, land efter land, bringer bogen ret fyldige oversigter over violinbygningens og violinspillets kunstnere i de nordiske lande i et omfang, som i hvert tilfælde ikke kendes i de internationale hovedværker, og som giver Nordbergers bog en selvstændig betydning udover det, at det væsentlige internationalt betydningsfulde stof nu er tilgængeligt på et nordisk sprog.

Også i Danmark har en, omend mere speciel, bog om violinbyggere set dagens lys. Chefen for det 175 år gamle danske violin-byggerfirma Emil Hjorth & Sønner, violin-bygger Arne Hjorth, udgav i efteråret 1963 den elegante »Danish Violins«, en bog i stort kvartformat med en række stærkt sammen-trængte biografier over »the foremost of violin makers up to the year 1962«. Formuleringen er utilstrækkelig, da man savner adskillige udmærkede danske violinbyggere fra det nævnte tidsrum. En formodning om, at bogen principielt ikke har medtaget nulevende violinbyggere, kuldkastes af tilstedeværelsen af den, omend nu 81-årige S. C. Boysen Petersen, som vel endda ikke tør siges at være blandt »the foremost violin makers«, hvis man kan regne med den forbeholdne omtale af hans instrumenter. Man støder også på direkte fejl som f. eks. A. F. Hoffmanns fødselsår, der angives til 1893, men i virkeligheden var 1863, - og i en billedtekst navnet Weis stavet med to s'er. I bogens sparsomme biografiske oplysninger findes kun meget lidt, der ikke allerede kendes i de skrifter, forfatteren vedkender sig som kilder. Men til gengæld finder man 40 udsøgt trykte billedtavler med brillante fotografier af dansk byggede violiner, bratscher og celloer, alle specielt fotograferet til dette værk og billedmæssigt ganske ensartet disponeret. Man savner imidlertid oplysninger om instrumenternes dimensioner og eventuelle hjemsteder. - Som instrumentvidenskabeligt værk er denne bog derfor ikke rigtig fyldestgørende. (Arne Hjorth: »Danish Violins and their Makers«. 10 tekstsider + 40 billedtavler. Indb. i skind, kr. 100,-). S. B.

DANSK KIRKESANGS ÄRSSKRIFT 1961-62. Udg. af Samfundet Dansk Kirkesang under redaktion af Henrik Glahn og Harald Vilstrup. København.

Lidt uretfærdigt er det vel at fremhæve enkelte af bidragene i dette righoldige årsskrift på andres bekostning. Mest markant i kraft af sin polemiske karakter er vel nok Chr. Thodbergs »Lithurgi og teologi«, et skarpt opgør med grundtendensen i mange af de lithurgiske eksperimenter og forslag, man har set nu om dage. Thodberg advarer mod for stærk en dyrkelse af de æstetiske elementer i gudstjenesten, mod dyrkelsen af den kult, der kan være så beskyttet en lilleverden, befriet for evangeliets sande brod. Især går Thodberg i krig mod effektbønnen, der istf. tydelighed og bogstavelighed i udformningen præges af det Thodberg så rammende kalder den stemningsmættede tvetydighed. Konkret belyses dette med citater fra bl. a. teologisk oratoriums høj messe-forslag og radioens morgenandagter. Yderligere konkretisering får problemet i Thodbergs grundige analyse af Agnusleddets (O du Guds lam) placering i nadver-ritualet, der i de nuværende højmesseforslag er ganske misvisende, både ud fra en teologisk og lithur-gi-historisk betragtning. For musikeren har alt dette først og fremmest interesse som et betydeligt indlæg i den evigt standende strid mellem gudstjenestens teologiske indhold og dens æstetiske ramme, herunder musikken.

De øvrige indlæg spænder vidt: Jens Peter Jacobsen skriver om Mogens Pedersøn, den danske renæssance-mester, og Harald Vilstrup giver en kritisk (tør man nok sige) gennemgang af Hejselbjerg Paulsens disputats om den sønderjydske kirkesang 1717-1740. Med speciel interesse læser man Søren Sørensens artikel om Monteverdi, hvis geni jo var så stærkt underkendt af Laub, at han aldrig, som det f. eks. er sket med Schütz, er rigtig slået igennem herhjemme. I lyset af de sidste årtiers Monteverdi-forskning søger Søren Sørensen at revidere opfattelsen af Monteverdi ved en oversigtsmæssig gennemgang af hans kirkelige produktion som vi finder den i de tre senere samlinger fra hhv. 1611, 1641 og 1650. Måtte denne artikel blive fulgt op også i vor historiske opførelsespraksis. Thi Monteverdi var en genial og farverig komponist — en af alle tiders største. Poul N.

Problems of Moderm Music, ed. by P. H. Lang. -W. W. Norton, New York.

Udgave i bogform af et særhæfte af Musical Quarterly, april I960, med artikler omkring »The Princeton Seminar in Advanced Musical Studies«.

The Modem Composer and His World, ed. by John Backwith & Udo Kasemets. - University of Toronto Press. 1962.

Referat af et internationalt komponistmøde afholdt i Stratford, Canada, i august I960, incl. gengivelse af forberedte indlæg. Mange synspunkter er repræsenteret, dog ikke alle. Fra Danmark deltog Vagn Holmboe.

J. M.

Årgang 39/1964, nr. 02