Musikalier

MUSIKALIER

BRECHT . DESSAU: Lieder und Gesänge. -(Henschelverlag, Berlin, 1963).

I »Darmstädter Beiträge zur Neuen Musik 1960« skriver Hans Ulrich Engelmann i en artikel om Kurt Weill, at »for den, som i den aktuelle kompositionstekniske standard tror at have fundet noget endegyldigt red-dende, må det give anledning til eftertanke, at Weills musik i sin tid blev opfattet lige så selvfølgeligt up to date som i dag den radikale musik«. Wienerskolen regnedes for overlevet romantik i tyverne hvor den »nye saglighed« til gengæld var selve Kolumbus' æg. Historien slår jo nogle forvirrende sving, og som bekendt blev netop denne wienerskole

efter 1945 udgangspunkt for det radikale musikopbrud, mens den nye saglighed længe har været folt helt forældet. Imidlertid har Weills musik jo fået en renaissance på det seneste og studeres, som artiklen viser, langt ind i avantgardens lejr. - Det er svære tider for puristerne, det være sig en troende på enten de diatoniske eller de pulveriserede intervaller, morgendagen dementerer uafladelig deres dogmer.

Og nu Dessau og den nyligt afdøde Eisler, disse østtyskere der næsten aldrig spilles i vesten, - vil ikke også tidspunktet komme, hvor de en kort overgang dyrkes for derefter at indtage deres retmæssige position i århundredets musik? Det tror jeg, selv om deres forenklede rytmer og let fordrejede dia-tonik personligt ligger mig fjern som forbindtlig stilnorm; for man må være meget lukket, menneskeligt og æstetisk, for ikke at rystes af den indædte, men ironisk beherskede harme i en Dessaus »Deutsches Miserere«. Også andre Dessau-sange i det med fotografier rigt udstyrede sangbind er af indisputabel helstöbthed, f. eks. den mærkeligt surrealistiske »kampsang« fra 1936 »Obacht, gebt Obacht, dort ist ein Mann, der versinkt«, eller den muntre vennesang til Brecht, hvor sangeren ledsager sig selv med fonetiske stavelser.

I modsætning til den janus-hovede Eisler, Schönbergeleven, falder Dessaus musik ikke i to væsensmodsatte udtryksarter, en »appel-lerende« diatonisk og en intim kromatisk ekspressiv. Og i modsætning til Weill fra Hollywood-tiden er hans enkelhed aldrig forfaldet til kommerciel banalitet. Dessaus stil er altid den samme; selv om han kan anvende den dodekafone konstruktionsmåde, er udtrykket altid af en streng, kubistisk intensitet i den nye sagligheds idiom. Når intensiteten svigter, som det synes mig i »Lukul-lus«-sangene eller »Deutschland 52«, synker kvaliteten dog straks ned på niveau med en orff'sk primitivisme med ustandselige ostina-to'er og kirketonale vendinger.

Men lad en komponist blive bedømt på sit bedste: oratoriet »Deutsches Miserere« er et besættende og originalt værk om Hitler-tidens vanvid, bidende i sin sarkasme, som ved billedet af 4 invaliderede børn (opførelsen ledsages af lysbilleder fra krigen) »Wir sind's die ihr besiegt habt. Triumphiert!«, eller med mørk harme som til billedet af den gamle kone midt i ruinerne i sit hjem:

»Such nicht mehr, Frau, du wirst sie nicht

mehr finden.

Das Schicksal aber, Frau, beschuldige nicht! Die dunklen Mächte, Frau, die dich da

schinden, sie haben Name, Anschriet und Gesicht.«

- »Deutsches Miserere« skal hermed anbefales til radioens opmærksomhed. - Lad os høre i hvert fald ét værk af den østtyske musik før vi udtaler vor afvisende dom over den. P. N.

KJELL ROIKJER: Koncert for xylofon og orkester, op. 34, klaverudtog. — Skandinavisk Musikforlag.

FLEMMING WEIS: Concertino for orgel - Samfundet til udgivelse af dansk musik. 3. serie nr. 146 - 1961.

HERM. D. KOPPEL: Concertino no. 2 for strygeorkester, opus 66. - Samfundet til udgivelse af dansk musik. 3. serie, nr. 151.

HERM. D. KOPPEL: Capriccio pour finte et piano, opus 73. — Alphonse Leduc, Paris.

VAGN HOLMBOE: Qitartetto medico for flojte, obo, klarinet og klaver, opus 70. — Wilh. Hansen.

NIELS VIGGO BENTZON: Strygekvartet nr. 6, opus 124. - Wilh. Hansen.

AXEL BORUP-JØRGENSEN: Musik for slagfoj + bratsch, opus 18. - Samfundet til udgivelse af dansk musik. 3. serie nr. 150.

PER NØRGÅRD: Skitser for klaver. - Wilh. Hansen.

BERNHARD LEWKOVITCH: // cántico delle créature per otto cantori. — Wilh. Hansen.

Noget af det første man hefter sig ved, når man blader en sådan bunke noder igennem, er det rent ydre: hvordan tager disse partiturer sig ud typografisk og udstyrsmæssigt? I dette tilfælde tilskyndes man så meget mere til at beskæftige sig en smule med den side af sagen som et af de pågældende værker, Koppels Capriccio, ikke har set dagens lys via en af de for dansk musik sædvanlige kanaler, men er udkommet på et fransk forlag, Alphonse Leduc. Og al ære og respekt for f. eks. de wilhelmhansenske noder, der er både nydelige og tydelige - elegante som de franske, er de ikke.

Når det gælder nodetryk, typografi og omslag (men ikke papirkvalitet) kommer Koppels Capriccio altså ind som en sikker nr. 1. Vi ser her et øjeblik bort fra Lewkovitch' »II cántico delle créature«, hvor helt særlige omstændigheder gør sig gældende. Men også Weis' orgelconcertino, udgivet af Samfundet, hævder sig fint: et nydeligt omslag og et smukt nodebillede, dog er desværre typografien (titler, tempobetegnelser m. v.) ikke præget af samme sikre smag. - Ved fremstillingen af disse to værker er der anvendt nodestik, mens alle de øvrige er fremstillet ved hjælp af nodetegning, og her er vi selvfølgelig ved en af hemmelighederne, når det gælder smukke noder: nodestikket er i æstetisk henseende enhver anden teknik klart overlegen. Men nodestikket er en dyr teknik, vil man vel sige fra forlagsside, og hellere udgive mange og måske ikke så pæne noder, end få og smukke. Dette argument er ikke til at skyde igennem, men også andre ting end selve nodetrykket spiller ind, når det drejer sig om at gøre musikalier indbydende; herom senere. Først et par ord om endnu to af bemeldte udgivelser.

Borup-Jørgensens Musik for slagtøj + bratsch foreligger som en faksimile af originalmanuskriptet, en fremgangsmåde, der i mange tilfælde kan anvendes med stor fordel, navnlig når komponisten som her er i besiddelse af en både tydelig og karakteristisk nodeskrift og samtidig en skrift, der i usædvanlig grad korresponderer med det musikalske sprog. - I Lewkovitch' Cántico består notationen næsten udelukkende i et typografisk arrangement af teksten; de sædvanlige nodetegn er sparsomt anvendt og kun som rytmiske angivelser. Værket fremtræder trykt med røde og sorte typer på svært gråt papir. Det er en usædvanlig smuk publikation, som forlaget (W. H.) åbenbart har kælet for, og som det i høj grad fortjener ros for.

Nu kan man selvfølgelig sige, at den æstetiske side af sagen er temmelig ligegyldig; det vigtigste er jo trods alt madens smag, ikke dens udseende. Og dog, det skærper som bekendt appetitten, når maden ser godt ud, og på samme måde er der næppe tvivl om, at partiturernes udseende spiller en ikke helt ringe rolle for dirigenter, radiofolk o.s.v. -alle de, der skal sørge for værkernes vej fra nodereoler til -pulte. Bl. a. af den grund er det ikke uden vigtighed, at forlagene (også Samfundet) skænker sagen opmærksomhed. Og kan man måske ikke vende tilbage til nodestikteknikken, kan man i hvert fald ofre så meget desto større omhu på typografi og omslag. (Er Wilhelm Hansens lyseblå omslag med de fem mørkeblå streger og den klodsede typografi mon ikke snart modent til helt at blive skiftet ud?) Lad lay-out folk, eller hvad sådan nogle hedder, med kunstnerisk sans tage sig af sagen. Eller ligefrem kunstnere; hvad med at lade f. eks. Palle Nielsen tegne et omslag? Tænk på, hvad der ofres på bogomslag. Det er dyrt, men rent bortset fra at alting jo ikke skal måles i penge, så skal det såmænd nok i det lange løb betale sig.

Musikalsk betragtet giver ovenstående værker, selv om der ifølge sagens natur ikke er tale om noget i egentlig forstand repræsentativt udvalg, et ganske interessant billede af dansk musik omkring I960. Et nuanceret billede, må man sige. Vi finder her forskellige aspekter af de strømninger, som betegner den mest umiddelbare videreførelse af 30'er-nes og 40'ernes danske tradition og desuden et par eksempler på den nyorientering, som har gjort sig gældende siden slutningen af 50'erne.

Yderst på den ene fløj står Kjell Roikjer med sin xylofon-koncert (forbløffende enhedspræget musik: harmonikken består over de længste stræk af parallelt førte treklange og melodikken af pentatone- figurer) og på den anden Lewkovitch med sin »Cántico delle créature« (1962/63), et til trods for sin relative enkelhed i virkeligheden yderligtgående eksperiment med de vokale udtryksmidler. For undertegnede at se, må dette stykke næsten naturnødvendigt stå som et engangsfænomen (hvilket ikke rører ved det faktum, at det er et værk af stor skønhed); en fortsættelse af den linje, som Lewkovitch' to seneste vokalværker betegner, er vanskelig at forestille sig. Il Cántico slutter (og begynder også) i den absolutte tavshed: teksten mediteres til en ende af de udførende, som komponisten udtrykker det; spændende bliver det at se, hvordan han igen finder vej ud af dette intet.

Værkerne af Weis, Koppel, Holmboe og Bentzon repræsenterer allesammen, skønt meget forskellige, de mere moderate strømninger. Mest klassicistiske i præget er vel nok Weis' orgelconcertino og Koppels concertino nr. 2 for strygere. Det førstnævnte er et velskrevet værk, som imidlertid stort set holder sig inden for de tilvante orgelmæssige mønstre. Og mere syrnet melodisk og harmonisk end Koppels strygerconcertino forekommer hans Capriccio for fløjte og klaver, hvor man finder om ikke dodekafone så i hvert fald stærkt kromatiske islæt. - Holmboes lille Quartetto medico (tilegnet en læge og med spøgefulde, medicinske karakterbetegnelser) er en ægte Holmboe sat ned i mindre format; et stykke, som er overordentlig velegnet for dygtige amatører. - Det er en nydelse at gennemblade de første satser af

Bentzons 6. kvartet: pennen er ført af en ægte komponist, for hvem tingene udvikler sig som af sig selv i en stadig organisk strøm; lidt skuffende forekommer til gengæld finalen med dens gennemførte ottende-delspuls (en satsteknik, som Bartók i kvartet-mæssig sammenhæng har udforsket til bunds allerede i 1916, i sin 2. kvartet).

Borup-Jørgensens Musik for slagtøj + bratsch fra 1955/56 er et fint eksempel på denne komponists søgen sig frem ad andre veje end de af den på daværende tidspunkt så at sige eneherskende tradition anviste. -Endelig er der Nørgårds miniatureskitser for klaver fra 1959. De er baseret på en ukompliceret rækketeknik og er i det hele taget så simple og så sparsomme på instrumental udfoldelse, at de måske ligefrem vil forekomme en og anden tyndbenede. Men prøv at spille dem med nøje overholdelse af både pedaltegn og dynamiske angivelser, og hør, hvor megen poesi disse enkle tonesammenstillinger alligevel rummer.

BEETHOVEN: Missa Solemnis, op. 123. Edition Eulenburg no. 951.

Udgaven er besørget af Willy Hess og knytter sig til denne forskers tidligere kritiske og kommenterende behandling af Breitkopf og Hartéis »Gesamtausgabe« af Beethovens værker. Hovedsynspunktet i denne revision er, at B. og H.-udgaven ved først og fremmest at benytte urteksten overser, at Beethoven under afskrift- og trykningsprocessen foretog talrige rettelser og ændringer. Hess sammenholder urteksten med to senere versioner: en af Beethoven selv revideret afskrift samt originaludgaven fra Schott (1827). Revisionen er i særlig grad rettet mod notationen af orgelstemmen samt visse vokale passager (»Pleni šunt coeli« og »Osanna in excelsis« samt »Et incarnatus«), der her er angivet for solostemmer og ikke kor. G.D.-H.

• Foreningerne

Dansk Komponist-Forening

Kontor: Hverdage kl. 10-13 (lørdag lukket). Kronprinsessegade 26, sidehuset, 1. sal, Kbhvn. K. Telf. PAlæ 5405. - Postgirokonto 3252.

Dansk Tonekunstner-Forening

Kontor og sekretariat: Hverdage kl. 10-16. Sekretær og juridisk konsulent: Lrs. Steffen Heer in g, Rådhusstræde l, København K. Telf. Central 2270 og PAlæ 7576.