Debat efter DMs østtyske særnummer

Debat
efter DMs østtyske særnummer

Forrige nummer af Dansk Musiktidsskrift, der behandlede østtysk musik, afstedkom adskillige dagblad-kommentarer. Således resulterede det i ikke mindre end fire kronikker i Københavner-pressen, tre i »Berlingske Tidende« og en i »Land og Folk«.

I »Berlingske Tidende« var udgangspunktet specielt Ernst Hermann Meyers artikel »Tradition og fornyelse«. I kronikken den 4. april med titlen »Bag muren« paralleli-serer bladets kritiker Poul Nielsen Meyers argumentation imod den vestlige verdens musikalske avantgarde med argumentationen hos konservative kredse i Danmark. Han skriver bl. a.:

»Artiklen er interessant, fordi Meyers argumentation så slående minder om den, man ustandselig, både fra mere konservative kritikere og de murrende læser-brevsskribenter også her i vesten oplever mod det, som vi kalder moderne kunst. Hvis man da iøvrigt kan kalde det argumentation. Thi Meyer ligner sine vestlige meningsfæller også derved, at hans kritik ikke virkelig er funderet på indtrængende værkanalyse. Hvilket har til følge, at den er vanskelig at tage alvorligt«.

Poul Nielsen kommer senere i kronikken ind på Meyers forkastelse af den nye vestlige musik på grund af dens tendens til »at udbrede angstfølelse og lamme menneskets kraft og virketrang«:

»Må megen ny kunst ikke netop ses som heroiske forsøg på at se det absurde i øjnene, at finde en modus vivendi med ang-

sten, at gestalte videre i intetheden, uden kunstigt at ville fornægte det, som man må acceptere. Mange af de mest autentiske moderne værker (og det er jo dem, man må regne med, ikke de sekundavarer, som mange anti-avantgardister så letkøbt baserer deres argumentation på), vidner om en etisk vilje til udtryk, om meddelelse på trods. Er det underligt, at den kan antage sære former? Næppe-og det er i hvert fald ikke rigtigt, når Meyer påstår, at den vestlige kunstner blot »stirrer på farerne som små kaniner på klapperslangen«. Gjorde han det ville han enten være helt stum af skræk eller fjumre forvirret rundt som en fluxus-mand.«

I forbindelse med Meyers påvisning af det »komplicerede« og »ufolkelige« i vestens musik, skriver Poul Nielsen:

»Pierre Boulez har udtalt ordene: il faut accepter la complexité (man må acceptere kompleksiteten). De citeres ofte og med rette i forbindelse med den kompleksitet, der kendetegner Boulez musik. Men det er en misforståelse at tro, at denne musik blot skal afspejle den nutidige tilværelses kompleksitet. Der er ikke tale om noget så primitivt som en udvidet naturalisme, der har til hensigt at gøre os endnu mere komplekse inde i hovederne, end vi er i forvejen. Men kompleksiteten, det flertydige er en »leve- og tænkeform«, der er pånødet os allesammen, også kunstneren. Vi må som han se den i øjnene og gå den i møde, inddrage den i vore gestalt-ningsforsøg«.

Den 10. april svarer kritikeren Jürgen Balzer sin kollega i et åbent kronik-brev med titlen »Foran muren«. Det fremgår klart, at Balzer har følt sig direkte ramt af Poul Nielsens bemærkning om »mere konservative kritikere«. Han refererer således til visse værker af Boulez og skriver derefter:

»Jeg er ikke i tvivl om, at min fordømmelse af ligende værker af dansk oprindelse har medvirket til, i Deres øjne, at placere mig blandt de af Dem angrebne konservative kritikere. Til gengæld har den nok skaffet mig en vis good-will hos de musikelskere, der gerne lukkede (radio og øren) op for det ukendte, men som efterhånden i depressiv fortvivlelse har givet op over for kompleksitetens belastning.«

Balzers grundsynspunkt på musikkens funktion er, at den »for det store flertal af forbrugere er fritidsbeskæftigelse«. Den skal »skabe harmoni i en forvirret selvmodsigende tilværelse, dette først og fremmest ved at sætte det under erhvervsarbejdet fortrængte emotionelle element i funktion«. Han taler om, at kunsten kan virke som »åndelig terapi« og fortsætter:

»Men hvad er det egentlig, der skal behandles for?

For de sygdomme, et menneske i det moderne samfund så let pådrager sig. Dette samfund er etableret af politikere, der ganske utvivlsomt er uhyre velmenende, men også meget uvidende ... Resultatet er en udbredt utilfredshed med en tilværelse, der er fuldt af meningsløse »lykke«-krav. Med påfølgende »stress«! Her kunne kunsten hjælpe med til at skabe balance. Men forudsætningen for, at den moderne kunst kan være med til at opfylde denne mission (og det er den, de voksne kunstelskere tilkender den), er, at den har et indhold af noget emotionelt befordrende, noget almenmenneskeligt. Det komplekse, det skønhedsfornægtende og det absurde har ingen mulighed for at opfylde denne mission.«

Den 20. april imødegår Jan Maegaard Balzers synspunkt i kronikken »Der var engang-«. Om kunstens mulighed for at fungere som »åndelig terapi« skriver han:

»Det lyder smukt. Men er det et krav som man overhovedet kan stille til kunst? Man må gøre sig klart, om kravet er et forbrugeranliggende eller et kunstnerisk anliggende, og konstatere, at det er et forbrugeranliggende. Som sådant må det ligge under for den almindelige lov om tilbud og efterspørgsel. Jürgen Balzer har sikkert ret i, at der er en efterspørgsel efter »terapeutisk musik«; dog må det erkendes, at denne efterspørgsel hovedsagelig bliver dækket af den musik, som mere eller mindre tvangfrit kan karakteriseres som pop. Det er et forretningsmæssigt anliggende, og varen bliver som flertallet af købere vil have den. Det mere eksklusive behov for en musik, der både er terapi for trætte nerver og af kunstnerisk kvalitet, er vist ret ringe her i Vest-

europa. I Østeuropa er det stort, fordi det er et statsmonopoliseret behov. Der vil man netop have en musik, der i hovedsagen svarer til det, Jürgen Balzer efterlyser; og man får den, fordi man med politiske midler er i stand til at fremkalde den.« Maegaards kronik slutter:

»Til slut et ord om skønheden. Kravet om skønhed er et forbrugerkrav, ikke et kunstnerisk. Allerede i 1911 skrev Arnold Schönberg i sin harmonilære: »Skønheden findes først i det øjeblik, de uproduktive begynder at savne den ... For kunstneren kommer den som al anden opfyldelse i anden række; thi for kunstneren er længslen tilstrækkelig. Men de middelmådige vil besidde skønheden. Dog gives den til kunstneren, uden at han har villet den, for han har jo kun stræbt efter sandfærdighed.« - Den ny musik, som har lært meget af Schønberg, søger ikke skønheden, men får den somme tider foræret.«

Endelig »Land og Folk«s kronik den 9-maj, skrevet af Walter Zacharias under titlen »et initiativ til debat fra Dansk Musiktidsskrift«. Zacharias yder DM den særlige æresbevisning, at erklære det modent til indrullering i de hemmelige kartoteker efter at det nu »har skudt hul i den antikommunistiske mur omkring DDR«. løvrigt bringer kronikken en grundig gennemgang af det østtyske nummers enkelte artikler og kommenterer undervejs.

• Foreningerne

Dansk Komponist-Forening

Kontor: Hverdage kl. 10-13 (lørdag lukket). Kronprinsessegade 26, sidehuset, 1. sal, Kbhvn. K. Telf. PAlæ 5405. - Postgirokonto 3252.

Dansk Tonekunstner-Forening

Kontor og sekretariat: Hverdage kl. 10-16. Sekretær og juridisk konsulent: Lrs. Steffen Heerin^, Rådhusstræde l, København K. Telf. Central 227C og PAlæ 7576.

Det unge Tonekunstnerselskab

Kontor: Hverdage kl. 11-13 (lørdag lukket). Hammerensgade 3, 4. sal, Kbhvn. K. Tlf. B Yen 726. Postgirokonto 3474. Formand: Lavard Friisholm. Telf. 8901 01.