Enquete: ISCM - til hvad?

Af
| Årgang 39 (1964) nr. 04 - side 105-109

ENQUETE:

ISCM - til hvad?

De årlige ISCM-festers tilrettelægning og betydning har gennem de senere år været genstand for en vis skepsis. Har institutionen overlevet sig selv? Er programvalget det rigtige ud fra de kriterier, statutterne opstiller?

For at få belyst nogle væsentlige problemer i denne forbindelse har vi sendt to spørgsmål til en række komponister i udlandet. Det første af mere rummelig art:

Mener De, at ISCM-festerne har Uge så stor betydning for den nutidige musik, som de tidligere har haft? Eller j ind er De måske, at deres betydning er blevet overtaget a] andre festspil for ny musik?

Det andet drejer sig om et problem af mere speciel, aktuel karakter:

Ingen ISCM-fester har hidtil præsenteret værker, der har karakter af instrumentalteater eller happenings. Anser De dette for rimeligt?

Vi bringer her fire svar. Af de øvrige adspurgte har György Ligeti meddelt, at han som statsløs ikke er og ikke kan blive medlem af ISCM, og at han derfor ikke er kompetent til at bedømme festivalernes program-

grammer. For nylig tilsluttede det sig komponistforeningen. Dette betyder, at modsætningen mellem Schönberg og Stravinskij ikke længere eksisterer. Det er i det mindste, hvad det synes at betyde her i »Amerika«. I almindelighed tenderer festivals mod at understrege kunstneres iboende glubskhed. Resultatet er, at enhver ønsker sin musik spillet. Der gives ikke alene for mange koncerter, men musikken får heller ikke tilstrækkelig indstudering. Forholdene forandrer sig. Mange mennesker skaber musik overalt -bortset fra organisationer og festivals -, helliger sig musikken og opfører den. Hvad jeg siger, er ikke helt sandt: der er organisationer, men de synes ikke at være internationale, men lokale, f. eks. Once i Ann Arbor, Michigan og Sogetsu i Tokyo og San Francisco Tape Music Center i Californien. Hvis jeg skal bedømme Darmstadt efter dets netop averterede 1964-program, hvad skal jeg så sige til det? Ned med Akademiet? Lad en smule rødt blod løbe gennem jeres årer? Eller skal jeg simpelt hen sætte mig til mit daglige arbejde?

2. Nej, jeg mener ikke, det er rimeligt. Når ordet contemporary er indbefattet i ens navn (ISCM) burde man gøre et forsøg på at være tro mod musikkens aktuelle scene. »Ears alone are not a being: music is an oversimplification of what it is: music is one part of theatre«. Dette er et galt citat fra mine 45' for a speaker. Men det giver mit syn på sagen.

John Cage.

HENRI ROUSSEUR, Belgien

1. To be or not to be, that is the question.

2. Happenus ad libidum.

Henri Pousseur.

JOHN CAGE, U.S.A.

1. Jeg anser ikke disse ting for enten væsentlige eller uvæsentlige. Jeg prøver at se hvert enkelt tilfælde som det er. ISCM forekommer mig ikke at være det samme i Europa som i De Forenede Stater. Sidste gang jeg var til en ISCM-fest var i 1949 i Palermo. Jeg hørte Schönbergs »Pierrot Lunaire«. Marya Freund sang. Alle var dybt bevæget. Her har ISCM aldrig budt på et program, som fristede mig til at komme. I lange perioder har det overhovedet ikke budt på pro-

MAURICIO KAGEL, Tyskland

1. ISCM-festspillene er sandsynligvis ikke så vigtige i dag som for 30 år siden, eftersom festspillene for ny musik i dag står under store konjunkturers tegn. Under alle omstændigheder mener jeg, at sådanne foranstaltninger ikke til stadighed kan opvise det samme niveau, fordi dette for det første afhænger af værkernes musikalske kvalitet, og dernæst af de midler, der står til rådighed ved hver enkelt lejlighed og som sikrer kvaliteten af stykkernes fortolkning. Som vi alle ved forefindes hverken udmærkede værker eller glimrende midler hver gang — og enhver festival med moderne musik kan derfor ikke garanteres lige stor vigtighed.

2. Når ISCM-festspillene ikke tager instrumentalteater-stykker eller de såkaldte »happenings« på programmerne, tror jeg, det er fordi komponisterne, der skriver værker i denne genre, slet ikke forelægger deres produktion for den internationale jury. Det drejer sig med andre ord om et eksempel på perfekt fordom fra autorernes side. Det vil imidlertid være naivt at tro, at denne fordom skulle være umotiveret. Men juryen dannes hvert år af nye medlemmer, og det skulle derfor ikke undre mig, om en af de følgende ISCM-fester af hemmelighedsfulde, musikpolitiske årsager gik hen og forvandledes til en regelret happening.

Mauricio Kagel.

MICHAEL von BIEL, Tyskland

1. Jeg tror ikke, at ISCM-f esterne hvert år er lige vigtige for den aktuelle musikalske verden. Man møder næppe nogensinde en vigtig førsteopførelse af et værk af en vital, men etableret komponist. Sådanne opførelser finder sædvanligvis sted i Westdeutscher Rundfunk i Köln eller i Darmstadt, som mærkelig nok er nervecentrene i den virkelig nye musik. Man hører heller ikke større værker af yngre komponister med særpræg spillet ved disse festivals. ISCM-festerne havde oprindelig til formål at informere om og opmuntre det nye. Ved ISCM-festerne møder man også knap nok de instrumentalister, som andre steder - takket være deres særlige dygtighed og erfaring på den nye musiks område-yder mesterlige præstationer. Jeg tror, der er to hovedgrunde til disse fejl. For det første: manglende fond. (Hvis man ønsker en festival, må det være det første, man tager hensyn til). For det andet: Den internationale jury skulle ikke sammensættes af kritikere og musikologer. Disse er med ganske få undtagelser ikke orienteret om ny musik i almindelighed. Dette kunne konstateres ved den dilettantiske festival i London 1962. Jeg tror, at den internationale jury altid burde sammensættes af de førende, etablerede komponister, som har professionel indsigt i de kompositioner, der bliver forelagt dem til bedømmelse. Jeg tror, at de lokale juryer i hvert land må anses for ganske kompetente, men festivalen får trods alt sit endelige ansigt af den internationale jury.

Jeg tror heller ikke, at et medlem af jury-

en, der tilhører festivalens værtsland, burde sidde i den internationale jury det pågældende år. Hvis man gør det, får man festivals som i England, hvor manuskripterne, der blev sendt ind fra hele Europa, hobede sig i dynger-og fra disse dynger valgte man 75 % engelsk musik. ISCM-festen i 1962 gik endda så vidt som til at spille Purcell (17. århundrede). Jeg kender ikke Deres program, men hvis De i Deres festival har 75 % skandinavisk musik, er De gal på den! Ved Darmstadt-festspillene er der aldrig mere end 20 % tysk musik. Dette lyder meget hårdt, men jeg tror, man kunne gøre meget med ISCM-festerne, hvis man øvede mere udvælgelse, indsigt og ansvarlighed.

2. Happenings og instrumental-teater er skabt af folk, som ikke ved det, som man må vide, hvis man skal være kunstner. Hvis dette derfor er anti-kunst, eksisterer det ikke, eftersom kunst ikke har nogen modsætning! Spil ikke den slags ved festivalen, det er ikke vigtigt. Disse fænomener er negative biprodukter af en ny bevidsthed, der er på vej i musikken. Alt, hvad der er sandt, er vanskeligt at finde vej til og kræver stor tålmodighed og kærlighed. Happenings er for lette. Men ufarlige.

Der findes ingen musikalske værker, der »tenderer mod instrumental-teater eller happenings«, som De udtrykker det. Enten er de det, eller også er de det ikke, de kan ikke »tendere«. Dette illustrerer igen den oven for nævnte mangel på erfaring og dømmekraft, når det gælder at forstå den aktuelle musik.

Jeg håber ikke man fornærmes over mine »to the point«-svar. Svarene er vigtige for

mig- Michael von Biel.

ENQUETE:

ISCM - For What?

Through recent years the organization and importance of the ISCM-festivals have been subject to a good deal of scepticism. Has this institution outlived itself? Does the choice of works follow the criterions of the régulations?

In order to illuminate some important problems in this connection we have sent two questions to some foreign composers.

First question:

Do y ou t hink that the ISCM-festivals åre as important in contemporary music as they have been before? Or do you maybe find that theh importance has been taken over by other festivals for contemporary music?

Second question:

NO l SCM-~festivals have so far performed ivorks tending towards »instrumental-theatre« or happenings. Do you consider that all-right?

We here give four answers in their original languages. Among the other composers we have asked, György Ligeti has answered that as he cannot become a member of the ISCM due to his lack of citizenship in any state he considers himself incompétent in judging the programmes of the festival.

JOHN CAGE, U.S.A.

1. I do not think of things as important or lacking in importance. I try to see each thing as it is. The ISCM in Europe does not seem to me to be the same thing as the ISCM in the United States. The last time I went to an ISCM Festival was in 1949 in Palermo. I heard Schoenberg's Pierrot Lunaire. Marya Freund sang. Everyone was deeply moved. The ISCM here has nevìr offered a program which tempted me to attend. It has through long periods offered no programs at all. Recently it joined the League of Composers. This probably means that the opposition between Schoenberg and Stravinsky no longer exists. At last that´s what it seems to mean here in »America«. Festivals in general tend to emphasize the piggishness inhérent in artists. The result is that each one wants his music played. There are not only too many concerts given, but not enough rehearsal is given to the music. Things are changing. Many people every-where, apart from organizations and festivals, are making music, devoting themselves to it, and then giving performances o f it. What I say is not entirely true: there are organizations, but they don't seem to be international, but local, e. g. Once in Ann Arbor, Michigan and Sogetsu in Tokyo, and the San Francisco Tape Music Center in California. If I am to judge Darmstadt by its recent 1964 program announcement, what am I to say? Down with the Academy? Let a little red blood run through your veins? Oø shall I simply go about my daily works?

2. No, I do not consider it all right. When the word contemporary is included in one's

name (ISCM) some attempt to be faithful to the actual musical scene should be made. ""Ears alone are not a being: music is an oversimplification of what it is: Music is one part of théâtre"". That is a misquote from my 45' for a Speaker. But it gives my vie w.

John Cage.

HENRI ROUSSEUR, Belgique

1. To be or not to be, that is the question.

2. Happenus ad libidum.

Henri Pousseur.

MAURICIO KAGEL, Deutschland

1. Die ISCM-Festivals sind wahrscheinlich heute nicht mehr so wichtig wie vor 30 Jahren, weil die Festspiele neuer Musik heute unter dem Zeichen einer grossen Konjunktur stehen. Allerdings bin ich der Meinung, dass solche Veranstaltungen nie ein gleichbleibendes Niveau aufweisen können, weil dieses erstens von der musikalischen Qualität der Werke abhängt und zweitens von den jeweils zur Verfügung stehenden Mitteln, welche die Güte der Interpretation der Musikstücke sichern. Wie wir alle wissen, können weder ausgezeichnete Werke noch grosszügige Mittel jedes Mal vorhanden sein, sodass die Wichtigkeit jedes Festivals moderner Musik nicht allgemein garantiert werden kann.

2. Ich glaube, dass die ISCM-Festivals keine Stücke des instrumentalen Theaters sowie die sogenannten »happenings« in ihre Programme aufnehmen, weil die Komponisten von Werken dieses Genre ihre Produktionen der internationalen Jury gar nicht erst einreichen. Es handelt sich also um ein Beispiel perfekten Vorurteils seitens der Autoren. Wiederum wäre es naiv zu glauben, dass dieses Vorurteil unmotiviert sein könnte. Aber die Jury wird jedes Jahr durch andere Mitglieder gebildet, und es würde mich nicht wundern, wenn aus geheimnisvollen musikpolitischen Gründen eines der nächsten ISCM-Festspiele sich in ein regelrechtes happening verwandeln würde.

Mauricio Kagel.

MICHAEL von BIEL, Deutschland

1. I do not think that the ISCM Festivals every year are important in the world of new music today. Hardly ever does one find an important first performance of a work from a vital, but established composer. These take place usually at the WDR in Cologne or in Darmstadt which are strangely enough the mainsprings of in-tensely new music. Also one does not find longer works by younger composers of character played at these festivals. The ISCM Festivals used to be given just for the very purpose to inform and encourage the new. Hardly ever does one find those instrumentalists at the ISCM Festivals, who elsewhere, through their spécial skill and expérience in the field of new music give masterful performances. I think there are 2 main reasons for these failures. 1. Lack of funds (if one wants a music festival this should be the first considération). 2. The international jury should not be composed of critics and musicologists. These with the exception of a very few are not informed about new music in general. This could be seen in the dilettant-like festival in London 1962. I think the international jury should always be made up of the leading established composers who are important for their vital music and their ideas, and who have a professional insight into compositions presented fór their judgement. I think the local juries fór every country are probably quite capable, but the festival gets its final face after all from the international jury.

Also I think that a member of the jury who has the nationality of the host-country of the festival should not be in the international jury of that year. If he is we get festivals like in England, where the manu-scripts sent in from all over Europe where piled in great heaps, and from thèse heaps 75% of english music was selected. The ISCM Festival of 1962 even went so far as to per f orm Purcell (17th Century). I do not know your program but if in your festival you have 75 % scandinavian music you have failed! In the Darmstadt festivals there is never more than 20 % german music.

This sounds very hard, but I think you could do much with your ISCM festivals if you exercised a little more sélection, insight and responsibility.

2. Happenings and instrumental théâtre are products of people who do not know that which must be known if one is to be

an artist. If this is therefore ""anti-art"" it does not exist, since art has no opposite! Do not perform these in your festival, they åre not important. They are negative side effects of a new conciousness which will come into music. All that is true is difficult to find and needs great patience and love. Happenings are too easy! But not dangerous.

There are no musical works ""rending"" as you say ""towards instrumental theatre or happenings"". They are or they are not, but not ''tending"". This again illustrâtes the above mentioned lack of expérience and judgement in understanding the music of today.

I hope you are not offended by my ""to the point"" answering. It has been important to me answering.

Michael von Biel.