Fragment af en samtale

Af
| Årgang 39 (1964) nr. 04 - side 97-99

Jens W. Pedersen

Fragment af en samtale

To danske værker opføres ved ISCM-fest en: PER NØRGÅRDS »Fragment VI« og GUNNAR BERGS »Pour violon et piano«. De to komponister interviewes i det følgende, Per Nørgård af JENS WILHELM PEDERSEN og Gunnar Berg af ROBERT NAUR. Jens Wilhelm Pedersen, der i den forløbne sæson har bidraget i DM med »Nyt fra konservatoriet i København«, er kompositions elev af Per Nørgård og gjorde sig for nylig bemærket med orkesterværket »Fire landskaber«, der blev uropført under den nordiske konservatoriefest i København.

I 1959 repræsenterede du Danmark på verdensmusikfesten i Rom med "Konstellationer" for 12 strygere. Fik dette nogen betydning for din videre udvikling og for din indstilling til dansk musikliv?

Ja: min sikkerhed på hvad god musik var erstattedes af en usikkerhed, som jeg har bevaret siden, som jeg værner om og hvis ophør for mig ville være symptom på åndelig søvn eller død. Min tidligere sikkerhed sikrede mig bl.a.en veritabel horisontforsnævring og beskyttede mig således i mine pariserår mod at opfatte noget som helst positivt ved Boulez' Domaine musical - koncerter i Salle Gaveau. Jeg blev mig dog en trussel bevidst mod min nordiske rugekasse, en trussel der blev påtrængende ved svenskernes illoyale udbrud. Min trang til konsekvens måtte derfor i de år-o. 1956-reagere ved beslutsomt forsvar mod dette angreb på vort nordiske sinds univers: jeg svarede med kravet om lukning af grænserne, - ikke ulig Foster Dulles' fastfrysningspolitik på samme tid.

Den trojanske hest i forsvaret var imidlertid mig selv; ved lydhørhed overfor udviklingen i min produktion fandt jeg en stadig intensiveret tendens til gennemstrukturering af stoffet, en tendens der i »Konstellationer« brød ud i en ret gennemført »tonal serialisme«. Da også rytmik og register var inddraget i denne proces ville kun en absolut for-stokkethed have formået at forhindre mig i at indse, at det jo nøjagtigt var disse bestræbelser der udgjorde kærnen i Darmstadt-gruppens bestræbelser. Forfølgelsen af dette mål måtte nødvendigvis sprænge alt hvad der for mig stod som afklarethed, »nytonalitet« og harmonisk satsbillede.

Musikfesten i 1959 bekræftede mig da kun i den krise jeg allerede forinden var kastet ud i, og arbejdet videre bragte en - næppe nogensinde af sluttet - kulegravning af alle de psyko-tekniske implikationer ved det gennemorganiserede musikværk. Som en paradoksal følge af denne rationaliseringsproces kan jeg nævne indførelsen af improvisation, åben, »optisk« notation og andre frihedsområder, som også indgår i Fragment VI. En nærmere beskrivelse af dette tilhører analysen, - iøvrigt er grunden til, at jeg overhovedet afgiver denne udviklingsbekendelse en fornemmelse af, at de beskrevne erfaringer er beslægtede med mange unge danskeres i de senere år, - nemlig følelsen af, at de kendte milieuer mister sin indre sammenhæng og den autenticitet de tidligere har besiddet. Denne sarvig'ske tanke tror jeg også gælder for musiken. Det er kun beklageligt og farligt, at så mange »professionelle« i musiken ikke gør sig denne udvikling klar. Således synes den tidligere vågne Balzer helt at mangle organ for forståelsen af det nybrud der sker overalt omkring.

Er Fragment VI del af en værkrække, forstået som et samlet værk? Og hvorfor titlen fragment?

Det er netop ikke en værkrække, men en række fragmenter. Kort efter »Konstellationerne« opgav jeg opustællingen, i tvivl om selve begrebet »værket's« sandhed i dag. Ganske vist vil der nok vise sig at være »værker« blandt mine senere års arbejder, f. eks. nocturnerne. Der er utvivlsomt masser af umiddelbar traditionel følemåde i mig, og jeg vedstår mig den fuldt ud, jeg udtrykker de skabende impulser der trænger sig på; men at føre dobbelt bogholderi over værker og fragmenter orker jeg ikke. Netop dette har været befriende hos Darmstadt og Cage: at de gjorde, hvad de havde lyst til, uden forhåndscensur på resultaternes »lødighed«. Momentet af Marx-brothers i den nye musik er mig overordentligt kært. Kun ved absolut fravær af selvhøjtidelighed har vi idag mulighed for at udvikle den smidighed i midlerne der kan honorere udtrykskravene. Anvendelsen af Kalle fra Uddevalle i min opera er ligeså væsentlig som de komplicerede strukturer. At skulle komponere til Det kgl., til kommunens parkteater og til Lindevangsskolen er lige store udfordringer. Der er ikke noget finere end andet. Musiklivets gængse lødighedsbegreb er idag en skal om en tør raslende kærne. En Hansgeorg Lenz' sentimentale dyrkelse af det eksklusive og det fuldkomne er ikke mindre stagneret end popbranchens klichéer. Ingen af dem befordrer.

Du har i »værker« som »Jorgos«, »Megamord« eller »Dommen« vist engagement i tidens sociale og politiske aspekter. ..

Vi er alle engagerede, sagen er kun at gøre sig det klart, ellers er man uvægerligt på det herskendes side og bliver manipuleret. For mig er det uforståeligt at man kan være æstetisk »progressiv« men socialt ubevidst, altså reaktionær. Det er mangel på konsekvens. Hvis kunstneren ikke fornemmer fænomenernes sammenhæng trods al deres inkommensurabitet vil han ende i æstetisk potteplantedyrkning. Denne harmløshed truer mange.

Føler du dig isoleret som komponist?

Nej.

Føler du at du som komponist lever t en skabende eller eksperimenterende tid? Ja