Gunnar Berg - trodskunstneren

Af
| DMT Årgang 39 (1964) nr. 04 - side 99-103

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Robert Naur

Gunnar Berg
- trodskunstneren

GUNNAR BERG er i år for første gang repræsenteret med et værk ved ISCM festivalen, »Pour violon et piano«.
Han er født 1909 af danske forældre i St. Gallen og voksede op dels i Danmark, dels i Schweiz. Blandt hans tidlige lærere kan nævnes Knud Jeppesen (kontrapunkt) og Herman D. Koppel (klaver), og fra 1948-50 studerede han hos Arthur Honegger i Paris. Blandt hans orkesterværker kan nævnes »El triptico gallego«, konciperet i Spanien i 1957 og opført bl. a. i Sveriges Radios »Nutida Musik«, febr. 1963, »Spoon River« fra 1959, hvortil kommer en række vokal-og kammermusikværker.

Det er meget nær tyve år siden. Den årlige skolekomedie var under forberedelse: Schillers »Wilhelm Tell«. Hvordan det gik til, aner jeg ikke, men en dag stod Gunnar Berg dér med et forslag om at skrive noget musik til opførelsen. Man kunne af gode grunde ikke binde an med Rossinis.

Et skoleorkester blev rigget sammen -drenge, der kun nødig bevægede sig ud over første position, en tolv-femten stykker har vi vel været, og jeg udgjorde en cellogruppe blæst på tenorsaxofon. Gunnar Berg, der med sine 36 år var en tre gange så gammel som de yngste deltagere, stod i lys lue. Partitursiderne fløj fra ham, og der blev skrevet stemmer ud til sene nattetimer. Om eftermiddagen hersede han med et orkester, som havde svært nok ved fire i takten, når der lige havde været tre, og om aftenen med et kor på fem drenge, som han havde skrevet en koral til.

Til denne dag husker jeg ham hængende et sted oppe i sufitterne i et heroisk forsøg på at få de fem mellemskoledrenge til at klare sig igennem en pebret fem-stemmig sats. Den ville ikke hænge sammen. Drengene gjorde deres bedste, de stillede deres serafiske stemmer fuldt og helt i kunstens tjeneste, men hvad nyttede det - halvanden takt, og stemmevævet gik i hårdknude som en tønderknipling. Jeg husker hans sorg, da han måtte give sig over for teatrets ubønhørlige krav om at måtte holde premiere-datoen. Den fem-stemmige koral endte som enstemmig - the show went on - og Gunnar Berg står for mig som den første i en række af besatte, som det er faldet i min lod at kende, og som stræber for at få menneskeheden til at høre noget, den ikke kan høre, ikke i dag i al fald.

Nogle år senere, i slutningen af 1940'rne, forsvandt Gunnar Berg ud af det danske billede. Stort indtryk havde han ikke gjort. En kompositionsaften i DUT fik nærmest prædikatet aparte, og da han var oppe i tyverne, før han for alvor gav sig til at studere klaver, var han ikke den, der ved tangenterne kunne hjælpe sin egen musik på vej.

I et ti-år var der stille om denne ejendommelige mand, der syntes jo stærkere i sit kald som komponist jo hårdere kunsten viste ham af. Han var i Paris, og når ingen hørte noget, kan det skyldes, at han simpelthen ikke havde den franc, som skulle på brevkortet.

- Jeg har sultet, jeg har stået uden tag over hovedet og kunne have lagt mig ned under Seine-broerne som de andre vagabonder. Jeg gjorde det ikke, skæbnefællesskab har vi, kunstneren og vagabonden, men vi må hver sin vej.

Opholdet var dog ikke uden lyse øjeblikke. I 1952 giftede han sig med Beatrice Berg, en overordentlig begavet pianist, som har fulgt hans rute siden og spillet hans klaverværker med yderste loyalitet. Og han blev modtaget som elev hos den store Arthur Honegger.

— I denne periode fik min klaversonate fra 1947 en opførelse, og man sagde, at den var præget af Honegger, skønt den var komponeret længe inden jeg traf ham. Egentlig var jeg færdig med ham, inden han tog mig som elev, og det andet værk, jeg viste ham, mishagede ham stærkt. Han var på en måde aldeles umulig som lærer, og jeg forstod ham på dette punkt - jeg selv ville være ganske lige sådan. Men han stimulerede mig med sin kritik og sin varme interesse. Han åbnede mange døre for mig i det parisiske musikliv, og jeg er ham meget taknemmelig.

Da Gunnar Berg vendte tilbage til Danmark i 1957, var en musikalsk klimaændring i fuld gang. De unge vendte sig mod den behændige neoklassik, som havde præget en del af den hjemlige musik gennem så mange år, og der stod pludselig en mand af den ældre generation med nøjagtig samme problemer i sin kunst. Noget, som kunne ligne et miljø tegnede sig for første gang omkring den ensomme Berg.

De senere år har vist en mærkbart stigende kurve i opførelserne af Gunnar Bergs musik. Radio-symfonikerne har spillet flere af hans orkesterværker, Lavard Friisholm har taget sig af andre, hans kammermusik er blevet rørt, og DUT slog et slag for ham ved at bringe et helt Gunnar Berg program til Stockholm, hvor hans musik vakte stærk interesse.

- Mine værker bliver brugt, men min situation er nogenlunde den samme. Det første år, efter at jeg kom hjem, tjente jeg 3000 kr. Sidste år tjente jeg 6000 - det bliver det samme den almindelige værdiforringelse taget i betragtning.

I den senere tid har Berg skrevet på et orkesterværk. Han taler nødig om ting under tilblivelse - det hele kunne jo gå hen og ikke blive til noget. Det er sket før. Jeg forstod, at han komponerer efter den form for seriel organisation, som han er nået frem til. Men en anden faktor synes at have været virksom, når det denne gang er et orkesterstykke.

— Vi har jo levet som en slags nomader, fortæller han. - Vi har rejst en del på de danske højskoler og spillet og talt om ny musik, og vi har mødt både forståelse og gæstfrihed. Men jeg har aldrig kunnet arbejde med mere udstrakte værker under denne livsform. Så mødte vi Åge Damgård fra Herning. Han hørte Beatrice spille et af »Gafkys« stykkerne og skønt billedkunsten interesserer ham mest, blev han meget spontant optaget af min musik. Der er noget usædvanligt i den mands forhold til kunst, og der er noget usædvanligt i den hjælp, han yder mange kunstnere. Det er for ham et moralsk spørgsmål, tror jeg. Han tilbød os et tomt hus i Baldersbrønde og et lån på to gange 6000 kr. De faldt på et tidspunkt, da vi var meget nær ved at bryde sammen af sygdom og elendighed. Men da vi sad i huset, sikret tag over hovedet for et års tid, tog mit orkesterværk form.

Gunnar Berg anvender ret hyppigt begrebet »at gå på akkord«. For de unge, som forsøger at skrive musikalske værker sammen under uafladelig distraktion af undervisningspligter, foreningsarbejde, musikjournalistik og halvdagsarbejder af enhver art, står Gunnar Berg som den, der med den bitre nød som pant forfægter sin ret til at være heldags-komponist. Han nærer en dyb, instinktiv modvilje mod alle komponister til alle tider, som har været i stand til at udfylde mere end den ene funktion at komponere.

Dette, kan man sige, noget hårdt trukne syn på den gamle historie om kunstner og samfund har naturligvis rødder i Gunnar Bergs eget naturel. Han er ikke af dem, der komponerer på et nemme, det raske håndelag er ham nægtet, han har ingen facilitet. Hvad han skriver er skabt af en udtrykstrang, som er så stærk, at den har fejet tilværelsens mest knæsatte civile momenter ud af hans liv gennem en lang, lang årrække. Det er muligt at andre kan overkomme flere ting, det er muligt at nogle kunne få hjælp ved disse halvdagsarbejder, man efter sigende søger efter til at aflægge skabende musikere (når man nu så panisk viger tilbage fra det eneste reelle: at betale dem for det, de kan: komponere). Gunnar Berg kan under de yderste anspændelser få skrevet sine partiturer, andet kan han ikke. Han er »tabt for kateter og skranke«, for han er ikke kun upraktisk i de fleste livsforhold, han er snarere antipraktisk.

-Denne tid er en tortur, siger han. Jeg føler det selv sådan, og jeg er ikke den eneste. Man taler om denne støtte til komponisterne. Der diskuteres frem og tilbage, gives gode råd. Aner man, hvor overhængende det er. Man bruger min musik, man betaler mig fra offentlige institutioner et honorar, som er latterligt i forhold til, hvad det alene koster at fremstille et brugeligt nodemateriale. Og man forventer, at der stadig komponeres musik i Danmark.

Meget musik er sprudlet fra de indlysende begavelser, fra genierne til de gode talenter. Anden musik er skabt i vild trods-på trods af materialets genstridighed, på trods af omverdenens modvilje, imod sygdommens, sultens, utryghedens brod. Sådan en musik er Gunnar Bergs, og den synes i disse år at kommunikere alene i kraft af sine omstændigheder. Har vi brug for en sådan trodskunst? De unge siger ja. De officielle vender ryggen til - som Richard Strauss om denne bittert kæmpende Pfitzner: når han nu har så svært ved det, hvorfor gør han så ikke noget andet?

Og her sidder så Gunnar Berg, mærkelig uændret af årene, ung i sit had mod dette træge samfund, som nok vil bruge ham, men ikke holde liv i ham, usvækket i sin vilje til kunst.

Årgang 39/1964, nr. 04