I.S.C.M. og D. U.T.

Af
| Årgang 39 (1964) nr. 04 - side 91-93


Flemming Weis

I.S.C.M. og D.U.T.

FLEMMING WEIS sad i arene 1926-56 som medlem af bestyrelsen ï DUT, de sidste fire år som formand. Han har i denne lange periode fulgt ISCM-festerne på nært hold. Her vurderer han den betydning DUT s medlemskab af ISCM indtil nu har haft for dansk musik.

De mange kodebogstaver i overskriften betyder for de første fires vedkommende »International Society for Comtemporary Music«, - en institution, der kom til verden i Salzburg i 1922. De tre sidste skulle det vel næsten være overflødigt at forklare, - for hvem kender ikke Det unge Tonekunstnerselskabs pseudonym?

Formålet med dannelsen af I.S.C.M. var at skabe kontakt og dermed gensidig interesse landene imellem for hinandens musikalske produktion for så, ved afholdelse af en årligt tilbagevendende musikfest at præsentere de værker, der efter en fem-mands jurys skøn måtte anses for karakteristiske for tidens nyeste strømninger og for deres ophavsmænds kompositoriske profil. Danmark tilsluttede sig året efter, hvorved den i 1921 startede forening »Ny Musik« fik funktion som I.S.C.M.'s herværende afdeling. Pudsigt nok havde Danmark altså et års forspring i forsøget på ved dannelse af en organisation at give orientering om de nyeste frembringelser på musikkens område.

Selv om tilslutningen herfra vel i første række var betinget af ønsket om at give I.S.C.M.-tanken sin støtte gennem medlemsskab, har man givetvis også næret det stille håb en dag at se et dansk værk placeret på et af de internationale musikfesters programmer. Man var jo optimist og troede fuldt og fast på de hjemlige produkters slagkraft udadtil.

I de første år blev det dog kun til at væbne sig med tålmodighed, men I.S.C.M-tilknytningen fik alligevel sin store betydning for musiklivet,- i hvert fald for inderkredsen. De københavnske koncertsale var på det tidspunkt så temmelig som ødemarker at betragte hvad angår kendskab til tidens nye tendenser. Ved »Ny Musik«s koncerter blev der skabt et forum hvor mange af udlandets senere store og største navne for første gang blev præsenteret for en ganske vist ikke alt for talstærk men til gengæld så meget mere interesseret menighed, der sluttede op om sin egen tid. Men hvad vigtigere var, - også den unge danske komponistgeneration fik ved »Ny Musik«s koncerter opførelsesmuligheder, som næppe var levnet den andetsteds. Der var jo ikke noget der hed radio dengang. Og desuden blev der, ved på disse koncerter at være placeret i selskab med udenlandske navne skabt en for den tid enestående mulighed for et sammenligningsgrundlag, der, stilistisk såvel som kompositionsteknisk, var af uvurderlig betydning. På denne måde, i afventen og lytten, foløb tiden indtil 1927, der blev et historisk år, hvor danske toner for første gang fandt vej til en international musikfest. Det håb, som »Ny Musik« havde levet i siden sin tilslutning til I.S.C.M., blev til virkelighed den første juli dette år, da Wilhelm Furtwängler i Frankfurt a. M. stod som dirigent for Carl Nielsens femte symfoni. Ved samme lejlighed opførtes også Jørgen Bentzons sonatine for fløjte, klarinet og fagot, og det blev således mesteren og hans højt begavede elev, der i fællesskab kom til at slå en breche i den negligerende holdning, hvormed hidtil ethvert forsøg på at vinde indpas ved disse musikfester var blevet mødt.

For helt at kunne vurdere situationen skal det dog også nævnes, at »Ny Musik« dette år havde Rudolph Simonsen siddende som sin repræsentant i den internationale jury, og han var en mand, der gik hårdt og stærkt ind for det, han troede på!

Begyndelsen var gjort, men selv om der nok var en og anden blandt de udenlandske tilhørere, der havde fået øjnene op for, at der her var værdier at hente, kneb det alligevel med at holde det vundne terrain, og i årene fremover indtil krigens udbrud i 1939 lykkedes det kun to gange at få danske værker placeret ved de internationale stævner.

I mellemtiden var der herhjemme sket det, at »Ny Musik« og det i 1920 oprettede »Unge Tonekunstneres Selskab« i 1930 var blevet slået sammen til én forening, der kom til at hedde »Det unge Tonekunstnerselskab«, og som siden da har været videreført som dansk I.S.C.M.-sektion med de forpligtelser og rettigheder, som denne egenskab fører med sig. Man har indsendt sit antal af værker til den årlige bedømmelse, har ladet sig repræsentere ved de internationale møder og har også ved en enkelt lejlighed (London 1937) været at finde blandt juryens fem medlemmer. Alligevel lykkedes det altså i dette tidsrum 1930-39 kun to gange at komme med. I.S.C.M-medlemsskabets væsentligste aktiv var derfor stort set stadig begrænset til den udefra kommende orientering.

Efter krigens afslutning blev på engelsk initiativ de internationale musikfester taget op igen. London indledte i juni 1946. Ingen af de fra dansk side indsendte værker var blevet accepteret, så det så jo ikke så lovende ud. Skulle de små nationer nu igen klemmes op i et hjørne og holdes hen med en beskeden plads i ny og næ? Det var just ikke med store forventninger, man så fremtiden imøde, men det lykkedes imidlertid under forhandlingerne i London, hvor musikfesten helt stod i hjertelighedens og den gensidige velviljes tegn, at få det følgende års musikfest henlagt til København, og ved denne lejlighed skete der en afgørende ændring både i udlandets stilling til dansk musik overhovedet og ikke mindst i Danmarks placering indenfor det internationale samarbejde i I.S.C.M. I rækken af musikfester fra 1947 og frem til 1963 er der kun to tomme pladser, nemlig i 1957 og 1962, hvor dansk musik ikke har fået lejlighed til at løfte sin stemme. Ved de øvrige fjorten har ialt ni danske komponister været repræsenteret med tilsammen tyve værker, og når nu D.u.T. i 1964 igen står som arrangør af årets verdensmustkfest, som den efterhånden er kommet til at hedde, kan der yderligere lægges to til. Situationen har ændret sig særdeles mærkbart.

Der var en periode omkring midten af 50'erne, hvor det fra forskellig side blev hævdet, at I.S.C.M. havde overlevet sig selv. Dets mission var endt, eftersom det behov, der i sin tid gav stødet til dets oprettelse, ikke længere var til stede. Det var udlignet gennem de mange opførelses- og aflytnings-muligheder, som radiofoniernes vækst efterhånden havde at byde på. Noget var der måske nok om snakken. At radiofonierne i høj grad har været med til at ændre kårene for den nutidige musik, vil vel næppe nogen bestride. Alligevel har I.S.C.M. stadig sin store betydning og ville, med sin årlige samlede repræsentation af værker fra 15 til 20 forskellige nationer, efterlade sig et mærkbart tomrum, dersom virksomheden blev nedlagt. Netop ved denne koncentrerende manifestation, der omfatter de mest forskelligartede musikalske udtryksformer, er der for den enkelte komponist - ganske uanset, om han selv er blandt de repræsenterede eller ej - lejlighed til at gøre erfaringer, modtage impulser og drage sammenligninger i et omfang, som det næppe ville være muligt andetsteds. Og for en D.u.T.-repræsentant, der sidder med næste sæsons koncertprogrammer i tankerne, vil der altid være stof at hente ved at overvære en I.S.C.M.-fest. Skal der nævnes et eksempel, - et af dem, hvor man sad dernede og sagde til sig selv: død og pine, det værk må vi have frem derhjemme, -ja, lad det så være gjort med Messiaen's »Quatour pour la fin du temps« for violin, klarinet, violoncel og klaver, der tillige med Bartok's concerto for orkester - som man iøvrigt også sagde »død og pine« til-hjemførtes fra London i 1946. Den efterfølgende danske opførelse bragte vistnok Messiaen's navn frem for første gang herhjemme.

I denne forbindelse melder sig så spørgsmålet, hvordan det er gået de danske værker, der i årenes løb har fundet vej til I.S.C.M's koncerter, - hvad har det, udover den øjeblikkelige prestige, betydet for den enkelte komponist at få et værk placeret på et I.S.C.M.-program? Et detailleret opsporingsarbejde af de forskellige værkers videre skæbne i direkte relation til en I.S.C.M. - opførelse lader sig givetvis ikke gennemføre. Men går man helt tilbage til 1927, er det dog værd at nævne, at Furtwängler genopførte Carl Nielsens femte ved en Gewandhauskoncert i Leipzig kort efter Frankfurt-opførelsen. Det var dog altid noget - navnlig i årene dengang.

For alle de øvrige værkers vedkommende kan man vist summarisk sige så meget, at dersom et værk ikke allerede forelå i tryk, fandt det ved accept hos I.S.C.M. hurtigt vej til en forlægger og fik derigennem mulighed for videre udbredelse. For adskilliges vedkommende kan det utvivlsomt også siges, at en I.S.C.M.-opførelse har haft andre i sit kølvand, og under alle omstændigheder har samtlige danske repræsentationer på I.S.C. M.s programmer været medvirkende til at stimulere andre landes interesse for de nyeste frembringelser i dansk tonekunst. Adskillige af de yngre navne er ad denne vej kommet i internationalt projektørlys. Jo, samarbejdet med I.S.C.M. har gjort sin gavn.

Danske værker opført på tidligere ISCM-fester:

1927 i Frankfurt: Jørgen Bentzon, Sonatine for fløjte, klarinet og fagot og Carl Nielsen, 5. symfoni.
1934 i Firenze: Riisagers klaversonate.
1938 i London: Jørgen Bentzon, Racconto nr. l for fløjte, saxofon, fagot og contrabas. Riisager, Koncert for trompet og strygeorkester. Frans Syberg, Kvintet for fløjte, klarinet, violin, viola og cello.
1939 i Warszawa: Genopførelse af Riisagers Koncert for trompet og strygeorkester (på grund af mislykket opførelse året før).
1947 i København: Niels Viggo Bentzon, Partita for klaver. Vagn Holmboe, Symfoni nr. 5. Herman D, Koppel, Sekstet for blæsere og klaver.
1948 i Amsterdam: Finn Høffding, Blæserkvintet.
1949 i Palermo: Riisager, Quarrtsiluni (som ballet).
1950 i Bruxelles: Niels Viggo Bentzon, Koncert for tre flygler og kammerorkester.
1951 i Frankfurt (Johan Bentzon i juryen): Herman D. Koppel, Davidssalmer for blandet kor og orkester og Holmboe, Strygekvartet nr. 1.
1952 i Salzburg: Riisager, Sinfonia serena for strygeorkester og pauker.
1953 i Oslo: Niels Viggo Bentzon, Var. piccoli for orkester og Holmboe, Strygekvartet nr. 3.
1954 i Haifa: Bernhard Lewkovitch, Tre salmi for blandet kor à cappella.
1955 i Baden-Baden: Holmboe, Symfoni nr.7 og Jan Maegaard, Trio for blæsere.
1956 i Stockholm: Niels Viggo Bentzon, Triplekoncert for obo, klannet, fagot og
orkester.
1958 i Strasbourg: Flemming Weis, Fantasia seria for strygekvartet.
1959 i Rom: Per Nørgård, Konstellationer for strygeorkester.
1960 i Köln: Lewkovitch, Cantata sacra for blandet kor og instrumenter.
1963 i Amsterdam (Jan Maegaard i juryen): Holmboe, Kvartet nr. 6 og Lewkovitch, Improperia for blandet kor à cappella.