Litteratur

Af
| Årgang 39 (1964) nr. 04 - side 137-140

LITTERATUR

GEORGE PERLE: Serial Composition and Atonality. 154 s. med musikeks. - University of California Press, Berkeley and Los Angeles, 1963.

Formålet med bogen ligger i dens undertitel »an introduction to the music of Schoenberg, Berg, and Webern«, og det formål kan roligt siges at være opfyldt - for Schönbergs vedkommende endda på glimrende måde.

George Perle forener en komponists virksomhed med en musikvidenskabsmands. Og selv om denne kombination ofte er ulykkelig for den ene af delene, må den siges at være god, når det drejer sig om Í litterær form at give en indførelse i et stof, der som wiener-skolen langt fra er ukendt, men som for mange ofte er et mere overfladisk bekendtskab, end dets konsekvenser skulle lade formode.

Fremgangsmåden har været den: først at give en kortfattet redegørelse for emnets grundbegreber (atonalitet, dodekafoni etc.) for derefter i en række systematisk opbyggede kapitler at eksemplificere nogle af de kompositoriske muligheder og problemer, der er typiske for den atonale sats. Den systematiske inddeling af stoffet falder i afsnittene: fri atonalitet, ikke-dodekafon seriel komposition, rækkens motiviske funktioner, samtidighed, og rækkens strukturelle funktioner. Disse 5 kapitler er gennemillustreret med ca. 150 - ofte særdeles fyldige - nodeeksempler hentet fra bl. a. Schönberg, Berg, Webern, Scriabin, Stravinskij og Krenek, der er gjort til genstand for en rimelig og instruktiv analyse, der vidner om såvel en fin iagttagelsesevne som en musisk indstilling hos forfatteren.

Det ligger i sagens natur, at ikke alle afsnit i denne bog er af samme interesse og kvalitet. I kapitlet om »ikke-dodekafon seriel komposition«, der indeholder analyser af De-

bussy, Scriabin, Roslavetz, Schönberg, Bartók og Stravinskij, så man f. eks. gerne Messias trukket ind i billedet - evt. på bekostning at andre, hvis serielle bestræbelser har mere historisk interesse.

Kapitlet om samtidighed tiltrækker sig på forhånd interesse, da dette felt ofte forsømmes bitterligt. Desværre hæmmes George Perle her af ønsket om at fremstille sin landsmand Milton Babbitt som Schönbergs arvtager, hvilket giver afsnittet en vis slagside set med europæiske øjne. - Værre er det dog, at vejen fra Babbitt går over George Perles, sagen ret uvedkommende, teorier om et tolvtonalt modal-system til et komplet overflødigt afsnit om antallet af mulige akkorder (incl. pauser).

Trods disse svagheder er bogen imidlertid anbefalelsesværdig. Uden at bringe egentlig nye argumenter i marken sammenfatter den væsentlige træk ved wienerskolen i en fremstilling, der sætter musikken i forgrunden og lader teorien være forbindende tekst.

J. B.

KARL H. WÖRNER: Karlheinz Stockhamen, Werk und Wollen. (Kontrapunkte, Schriften zur deutschen Musik der Gegenwart, bd. 6, 144 sider. -P. J. Tonger Musikverlag, Rodenkirchen/Rhein, 1963, DM 12,-).

Mon ikke forestillingen om den nyeste musiks ekstreme utilgængelighed på en vis måde er forkert? Det er i hvert fald en erfaring, man kan gøre, når man prøver på at indføre musikalske lægfolk i visse af de nyeste fænomener, at disse ofte accepteres mere umiddelbart end man ville have troet (karakteristisk er det jo, at Penderecki eller Castiglioni i reglen forstås lettere end f. eks. Schönberg og Webern). En stor rolle spiller det, at mange nye kompositioners raffinerede instrumentbehandling og umiddelbare klangreiz uden videre tiltaler den lytter, der kommer uden de mest naive fordomme om, hvad musik er. Om det så er udtryk for adækvat forståelse af denne musik er så en anden sag. Men man må sikkert sige, at det ikke er udtryk for en større misforståelse, end når Schubert-lytteren for 117. gang piller melodierne ud af Den ufuldendte som ruinerne af en kage. I øvrigt er det vel ikke noget tilfælde, at det meget ofte er musikalske lægfolk, der er mest åbne. Den professionelle kritiker vil netop i kraft af sin musikalske skoling ofte være langt mere hildet i traditionelle fordomme: det er sværere for ham i sin holdning over for musik at skille umiddelbarhed fra, hvad han véd om musik.

Dette siges ikke blot fordi det er et af de problemer Wörner kommer ind på i denne bog om Stockhausen (den første monografi om denne komponist, og sjette bind i Tonger-forlågets serie »Kontrapunkte« om moderne tysk musik) - men også for at understrege, at bogen ikke her anbefales som et nyttigt værktøj for den der vil forstå lidt af hvad der er foregået i den nyeste musik, blot fordi denne musik »kun kan forstås ved hjælp af recept«. Det kan vel også være til gavn for Bach-elskeren at fordybe sig i bøger, der fortæller lidt om, hvordan en fuga er skruet sammen.

Wörners bog må givetvis betragtes under den synsvinkel. Den er ikke noget Sesam luk dig op for den, der står helt fremmed for Stockhausen. Men den giver mange nyttige oplysninger, også selv om den ikke i bredeste forstand kan betegnes som populær. Alt er jo relativt, og det er virkelig velgørende for en gangs skyld at læse en publikation, der giver sig i kast med centrale problemer inden for den avancerede musik uden at være skrevet i det anstrengte, ofte bevidst

tilspidsede kryptiske sprog, der kan præge bidragene i f. eks. Die Reihe eller Darmstädter Beiträge. Hos Wörner sker denne forståeliggørelse i øvrigt ikke på bekostning af sagligheden (således som det ekstremt var tilfældet med Golea's De sidste tyve års musik). Betryggende er det også, at den er blevet til på grundlag af mange personlige samtaler med Stockhausen selv, hvis udtalelser citeres i lange baner. Det giver det hele et autentisk præg.

I modsætning til så mange andre monografier af den art (f. eks. Kolneders Webern-bog, der kom som nr. 5 i »Kontrapunkte«), er denne totalt blottet for værkanalyser. Wörner nøjes med kort at aftrykke de programnoter, som Stockhausen selv har givet sine værker med på vejen, i kronologisk rækkefølge — for derefter at give en mere systematisk fremstilling af Stockhausens musikalske univers. Det er med til at give bogen et ret konsistent præg, og muliggør også et sikrere overblik over problemerne. I øvrigt kan man jo heller ikke nægte, at »værkanalyse« i gængs forstand i dag er blevet ret problematisk. En radikal om-orientering af selve analysens målsætning og metode synes i forbindelse med den avancerede musik bydende nødvendig, ikke mindst på grund af denne musiks tendens til æstetisk nominalisme. (Her er netop et af de punkter, hvor den nye musik så smerteligt savner en virkelig kompetent kulegravning fra musikvidenskabens side).

Det centrale kapitel i denne systematiske fremlægning er nok »Neue Formen«, hvor Wörner i knap og koncis form redegør for de grundlæggende gestaltnings-problemer, komponisten arbejder med i dag. Med udgangspunkt i »den serielle tænkemåde« (der jo er af langt videre og mere almen karakter end de kritikere tror, som stadigvæk forestiller sig at serialisme er noget med at sætte lille røde regnebog i noder) gennemgås her bl. a. punkt-felt-begreberne, gruppe-begreb, distinktionen mellem Struktur og Gestalt, statistiske og flertydige former og momentprincippet. Konstante stik-henvisninger til de Stockhausen-værker, der legemliggør disse begreber, forhindrer fremstillingen i at blive alt for abstrakt. Dertil kommer en kort biografi, kapitler om bl. a. elektrofoni, musikalsk teater, samt Stockhausens meninger om alt muligt inden for musiklivet: publikum, kritik, musikvidenskaben, forholdet til traditionen. I sidstnævnte forbindelse får man bl. a. følgende harske mundfuld: »Sonate-satsformen repræsenterer som forudvikling en ganske bestemt tidsperiode. Den er klassikens højst udviklede form, født ud af den dualistiske tænkemåde. Den, der endnu betjener sig af dette formbegreb, benytter et kadaver. Han sætter sig tilbage i en åndelig situation, som er død.«

Og videre: »Den serielle form er ensbetydende med ligeberettigelse af elementerne, formidling mellem ekstreme modsætninger. Og det er en nutidig tanke, som ikke kan tilbagekaldes: den åbne konception; opløsning af hierarkiet mellem herskende og underordnede. Den blotte kontrast mellem forskellige karakterer er ved alle momenters forbindelse med hinanden blevet overvundet. Karaktertypernes flertydighed i et kunstværk er noget typisk moderne.« Komplexitet, flertydighed er nøgleord hos Stockhausen, og ingen kan vel nægte, at han i den henseende er på linje med den nutidige udvikling inden for de andre åndsområder. Man behøver blot at pege på den moderne filosofis forsøg på at skabe en ikke-aristotelisk logik: en overvindelse af den vesterlandske, dualistiske tænkemåde.

Men naturligvis hjælper alle den slags redegørelser intet, hvis ikke man selv har oplevet Stockhausens værker i al deres mageløse fantasiudfoldelse rent musikalsk-intui-tivt. Har man det, må den til gengæld betegnes som et fortrinligt middel til at få hold på problemerne.

Sikkert kan den også fungere som håndsrækning til den nye musiks vanekritikere: her får de endelig mulighed for sådan rigtig sagligt at begrunde deres kritik i stedet for at lade den blive stående ved følelsesbetonede postulater.

Men måske de ikke tør læse den. Det kunne måske være, at de ved følgende aflytninger af Stockhausens musik blev virkelig fascinerede - og så har bogen jo virket mod hensigten.

P. N.

STOCKHOLMSSTUDION FÖR ELEKTRONISK MUSIK 1962.


Bag ovennævnte titel dækker sig en rapport om forudsætningerne for og opbygningen af det elektroniske studie i Stockholm. De heri nedfældede oplysninger er udført af komponisten Knut Wiggen, ingeniørerne og akustikerne Norman Gleiss og Tage Vestlund. Denne lille duplikerede tryksag på sine henved firs trykte sider synes mig at være af overordentlig vigtighed og værdi for folk som måtte interessere sig for emnet elektrofoni - eller ny musik i det hele taget; thi ikke alene behandles her udførligt og klart specifikke elektroakustiske problemer men også almene musikæstetiske problemer tages op til debat.

Henved halvdelen af pjecen indeholder beretninger af Knut Wiggen og Norman Gleiss om henholdsvis produktionsteknisk og æstetisk udviklingshistorie, forudsætninger for et svensk studie, værdien af at studiet er en selvejende institution med eget koncerthus for elektronisk musik, og en oversigt over teknisk udrustning og produktionsmetoder i de forskellige studier i Europa; endvidere hvorledes man tænker sig et nyt studie i Stockholm opbygget efter helt nye principper. Sidste halvdel er helliget fremstillingsmetoder og en teknisk omtale af div. elektronisk apparatur. For dette afsnit gør Tage Vestlund rede på ganske klar og overskuelig måde. Det skal dog straks bemærkes, at hans sjette afsnit der omhandler den Wiggen- Strombergska generator ikke er let læsning for ikke teknikere.

Efter rapporten at dømme har man fra begyndelsen grebet problemerne rationelt an i Stockholm, og jeg skal i en senere artikel vende tilbage til og udførligt redegøre for og drage sammenligninger imellem de omtalte elektroakustiske arbejdsprocesser der findes omtalt her og andet steds.

J. P.

JOHN HORTON: Scandinavian Music. A Short His fory. 180 s. 24 ill. - Faber & Faber, London. 36.- s.

Bortset fra leksikon-ar tikler findes der kun få muligheder for ikke-skandinaver for at sætte sig ind i de nordiske landes musikhistorie. Derfor skulle der være et behov for den foreliggende bog. Og det er betryggende at kunne konstatere, at den lille bog har bemærkelsesværdige kvaliteter.

Den tager stort set alt væsentligt med, den er nøjagtig og den er velforsynet med karakteristiske nodeeksempler i eksklusivt tryk (som hele bogen). John Horton, der er knyttet til det engelske undervisningsministerium, har et specielt forhold til Norge (han har tidligere publiceret en engelsk Grieg-biografi), men det forstyrrer ikke bogens interskandinaviske balance. De sidste 15 års musik lader han desværre urørt. Han giver en rimelig motivering i forordet, men det er immervæk bekymring værd, at udenlandske musikforfattere nu i over ti år har følt det nødvendigt at standse Nordens musikhistorie ved 1950.

løvrigt kan bogen varmt anbefales udlændinge til et grundlæggende studium af emnet.

G. D.-H .