Interregnum

Interregnum

Dansk Musiktidsskrifts redaktion måtte efter udgivelsen af det store ISCM-nummer i maj i år tage afsked med Gregers Dirckinck-Holmfeld, der har været en kolossal initiativrig igangsætter af tidsskriftets seneste 15 numre. Det præg af hektisk aktualitet, eller hvad man nu vil kalde det, han i sin korte redaktørtid fik sat på DM, gjorde bladet til et tiltrængt stridsskrift, og vi ser hans indsats som en spore for fremtidens retningslinier. -Hvordan denne fremtid ellers kommer til at forme sig, er i øjeblikket uvist. En afløser af Dirckinck-Holmfeld er muligvis i kikkerten, men inden han kan tiltræde, vil vi søge at udfylde dette interregnum på den utraditionelle måde, at det redaktionelle initiativ for hvert enkelt nummer overlades til skiftende medarbejdere, der hver for sig vil få anledning til at skabe et specialhæfte ud fra sit eget interesseområde, ganske som ved radioens udsendelser »Vært for en aften«. Ideen til dette redaktionelle eksperiment kom fra Dirckinck-Holmfeld, og med tak for hans to-årige medarbejderskab giver vi ham selv ordet her:

Tilværelsen er fuld af undere. F.eks. det, at Dansk Musiktidsskrift nu bevæger sig mod sin 40. årgang. Skønt der altid har manglet penge i kassen, skønt skiftende redaktører har måttet lime stoleben sammen og slikke frimærker, mens de redigerede - på trods af alle tænkelige hindringer, så er dette tidsskrift i live efter næsten fyrre år.

Måske er dette dog det mest bemærkelsesværdige: DM har holdt sig levende på trods af stadig ændrede opfattelser af, hvad der burde stå i spalterne. Talrige andre kulturelle tidsskrifter er i samme periode dukket op og forsvundet igen alene af den grund, at den situation, de udsprang af, pludselig ikke mere var til stede - tidsskrifter, der stod og faldt med den enkelte eller den gruppe, der havde noget på hjerte i et givet øjeblik.

DM har i årenes løb været igennem lignende ture uden at knække halsen. Redaktører og medarbejdere har med vekslende styrke forfægtet ideer, ofte på tværs af det musiksyn, som efter inertiens lov herskede på bjerget. Alligevel har tidsskriftet altid bevaret fleksibiliteten. Tolerancen har været stor nok til, at modparten kunne komme til orde, og det har været almindelig accepteret, at DM med denne vekselvirkning mellem det kontroversielle og det stabiliserende konstant registrerede den aktuelle musiksituation. Derfor har DM hidtil kunnet overleve alle kriser.

Den største fare ved fleksibiliteten er tand- og farveløshed. Om den har været undgået i de to år, undertegnede har redigeret, er det læsernes sag at afgøre. Her skal kun udtrykkes håb om, at tænderne fremover vil blive sat i væsentlige problemer, så enhver føler, at det blad, man holder i hånden er andet end en musikkens julealmanak. Nemlig et levende, nutidsbevidst tidsskrift. Gregers Dirckinck.Holmfeld