Litteratur

LITTERATUR

DEUTSCHES JAHRBUCH DER MUSIKWISSENSCHAFT, 7. arg., 1962. Leipzig, Ed. Peters, 1963.

Dette 76 sider stærke hefte, der som vanligt er udkommet under prof. Walther Vetters redaktion, er usædvanlig tyndt af indhold. 29 sider er anvendt på prof. Hermann Heyers studie over Debussys musikalske æstetik, en artikkel, der med talrige citater (alle udokumenterede!) ikke kommer ud over det for emnet grundlæggende værk, Andreas Liess: »Claude Debussy. Das Werk im Zeitbild« (1936). Heller ikke prof. Bence Szabolcsis hyldestartikkel til Zoltán Kodály (3 sider) rummer noget nyt. Af interesse for studiet af Mendelssohns udvikling er derimod dr. Karl-Heinz Höllers artikel »Das Jugendwerk Felix Mendelssohns« (18 sider), og for specialister i folkemusik har cembalistinden Eta Harich-Schneiders beskrivelse af de japanske hestedriveres sange, Saibara, formentlig interesse (10 sider med 8 nodeeksempler).

Heftets originaleste bidrag (11 sider) er prof. Wilhelm Weismanns »Der Deus ex machina in Glucks Iphigenie in Aulis«, der gennem en skarpsindig analyse gendriver kritikken mod værkets slutning, en kritik der

allerede satte ind umiddelbart efter uropførelsen i april 1774. Den foranledigede Gluck og Du Roullet til at skrive en ny slutning (januar 1775), og da også Wagner i sin bearbejdelse (1847) indfører en ny slutning, foreligger den auliske Ifigenia således med hele tre slutninger.

Weismann har nu set det som sin opgave at udforske baggrunden for og den dramaturgiske berettigelse af originalversionen, og det er lykkedes ham gennem en analyse af ypperstepræsten Kalkas figur at vise, at der i denne version er den smukkeste overensstemmelse mellem operaens begyndelse og dens slutning (hvor gudinden Diana overhovedet ikke viser sig). j ß

*

DANSK AARBOG FOR MUSIKFORSKNING 1962 under redaktion af Nils Schiørring og Søren Sørensen. Udgivet af Dansk selskab for musikforskning i samarbejde med DUT. København 1962. 115 s. kr. 25-.

Dansk aarbog for musikforskning 1962, der er udgivet af dansk Selskab for Musikforskning i samarbejde med DUT, rummer tre vægtige artikler, der belyser vidt forskellige sider af musikvidenskabens arbejdsområder. Professor Heinrich Husmann fra Göttingen bidrager med en omfattende og yderst grundig redegørelse for den liturgiske praksis i København omkring 1500 og dens relationer til de forskellige nordeuropæiske byers liturgier.

Bengt Johnsson har undersøgt det 17' århundredes musikteoretiske litteratur, der har haft betydning for det første større musikvidenskabelige arbejde på dansk, Hans Mikkelsen Ravns »Heptachordum Danicum« fra 1646. Bengt Johnssons undersøgelser levner ikke Ravns værk megen originalitet; men det er forbløffende at se, hvor væsentlig en del af samtidens litteratur, Ravn samlede sine oplysninger fra. Johnsson viser således, at Ravn ikke blot var banebrydende i Danmark for den syvende solmisationsstavelse, som Heptachordums titel hentyder til; men også var den første til at indføre Zarlinos og Lip-pius tanker om den syntoniske skala og tre-klangsbegrebet.

Mere aktuel og måske af interesse for videre kredse er Jan Maegaards »Study in the Chronology of op. 23-26 by Arnold Schönberg«. Det er resultater af et studieophold i USA, hvor Maegaard i 1958-59 opholdt sig ved Schönberg-arkivet, der her fremlægges. Det er lykkedes Maegaard at kaste lys over nogle af de vigtigste blandt Schönbergforsk-ningens dunkle punkter, og man præsenteres for et imponerende detektivarbejde, før alle forhold er belyst bedst muligt.

Værkerne op. 23-26 danner overgangen fra Schönbergs fri, atonale stil til den serielle teknik, og de har derfor naturligt stået i centrum for bestræbelserne for at klargøre, hvordan Schönberg komponerede sig frem til sin revolutionerende kompositionsmetode. Længe har det været antaget, at valsen op. 23 nr. 5 var den første dodekafone komposition; men Schönberg har aldrig omtalt den som sådan. Ved et grundigt studium af skitsebøger og mere end 50 løse manuskriptark har Maegaard fastslået kronologien af hver enkelt sats i de fire værker med så stor nøjagtighed, at det fremgår, hvordan Schönberg komponerede de »kritiske værker«, op. 23, 24 og 25 under ét mellem 1920 og 1923, mens blæserkvintetten op. 26 først blev komponeret senere.

Det er således lykkedes Maegaard at trænge et lag dybere ned i overgangsperiodens problematik, idet han viser, at der er tale om flere forskellige kompositionsmetoder, der ligger til grund for den endelige udformning af tolvtoneteknikken: Udgangspunktet er den »working with the tones of a motiv«, der udnyttes i de tidligste numre af op. 23; men derfra går to parallelle veje til den serielle teknik, dels den kendte »composing with tones«, dels en prædodekafon teknik, der arbejder med tre f ketoners strukturer, som tilsammen udgør en tolvtonerække.

Maegaard antyder kun de konklusioner, der kan drages af disse opdagelser; men man forstår, at der med denne ny indsigt i kronologien er skabt mulighed for en sammenfatning af de analytiske resultater, der måske kan opklare spørgsmålet om den serielle tekniks opståen endeligt. ieb.

STILKRITERIEN DER NEUEN MUSIK. Fünf Beiträge von Siegfried Borris, Hans Heinz Drager, Wilhelm Keller, Walther Kolneder und Fritz Winckel. - Verlag Merseburger, Berlin 1961.

I efteråret 1959 afholdt »Institut für Neue Musik und Musikerziehung Darmstadt« en kongres i Kiel under temaet »Stilkriterien der Neuen Musik«. Det er der senere kommet en lille bog ud af, det første bind i en serie, der siden er blevet fortsat med titler som »Stil-portraits der Neuen Musik«, »Der Wandel des musikalischen Hörens« og »Musikalische Leitbilder im 20. Jahrhundert«. Derimod er det ikke lykkedes at opstille kriterier for et fællesbegreb af ny musik, som kan rumme både Carl Orff og Karlheinz Stockhausen.

Dermed er ikke sagt, at kongresberetningerne er uden interesse. Fritz Winckels bidrag om »Die psychophysischen Bedingungen des Musikhörens« er således så godt, at det er til at få forstand af. Det vil formentlig stå længere end hovedparten af øvrige indlægs også mere filosofiske betragtninger over emnets historiske, æstetiske og pædagogisk-sociolo-giske aspekter. Men også Wilhelm Kellers konklusion, at den teoretiske analyse altid må korrigeres af øret, at den levende (gjorte) musik ikke må glemmes for nodebilleder og diagrammer, vil man gerne erindre.

V. J. *

EDUARD GRASS: Die Thomaner. Kommentierter Bildbericht über ihre 750jährige Geschichte 1212-1962. - Leipzig, VEB Verlag Enzyklopädie, 1962.

Selv om Thomasskolen og Thomanerkoret i Leipzig har spület en vis rolle i musikhistorien, har selve institutionens egen historie egentlig mere lokal interesse. Det samme kan derfor siges om ovenstående lille billedværk, der udkom i anledning af skolens 750 års jubilæum.

Bogen indeholder 126 billeder, der kommenteres kort i et lille teksthefte. Man får her et indtryk af udviklingen fra grundlæggelsen af en skole for tolv fattige drenge under Diderik den Betrængte til en moderne østtysk kulturinstitution. Og man får et indblik i det daglige liv ved gengivelser af timeplaner, spiseregistre, breve til byrådet, paryk-magerkonens klagebrev, da skolens elever ikke længere skulle gå med paryk, billeder af kurrendesang, sneboldkampe og lignende kulturhistorisk stof.

En del store, men ikke lige relevante navne kaster glans over bogen. Der er Schütz, som tilegnede koret en samling kormusik; Mozart, der hørte koret synge en Bach-motet; den den unge Rieh. Wagner, der i et halvt år var privatelev hos en Thomas-kantor, og Brahms, hvis andel i skolens trivsel var, at han afslog tilbudet om at blive Thomaskantor.

Men der er jo også kantorernes anselige kongerække, der tæller mange mænd af virkelig betydning for europæisk musik. Foruden J. S. Bach, som alene havde kunnet sikre skolen et blivende navn, kan man nævne Georg Rhaw, Calvisius, Schein, Kuhnau, Adam Hiller, Moritz Hauptmann og Karl

Sträube. For disse mænds skyld har bogen en vis interesse ud over det lokalt musiktopografiske. Nogen særlig nytteværdi kan man dog ikke tillægge den; dertil er afbildingerne af partitursider, breve etc. for få og små og desuden i de fleste tilfælde tilgængelige på anden måde. Bogen er et kuriosum, som det kan være ganske interessant at blade i.

V.P.

• Foreningerne

Dansk Komponist-Forening

Kontor: Hverdage kl. 10-13 (lørdag lukket). Kronprinsessegade 26, sidehuset, 1. sal, Kbhvn. K. Telf. PAlæ 5405. - Postgirokonto 3252.

Dansk Tonekunstner-Forening

Kontor og sekretariat: Hverdage kl. 10-16. Sekretær og juridisk konsulent: Lrs. Steffen Heerïn^, Rådhusstræde l, København K. Telf. Central 227C og PAlæ 7576.

Det unge Tonekunstnerselskab

Kontor: Hverdage kl. 11-13 (lørdag lukket). Hammerensgade 3, 4. sal, Kbhvn. K. Tlf. BYen 726. Postgirokonto 3474. Formand: Lavard Friis holm. Telf. 89 01 01.