Musikundervisning ved et amerikansk universitet

Birgitte Moyer

Musikundervisning ved et amerikansk universitet

BIRGITTE MOYER studerede musik ved Københavns Universitet fra 1957 til 1959 og rejste efter overstået forprøve til Californien, hvor hun læste videre på det højt estimerede Stanford University. 1962 tog Birgitte Moyer Master of Arts fra Stanford, og har uden fortsat sine musikvidenskab elige studier i København, hvor hun også har haft tid til at gøre sig gældende i det praktiske musikliv-sidst som pagen i Studenteroperaens opførelse af Figaros Bryllup.

Læreruddannelsen ved universiteterne

I slutningen af juni 1963 afholdtes der på Yale University en kongres med det formål at anbefale en revision af musikundervisningen i de amerikanske skoler. Kongressen, der bestod af otte medlemmer af The American Musicologieal Society og 23 udvalgte musikere, dirigenter, lærere o.s.v., har forberedt en rapport, der netop nu er ved at udkomme og skal sendes til 7000 lærere, skoler, universiteter o. lign.(1) Det har vist sig i de sidste par år, at lignende virksomheder i fagene matematik og fysik har forårsaget lidt af en revolution i undervisningen såvel i skolerne som i læreruddannelsen ved universiteterne. Det er ikke nok med en omlægning af undervisningsplanen; selve stoffet er udvidet og revideret, så det kan stå i rimeligt forhold til forskningens nyeste fremskridt. Der kræves på mange områder helt ny viden af læreren både i underskolen og i de højere klasser, og universiteterne må gøre en vældig indsats for at holde trit med skolernes krav om kvalificerede lærerkræfter.

Nu må man naturligvis huske på, at hvert enkelt universitet og hvert enkelt skoledistrikt stiller sine egne eksamens- og pensumkrav; der er ingen normeret standard, selv ikke inden for den enkelte stat, og amerikanerne ville meget have sig frabedt, at en sådan blev dem påtvunget. Tanken om, at regeringen i Washington (med andre ord politikerne) skulle kunne afgøre, hvad børnene skal lære eller ikke lære i skolerne, får det til at vende sig i de fleste amerikanere og giver dem alskens forestillinger om politistatsmetoder o.s.v. Det er derfor ikke så ligetil en sag at få skoler over hele landet til at indse nødvendigheden af at revidere deres pensum og mindst ligeså svært at få universiteterne til at enes om kravene til læreruddannelsen. At eksamensbeviset lyder på B.A., M.A. (henholdsvis B.S., M.S.) eller Ph.D. (»Bachelor of Arts/Science«, »Master of Arts/Science« eller »Doctor of Philosophy«) betyder i sig selv ikke ret meget, hvis man ikke samtidig får at vide, hvad universitet det stammer fra. I denne forbindelse bør det bemærkes, at B.M. og M.M. (»Bachelor of Music« og »Master of Music«) betegner konservatorie-uddannelser og ikke universitetsuddannelser, selv om visse konservatorier hører ind uncier et universitet eller college (f. eks. Oberlin). De mest ansete universiteter er vel nok Harvard, Yale og Princeton i Øststaterne, University of California og Stanford i Veststaterne; men naturligvis er der også på det enkelte universitet forskel på fakulteterne.

Inden for musikken kan man konstatere, at selv på de bedste universiteter har læreruddannelsen været overfladisk og utilstrækkelig; skolerne har hidtil hovedsagelig været interesseret i, at musiklæreren kunne undervise i så mange instrumenter som vel muligt samt dirigere et skoleorkester eller kor (helst populær eller semipopulær musik). Musikvidenskaben har, med få undtagelser - se Archibald T. Davison's artikel »Music éducation in the U.S.« i Harvard Dictionary of Music - helliget sig sin forskning i elfenbenstårnet og vendt det døve øre til. Dette er naturligvis sagen sat på spidsen, men det lader desværre til at være en almindelig tendens, selv om der naturligvis er hæderlige undtagelser. Først nu med den nye rapport ser det ud til, at problemet er blevet taget op af folk med forudsætninger for at influere universiteter og skoler over hele landet til at højne kvaliteten. Jeg tror, man kan vente sig gode resultater; tiden er moden til det, og de amerikanske skoler er ikke bange for at bryde nyt land.

Musikken som akademisk fag

Musikundervisningen er ikke nogen ny disciplin på de amerikanske universiteter; men i mange år eksisterede den som femte hjul til en vogn. Ligesom i skolerne lå vægten på selve musikopførelsen, især korsangen, som regnedes for noget nær en nødvendighed ved højtidelige og festlige lejligheder på universitetet. Så sent som i 1959 klager Paul Henry Lang:

When a college is in the market for a professor for its music department, a practicing musician is preferred to a university man. Very few of our leading colleges have thèse days a painter or sculptor as head of their fine arts department, but in music the scholar is still thé exception.(2)

Det må dog bemærkes, at ordet »college«, selv om det ikke er skarpt defineret, i reglen betyder en mindre institution, der kun undtagelsesvis beskæftiger sig med andet end »undergraduates«, d.v.s. studerende, der læser til B.A. eller B.S. (det tager normalt fire år). På universiteterne står det betydelig bedre til; men dog har musikvidenskaben haft sine vanskeligheder. De udøvende musikere, der tidligere dominerede på universiteterne, nærede en vis mistillid til de boglærde musikforskere, medens på den anden side de øvrige fakulteter ofte så ned på musikvidenskaben som en slags pseudovidenskab, der ikke kunne tages alvorligt. Først i 1932 gaves den første doktorgrad i musikvidenskab ved Cornell University (3). I 1934 grundlagdes The American Musicological Society, og siden er udviklingen gået med stærke skridt, ikke mindst takket være de europæiske musikforskere, der slog sig ned i USA: Willi Apel, Manfred Bukofzer, Alfred Einstein, Otto Gombosi, Edward Lowinsky, Leo Schrade og mange andre. Som sagerne står i øjeblikket, har man ved mange universiteter opnået en lykkelig balance mellem de udøvende og de videnskabelige grene af musikstudiet.

På de fleste universiteter kan man som »graduate student« vælge mellem flere studieretninger inden for faget musik (»graduate student« er man efter B.A. eksamen, der normalt tager fire år). På Stanford University er der for eksempel følgende retninger: Musikvidenskab, opførelsespraksis, direktion, komposition og undervisning (»music éducation«, der især lægger vægt på de pædagogiske fag). University of California i Los Angeles har, under ledelse af Mantle Hood, specialiseret sig i musikalsk etnologi, hvorimod for eksempel Mills College nord for San Francisco især tiltrækker kompositionsstuderende, der studerer hos Darius Milhaud. Mange steder sammensmeltes visse af de funktioner, der her i landet deles af universitetet og konservatoriet, og det præger naturligvis musiklivet på universitetet. Opførelser af nyere, eksperimental musik, såvel som af den meget gamle musik, i det hele taget af al musik, der ikke hører til et standard koncertrepertoire, finder man praktisk taget kun på universiteter og colleges. Som bekendt gives der jo i USA ingen statsstøtte til kunst og musik, hverken til radio, koncert eller opera; de professionelle arrangementer må derfor i den grad skele til deres »box office« (d.v.s. billethul; i denne forbindelse betyder det billetsalg), at de simpelthen ikke tør risikere at vælge programmer, der ikke med sikkerhed trækker huset fuldt. Universiteterne derimod støttes enten privat eller af den enkelte stat, og de har i reglen frie hænder til at disponere over finanserne. Deres funktion er opdragende, og de hverken skal eller vil lefle for et højt betalende koncertpublikum. Med ulønnede og begejstrede musikere (studerende, der ofte endda er forbløffende dygtige musikere) og økonomisk støtte fra universitetet til andre udgifter er det intet under, at det amerikanske universitet i sin rolle som musikkens mæcen har kunnet gøre en indsats, der ofte sammenlignes med, hvad de tidligere europæiske fyrstehoffer præsterede. Ligesom - for at nævne ét eksempel blandt mange - ved Frederik den Stores hof i Berlin samles ved visse amerikanske universiteter en skare musikvidenskabsmænd, komponister, teoretikere og udøvende musikere, der øver deres gerning til gavn og glæde for både sig selv, studenterne og hele det øvrige forholdsvis isolerede universitetssamfund.

Især virker det påfaldende, at komponisterne i så høj grad er tilknyttet universiteterne. Således underviser for eksempel Darius Milhaud hvert andet år på Mills College; Schönberg underviste som bekendt på University of Southern California i en række år (1934-1944) og Hindemith på Yale University (Connecticut) 1940-1953. På Harvard University møder man navne som Walter Piston og Aaron Copland; Krenek underviste i mange år på Vassar College og Hamline University, men bor nu i Los Angeles, hvor forøvrigt også Strawinsky og Ernst Toch har slået sig ned. På University of California i Los Angeles underviser Lukas Foss, og på Berkeley underviste Luigi Dalla-piccola en kort tid sidste år. Dette her kan nemt blive til en kedsommelig opremsning af navne; i stedet for at fortsætte med en liste over kendte musikforskere og udøvende musikere tilknyttet universiteterne vil jeg hellere illustrere samarbejdet mellem de forskellige områder med et eksempel fra det universitet, jeg kender bedst, nemlig Stanford.

I løbet af sommeren 1964 fejres 400 året for Shakespeares fødsel med en festival, der omfatter såvel skuespil som et såkaldt »Institute of Renaissance Music«. Her samarbejder musikforskeren Robert Donington og kontratenoren Alfred Deller med universitetets egne renaissancespecialister, professorerne Putnam Aldrich og George Houle. Et foreløbigt program, jeg har modtaget, nævner foruden forelæsninger og særlige foredrag to koncerter med Alfred Deller, en koncert med instrumentalmusik fra Renaissancen, et program med danse fra eliza-bethansk drama, en koncert med Adriano Banchieri's spøgefulde madrigalkomedie »Il Festino« plus opførelser af diverse gejstlige renaissanceværker i kirken. Her samarbejder altså musikforskeren med den udøvende musiker og specialisten i opførelsespraksis. Men nu de studerende selv. Hvor kommer de ind i billedet? Hvordan er deres forhold til studierne og professorerne? Og hvorledes afviger deres holdning fra danske musikstuderendes?

Musikvidenskab

Som sagt er det først som »gradúate students«, at de studerende får lejlighed til at specialisere sig og i højere grad at arbejde selvstændigt. Det er derfor denne gruppe (og i særdeleshed de af den, der beskæftiger sig med musikvidenskab), man kan lægge til grund for en sammenligning med de ældre musikstuderende ved universitetet her. Det er vel kendt, at studiet ved de amerikanske universiteter er tilrettelagt i kurser, snarere end som et frit studium. Hvert semester eller kvartal gives en karakter i hvert enkelt fag, grundet på en eksamen og/eller et »paper«, d.v.s. en selvstændig opgave inden for faget. Det endelige eksamensbevis (til M.A.) afhænger således af en række kursuskarakterer, en karakter for specialet plus - på Stanford - en karakter for en såkaldt »comprehensive examination« (to gange fire timers skriftlig eksamen, hvoraf den ene består af en lang række stikprøver i musikhistorien, den anden af to større spørgsmål i analyse og musikhistorie). Foruden disse krav, der er meget nær de samme for alle retninger inden for musikstudiet (skønt detaljerne naturligvis varierer efter studieretningen), skal alle de musikstuderende bestå en lille klaverprøve og fem såkaldte »listening repertory exams« (man identificerer fra en båndoptagelse brudstykker fra musikværker, som formodes kendt). Til Ph.D.-doktorgrad, der kun gives i musikvidenskab - kræves yderligere en række kurser og prøver samt naturligvis doktorafhandlingen. Dette strengt reglementerede kursussystem tager vel i nogen grad det selvstændige initiativ fra de studerende; men på den anden side bliver der ofte udrettet mere end ved det frie studium. En hel del af kurserne er valgfri, og hvis en enkelt studerende har særlig lyst til at beskæftige sig med et emne, der ikke dækkes af kurserne, kan han i reglen arbejde med det selv og få en kursuskarakter for sit arbejde, hvis han regelmæssigt får vejledning af en af professorerne og skriver en rapport ved semestrets slutning. Her i landet klager professorerne over, at de studerende ikke kommer til forelæsningerne; dér klager de over, at de studerende tager al deres tid; foruden forelæsningerne må de afse mange timer om ugen til personlig vejledning til studenterne.

Hvad er det så for emner, der i særlig grad interesserer de amerikanske studenter? Hvad læser de? De er umådelig interesserede i, hvad nutidens musikforskere beskæftiger sig med; de læser musikvidenskabelige tidsskrifter og periódica med en forslugenhed, der grænser til fanatisme. I forbindelse hermed - og velsagtens også under professorernes indflydelse - er der opstået en begejstring for kildestudier. Musikbiblioteket får næsten dagligt nye fotokopier af førsteudgaver og håndskrifter både af selve musikken og af ældre teoretiske værker, og de benyttes flittigt. Til gengæld nærer de studerende den største mistro til mange af de grundlæggende musikvidenskabelige værker fra det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. I ni af ti tilfælde har de ikke så meget som set værker af folk som Johannes Wolf, Guido Adler, Westphal og Tobel; af Riemann kendes i reglen kun hans musikleksikon. (Dette skyldes ikke kun manglende sprogkundskaber, da tidsskriftartiklerne tilsyneladende ikke volder vanskeligheder). De nyere oversigtsværker benyttes ivrigt, men mere som opslagsværker i forbindelse med kildestudier end egentlig som lærebøger. Disse interesser for tidsskrifter og kilder på bekostning af oversigtsværkerne, som de fleste vel nok kender, men sjældent har studeret til bunds, resulterer selvsagt i en ret specialiseret viden og ikke så godt overblik. Dette står, så vidt jeg kan se, i diametral modsætning til de danske musikstuderendes læsevaner; her læses oversigtsværkerne med megen grundighed, hvorimod de færreste følger med i tidsskrifterne eller interesserer sig for kildestudier. Sammenlignet med de amerikanske musikstuderende (musikvidenskab) har de danske studenter langt større viden om musikhistorien som helhed og langt mindre viden om specielle aspekter som for eksempel opførelsespraksis, ornamentik, notation og stilanalyse. Da skoleembedseksamen er målet for de fleste danske musikstuderende, kan man vel nok sige, at det store overblik får mere betydning end detaljerne, men interessant er det at notere sig forskellene. Retfærdigvis bør det også nævnes, at den amerikanske musikvidenskabelige uddannelse lægger stor vægt på bibliografisk viden; musikbibliografi er et obligatorisk kursus for alle »gradúate students«, og de ved virkelig forbløffende tit, nøjagtig hvor de skal slå op for at finde den viden, de ikke har i hovedet.

Dette er sådan set en refleksion af hele den amerikanske undervisningsfilosofi. Udover den nødvendige, grundlæggende viden ser universitetet det som sin hovedopgave at lære de studerende gode arbejdsmetoder. Hermed synes at følge en begejstring for studierne og den indstilling, at eksamensbeviset ikke betyder afslutning på studierne, men tværtimod en garanti for, at man nu for alvor er veludstyret til studier og forskning.

Fodnoter:

(1) Journal of the American Musicological Society. XVII (Spring 1964), p. 123f.

(2) College Music Society, Proceedings, 1959.

(3) Harrison, Hood, Palisca. Musicology. Prentice-Hall Inc., Englewood Cliffs, New Jersey, 1963, p. 132.