Post festum

Af
| DMT Årgang 39 (1964) nr. 05 - side 154-156

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Herbert Rosenberg

Post festum

For dette september-nummer har dr. phil. Herbert Rosenberg påtaget sig opgaven med det specielle formal at kaste et blik tilbage på forsommerens ISCM-fest i København. Herbert Rosenberg er født i 1904 i Frankfurt am Main og blev i 1931 dr. phil. fra Berlins universitet på en afhandling med titlen »Untersuchungen über die deutsche Liedweise im 15. Jahrhundert«. I de følgende år underviste han ved Klindworth-Scharwenka konservatoriet i Berlin, indtil ban i 1935 bosatte sig i Danmark som musikpædagog. 1943-46 opholdt han sig i Stockholm, hvor han bl. a. fungerede som rektor ved Stockholms Privata Musikkonservatorium. Siden 1946 og indtil dette forår var han Skandinavisk Grammofon Aktieselskabs konsulent i København. Han er medlem af bestyrelsen for Danmarks Hørelære-Forening. l hans skriftlige produktion er 3-binds-værket »Musikforståelse« det væsentligste. Han har skrevet talrige artikler i DM - sidst i denne årgangs første nummer (»Paul Hindemith, teoretikeren«), l en radioserie i foråret behandlede han desuden værker af Hugo Wolf.

Siden jeg - lidt vel hurtigt - lod mig overtale til at redigere DMs septembernummer, har jeg spekuleret over, om jeg ikke har reageret alt for spontant på opfordringen. Det er indlysende, at nærværende nummer af tidsskriftet må fungere som en epilog til ISCM koncerterne i København i slutningen af maj og begyndelsen af juni, og spørgsmålet er da, om jeg - tilhørende den ældre generation - ikke burde have holdt fingrene fra opgaven. For at sige det rent ud: Jeg fik alt for lidt ud af alt for mange af de værker, der stod på ISCM-festens programmer. Ganske vist var der en række kompositioner, der på mig virkede umiddelbart tiltalende, uden at jeg for øvrigt kan motivere dette indtryk nærmere, men desværre var der langt flere, der ikke sagde mig noget som helst. Det lykkedes mig simpelthen ikke at fatte stringensen af deres struktur, og for enkelte værkers vedkommende nåede jeg tilmed ikke en gang så langt som blot til at opfatte selve strukturen.

Det ville være arrogant simpelthen at lægge ansvaret for det magre udbytte, jeg har haft af musikfesten, på komponisterne eller på de udøvende. For selv om det er muligt, for ikke at sige sandsynligt, at ikke alle gengivelser har ligget i topklassen og skønt der ganske sikkert også er blevet opført svage værker-man fik for eksempel det indtryk, at mange af de i København repræsenterede komponister undgik den banalitet, en kopi af de sidste årtiers neoklassicisme kunne have ført med sig, ved at kopiere hinanden, hvorved muligheden for at fornemme den eventuelt alligevel foreliggende banalitet udskydes i nogen tid - har der naturligvis ikke stået en eneste komposition på programmet, der ikke har været meningsfuld for sin ophavsmand. Men da jeg så ofte netop ikke fattede meningen, er jeg ganske afskåret fra kvalitative vurderinger. Kort sagt: jeg har ikke været i stand til at leve op til min opgave. Inden jeg dømmes herfor, vil jeg imidlertid plædere for formildende omstændigheder.

Adskilligt tyder på, at ISCM-festerne byder deltagerne på uløselige opgaver og faktisk har gjort det længe, meget meget længe endda - jfr. hertil Per-Anders Hellquists artikel side 159. Jeg mindes særdeles tydeligt stil omvæltningen i begyndelsen af vort århundrede.

Bevares, adskillige af de værker, der dengang eller senere er fremkommet som resultat af tonalitetsopløsningens gennembrud, er forlængst blevet alment accepterede, og enkelte af dem har tilmed opnået popularitet. Men for os, der var unge i tyverne, bød den dengang nye musik på vanskeligheder, der ikke adskiller sig fra dem vi møder ved konfrontationen med vore dages avantgarde. Også dengang kneb det med at fatte stringensen, og ikke så sjældent glippede tilmed strukturoplevelsen. Ganske vist var datidens nye værker knapt så komplicerede som vor tids modernistiske produkter - især den rytmiske opbygning var ganske enkel, ialt fald sammenlignet med den der er på mode i dag. Men for blot forholdsvis få årtier siden føltes det ikke sådan. Da virkede rytmiske forløb som sidste sats af »Sacre« eller adskillige af satserne i Bartóks strygekvartetter, f.eks. den »bulgarske« i den 5. kvartet, forfærdelig indviklet. Og den radikale frigørelse fra dur-mol-tonaliteten og specielt opgivelsen af tertsen som samklangenes konstitutive grundelement, beredte os, der var opvokset i en traditionel musikverden, store vanskeligheder. Wiener-skolens ekspressionisme, Hindemiths neobarokke »Neue Sachlichkeit«, Stravinskys neoklassicisme, Bartóks »folklorisme« talte sprog som vi var nødt til at gøre os fortrolige med, inden vi evnede at forstå dem. Skønt dette var såre indlysende for alle der så objektivt på den situation datidens komponister havde bragt os i, fandtes der naturligvis mange - lad os kalde dem utålmodige - der forsøgte at skyde genvej. Der var både de snobbede og naive medløbere, der ikke forstod et kuk af det hele, men applauderede af princip, og så var der de reaktionære, der enten ikke evnede at tilegne sig det nye sprog og dets mange dialekter eller ikke gad have besværet med det, men ikke desto mindre, eller måske snarere derfor, skældte ud af hjertens lyst. Hvorom alting er så tog det os dengang ganske lang tid, inden vi blev så fortrolige med tyvernes modernisme, at vi kunne tillade os at vurdere.

Nu har vi fået de samme vanskeligheder igen. Avantgardens dialekter er fremmede og meget besværlige og vi reagerer på dem med de samme attituder som dengang: Der er både de naivt medløbende snobber og traditionalismens afvisende dørvogtere. Men desuden er der selvfølgelig de ærligt søgende. Det er dem, det faktisk er synd for, for de lades i stikken.

Ganske vist bød festivalens programbog på en del analyser af de værker, der skulle opføres, og DM havde gjort et forsøg på at informere sine læsere gennem recensioner af de partiturer man kunne få fat i. Desuden havde festivalens arrangører sørget for at i det mindste pressen fik kontakt med komponisterne for at indhente belæring. Men sandt at sige gav pressemøderne ganske beskedne resultater. Vi fik i reglen ikke andet at vide end hvad vi i forvejen havde læst os til i programhæftet - hvilket komponisterne ikke skal skældes ud for, al den stund det er så vanskeligt at tale forstandigt om musik.

Dertil kommer - som allerede antydet - at næppe alle festivalens værker er blevet opført fyldestgørende. Modernistiske værkers rytmiske struktur er ofte så indviklet, at ikke alle krav kan blive opfyldt ved en musikfest, hvor et meget stort antal hundesvære kompositioner skal indstuderes i løbet af såre begrænset tid. Intonationsproblemerne er heller ikke at foragte. Alt dette forklarer måske, hvorfor jeg modtog så tiltalende, om end vage, indtryk f. eks. af Dieter Schönbachs og György Kurtags værker, der blev fremført af udenlandske ensembler, som virkede særdeles autoritative. Noget tilsvarende kan siges om Prismagruppens uden for ISCM-programmerne liggende, men tidsmæssigt med disse koordinerede opførelse af Boulez' »Le marteau sans maître« og Niels Viggo Bentzons »An Arab in Cologne« samt om Radioens to koncerter under ledelse af henholdsvis Francis Travis og Tamas Vetö. I øvrigt hatten af i dyb ærbødighed for samtlige medvirkende sangerinder, de herboende som de til lejligheden importerede!

Efter denne kritiske ekskurs, som jo må betragtes som en tilsnigelse, al den stund jeg for længe siden har forklaret mig som inkompetent, tilbage til sagen. Efter alt at dømme er det til liden glæde for andre end de implicerede komponister, at et stort set velvilligt indstillet publikum af specialister stopfodres med sværfordøjelig musik, og komponisternes udbytte begrænser sig nærmest til at få forfængeligheden kildret ved at komme til orde på et internationalt plan og blive anmeldt af alverdens musikkritikere, hvis muligheder for en velunderbygget vurdering næppe er meget større end mine.

Hvorefter jeg håber at kunne slippe med en betinget dom - hvormed sagen imidlertid ikke kan betragtes som afsluttet. Tilbage er jo spørgsmålet, hvad man burde gøre for at hjælpe os, der så gerne ville tilegne sig modernisternes sprog. En yderst nærliggende tanke ville det være at gå i Schönbergs fodspor og oprette en ny »Verein für musikalische Privataufführungen«. Kun hvis der skabes et forum, der giver mulighed for en grundig tilegnelse af ny musik gennem aflytning og diskussion ville den usikkerhed der prægede dagbladenes vurdering af ISCM-festen kunne blive afløst af nogenlunde sikre bedømmelser, og kun da vil en beskæftigelse med den musikalske modernismes produkter allerede i en nærmere fremtid kunne bringe os samme æstetiske nydelse som den, alle andre musikalske stilarter formidler. Det siger sig selv, at instruktive fremførelser af problemfyldt musik ikke skal vente på et initiativ fra ISCMs side. Det ville være en naturlig opgave for DUT at arrangere det fornødne. Jeg er godt klar over, at løsningen af en sådan opgave ikke er let. For det første er der ganske store materielle vanskeligheder, der skal overvindes. Men desuden vil idéen formentlig også møde en del modstand hos dem - komponister som udøvende - der er bange for musikalske analyser, fordi de misforstår hensigten med dem. Imidlertid forholder det sig jo sådan med al musik, at den kun kan nydes adækvat, såfremt dens struktur opfattes og strukturens stringens opleves. Det er her hjælp er fornøden, her trænger vi til oplevelses-fremmende forløbsanalyser, der åbner vejen til den musikalske modernisme i alle dens former.

Årgang 39/1964, nr. 05