Presserøster

Presserøster

Hvor vanskeligt det er at danne sig begrundede meninger om de værker, der blev fremført ved ISCMs 38. verdensmusikfest t København, fremgår meget anskueligt af de divergerende opfattelser, dagbladenes musikanmeldere gav udtryk for. Når vi her bringer en række klip fra københavnske aviser, klip som demonstrerer, hvor dybt uenige anmelderne kunne være, sker det selvsagt ikke for at drage disse anmelderes kompetence i tvivl, men udelukkende for at vise, at vi står på gyngende grund, når vi vil bedømme vor egen tids musik.

Red.

Girolamo Arrigo. »Tre occasioni«.

N. Sch. i Berlingske Tidende:

»Arrigo... forekom som en troende Webern-

epigon, der havde skrevet en umiddelbart

meget lidt fængslende sats med en utroligt

krævende sopransolo. Karen Heerup, der er

beundringsværdig som fortolker med ildhu af yderst komplicerede sangpartier i ny musik, vandt en ny sejr som solist.«

R.N. i Politiken:

»Med 'Tre occasioni' repræsenterede den unge italiener Girolamo Arrigo en ret udtalt Schönberg-påvirkning, som virkede overraskende midt i en festival, der overvejende har Webern og magnetbåndet som åndelige fædre. Karen Heerup var vokalsolist, men stak så dybt i forståelige tekniske vanskeligheder, at hendes deklamation savnede autoritet. Stykket var vistnok bedre, end vi hørte det.«

Kazuo Fukushima, »Hi-Kyo«

jeb i B.T.:

»'Hi-Kyo' er det mest renlivede musikalske

stykke poesi, der længe er hørt.«

R. N. i Politiken:

»Stykket var stivbenet og ikke meget sigende.«

Dieter Schönbach, »Lyric Songs II«

Vikar i Information:

»Dieter Schönbachs 'Lyric Songs' hører til

den kategori af den nye musik, som kræver alt eller intet. Komponisten havde - ifølge programheftets sædvanlige kryptiske kommentarer - villet »farvelægge tekstgruppernes klare proportioner« og give »ord, som er placeret i formgrupper, deres musikalske funktion gennem en klang eller en figur«. For nærværende anmelder lykkedes det ikke at opleve komponistens så klart udtrykte intentioner, men trods det var det alligevel et værk, som nok kunne påkalde en vis interesse. De to pianister, Bernhard Kontarsky og Eckart Seilheim, behandlede - eminent -deres instrumenter på i traditionel forstand usædvanlig, i avantgardistisk forstand sædvanlig vis. Hvilket man altså har hørt før, men, det skal siges, sjældent så overbevisende klanglig berettiget som ved denne lejlighed. Det gjorde imidlertid ikke meget til sagen, idet hele foretagendet virkede temmelig overspændt og hysterisk.«

R. N. i Politiken:

»Værket virkede klart, overalt motiveret, og det var godt at opleve, hvordan det »præparerede« klaver her blev f øjet naturligt ind i en homogen udtryksstil.«

p-en i Berlingske Tidende:

»Værket er efter komponistens udsagn ikke serielt, men opbygget i overensstemmelse med strukturen i Elisabeth Borchers tekster. Resultatet var overmåde fascinerende, præget af strukturel rigdom og afveksling, og samtidig overskueligt i det storformale.«

Franco Donatoni, »Movimento for harpsichord, piano and 9 instruments«

Vikar i Information:

»Franco Donatonis 'Movimento ...' unddra-ger sig faktisk bedømmelse, idet der overhovedet ikke var skabt rimelig balance mellem de for kompositionens forløb meget væsentlige indslag på cembaloet og det øvrige instrumentarium.«

p-en i Berlingske Tidende:

»Franco Donatonis lille 'Movimento', et serielt værk, hvor cembalo og klaver spilles solistisk ud mod ni blæsere. Et fængslende stykke, præget af raffineret klangbehandling og administreret med kunstnerisk økonomi.«

R. N. i Politiken:

»Den italienske Franco Donatoni fik opført et kort, klangligt fascinerende stykke, 'Movimento' for cembalo og ni instrumenter.«

György Kurtag, strygekvartet R. N. i Politiken:

»En strygekvartet af ungareren György Kurtag, som blev ypperligt fremført af Weiner-kvartetten fra Budapest, viste en forbløffende musikalsk nyorientering . . . Skønt Kurtágs kvartet fremviste en række klare påvirkninger, havde den musikalsk sammenhæng og overbeviste om tilstedeværelsen af talent.«

vågn i Aktuelt:

»Hans strygekvartet viste en naturlig forbindelse mellem national Spilletradition og moderne kompositionsteknik, på egen vis en smuk fortsættelse af Bartóks klassiske nyskabelser. Weiner-kvartetten spillede i øvrigt... medrivende...«

p-en i Berlingske Tidende: »György Kurtágs strygekvartet var næppe spændende i det lange løb. Den var et vidnesbyrd om et tøbrud i ungarsk musik. Satsen er blødt stærkt op i en mere splittet skrivemåde, der dog stabiliseredes af adskillige ældre stilreminiscenser ; disse forhindrede samtidig det sekssatsede værk i rigtigt at blive en organisk helhed. Weinerkvartettens spil var fremragende.«

Harrison Birtwistle, »The World is discove-

red«

Vikar i Information:

»Komponisten har med mindelser om Stra-

vinsky skrevet en blæsersats, som klinger, og

han har formået at disponere stoffet, så også

tilhørerne kan fornemme et forløb.«

vagn i Aktuelt:

»Harrison Birtwistles instrumentalværk . . . blegnede indtil det kedsommelige. Det skal kapelmester Ole Schmidt ikke lastes for.«

p-en i Berlingske Tidende: ».... Harrison Birtwistles i øvrigt ikke videre underholdende 'The World is discovered', hvor man i seks omgange fik præsenteret en tæt blæsersats, der af og til blødtes op med guitar- og harpe-indslag.«

Erik Bergman, »Fåglarna«, og Ingvar Lidholm, »Nausikaa ensam«

R.N. i Politiken:

»Tilbage stod to nordiske bidrag, 'Fåglarna' ... virkede som en original fornyelse af den finske kortradition. Svenskeren Ingvar Lidholm vandt for sig med sit højt artistiske tonesprog i en lyrisk scene for sopran, kor og orkester ...«

Jürgen Balzer i Berlingske Tidende: »Finnen Erik Bergmans 'Fåglarna' ... var med sine inkongruente virkninger fra slagtøjet og støj momenter i koret mindre interessant, end da man hørte det for nogle måneder siden. Forståeligt nok, for det er ikke musik, der går i dybden. Immervæk er det dog ikke helt så fladt som svenskeren Ingvar Lidholms 'Nausikaa ensam', der ikke formåede at føje stort til en ganske enkel tekst af Eyvind Johnson.«

Bernhard Lewkovitch i B.T.: »Lidholms 'Nausikaa ensam' gjorde ligeledes et stærkt indtryk ved en musik, der via det tekstlige grundlag tilvejebragte poesimættede stemningsanslag...«

H. L. i Information:

»På samme måde var det, der både i Erik Bergmans 'Fåglarna' og i Ingvar Lidholms 'Nausikaa ensam' rent substantielt var mere end en nok så nærliggende tekstillustration, særdeles uopfindsomt.«

H.V. i Aktuelt:

»Man gentog . . . 'Fåglarna' fra en dansk opførelse i februar. Kompositionen gjorde sig stadig habilt-fordelagtigt gældende . . . Programmets andet korværk (Nausikaa ensam) . . . virkede nu noget langstrakt-naivt med sine hav- og vind-illustrationer, instrumentale konkylie-effekter og slagtøjs-understregninger af krig.«

Witold Szalonek, »Wiznania«

H.V. i Aktuelt:

»Derimod havde aftenens tredje korværk,

den polske Witold Szaloneks 'Wiznania'

(dvs. bekendelser) både megen koncentration

og udtryks-intensitet i korsatsen.«

H. L. i Information:

Det var »kun den noget letkøbte melodramatiske faktor, hvormed den polske komponist Witold Szalonek i sine 'Konfessioner' søgte at nå ud over Weberns kantatestil.«

Jürgen Balzer i Berlingske Tidende: »Kønnest og interessantest klang polakken Witold Szaloneks 'Confessions', et emotionelt bevæget værk.«

Ib Nørholm, »Direction: inconnue«. Jürgen Balzer i Berlingske Tidende: »Her er alt, hvad et avantgardistisk hjerte kan begære, inklusive collageelementer som dansende dukker og højttaler-montage af antiavantgardistiske kritikerudsagn . . . Det hele havde et studentikost pjanket, amatøragtigt præg og var alt for langt. Beundringsværdigt, at Niels Nielsen kunne holde masken, men mindre beundringsværdigt, at denne lokale provinsialisme fik lov at komme til orde for dette forum, der næppe kan være stærkt interesseret i vor hjemlige polemik.«

vagn i Aktuelt:

»Det var ikke uvittigt, selv om det varede længe, det var foruroligende i den tvetydige ironi: Hvor fører musikken hen? Forhåbentlig finder komponisten ud af det, han har kørekort og kender signalerne!«

Jens Brincker i B.T.:

»Den store udfordring til publikum blev Ib Nørholms 'Direction: inconnue' . . . Nørholms stykke blev af mange optaget som en dårlig spøg, men bag dets groteske ydre, der er præget af både fluxus og happenings, sporede de, der ikke var optaget af at demonstrere egen humoristisk sans for omgivelserne, et indlæg i den aktuelle musikdebat. Nørholm er en bedre komponist end debattør, og 'Direction: inconnue' vil næppe blive stående som musikværk . . .

Axel Borup-Jørgensen, »Cantata«, op. 42 H.L. i Information:

»Skønt det instrumentale apparat i Borup-Jørgensens Rilke-kantate forholder sig ligefrem allergisk overfor teksten, behandledes denne ... på en måde, der i hvert fald stedvis berettiger til at tale om musikalisering.«

Jürgen Balzer i Berlingske Tidende: »Gennem den melodiske føring af sangstemmen . . . fornemmer man Borup-Jørgensens oplevelse af digtet. Vel er han ,moderne' i sit valg af intervaller, men der en selv for den uforberedte tilhører mærkbar følsomhed i dette interval valg. Som akkompagnement til sangstemmen skriver han en punktmusikalsk sats, og her kan jeg ikke følge ham. Den synes mig i hele sin holdning at være i modstrid med digtet og med hans egen melodiske fortolkning af det. Han synes her uheldsvan-gert medridende på a vantgarde-bølgens tredje række.«

vagn i »Aktuelt«:

»Axel Borup-Jørgensens 'Cantata' ... demonstrerede talentfuldt, at en umiddelbar tekstdeklamation lader sig forbinde med en velberegnet instrumentalsats. Blot var rummet næppe det bedst egnede til intimiteterne.«

Poul Rovsin Olsen, Passacaglia, op. 45

Robert Naur i Politiken:

»P.R.O.s Passacaglia ... fra 1960 udfoldede

sig som et nyorienteret, det vil sige punktua-

listisk stykke, som dog ikke gav afkald på

formel orden og kontrast mellem de fire

satser.«

Jürgen Balzer i Berlingske Tidende: »I P.R.O.s Passacaglia modsvares bestræbelserne på forløbsmæssig klarhed, udtrykt bl.a. i en klog disposition, ikke af en tilsvarende indre spænding; de ildelydende momenter betyder ingen gevinst i karakterfuldhed.«

H.L. i Information:

»Små bidder uden overdosis af krydderier affødte ligefrem taknemmelighed. Således sporedes der i 2. og 4. sats af P.R.O.s Passacaglia en vis igangsættende impuls.«

Pelle Gudmundsen-Holmgreen, »In terra pax«

Robert Naur i Politiken: ». . . et stykke elsk-den-bombe . . . , som sved i ørerne, og som havde særegne øjeblikke, der fangede opmærksomheden.«

Jürgen Balzer i Berlingske Tidende: »Man var taknemmelig for, at P.G.-H.s 'In terra pax' var placeret til sidst, for det tager sin tid for et normalt følsomt øre at genvinde sin førlighed efter at have været udsat for disse hæsligheder, der vidner om den for så mange avantgardister typiske tro på, at materiale-organisation er synonym med udtrykskraft. Den kan være lige det modsatte, nemlig udtryksdræbende.«