Den der tier...

Af
| Årgang 39 (1964) nr. 06 - side 185-187

Den der tier...

Dette nummer af Dansk Musiktidsskrift handler om ballet. Jeg, som har påtaget mig at redigere det, må indrømme, at det kun er gjort med en vis vakkelvorn overbevisning. Kan de problemer, som i dag tårner sig op om denne vor elskværdigste kunstart, siges at have nogen synderlig interesse udover blot en snæver kreds af fagfolk og ballettomaner ? Kan de siges at være beslægtede med eksisterende problemer i andre former for vortidig kunstnerisk aktivitet, således at vi genkendende kan nikke og notere os enten et levende sammenhæng, en slags tendens eller blot nogle fælles vilkår?

Jeg er ikke ganske sikker. Mig forekommer disse spørgsmål, - de være sig for balletfolk nok så alvorlige, - udsprunget af en rent ud sagt forbløffende konventionel problemstilling. Der er f. eks. spørgsmålet om vor store ballettradition og dens bevarelse. Der er problemerne omkring den katastrofale mangel på prøvesale (og personale!), rådvildheden vedrørende notationsprincipperne for koreografi, diskussionen om korpsets uddannelses-og ansættelsesforhold i al almindelighed, nødvendigheden af en ordning ved indstuderingen af ny koreografi til ny musik (klaverrepetitør eller bånd med den originale orkesterversion?) og først og fremmest den følelige mangel på ny dansk koreografi.

Og for nu at standse op ved dette sidste spørgsmål, så skulle det jo kunne løses uden anvendelse af andet end sund traditionel tankegang: Stipendier til uddannelse af unge koreografer, en koreografisk skole og en forsøgsscene, - blot én af disse ting, og man ville være nået et stort skridt fremad. Dog, for mig ligger det fængslende ved balletsituationen ikke i opstillingen af og debatten om disse problemer. At de skal løses så hurtigt som overhovedet muligt, er en selvfølgelighed. Men der er ét spørgsmål, der får alle andre til at fordampe som tåge i det klare dagslys, og det er: HVORFOR skal disse problemer løses, og udfra hvilken målsætning? Og det er netop kunstartens mangel på erkendelse af dette : Formålet med i dag at bevæge sig til lydkunst på en scene, der får min overbevisning om emnets aktualitet til at vakle.

I vor tid, hvor tonekunsten i stigende grad allierer sig med det visuelle element i oplevelsen, og den bildende kunst stadig mere nærmer sig det mobile som udtryksmåde, er det i sandhed bemærkelsesværdigt, at netop repræsentanter for disse kunstarter blot forholder sig høfligt-uinteresseret til ballettens kunst. De går til en balletforestilling på teatret, som visse folk går til audiens på Amalienborg: Klip neglene, find det mørke tøj frem og opfør dig dannet, det varer jo ikke så længe!

Hvad skyldes mon denne distance ? Som en anerkendt og elskelig balletpædagog med fortørnelse udtrykte det, da talen faldt på balletkunstens fremtid: »De forstår, ballet er en akademisk kunstart!« Jeg var efter dette udfald et kort øjeblik nær ved at føle en slags ærefrygt overfor balletkunsten, men nu, da jeg har sundet mig lidt, forstår jeg en kende mere om det dilemma, ballet efterhånden befinder sig i: Man vil ikke opgive en tøddel af de gennem flere århundreder indhøstede skønhedsbegreber og principper og efterlyser samtidig et tidssvarende og frodigt koreografisk udtryk.

Det er højst sandsynligt, at den citerede bemærkning var møntet på selve den dansemæssige uddannelse, men jeg kan ikke se, at det gør nogen forskel. I mangel af en på én gang nutidig, dristig og ansvarsbevidst målsætning, udtrykt (vel at mærke) gennem en levende og eksperimenterende dans, rendyrkes de på forældede skønhedsidealer hvilende ideer til det perfekte udfra synspunktet: Man ved hvad man har, men man ved ikke hvad man får.

Således skaber man en kultiveret og æstetisk eskapisme omkring interne, højtspeciali-serede konventioner, og således formindskes i stadig større grad relationen til alle andre menneskelige udtryk og vilkår. Kan det så undre, at så mange af vor tids skabende og udøvende kunstnere kan forholde sig andet end høfligt og uinteresseret til ballet? De frygter ligesom både publikum og kritikere for at blamere sig, viger tilbage for at tage stilling og vælger ubevidst den mest afslappede udvej: Stiltiende at lade sig divertere. Men de glemmer samtidig, at den der tier, samtykker.

Den fremragende new-zealandske forfatterinde Katherine Mansfield skrev i oktober 1920 i et af sine efterladte breve: »Jeg tror den største fejl af alle er at være bange .. . Fuldkommen kærlighed overvinder frygten. Når jeg ser tilbage på mit tidligere liv, ser jeg, at de forkerte ting, jeg har gjort, alle skyldes frygt...«

Hvis det er frygt, der afholder ballettens verden fra at se en ny tids vilkår og opgaver i øjnene, så er det kun forståeligt, thi det, der i så fald ville blive tale om, var en radikal udvidelse af det, vi forstår ved ballet, en udvidelse, som meget vel kunne resultere i en sprængning af hele begrebet. Hvis kærlighed til dansekunsten derimod er årsagen, så er denne kærlighed kun halv og belastet med en skinsyge der, formummet som dyb ydmyghed, strengt vogter over balletkunstens renhed og troskab mod idealerne. Hvor karakteristiske er ikke undertiden fagfolks bemærkninger til de lidt mere dristigt disponerede koreografiske eksperimenter! Man hører enten det vægtige og uomstødelige: »Dette har intet med ballet at gøre!«, eller det mere ironisk-triumf erende: »Hvis dette skal kaldes ballet, så er det den første ballet, jeg har set, uden dans.« Ja, endog selv de mest rebelske af de unge balletfolk fastholder ihærdigt, at »der er dog visse normer«. Det er præcis som mine venner blandt musikere indtrængende og fortroligt meddeler mig det, når den nyeste musik drøftes: »Der må da være noget... et tema . .. noget, der synger!« Selvfølgelig skal der »være noget«, nemlig: Udtryk. Men det er vistnok også det eneste krav, man kan stille. Alt andet står åbent, og det er dette, man i ballettens verden ikke gør sig klart.

For en ballet er en gammel tradition en uvurderlig ting. Og for den dansemæssige uddannelse betyder den noget uundværligt: Grundlaget, det første elementære og systematiske studium af kroppens plastik og rummets dimensioner, - udgangspunkt og modstand. Bliver denne tradition imidlertid et ståsted og et statussymbol, er det straks farligt. Dog, helt katastrofalt bliver det først i det øjeblik, hvor man i nyskabte koreografiske værker stædigt fastholder det overleveredes begrænsning i de konventionelle skønhedsbegreber og absolutter (attituder, arabesker, pirouetter, pas de deux'er, solonumre og finaler) og dermed undlader at forholde sig kritisk til traditionens hele opbygning og psyke. Vi ser, at hos mange af de store og berømte ballettraditioners fortsættere har denne ballast af begreber ikke resulteret i andet end nye balletter af et let diverterende tilsnit, hvis fornemste dyd højst kan siges at være en overfladisk charme. Sker det alligevel, at man forsøger sig med det lidt mere »moderne«, opstår gerne et hjerteskærende misforhold mellem form og indhold. Så meget er i alle fald sikkert: En tradition, hvis hele stil, psyke og historiske baggrund er diverterende, kan ikke uden videre anvendes i alvorlig nutidig kunst.

Det fjollede er, at jeg tror, at man har glemt det, - eller måske aldrig har tænkt over det? Og ud af denne stiltiende godtagelse af situationen vokser hos publikum en uundgåelig og hemmelig nedvurdering af hele begrebet ballet. Herregud, sådan er nu engang ballet! tænker man. Ja, selv hos folk, der beskæftiger sig aktivt med begrebet, kan man finde denne uerkendte og introverte nedvurdering. Således lader et dagblad en ung komponist, der netop har fået en stor balletbestilling, udtale: »Det blir ikke noget med tolvtonerækker ... Skriver man for teatret, kan det sgu ikke nytte noget at være fin på den.« Skulle tilfældet være, at bemeldte komponist virkelig erkendte det uheldige i rækkevidden af sin udtalelse, kan han tage det roligt. Han klarer sig nok; han er komponist og ikke balletdanser. Værre ville det imidlertid være, hvis nogle af ballettens unge folk erkendte en lignende følelse overfor det, der er grundlaget for hele deres eksistens, thi da ville ingen hjælp kunne opdrives. Han eller hun ville løbe panden mod en mur af tilfredshed.

Derfor er det også meget sandsynligt, at jeg her taler for døve øren; eller at man i bedste fald vil mene, at jeg blot skyder over målet. Lad det så være. Jeg efterforsker kun en forklaring på, hvorfor ballet ikke bedømmes efter samme målestok som andre kunstarter, - hvilket er en kendsgerning, som meget vel fremover kan resultere i en langsom tilintetgørelse af dansekunstens betydning og dermed igen forspildeisen af en helt overvældende række af muligheder for menneskelige udtryk.

Jeg har nævnt både den bildende og den musikalske kunst, som i vor tid i stigende grad inddrager henholdsvis mobile og visuelle elementer i deres udtryksområder. Og det er her, at dansekunsten kunne stå som fællesnævner og midtpunkt i en rig udvikling, som i sin uoverskuelige mangfoldighed indebar noget meget positivt.

Jeg tror imidlertid ikke, at dette vil ske, før ballettens verden, ved at se en ny tids vilkår i øjnene, opgiver sin isolation og begrænsning, sin autonomi og æstetik, som er ganske ude af trit med den omgivende verdens uhyre sammensatte natur. Men da vil også danseriet forvandle sig fra at være et statussymbol for kultur til en dyb, kunstnerisk nødvendighed.

Mogens Winkel Holm