Et års balletforestillinger på Det kgl. Teater

Af
| Årgang 39 (1964) nr. 06 - side 190-192

Ole Willumsen

Et års balletforestillinger på Det kgl. Teater

Sæsonen 1963-64 begyndte med en solid succes: Elsa Marianne von Rosens opsætning af sin Herman Bang-ballet »Irene Holm«. Den var ganske vist ikke nogen nyhed for publikum, idet den havde været vist i TV, og endnu tidligere på Den skandinaviske ballets landsturné, men først her på Det kgl. Teaters store scene kom den ordentlig til sin ret. Her er der lys og mekanik og dansere af kvalitet, med en mimisk tradition som de gerne og elskværdigt oser af, dog den rigtige sans for fornyelse indenfor gamle rammer. Typetegningen var gjort med traditionelle midler, som man har kendt det livet igennem på Kongens Nytorv, men den var sammenstemt med dygtighed og sikkerhed.

»Irene Holm« betyder på ingen måde nogen fornyelse af ballettens kunst; det har heller ikke været meningen. Fru von Rosen og Allan Fridericia har fundet en oplagt balletmulighed i Bangs novelle, og har der ud fra prøvet at lave en stor dansk folkeballet-forestilling. Det er lykkedes i så høj grad, at »Irene Holm« nok kan betegnes som noget i retning af et hovedværk i dansk ballet, en fremtidig klassiker. Atmosfæren i novellen er fortræffeligt gengivet, det småborgerlige stationsbymilieu og den lille kunstnerindeskæbne, og Bangs medmenneskelighed og hans sociale klarsyn er meget smukt anskueliggjort.

Margrethe Schanne havde i titelpartiet et af sit livs kunstneriske højdepunkter, det var en stor og moden præstation. Forestillingens succes var både regulær og fortjent. Elsa Marianne von Rosen var blevet anerkendt som en markant balletpersonlighed, og Politiken benyttede lejligheden til i en ledende artikel at foreslå fruen gjort til kgl. balletmester. - Det var en mulighed, blandt flere, man har imidlertid ikke hørt noget til det siden.

»Irene Holm« efterlod dog en lille gnavende tvivlens orm. Det er en traditionel og folkelig ballet, med bevidste .rødder tilbage til Bournonvilles danske handlingsballetter, men kunne og burde den ikke samtidig være mere moderne? Det kom tydeligst frem i valget og anvendelsen af musikken. Balletten ledsages af kendte og ukendte Lumbyetoner, det er i sig selv godt nok og morsomt, men der burde bestemt have været et kritisk element, mer eller mindre antydet. Lumbye er ikke blot den naive sentimentale drømmer eller den småborgerligt-folkelige festmager, men der er også - i alt fald set fra vores tid -et umiskendeligt pop-element, som virkningsfuldt (i temavalg eller instrumentation) kunne have understreget hykleriet og umenneskeligheden i det lille samfund.

Mistanken om fru von Rosens (og Allan Fridericias) manglende kritik overfor musikken blev gjort til vished ved premieren på hendes anden ballet »Jomfrukilden«, der afsluttede sæsonens beskedne række af nyheder. Der kan siges en hel del, både pro et contra, om denne genfortælling af en svensk middelaldervise, men den var ikke uden poesi og viste også troskab overfor teksten. Der er en smuk humanistisk moral, om forståelse og gensidig tilgivelse som en forudsætning for videreleven, med et nutidigt perspektiv. Man mærkede at det var et smukt ment, omend ikke særlig inspireret balletarbejde, og trods den noget ubehændigt fortalte handling kunne det være blevet en sympatisk og sandfærdig forestilling, hvis ikke Hugo Alfvéns ferske og banale epigon-musik med sine falske folkelivsstemninger havde ødelagt det hele. Det var meget forstemmende. Hvis man vil benytte forhåndenværende musik, må man betænke problemerne og ansvaret.

Sammen med »Irene Holm«, altså i oktober 63, kom Frank Schaufuss' »Gården Party« op, med sammenbragt, flot klingende musik af Alexander Glazunov. Det var en ordinær finale-ballet, med Erik Bruhn som det virtuose midtpunkt, desuden så man Anna Lærkesen udfolde sig som dejlig lyrisk danserinde. Som koreograf viste Schaufuss, at han bygger bedre op og former sikrere end tidligere, men mening eller nogen art af målsætning sås ikke, udover harmløs underholdning og gammelkendt elegance.

I januar 64 kom »La fille mal gardée«, sat op af gæsten Frederick Ashton. Det er egentlig en ballet fra tiden op mod den franske revolution, med bøndernes kærlighed som motiv. Der er en vis sund sentimentalitet over den, og man mærker med lidt god vilje de svage rester af en revolutionær stemning, som nok har været tydeligere før balletten har gennemgået diverse bearbejdelser. Det står ikke klart nok, hvorfor man har sat denne ballet op. Som forestillingen fremtræder betyder den ikke andet end endnu en hyggeballet på repertoiret, med forslidt rutinekomik, f. eks. Niels Bjørn Larsen i komisk kvinderolle; så er vi hjemme på gamle Kongens Nytorv. Måske er opsætningen mislykket for Ashton, han har som fremmed ikke kunne bryde gennem rutinen; det viste sig i hvert fald ved en gæsteoptræden nu i september, ved Nadia Nerina og David Blair fra The Royal Ballet i London, at denne ballet alligevel kan give anledning til mimisk og dansemæssig udfoldelse på et meget højt niveau. Her er det imidlertid ikke lykkedes.

En anden og heller ikke særlig heldig gæstekoreograf var svenskeren Ivo Cramér med »Karthasis«. Det er en fortælling om den hellige Antonius' fristelser og hans renselse, alt til umådelig glæde for ham selv. Det var hverken behageligt eller interessant at se på.

Der var ikke noget nyt syn på fortællingen, eller rettere der var slet ikke noget synspunkt, blot en slags genfortælling, ubehjælpsomt i formen, og tilskueren kunne derfor heller ikke blive engageret. Desuden hænger Cramér fast i tidligere tiders udtryksmåde - tyvernes tyske ekspressionisme og surrealisme, som nok er historisk interessant, men hvis hysteri i dag virker flovt og ufrivillig komisk. Nordmanden Arne Nordheims musik passede slet ikke til det man så, for så vidt som den både var begavet og interessant, nutidig og sund. En »moderat avantgardisme«, som var meget sikker i sine virkemidler. Den anden nordmand Guy Kroghs dekorationer og kostumer lå på linje med Cramérs intentioner, men røbede større kunstnerisk sikkerhed end koreografien.

Hans Brenås Liszt-ballet »Stemninger« må kort omtales. Det var i april, og det var en rigtig bolsjeballet, der højest ville høre hjemme på fortidens varieteer eller i gamle udstyrsrevuer. Ideen i den var taget fra Jean Francaix's »Fem portrætter af unge piger«, som Børge Ralov i sin tid, til turnébrug, har lavet en række solodanse over. I »Stemninger« bestod musiken af udtog af kendte Liszt-stykker i salonorkester-arrangementer. »Stemninger« blev strøget af ballet-festivalens program. Det var fornuftigt.

Med brødrene Mogens Winkel Holm og Eske Holms ballet »Tropismer« (maj) skete der lige ved sæsonens slutning endelig noget i dansk ballet ved egne kræfters hjælp. »Tropismer« har undertitlen »koreofoni for 15 dansere og orkester«, for at understrege samhørigheden mellem musikken og dansen. Det er hverken en handlings- eller abstrakt ballet, men udtrykker simpelthen glæden ved vækst, det vil sige ved liv og bevægelse. Musik, dans og lys er lige vigtige og skiftes til at tage føringen. Både musik og dans er mer eller mindre serielt anlagt (som »Tropismer«s kapelmester Ole Schmidt i sin tid har redegjort for det her i DM) - for dansens vedkommende isprængt improvisationer.

Her var der for en gangs skyld nogle unge mennesker, der havde lavet en ballet i dyb alvor uden at skele til »succes«, men simpelthen for at realisere noget af, hvad de mener er rigtigt og sandt om nutidige kunstneriske udtryksmidler, udnyttet i teaterdansekunsten. Takket være ærlighed, talent, begavelse og kunstnerisk vilje lykkedes eksperimentet i høj grad. Det kan ikke undgå at påvirke vores forventninger og krav til dansk ballet i den kommende tid.

Fra begyndelsen af denne sæson må nævnes, at Erik Bruhn har givet »Giselle« en tiltrængt ansigtsløftning, eller vel rettere en benløftning. »Giselle« præsenterer sig nu som en fornemt gennemarbejdet og vel gennemtænkt forestilling, dog også lidt afbleget, det præg af kontant folkekomedie der tidligere har været er for en del gået tabt; men kvaliteten er hævet, kravene til de udførende betydeligt skærpet, og det er jo kun godt.

En glædelig overrraskelse var lonescos og Flemming Flindts »Enetime«, der i sidste sæson var vist i TV. Teaterudgaven var afgørende bedre, et spændende koreografisk arbejde af stor dramatisk effekt, som sikkert vil blive på repertoiret i lang tid, og som sikkert vil friste flere dansere til at prøve deres kræfter på partierne. Foreløbig har Henning Kronstam og Fredbjørn Bjørnsson udført dansemesteren og Mette Hønningsen samt Solveig Østergaard eleven - men det vil sikkert ikke blive ved det.

Ser man tilbage over året der gik og prøver at gøre status, så er det da egentlig meget pænt. Der har været længe mellem snapsene, og der er ikke mange nyheder. Der er meget talentmateriale, men bortset fra mesteren Erik Bruhn og den umådelige løfterige Anna Lærkesen, er der ikke markante personligheder i det store format. Betydelige kunstnere med vigtige ting at sige er kommet til orde, Elsa Marianne von Rosen og brødrene Holm, Flemming Flindt, Margrethe Schannes Irene Holm vil blive husket. Tager man vilkårene i betragtning har der været arbejdet med god vilje, ikke uden åbenhed mod hvad der foregår rundt omkring. Der har været forbiere, men hellere ramme ved siden af. Imidlertid, en god folkeballet, »Irene Holm«, og to vellykkede nutidige værker, »Tropismer« og »Enetime«, det er ikke nok, men heller ikke værst.