Et andet syn på Cunningham-balletten

Et andet syn på Cunningham-balletten

Den unge koreograf og balletdanser Eske Holm havde i sommer lejlighed til at overvære Cunninghams og Cages danseteater i London. DM bringer her et uddrag af hans indtryk:

.. . Hvis de to kunstarter dans og musik skal forenes, hvad de jo ofte bliver af lutter konvention, så må koreograf og komponist være villige til at give slip på en lille del af deres individuelle suverænitet og opgive tanken om, at netop deres kunstart giver dem lejlighed til uovertruffent at forløse deres intentioner. En skabende kunstner stræber vel altid efter at udtrykke noget, som hans specielle kunstart kan formulere klarere og mere subtilt end andre kunstarter. Noget af denne stræben må kastes overbord, noget af det egocentriske må erstattes med ønsket om, sammen med en anden kunstart, at give udtryk for et eller andet, som de to kunstarter først i fællesskab kan formulere. Man må gøre sig klart, at når to forskellige kunstarter mødes på samme tid og i samme rum, koster det svære tab på begge sider, hvis man da overhovedet vil opnå en konstruktiv helhed - arterne må på en vis måde lide under én eller anden fælles idé, en fælles lov.

Men ingen af de implicerede kunstnere i Cunninghams gruppe har, efter min mening, tilsyneladende været villig til at opgive en kvadratmillimeter af deres respektive territorier. . .

. .. Cage tager filosofisk del i en destruktionsproces, men også i en opbyggelse af det enkelte menneskes sind, forandrende det fra at være tilskuer til at være skabende. Måske er al kunst ubevidst en manifestation af kunstnerens angst for isolation. Måske arbejder han mod en overflødiggørelse af sig selv og sit arbejde. Når Cage har taget filosofisk stilling til dette, formuleret det i ord, så er realisationen i hans forbindelse med Cunninghams dans et uforståeligt kompromis, som kun kan langsommeliggøre denne opløsningsproces mest muligt, thi dansen er konventionel, den bruger ikke kroppen på en ny måde, den hylder æstetikken, pænheden, - formår ikke engang englændere til at rystes, tvivle, - til at sige andet end: It's so pretty.. .

. .. Det forekommer ufatteligt, at Merce Cunningham selv skal have været Martha Grahams førstedanser,- han gør slet ikke brug af hænder, arme, skuldre, ryg og hoved - og bevæger sig slet ikke (i forhold til rummet og tiden) til trods for, at han danser meget omkring. ..

... ""A sound, a movement, a change of light, is in and of itself expressive..."" skriver Cage. Disse enkle filosofiske betragtninger gælder, hvis de gælder, mennesketilværelsen, - ikke kunsten. Cage ønsker at udvide vores oplevelsesverden, intensivere den, for derigennem at overflødiggøre kunsten - udviske grænserne mellem kunst og virkelighed. Men hvis man sætter folk i rækker foran sig, og låner to timer af deres liv, så må man også tro på at kunne give dem en mere intensiv oplevelse, end den de selv kunne møde ved en frivillig tur langs havet. ..

.. . Dog må man håbe på, at komponist og koreograf fremover måtte forsøge at mødes, ikke på grund af et snobberi overfor hinandens fremmedartethed, som der her kunne være tale om, men for inderligt at fordybe sig i de vanskeligheder, der ligger i en sådan forening.

Jeg synes, at man skal lade ethvert forsøg på dette blive mødt med opmærksomhed og støtte, parret med så megen ubønhørlighed i sin kritik, som man ved moden overvejelse skønner rimeligt og frugtbringende for den vanskelige proces, som alle tilskuere må tage del i: At skabe og at være med til at hjælpe på vej .. .