The Hound of Bournonvilie

Af
| Årgang 39 (1964) nr. 06 - side 192-195

Eske Holm

The Hound of Bournonvilie

Bournonvilletraditionen er næsten tabu som diskussionsemne - forstået på den måde, at der er noget kættersk ved at rokke ved dens positive betydning.

Noget siger mig, at det er galt, når en tradition blive en indiskutabel ting; enten er det fordi man ikke rigtig orker at opponere (hvad det så end kan skyldes), eller også er det, fordi det gennem tiderne er lykkedes at skabe en ukrænkelighed om dette emne, så det ligesom er en selvfølge, at den nye generation betingelsesløst accepterer det overleverede. Med det overleverede mener jeg ånden, holdningen og hele sigtet i traditionen; her skal ikke diskuteres de enkelte balletter fra Bournonvilles hånd ejheller deres placering i et balletrepertoire. Det positive og negative ved en tradition ligger vel mere i den ånd, som følger med den, end i de enkelte værker som udgør fundamentet. At en tradition, eller en ringe administration af denne kan virke hæmmende på den unge generations originale skaberevne er vist hævet over enhver tvivl. Se bare på russisk ballet i dag, det er ikke opmuntrende perspektiver vi kan finde her, mens et blik på Amerika f.eks.giveros håb om en spændende udvikling for dansen. I det sidste tilfælde kan det have været af direkte positiv betydning ikke at være belastet med egentlig tradition.

Man kunne spørge herhjemme: Hvad står vores tradition for? Hvem og hvad var Bou-nonville? Tit bliver svaret noget med ballettens Holberg. Dette svar er et godt udgangspunkt, men en slet sammenligning på alle måder. Nu er der måske ingen der vil påstå at B.og Holberg lignede hinanden, men kun at de havde samme betydning. Nej, lignede hinanden gjorde de ikke, men de havde heller ikke samme betydning, hverken for deres samtid eller for eftertiden. Holberg var jo en vågen samfundsrevser, en skarp skildrer af datidens mennesker, medens B. var en æstetisk eskapist med udpræget trang til romantisk idealisering af tilværelsen og et sikkert blik for hvad der faldt i borgerskabets smag. Hans næsten bevidst naive tydning af menneskenaturens onde og gode sider er næsten ufattelig upsykologisk sammenlignet med hvad Holberg fik ud af at se og skildre så mange år før.

B. havde foruden sin koreografiske sans en vis næse for emner - men nogen stærk fornemmelse for mennesker er det vanskeligt at få øje på, når man studerer ham på nært hold. Dæmonien i hans kunst (f. eks.) havde aldrig bolig i mennesket selv, men var en lokkende kraft udtrykt gennem ånder, hekse og guder. Disse mørke magter kunne overvindes enten ved fysisk styrke eller ved kløgt, for ikke at tale om den renfærdighed og uskyld, uden hvilken mange af intrigerne aldrig var blevet løst på en lykkelig måde. Disse forhold gjorde vel til en vis grad person-karakteristikken noget utvetydig og dramaerne mindre slagkraftige. B.s usammensatte natur gav sig ligeledes udslag i beskrivelsen af det fine, fornemme og rige i tilværelsen: Det var altid sundt og eftertragtelsesværdigt. - (Medens de fattige elementer aldrig var usle, men kun muntert - primitive, så at sige et pittoresque krydderi).

B. beskriver selv et sted sit forhold til »folket«: Han sidder i sit vindue i Napoli og ser ned på folkemassen. Han henrykkes over de fattige fiskeres marked, den brogede pøbel uophørligt formende maleriske grupperinger, - flere skjønne grupper og mønstre, end han ville kunne finde anvendelse for i hundrede balletter, skriver han. Han sad i sit vindue og så ned på menneskene og klogeligt kom han dem ikke nærmere: han skulle ikke risikere at miste sin illusion om at: »-dandsen bør beåndes og gennemtrænges af den lyrik, der ligger i ungdommens skyldfrie glæde, og ikke søge sine motiver hverken i raae eller raffinerede udskejelser som i grunden ere ligeså fremmede for folkets aand og sæder som for kunsten.«

- Han sad altså i sit vindue og frydede sig over den inspiration, som han ubesværet kunne suge til sig; personligt tvivler jeg på at et nærmere studium af forrige århundredes syd-italienske proletariat ville have været særlig opløftende og givet lejlighed til en populær, romantisk dansefortolkning. Han forvanskede miljøet ud fra en udelukkende æstetisk - dramatisk vurdering af kunstartens mål; livet omkring ham skulle helst passe til disse kunstneriske målsætninger. Den koreografiske digtning kunne på denne måde indskrænke sig til at blive en raffineringsproces, og produktet heraf blive letfordøjelige, kandiserede æventyrfortællinger med et stænk dekorativ drama, værker som ikke gav megen plads for mennesker af kød og blod.

Når man bedømmer ballet (efter B.traditionen og for den sags skyld de andre traditionsgrundlæggere), er det som regel i forhold til hvad arten var forud for disse perioder, men man kunne ønske sig en mindre nænsom målestok nemlig denne: Hvordan ser billedet ud i forhold til de kunstarter, der trives og trivedes side om side med balletten? Hvis vi vil se bort fra det synspunkt, at ballet er så forfærdelig speciel og unddrager sig sammenligning med anden kunst, må man rette øjnene f. eks. mod skuespillet. Det har man meget sjældent gjort, og selv om denne undladelsessynd sikkert har været dikteret af en slags velvilje og venlig skånsomhed, så har det alligevel resulteret i, at balletten er blevet en snæver oplevelsesverden, indkapslet i en speciel balletånd kun gouteret af de få »elskere«. Balletten er stadig, hvor nødigt det end må indrømmes, belastet med mange æstetiske og etiske absolutter, som det er lidt af en dødssynd at pille ved. Hvordan skal man komme dette til livs?

Denne permanente tranghed må afhjælpes, og som en start kunne man forsøge sagligt at vurdere det fundament, hvorpå det hele hviler. Man må forundres, når man ser på B.s produktion og sammenligner den med den kunst, som ellers skabtes i sidste halvdel af forrige århundrede. (Walt Whitmans digtning f. eks.!) Det er ufattelige afgrunde, der skilte dansen fra samtidens kunst iøvrigt, men det skal nu ikke lastes B., at han ikke lod sig påvirke af på mange måder vanskelig tilgængelig kunst fra andre verdensdele, -men sammenligninger giver dog stof til eftertanke, specielt med henblik på situationen i dag.

B.s åbenbare modvilje mod at se, hvad der rørte sig omkring ham, genspejler tidens romantiske overfladiskhed, og forklarer en del om, hvorfor han var så populær. Han var ypperlig på sit felt: At uvirkeliggøre tidens problemer på en dramatisk og realistisk måde, og i glæden over Ingemanns romaner og »Carstensens Tivoli« at forene »dandsens flygtige poesi« med den bestående mondæne indskrænkethed i almindelighed. Det realistiske teaters opvågnen lod ikke til at afficere B. synderligt. E j heller de ulykkelige krige, hvorom han flygtigt beretter i sine erindringer, for bare at nævne nogle få ting. Et besøg ved fronten finder hos ham udtryk i et par heroisk-sentimentale betragtninger eller i en anekdote om et møde med en officer, hvor der udveksles et par stolte mand-til-mand replikker, som ganske vist smykker de efterladte skrifter, men som ikke øver den ringeste indflydelse på hans arbejde. I det hele taget må jeg sige, at B.s utvivlsomt mange kvaliteter ikke formår at fjerne det mindre sympatiske indtryk, man får af ham og hans ånd ved et nærmere studium af hans kunstneriske og almenmenneskelige holdning; hans væsen, som bl. a. kommer klart til udtryk i en del brevvekslinger og kunstneriske manifester, røber en veludviklet forfængelighed, en aldrig slumrende selvretfærdighed og en ulidelig autoritetstro parret med en fremherskende gøren opmærksom på egen ufejlbarlighed i forhold til de af ham fastsatte love og erklæringer om kunstartens virke og mål. Hvordan skal det gå, når en tradition bygger på én mands næsten despotiske ydmyghed over for denne kunstartens poetisk-forskønnede begrænsning? Det er da gået fint? Man kan med rette sige, at der B. og de andre grundlæggere til trods er skabt megen ballet,der går på tværs af konventionen.

Det er der selvfølgelig også, men de radikale ændringer herhjemme er vanskelige at få øje på. Mange værker både herhjemme og verden over, der er skabt i en slags protest, rummer ved nærmere analyse betydelig mere negativ arvelig belastning, end man ved første øjekast lægger mærke til. Den mere modernistiske musik, de nye emner, tilslører kun overfladisk koreografiens usunde tilhørsforhold til traditionens svage sider. (Jævnfør Cunninghams Dance Théâtre). Personkarakteristikken og især det koreografiske sprogs fossile mønstre har ofte været for unuancerede og utvetydige til at kunne puste afgørende liv i dramaerne. Tit har man undret sig over hvorfor publikum hverken har leet eller grædt, når det blev konfronteret med de tragiske og psykologisk set sammensatte emner, som i de sidste år har været genstand for balletfortolkning. Her er det i første række sproget, som må bære skylden. Le og græde gør tilskueren først, når der er en dyb overensstemmelse mellem det tematiske og det sproglige.

Nye emner og nye tanker har fundet vej til koreografernes sind på den ene eller anden måde, men én ting ligger stadig og lurer som en næsten uoverstigelig hindring: Absolutterne om æstetikken, lovene om »forskjønnelsen«. Og her kan vi ikke undgå at berøre ballettens forhold til litteraturen. Mange af de bedste balletter i det mere moderne repertoire baserer sig på en gendigtning af litterære værker. Når koreograferne igennem mange år har stået i afhængighedsforhold til det skrevne ord, når det gælder dramatisk ballet, skyldes det vist, at B.s og de andre traditionsskaberes forhold til omgivelserne og til litteraturen stadig øver en indflydelse. Nu efterlyste jeg ganske vist før en tilknytning til samtidens digtning f. eks. - men det skulle ikke forstås derhen, at koreografen skulle forsøge at imitere digtningen eller skuespilkunsten, - snarere efterlyser jeg et åndeligt slægtsskab, der kunne resultere i en gensidig påvirkning. Bedst for dansekunsten ville dog være, at koreografen havde et direkte forhold til livet omkring ham.

Når man ser bort fra de balletværker, som er inspireret af litteraturen, er megen koreografisk digtning resultatet af den skabende kunstners lidt akavede og bange forhold til tilværelsen. Man sidder, måske mere eller mindre bogstaveligt, stadig i et vindue og ser ned på den dekorative menneskestrøm, og idet man trofast overholder de gængse love, bliver dansen påny en scenisk raffineringsproces. Ballettens sprog og udtryksmuligheder er da stadigvæk så specielle, at de først kan tages i brug, når de emner man vil behandle allerede har gennemgået en eller anden forvandling. Enten bliver inspirationen filtreret, jeg mener her gennem konventionens love, eller også resulterer den i en slags secondhand gengivelse af allerede fordøjet og assimileret stof (litteraturen).

Hvis man vil imødegå denne indkapsling, hvis man vil arbejde på at gøre dansen til et mere elastisk begreb, som direkte kan absorbere den inspiration, man kan få af en iagttagelse af mennesketilværelsen i sin »ubehandlede« form, - så må selve sproget, d.v.s. kroppens plastiske muligheder udvides stærkt. En total revision må til.

Det er ikke nok at ændre på stilen hist og her. Lad nye målsætninger og programerklæringer af samme Bournonvilleske kategoriskhed komme til og lad disse resultere i »outrerede« værker, som man så siden kan gøre oprør mod. På dette felt kunne samarbejde med moderne komponister gore underværker. Ikke bare samarbejde, hvor man bruger kunstarternes særegenhed og forskellighed til at stille sin egen personlighed i relief, men et samarbejde, hvor man fordyber sig i de to kunstarters mulige og umulige samspil. Her har koreografen en stor og vanskelig opgave. Selvfølgelig er det trælsomt og kompliceret at trænge tilbunds i musikkens eruptive udvikling og de dermed følgende radikale ændringer i formsprog og struktur, (det er en håbløs opgave selv for en del komponister at finde vej i denne jungle og finde ståsted for egen skaben) - men koreografen kunne lære en bunke af dette og det kunne hjælpe ham til at se klarere på hans egen kunstart. Samtidig kunne man ønske, at komponisters forhold til ballet ikke var præget af den ærbødige indifference, som undertiden giver sig praktisk udslag i en rutineret teatermusik, men som regel i passivitet.

Det ville være overflødigt i denne sammenhæng, endnu engang at nævne B.s mange kvaliteter endsige berøre traditionens positive sider i al almindelighed. Det er gjort godt og grundigt førhen, men en udeladelse heraf skulle nødigt resultere i, at man tror disse betragtninger er ensbetydende med en total afstandtagen fra vores tradition. Jeg kan dog ikke lade være med at sige, at det må anbefales helt og holdent at kaste traditionen overbord, når man skal til at skabe selv, -fordi det jo ofte viser sig, at man er betydelig mere belastet med tradition, end man vil være ved, og at man, selv nar man mener at have gjort helt op med konventionen, alligevel nikker ærgerligt genkendende til den konventionelle påvirkning.*

Man må gøre op med de tendenser, som jeg flygtigt har ridset op, - springe ud af vinduet og blande sig med det liv, som i sin ægte form ligger lige for næsen af én, eller for den sags skyld begrave sig i det liv, som Bournonville lukkede øjnene for for hundrede år siden.

Angsten for systematikken eller automatikken i den koreografiske skabelsesproces må kastes overbord. Hvorfor skal dans stadig være en kunstart, hvis tilblivelse baserer sig på indfald og tilfældig inspiration, improvisatorisk oversat til scenekunst, og ikke resultatet af alvorligt forarbejde. Foragten for det, der i gamle dage hed »skrivebordsballet«, må erstattes med glæden ved at finde nye love og ny struktur for koreografien. Loven om at benene skal være udaddrejede er for spinkel at bygge på. Skal dansekunsten fremdeles interessere, må koreografen se i øjnene, at det er nødvendigt at finde emner og motiver, som dansen kan tage til sig som sine egne, og som netop den bedst kan formulere.

* af egen bitter erfaring. (E.H.)