Indtryk fra den 7. nordiske musikpædagogiske kongres i Stockholm

Af
| Årgang 39 (1964) nr. 06 - side 222-224

Indtryk fra den 7. nordiske musikpædagogiske kongres i Stockholm
9. - 15. august 1964

Efter en festlig velkomst på Stockholms Stadshus søndag den 9. august begyndte kongressens koncentrerede arbejdsuge næste morgen for op mod 450 deltagere, heraf ca. 40 danske.

Af programmet fremgik det, at vi skulle høre 38 foredragsholdere (herimellem 6 danske), nogle af dem flere gange, og overvære et masseopbud af børn og unge, som spillede, sang og dansede, dels som demonstration til nogle af pædagogernes arbejdsmetoder, og dels som indledning til for- og eftermiddagenes arbejde.

For de morgenduelige med trang til legemlig og åndelig afspænding gennem motion var der rytmik hver dag fra kl. 8-9 ved Gerda von Biilow og Dagmar Wide-Unterkircher.

Et af kongressens hovedemner, som blev belyst fra flere sider, var kommunernes organisering af musikundervisningen. Denne kommunale musikskolevirksomhed er enestående i sin art i Norden. Mange inspirerende oplysninger om musikskolernes organisation og daglige arbejdsmåde blev givet, men mest inspirerende var naturligvis musikskoleelevernes egen storartede musiceren. Ikke mindre end ca. 350 unge fra det ganske Sverige havde afbrudt deres sommerferie for at spille og synge ved kongressen.

Sverige har ca. 300 kommunale musikskoler med mere end 100.000 elever i frivillig musik. Op mod 30 pct. af børnene i de kommuner, der tilbyder dem frivillig instrumentalundervisning, tager imod tilbuddet. Kommunerne bidrager med op til 20 millioner kroner årlig til denne musikpædagogiske aktivitet - imponerende tal!

Vi hørte om nogle af de forsøg, som musikpsykologer foretog med børn for at kortlægge deres evner og behov for musik. Bertil Sundin havde observeret 100 børn i alderen fra 3½-7 år, dels under fri leg og dels i enrum, hvor de blev opfordret til at synge en melodi, som de kendte, og derefter selv finde på én. De skulle f. eks. synge deres eget navn. Han konstaterede det toneomfang, som disse børn helst benyttede sig af, den foretrukne melodiske retning og de mest brugte intervaller i de improviserede sange.

Liisa Tenkku havde ladet børn fra 1., 3. og 4. klasse lytte til en indspilning af György Ligetis orkesterværk »Atmosphères«, komponeret 1961. 1. klasse og en gruppe af 3. klasse fik en orienterende omtale af værket på forhånd, de øvrige ikke. Bagefter bad hun dem skrive om eller tegne deres indtryk af musikken. Der kom mange fantasifulde tegninger, både nonfigurative og mere konkrete: fra havets bund eller verdensrummet. Af svarenes positive eller negative tendens forsøgte hun at finde frem til, om udbyttet af at lytte til musikken var påvirket af forudsætningerne hos de to grupper børn.

Flere pædagoger demonstrerede, hvordan de praktiserede holdundervisning. Karin Ek underviste i store klasser og måtte derfor sætte ind på så mange fronter som muligt: sang, blokfløjtespil, aflytning af plader, tegning, dans, teknik (båndoptagelser), fabulering, operagennemgang, koordinering med andre fag. F. eks. gennemgik hun norsk musik, når klassen lærte om Norge i geografi. »Brylluppet på trollhaugen« gjorde altid lykke, hvilket hun beviste ved at få hele auditoriet til med stor entusiasme at levere rytmeakkompagnement til den på triangler, tamburiner og kastagnetter.

Om jazzpædagogik fik vi at høre, at den almindelige fremgangsmåde er gehørspil efter grammofonplader, traditionel harmonifølge efter becifring, improvisation og opøvning af synkopefornemmelse ved f. eks. at dele et hold i to grupper og lade den ene klappe 1. og 3. taktslag og den anden 2. og 4. taktslag.

Af stor interesse var Lars Edlunds gennemgang af sin lærebog i fritonal melodilæsning: »Modus Novus«. Den indeholder en række øvelser for hvert interval incorporeret i enhver tænkelig melodisk og rytmisk gestalt, som skal opfattes i sin helhed, og desuden en samling citater fra nutidige kompositioner.

Bratschisten Knud Frederiksen anbefalede alle, der skulle spille eller synge moderne musik, at studere den grundigt. Det havde han haft god brug for, da han og Bengt Johnson m. fl. indstuderede Axel Borup Jørgensens »Musik for viola og slagtøj«. Dette værk skulle de have spillet for os, efter at have fortalt om værkets opbygning og vanskelighederne i indstuderingen, men da »m. fl.« ikke kunne være til stede, fik vi det i en fin grammofonindspilning, både før og efter kommentarerne.

Et andet splinternyt værk, vi fik at høre fra tribunen, var Egil Hovlands »Varianter for to klaverer« op. 46, kommenteret af komponisten, som sammen med Hanna-Marie Salvesen Weydahl også fremførte værket. Det var skrevet til lejligheden og tilegnet kongressen. Han præsenterede først den benyttede 12-tonerække, det rytmiske og det dynamiske skema, og forberedte dernæst tilhørerne på den klanglige disposition, som gik ud på at benytte alle klaverets muligheder, ikke blot de traditionelle. Endvidere angav komponisten, at såvel rækkefølgen af de 20 varianter som tempo og dynamik i nogle af dem var overladt til de udøvendes fantasi og indfald i øjeblikket. Derpå bad han tilhørerne glemme alt, hvad han havde sagt, og alt hvad de havde lært om musik, og bare lytte med åbent sind. Det blev en meget fascinerende oplevelse, ikke mindst på grund af in-terpreternes overbevisende spil.

Sveriges Radio havde indbudt kongressen til at overvære en koncert med nutidig musik. Det, vi hørte, fik en fremragende udførelse, men da et foreskrevet stereonalæg svigtede i det første værk, undlod man at spille det sidste, som også krævede stereoanlæg. Da man ikke havde kunnet få flyglet præpareret til 1. og 4. sats af Cage's Amores (med skruer, viskelæder o. l.), var det kun »Risposte« af Naumann, der fik en adekvat udførelse. Her var mange nye og betagende klangvirkninger at lytte til, bl. a. et akvarium, kvartfyldt med glasstumper, hvori der af og til rørtes med en pind.

Ind imellem al denne nye og nyeste musik fik kongresdeltagerne lejlighed til at høre Pergolesi's og Pietro Auletta's opera buffa »Syngemesteren« på Drottningholms Slottsteater.

Kongressens præsident, professor Åke Uddén hyldede de optrædende med blomster og et »bravissimo«.

Det samme vil vi sige til vore svenske kolleger for deres alsidige tilrettelæggelse af denne meget inspirerende kongres.

Inger Alsted.

Orff-institut Jahrbuch 1962

Fra den østrigske ambassade har Mp F som gave modtaget 1962 årbogen Orff-instituttet ved Mozarteum i Salzburg. Bogen, der er på 105 sider, tilbydes Mp Fs medlemmer til låns til gennemlæsning. Af indholdsfortegnelsen skal citeres:

Eberhard Preussner: ABC der musikalischen Anschauung,
Werner Thomas: Bildung zur Sprache im Orff-Schulwerk,
Wilhelm Keller: Elementare Musik,

Interesserede kan henvende sig til Mp Fs kontor.

Inge Rützou død

Den 4. august afgik Inge Rützou ved døden efter lang tids svær sygdom. Vi, der var så lykkelige at komme hende på nærmere hold, har svært ved at fatte, at Inge Rützou, som ved sin positive livsholdning bragte glæde og opmuntring til alle, hun færdedes iblandt, ikke er mere. Få har vel som hun forstået at opleve og at gøre andre delagtige i sine oplevelser. Trods sin store faglige dygtighed blev Inge Rützou aldrig træt af at tilegne sig ny viden. Hun hørte da også til dem, der altid trofast sluttede op om Mp Fs kurser og møder. Tidens musikalske strømninger fulgte hun med vågen interesse, samtidig med at hun satte sig på skolebænken for at udvide sit kendskab til de gamle mestre.

Siden 1949 havde Inge Rützou sit væsentligste virkefelt på blindeinstituttet. Hendes enestående evne til at sætte sig ind i de blindes vanskeligheder parret med medfødt takt og en stilfærdig og beskeden fremtræden gjorde Inge Rützou til den ideelle lærer for de blinde. Her, som overalt, hvor hun færdedes, vil man føle, at vi har lidt et smerteligt tab ved Inge Rützous bortgang.

Æret være hendes minde.

B. Stedstrup.

Astrid Thorson død

Musikpædagogisk Forenings ældste medlem, fru Astrid Thorson døde i slutningen af september, 86 år gammel. Hun var den første, der tog musikpædagogisk eksamen her i landet kort efter foreningens start i 1898.

Fru Thorson fik sin pianistuddannelse på Glass' konservatorium og senere i Berlin, men det var musikundervisningen, der havde hendes store og fulde interesse, og hun underviste da også lige til hun blev syg i juni måned i år. Hun havde da undervist i 70 år.

Fru Astrid Thorson var et sjældent menneske. Hun var i besiddelse af en stor åndelig vitalitet, et glad sind og en fantastisk energi. Daglig underviste hun fra morgen til aften, og ferierne tilbragte hun på rejser i udlandet.

For Musikpædagogisk Forening, hvor hun altid mødte op til sammenkomster, møder og fester, som for hendes familie og ikke mindst for hendes elever og venner bliver det et stort savn ikke at skulle se hende mere.

-erg.