Nyt værk af Vagn Holmboe

Nyt værk af Vagn Holmboe

Ved torsdagskoncerten den 26. november i år uropføres et nyt stort værk af Vagn Holmboe, hans »Requiem for Nietzsche«, komponeret over 11 digte af Thorkild Bjørnvig fra samlingen »Figurer i ild«. I denne digtrække, skrevet i klassisk sonetform, har Bjørnvig villet give os en slags parafrase over digterfilosoffen Nietzsches liv og psykiske sammenbrud, og her har Vagn Holmboe fundet en tankegang, hvis problemer han åbenbart selv har kæmpet og stadig kæmper med. Hos Nietzsche har det været en afmagt overfor splittelsen mellem det, han selv evnede og det, verden ventede af ham. Hos Holmboe føles det ikke så meget som en afmagt, men som en mandig erkendelse, der ligesom Bjørnvigs digte rummer adskillige humanistiske træk og ikke peger hen imod nogen sjælelig opløsning i lighed med den tragedie, der ramte Nietzsche.

»Requiem for Nietzsche« er skrevet for stort orkester, kor og to solostemmer, tenor og baryton. Værket falder i fem dele.

Første del, »Forspil i ørkenen«, er en vision over Jesu fristelse af Satan, identificeret med Nietzsches tavse af visen af det, verden venter af ham:

»Hvis du vil tjene mig, er dette dit!« Og fristeren var fuld af overmod. - Men Kristi ansigt lyste strængt og hvidt.

I orkesterindledningen hertil, bygget op af tætte klangblokke, skiller bratschen sig ud med et bøjeligt tema, der får gennemgående betydning for hele værket:

Førstedelen fortsætter i sonetten »Basel«, hvor vi finder Nietzsche under påvirkning af personligheder, der forgæves søger at inddrage ham i deres idéverden. Et musikalsk Tristan-citat er smuglet ind under omtalen af Nietzsches kontakt med Wagner. (Det er første gang Holmboe har anvendt et trick af denne art). - I denne del af værket viser Holmboe sin vidt differentierede behandling af koret, som udtrykker sig dels i rytmisk talesang, både med fikseret og ufikseret tonehøjde, nøje præciserede glissandoer og fint beregnede overgange fra råb og tale til egentlig sang. Bemærkelsesværdige er også de flere steder krævede store vibratorer, helt op til 1/4 tone.

Anden del omfatter sonetterne »Vennerne«, »Sils Maria« og »Den tredie fristelse«. Her stilles vi overfor Nietzsches tab af en nær ven, som foretrak at gifte sig og hellige sig sine børn, - Nietzsches oplevelse af Zarathustra og de sære udslag af hans begyndende sindssygdom. Denne psykiske spændingstilstand tiltager med uafvendelig styrke i værkets tredie del, sonetterne »Øjeblikket«, »Gondolsang« og »Jena«, hvor han identificerer sig med Gud:

På ham lå alt. Sov han et øjeblik
løb jorden vild, atom faldt fra atom
nu Gud var død. Hårdhed og medynk, magt,
ild, skabelse, som før var Herrens sag,
var hans nu! ...

En rekreationsrejse giver ingen bedring, heller ikke et klinikophold. Nietzsche føler et guddommeligt ansvar hvile på sig og er afmægtig overfor dets knusende vægt:

og skreg igen og vågned til sin dag, dødsmaske, dum og blind, en håndfuld 1er, og følte som en muskelvibration den samme tanke en forpint æon: Han ville ikke være Nietzsche mer.

Fjerde del, sonetterne »Ecce Homo« og »Jena«, fører os frem til Nietzsches fuldstændige åndelige sammenbrud, hans kollaps »i Weimar, dér hvor Goethe fyldte ark på ark i lydhør, gul oktoberro...«. Her lå han (Nietzsche)

... tilsidst på lejet, uden krav,
og talte sjældent, hvilede forsagt
som på de dødes sorte færge strakt,
halvt udslukt, som en martyr i sin grav . . .

Kun når en nattestorm jog om hans hus
bad han i gru: »Søster, tag vinden bort!«
Thi sorgen huj ed i det lange sus,
rev i hans sidste sprøde tanker hårdt
og spredte dem med magt som vissent løv.

Femte del, sonetten »Asgårdsreien«, er en slags hyldest til den store ånd,

forskudt af venner, harmfuldt selvforskudt,
et ædelt, mægtigt redskab, sønderbrudt en fattet sjæl i dødens fugletræk,
- Langt heller dét, end under evig stræng
forskånelse fra nattens ryttertog
dø valne lysters strådød i en krog
i kuldskær anger på en sotteseng.

Værkets titel »Requiem« giver for så vidt fuld dækning for dets medfølende indhold, dets ønske om nåde for dem, der lider umenneskeligt uden egen skyld. De sidste strofer er en anråbelse, der kan paralleliseres med den latinske dødsmesses »Requiescant in pace«:

Lad da hans krigeriske kærlighed,
som ubesvaret jamrer i hans grav,
usårlig slå de brede vinger ud
og over Genua nå åbent hav,
og hvor den længste storm træt synker ned
nå sejrrigt frem og hvile i sin Gud.