Set fra en dirigents side

Af
| Årgang 39 (1964) nr. 06 - side 201-201

Set fra en dirigents side

Fra en samtale med kapelmester ved Det kgl. Teater Ole Schmidt om de musikalske problemer, der knytter sig til ballet, bringer DM her nogle uddrag:

. . . Man kan vel sige, at der findes tre hovedformer for ballet: 1) de gamle (f. eks. Svanesøen, Giselle og Napoli), hvor patinaen er en vigtig ingrediens, 2) de balletter, der skabes til i forvejen eksisterende musik (f. eks. Symfoni i C, Sinfonie Classique og Concerto Barocco), og endelig 3) de balletter, der laves i nært samarbejde mellem komponist og koreograf.. .

. . . Det er mærkeligt, som det oprindelige stærke udtryk i en gammel ballet forsvinder i tidens løb. De forskellige koreografer, der efterhånden har beskæftiget sig med disse værker, har øjensynligt kun forsøgt at forstærke den koreografiske udtryksspænding ved stadig mere kompliceret trinteknik og ydre virkemidler og ladet mere eller mindre hånt om det musikalske. Derved har de bortledet publikums opmærksomhed fra helheden . ..

. . . Koreografen siger: Det trin må jeg have med! Til gengæld må vi så udføre de takter eller den sats noget langsommere eller hurtigere, end komponisten har tænkt sig det. Både musikken og helheden taber derved i værdi. Derfor tror jeg, at det er af stor betydning, at man påpeger overfor de unge dansere og koreografer, at det at omgås mestre som Mozart, Beethoven, Brahms o.s.v., kræver en så indgående viden om disse komponister, at man ikke bare fordi man hører et tema, man synes om, tror at man kan skabe en hel - og navnlig helstøbt ballet...

... Musikken må ikke være ballettens tjener, - de må være jævnbyrdige, for at der kan komme kunst ud af det. Jeg kender kun en enkelt koreograf, nemlig Balanchine, for hvem det er lykkedes at anvende musik, der er skrevet i forvejen. Det ligger vel hovedsagelig i den omstændighed, at Balanchine ved siden af sin balletuddannelse har fået en grundig musikalsk uddannelse på konservatoriet i Leningrad. Han spiller fremragende klaver og har fuldt kendskab til et partiturs opbygning.. .

. .. Den hyppigste fejl ved indstuderingen af en ballet skyldes manglende kendskab til musikkens karakter, altså bl. a. dens frasering og tempo. Man kan ikke plukke en musikalsk sats i småbidder, ikke udføre tre takter af et værk anderledes end resten, blot fordi en danser skal lave noget særligt svært det pågældende sted. Og det sker desværre ofte. ..

. .. Man hører desværre tit musikere sige, at det er lidt trist at spille til ballet, fordi de fornemmer, at der ikke bliver ydet musikken respekt. Og desværre har de ofte ret. Vort teater er enestående i den retning, at vi har et fremragende orkester til rådighed, - også når det gælder ballet. Jeg har været på balletturné i lande, hvor jeg hos orkestrene har efterlyst soloblæserne, og man har svaret mig, at jeg ikke kunne få dem, fordi de har fået indføjet i deres kontrakter, at de aldrig skal spille til ballet. Dette siger en del om problemet balletmusik. ..

. . . Musikerne er ofte blevet pessimister. For at citere en begavet musiker: »Ved balletforestillinger føler vi os ofte som cirkusmusikere, der må rette sig efter hestenes ben og ikke efter partituret.......

. . . Jeg tror stadig, at der kan skrives gode balletter, men man må være indstillet på et hestearbejde både fra komponists og koreografs side. Og jeg tror, -selv om kapelmesteren til en balletforestilling ikke er enerådende som i en operaforestilling, - at man ved et godt samarbejde med en begavet og musikkyndig koreograf kan fuldføre en balletindstudering uden særlige vanskeligheder og på et minimum af tid, - til glæde for både musikere og dansere . . .

... En trist tanke er faldet mig ind i den senere tid: Måske er fremragende balletmusik i virkeligheden slet ikke ønsket. For jo dårligere musikken er, og des ringere den bliver fremført, des bedre kan den tåle at blive maltrakteret af koreograferne. Det ville være beklageligt, om vi i 1964 stadig måtte underkaste os den slags antikverede synspunkter. . .

. . . Kunst er for mig noget kompromisløst. Kravene må være absolutte, hvad enten det er den ene eller den anden kunstgren, man beskæftiger sig med. Hvis ikke de folk, der har med det at gøre, har talent, personlighed og kraft nok til at gennemføre deres forehavende, - til kompromisløst at manifestere sig gennem de medier, som det nu er faldet i deres lod at beskæftige sig med, - ja, så har det hele ingen interesse, og så savner de mulighederne for at kunne meddele sig til andre mennesker. ..

. . . Den diverterende muse har selvfølgelig også sin berettigelse, men den må ikke leve højt på den virkelige kunsts bekostning, og det er desværre tendensen i dag. .