Det andet Vatikankoncils liturgiske reform og dens konsekvenser for kirkemusiken

Jean Mouton,
domikanerpater, Lund

Det andet Vatikankoncils liturgiske reform og dens konsekvenser for kirkemusiken

1. Den historiske baggrund

14. og 5. århundrede havde den kristne kult nået et beundringsværdigt højt stade i middelhavslandene. I denne kult, der er nær forbundet med den samtidige kultur, spiller tidens filosofiske og retoriske tænkning en stor rolle, det samme gælder brugen af folkesproget, de sociale skikke og tidens kunst. Men barbarernes invasion markerer den antikke kulturs afslutning. Barbarernes skarer, der døbtes efter en summarisk undervisning, assimilerede kun ufuldstændigt de riter, skikke og det sprog, som jo ikke var deres. Herved opstod der en kløft mellem kult og kultur. I den videre udvikling, som den kristne kult gennemgik fra år 500 til omkring 700, blev den frem for alt gejstlighedens og munkenes sag, hvilket også gælder på kirkesangens område. Menigheden overværede gudstjenesten, men tog stadig mindre aktivt del i den.

Eftersom de troende ikke fandt nogen større åndelig næring i selve liturgien, blev fromheden i stigende grad dyrket ved siden af liturgien. I 1500-tallet tegnes en dyb kløft mellem den strømning, der gik under navnet »den moderne fromhed« på den ene, og »gudstjenesteceremonierne« på den anden side. Interessen for folkesproget, der havde holdt sig i live i afsides liggende missions-områder, f. eks. Kina og Canada, blev kvalt af modreformationen og en påfaldende hårdhed viste sig fra og med 1600-tallet, hvor man drev latiniseringen meget langt. Det er på denne tid, vi møder de første skrifter, der blev banebrydende for den fornyelse, som vi oplever i dag.

Den første etape af denne udvikling finder vi i 1600-tallet,-det var de lærdes epoke. Her genopdagedes de gamle vesterlandske liturgier og interessen for de østerlandske liturgier vaktes. Her begyndte en revision af den romerske liturgi, - men det hele forblev stort set på forskningsplanet.

Man måtte vente helt til 1800-tallet for at nå en anden etape, nemlig den liturgiske fromheds epoke, som var nært knyttet til fornyelsen af det benediktinske klosterliv, først i Frankrig (Solesmes), siden i Tyskland (Beuron og Maria Laach) og i Belgien (Maredsous, Mont César i Louvain og St. André i nærheden af Brügge). Benediktinernes fortjeneste ligger deri, at de på autentisk måde har genoplivet kirkens liturgi og sang. Reformens udspring fra et klostersamfund sikrede, at liturgifornyelsen stilledes ind i kirkens tradition.

Stiftelsen af bevægelsen »Actio Catholica« i 1924 gav stødet til en kirkelig fornyelse blandt menigheder og lægfolk. Her begynder den tredje og afgørende epoke, der kan karakteriseres som pastoral eller missionerende. Gennem denne bevægelse, der stiftedes blandt arbejdere i Belgien og som siden spredtes over hele kirken, opdagede lægfolket, at det af kirken var udsendt til at vidne om den kristne tro og den evangeliske kærlighed i det ateistiske miljø, i hvilket de levede. De kristne, der engagerer sig i deres daglige liv på denne måde, må efterhånden kræve, at gudstjenestens liturgiske former skal være lige så ægte som det liv, de har valgt at leve. Herved har kirken af i dag genopdaget kirkefædrenes tid, d.v.s. de første århundreders kirke, ikke blot på videnskabelig måde, men også eksistentielt, af egen indre erfaring: i dag lever de fleste kristne i et så aktivt ateistisk miljø, at de ikke længere kan nøjes med at leve et middelmådigt kristenliv, - de må vælge mellem at leve som engagerede kristne eller føre en ateistisk tilværelse. Herved kommer kirken, d.v.s. dens medlemmer, til at leve i en situation, der har nære berøringspunkter med oldkirken.

At de første århundreders kirke så at sige har fået nyt liv, er noget ganske afgørende for den nuværende liturgiske reform. Det er herfra, fornyelsen har hentet sin inspiration og sine liturgiske former, ikke for at kopiere, men for at nyskabe i samme ånd. Og det er dette program, som Vatikankoncilet har sat som sit mål, da den liturgiske reform blev udarbejdet. Liturgikonstitutionen, der offentliggjordes den 4. december 1963, giver grundtrækkene i denne reform.

2. Vatikankoncilets liturgikonstitution

Der kan her kun gives et kortfattet referat af det dokument på 23 sider i A 4-format, som Det andet Vatikankoncils liturgikonstitution omfatter. Koncilfædrene fastslår straks fra begyndelsen, at den liturgiske reform indgår i koncilets arbejdsplan 1) af hensyn til det pastorale arbejde blandt kirkens egne medlemmer - sjælesorgen -, 2) af hensyn til de kristnes enhed og 3) for at kunne nå den ateistiske verden.

Efter et afsnit om Kristi nærværelse og påskemysteriet i liturgien, samt om den liturgi, der fejres i det himmelske Jerusalem, følger den lange udredning af den liturgiske fornyelse. Blandt de væsentligste emner kan her nævnes:

1) Guds ord, Artikel 33 lyder: »I liturgien taler Gud til sit folk, og i den forkynder Kristus til stadighed det glade budskab. Menigheden svarer Gud i bøn og sang.« Antallet af de bibelske læsninger skal forøges. Prædikenen hører sammen med den liturgiske handling. Ordets liturgi bør få større betydning, navnlig på vigil-dage og i advents-og fastetiden. Konstitutionen går dog ikke ind på reformens detaljer, men henviser denne side af sagen til en kommission.

2) Menighedens aktive deltagelse. Artikel 11 siger: »De, som beklæder hyrdeembede i kirken, bør påse, ... at menighederne deltager i de liturgiske handlinger på en bevidst, aktiv og frugtbar måde.« Der vil sikkert gå lang tid, inden man har indset alle konsekvenser af disse fire ord: bevidst, aktiv, frugtbar deltagelse. De udgør et ledemotiv, der går igennem hele konstitutionen. Koncilets åbenhed over for de levende sprog må ikke opfattes som en given efter for uvidenheden eller den herskende smag. Den er en uundvigelig konsekvens af selve den kristne kults væsen. Teksten fortsætter: »Riterne skal bære den fornemme enkelheds præg. De bør være kortfattede, gennemsigtige og uden unødvendige gentagelser. De bør være tilpasset de troendes muligheder for at forstå dem, og de bør i almindelighed ikke kræve nærmere forklaringer« (art. 34).

3) Liturgisk mangfoldighed i troens enhed. Allerførst fastslår koncilet, at kirken anser alle officielle liturgiske riter som jævnbyrdige og tilkender dem samme ret og agtelse, hvad enten de er latinske, orientalske, afrikanske o.s.v. (art. 40). Men koncilet går endnu længere: »I sager, der ikke berører troen eller det fælles bedste, ønsker kirken ikke at påbyde nogen stiv enhed i spørgsmålet om formerne og heller ikke i liturgien. Tværtimod agter og værdsætter den de forskellige folks og stammers rige åndelige arv. Folkelige skikke og sædvaner, der ikke uløseligt er forbundet med overtro og vildfarelse, bedømmes med velvilje af kirken, der søger at bevare dem helt og fuldt. Undertiden bliver de ligefrem indoptaget i selve liturgien, når de principielt er forenelige med sand og ægte liturgisk ånd.«

Som eksempel på en anvendelse af dette princip kan nævnes langfredagsgudstjenesten i år i Abidjan (Vestafrika), hvor man mindedes Kristi død med det ritual, der i denne egn bruges ved en konges død. Man behøvede ikke længere at forklare de liturgiske ceremonier. Folket kunne umiddelbart opleve dem som afrikanere. Vi har ingen vanskeligheder ved at forstå, at den romerske liturgi ikke kan opleves af den afrikanske sanger eller danser eller den kontemplative østerlænding på samme måde, som vi oplever den. Men vi må også spørge os selv, om en ung europæer af 1964, der er døbt og undervist i kristendom og som deltager i søn-dagsmessen eller påskenatstjenesten, overhovedet her kan finde de udtryk for troen, som er hans.

3. Kirkemusikken

Den bedste orientering om dette punkt kan findes i to tidsskrifter, som kan anbefales varmt til alle, der beskæftiger sig med den liturgiske sang og dens fornyelse. Det er et fransk og et tysk tidsskrift: Église qui chante og Musik und Altar. Musikforskeren dr. Helmut Hucke har i Musik und Altar publiceret en første artikel om de problemer, som den liturgiske reform rejser for kirkemusikken. Han vil vække diskussion blandt sine medarbejdere og læsere. Denne artikel afstedkom en række kommentarer, der blandt andet blev refereret i Église qui chante, som bad sine læsere om bemærkninger hertil. Vi møder her standpunkter og opfattelser hos tyske og franske specialister, som er interessante, så meget mere, fordi den nye liturgikonstitution med kapitlet om kirkemusikken, der først kom nogle måneder efter denne diskussion, udtalte sig Í ganske den samme retning.

1) Musikken i liturgiens tjeneste. En principiel udtalelse, der fremkaldte de første reaktioner, var inspireret af et dokument af Pius X (d.1914), en af reformens ophavsmænd, der fastslår, at musikken er »liturgiens ydmyge tjener«. Dette blev fra visse sider opfattet som en undervurdering af musikken i gudstjenesten. Heroverfor måtte père Gelineau komme med en berigtigelse. Han citerer først Pius X i en tekst, som er klar og tydelig: »Musikkens fornemste rolle«, siger paven, »er at iklæde den liturgiske tekst ... en til denne tekst vel afstemt melodi«. Musikkens egentlige mål er at give denne tekst større slagkraft. Efter Gelineaus mening bliver konsekvensen af denne udtalelse, at »sangen er den eneste fuldstændigt liturgiske musik«.

En anden konsekvens af dette princip er, at musikken bliver desto mere liturgisk, jo mere den fremhæver det sungne ord. Dette forklarer recitativets enorme overlegenhed over en sædvanlig melodi i kirkens egen sang. I recitativet er det ordet, som bestemmer melodiens form, og derfor må alle liturgiens tjenere holde sig til dette. Derimod anvender menigheden eller koret en melodi, som understøtter den kollektive lyriske karakter i hymnen og antifonerne, - men svarer de præsten, må også deres sang atter nærme sig recitativet.

En melodi til gudstjenestebrug kan derfor ikke bedømmes udelukkende ud fra formelt musikalske synspunkter. Man må se på, hvordan det ord, som melodien følger, fungerer, - om det er et bønsråb, en kort akklamation, en lovsang, en meditation o.s.v. En stor del af det gregorianske repertoire er og bliver forbilledet for al liturgisk sang, netop når det gælder om at se, hvordan melodien slutter sig fuldkomment til de latinske ord og deres frasering.

En tredje og sidste konsekvens af Pius X's princip udtrykker Gelineau på følgende måde: »Ordets rette plads i musikken er det første — men ikke det eneste — kriterium for, om flerstemmig sang eller instrumentalmusik skal kunne godtages. Medens den slaviske liturgi, som i særdeleshed dyrker flerstemmig sang, fortrinsvis benytter sig af homofoni, hvor ordene bliver klart forståelige, har vesterlandenes forkærlighed for polyfonien allerede fra begyndelsen været et vist problem for den romerske kirke. Kirken har tilladt polyfonien under den udtrykkelige betingelse, at ordene tydeligt kan høres. I praksis bryder man dog denne regel hver gang musikken udnytter de liturgiske tekster i stedet for at tjene dem, hver gang den spiller sit eget spil med kontrapunktiske imitationer.« Man tjener ikke den sakrale musik ved at undervurdere ordets betydning og bestride dens førsterang. Ved en sådan holdning afkristnes musikken.

Vatikankoncilets liturgiske konstitution udtrykker de samme tanker, når der siges, at det karakteristiske for kirkemusikken er, at den på den ene side er knyttet til og forbundet med ordet og på den anden side er en integrerende og funktionel del af liturgien. Et par citater vil vise dette: »Kirkemusikken udgør i sin egenskab af en med ordet forenet gudstjenestesang en nødvendig og integrerende del af den højtidelige liturgi« (art. 112). »Såvel den Hellige skrift som kirkefædrene har berømmet sangen i gudstjenesten. I den senere tid har paverne i tilslutning til den hellige Pius X med stor styrke betonet kirkemusikkens t jenende opgave i gudstjenesten.«

Vi kan derfor fastslå, at kirkemusikken i første række er en funktionel musik. Liturgikonstitutionen kræver da også et tilbørligt hensyntagen til den funktionelle karakter, når man skal tage stilling til, hvor vidt den flerstemmige musik kan tillades i liturgien: »Kirken betragter den gregorianske sang som den romerske liturgis egen sang. Denne skal derfor normalt indtage den første plads i den liturgiske handling. Andre former for kirkemusik, i særdeleshed den flerstemmige, skal på ingen måde udelukkes fra gudstjenesten, for så vidt de svarer til liturgiens ånd efter normerne i art. 30« (art. 116). Og normerne i art. 30 lyder: »For at udvikle en aktiv deltagelse skal man tilskynde menigheden til medvirken ved akklamationer, svar, Davidssalmer, antifoner og andre sange.« Menighedens aktive deltagelse hører så dybt til liturgiens væsen, at den bliver en norm, efter hvilken man afgør, om en sangform er antagelig eller ej.

2) Kirkemusikkens funktionelle karakter. Vi fortsætter nu med de øvrige punkter, der blev stillet til diskussion i vore to tidsskrifter.

Alle var enige om, at den liturgiske reform og den musikalske fornyelse måtte gå hånd i hånd. I betragtning af, at den liturgiske musik har meget eksakte funktioner i gudstjenestens faste struktur, må man ved kompositionen af hvert sangled stille sig følgende spørgsmål:

a) Hvilket er det liturgiske mål, man synger for? Gælder det en tekstlæsning, en Davidssalme eller en kirkebøn? Skal der synges under en procession eller mediteres over ordet?

b) Hvem er det der skal synge? Præsten, forsangeren, menigheden eller koret?

Valget af den rette musikalske form afhænger af det svar, som vi får på vore spørgsmål: recitativ, litani, antifon, responsorium, hymne.

For messens proprium gælder eksempelvis, at den sang, som synges under processionen i gudstjenestens begyndelse, introitus, og den sang, der synges under altergangen, communio, må behandles helt anderledes end gradualpsalmen efter epistellæsningen, der er et bibelord til meditation. Ganske vist er alle disse led Davidssalmer, men man synger nu engang ikke på samme måde, når man går i procession, som når man sidder stille på sin bænk i meditation.

På samme måde må hvert led af messens ordinarium behandles funktionelt: Kyrie som en litaniagtig anråbelse; Sanctus som en akklamation i nær forbindelse med den forberedende opfordring til lovsang, præfationen; Agnus Dei som Htani; Gloria som en hymne; Credo som en bekendelse.

Alt dette viser os, hvorfor de komponister og liturgikere, som har deltaget i diskussionerne i de nævnte tidsskrifter, anser en stadig kontakt mellem deres grupper for en uomgængelig nødvendighed for at sikre, at man i fællesskab når til et dybere studium af liturgien og dens musikalske problemer. Begge parter er »den liturgiske funktions« tjenere.

3) Menighedsliturgien. Der hersker også fuld enighed om et andet punkt: det ønskelige i en liturgisk form, som er let tilgængelig for mindre menigheder, der kun råder over ganske små musikalske ressourcer.

Det ser ud til, at man i princippet er på vej mod en skelnen mellem to liturgityper: dels en liturgi for klostre og måske også for katedraler og domkirker, hvor den gregorianske sang skal beholde sin plads i fuldt omfang, og dels en menighedsliturgi, som kan få nye, enkle musikalske udtryksformer, der svarer til folkesprogets egenart.

Art. 121 i konstitutionen henstiller i denne forbindelse: »Kirkemusikernes kompositioner skal ikke blot kunne udføres af større kor, men også kunne tilpasses mindre kor. De bør tillige fremme hele menighedens aktive deltagelse.«

Der er gjort flere forsøg på at skabe en sådan folkeliturgi. Her må dog indskydes, at det franske sprogs rytmik ikke tillader, at man overfører de gregorianske melodier til fransk tekst. I Frankrig er man altså nødt til at skabe nye melodier. Tidsskriftet Église qui chante meddeler her for hver søndag franske sange, der svarer til dagens proprium. Der følger altid en grammofonplade med tidsskriftet. Som graduale vælges altid den Davidssalme, der er foreskrevet i dagens traditionelle liturgi, og den udføres som en slags responsorialform.

Som indgangs- og kommunionssalme foreslås enten den til dagens liturgi hørende Davidssalme, forsynet med en ganske kort antifon, som kan synges af hele menigheden, eller der foreslås en kirkevise, d.v.s. en salme. I mange menigheder er det nemlig bedre at anvende en salme med en levende tekst, der i sin karakter mere svarer til vor fromhed og som har en mere folkelig struktur med en lettilgængelig melodi, end at fastholde den traditionelle psalmodi. Man lægger her mærke til et begyndende skel mellem klosterliturgien og menighedsliturgien.

Konstitutionen siger herom i art. 118: »Den religiøse folkesang skal fremmes omhyggeligt, så de troendes røster kan lyde ved de forskellige andagtsøvelser og gudstjenester såvel som ved selve den liturgiske handling, i overensstemmelse med rubrikkernes vejledninger og forskrifter.« Og der fortsættes i art. 119: »Eftersom folket i mange lande ... har en egen musikalsk tradition med stor betydning for det religiøse og det sociale liv, skal denne musik behandles med tilbørlig påskønnelse. Den skal indrømmes en rimelig plads i disse folks religiøse liv og ved tilpasningen af liturgien til deres egenart.« Dette er blot en tillempelse af princippet i den nævnte art. 40, der regner med, at man i selve liturgien kan indføre skikke, der tilhører traditionen hos visse folk.

4) Den gregorianske sang og kirkemusikalske nyskabelser.

Det er interessant at se, at koncilet ikke blot tilskynder kirkemusikerne til at skabe en liturgisk sang på folkesproget, som svarer til sprogets egenart, men at konstitutionen samtidig bekræfter, at den gregorianske sang bør have fortrinsret fremfor anden kirkelig musik. Herudover fastslår man, at de kritiske udgaver af det gregorianske repertoire skal fuldføres: »Arbejdet med normaludgaven af bøgerne med den gregorianske sang skal føres til en afslutning. Endvidere skal der foranstaltes en kritisk udgave af de bøger, der er udkommet siden Pius X's reform« (art. 117).

I kapitlet om kirkemusikken vender liturgikonstitutionen sig til kirkemusikerne med en opfordring om at være nyskabere. Endnu engang henstilles det, at deres melodier bør kunne synges, ikke blot af større kor, men også af de små og at melodierne bør fremme en aktiv deltagelse i sangen fra menighedens side.

Til slut mindes vi dog om, at liturgien ikke er et menneskeværk. Ritualisme dræber liturgien. Ånden gør den levende. Kun de hjerter er modtagelige, som har åbnet sig for evangeliets fattigdom og som lader sig omslutte af tilbedelsens stilhed.