Grammofon

GRAMMOFON

GABRIEL FAURÊ: Requiem. Solister: Victoria de Los Angeles og Dietrich Fischer-Dieskau. Choeurs Elisabeth Brasseur. Orgel: Henriette Puig-Roget. Orchestre de la Société des Concerts du Conserva-torie Paris. Dirigent: André Cluytens. — Electrola A 91223.

Det er i dette efterår 40 år siden Gabriel Fauré døde, og omtrent 80 år siden han skrev sit Requiem, der nu foreligger i en fornem indspilning, som i sin ædelt reserverede holdning helt er i Faurés ånd. Kort før Faurés død gav den dengang 37-årige Nadia Boulanger en fin karakteristik af Faurés indsats som komponist af religiøs musik. Den ånd, der hersker i hans religiøse værker, skrev Nadia Boulanger, er i slægt med de milde partier Í Johannesevangeliet og med Frans af Assisi. Det er kærlighedens kilder, Fauré her har søgt, - og ikke frygtens. Dette må man gøre sig klart, hvis man vil forstå ham. Stemmerne i hans værk er som samtaler mellem himmelen og menneskene, fredsommelige, rolige og indtrængende, til tider alvorlige, men aldrig truende, aldrig dramatiske. Det er derfor fuldt forklarligt, at Fauré i dette Requiem har udeladt hele Dies Irae-delen, hvis sindsoprivende indhold lå ham fjernt. Ingen voldsomme affekter måtte forstyrre værkets rene og mildt smertelige udtryk, dets dybe eftertænksomhed, dets tro og tillid.

Cluytens anførsel af Faurés Requiem vidner om stor finfølelse overfor værkets karakter. Kun på et enkelt sted (Tremens factus-partiet) forekommer de dynamiske spændinger at falde udenfor den ellers fint beherskede balance fra sats til sats. De to store solister hævder sig med usvigelig autoritet: de Los Angeles i det ophøjet skønne Pie Jesu og Fischer-Dieskau i Offertoriets Hosrias og i det koloristisk særprægede Libera me, hvor hans karakterfulde foredrag støttes af orkestrets dunkle marche funèbre med den svagt pulserende pauke. Messen slutter med det trøsterige In paradis um. Her udsiger korets lyse stemmer håbet om det evige liv, mens orgelet bygger en himmelstige af brudte treklange. Et fornemt værk, der ved genhør stadig røber nye og hemmelighedsfulde skønheder.

B.

The Demonstration Collection of E. M. von Horn-bostel and the Berlin Phonogramm-Archiv. -Etnic Folkways Library FE 4175 (2 plader).

Berlin Phonogramm-Archiv huskes af alle, der har syslet med studiet af folkemusik eller exotisk musik. Det blev grundlagt i 1900 af Carl Stumpf. Og da Stumpf havde lykke til at samle højt begavede musikforskere om sig —von Hornbostel, Sachs, Lachmann og Schneider for blot at nævne enkelte - voksede arkivet sig hurtigt stort. I årene mellem de to krige var det ubestridt verdenscentret for ikke-europæisk musik - intet andet sted havde man fået opbygget samlinger, der tilnærmelsesvis kunne måle sig med de berlinske.

Indtil Hitlers dage var arkivets centrale personlighed Erich Maria von Hornbostel. Det var da også ham, der ud af arkivets samlinger valgte de eksempler, der i trediverne indgik i pladeserien »Musik des Orients«. Men allerede længe forinden, nemlig antagelig i årene omkring den første verdenskrig, havde han skabt en »Demonstrationssam-ling«, der indeholdt en række af de mest spændende optagelser fra pionerårene 1900-1913. Selve fonogram-arkivet blev splittet og tildels ødelagt under sidste verdenskrig. Men to sæt kopier af demonstrationssamlingen havde overvintret i USA, og det er af uvurderlig betydning, at et fyldigt udvalg af denne samling nu har kunnet publiceres på to store LP-plader.

Pladerne rummer 42 numre, hvilket vil sige godt en trediedel af den oprindelige de-monstrationssamling. Udgiveren har naturligt nok først og fremmest ønsket at præsentere de fra et akustisk synspunkt mest vellykkede og bedst bevarede af optagelserne. Men også andre hensyn har gjort sig gældende. Således er der afsat særlig megen plads til optagelser fra folkeslag, der idag enten er uddøde, eller hvis musik på det senere eller seneste afgørende har ændret karakter. Endvidere har, hvad man alt efter sit temperament kan kalde sentimentale eller historiske hensyn, medført, at to eksempler på Hornbostels og Boas' optagelser er inkluderet, selvom kvaliteten knap kan siges at være tilfredsstillende, og selvom sjældenhedskriteriet her kun vanskeligt kan tages i brug.

Det er en mangefar vet og rig verden, man træder ind i, når man spiller disse plader igennem. Her hører man Ceylons Veddaer synge en to-tonemelodi, tilmed en af dem, der er transskríberet i Max Wertheimers ofte citerede skrift »Musik der Wedda«. Her er polyfoni fra Oceanien, masser af indianersang, japansk shamisen-spil så virtuost som det sjældent høres i 1964 osv. osv. Alle beboede kontinenter er repræsenteret, rigest Nordamerika og Afrika, svagest Europa.

Et enkelt af eksemplerne giver en dansker lejlighed til at fremkomme med supplerende oplysninger. På den ene af pladerne forekommer en optagelse af eskimo-sang, og denne optagelse har forståeligt nok voldt udgiverne hovedbrud. Optagelsen stammer fra den nu afdøde norske komponist og musikforsker Christian Leden. Leden mærkede sine fonogram-valser med en kode-signatur, og nøglen til tydningen af denne kode tog han med sig i graven. Udgiverne har da i kommentarhæftet anført, at optagelsen er fra Canada (1911), men på pladen selv, at optagelsen er fra Grønland. Det er dette sidste, der er korrekt. Sangen er indspillet på Øst-Grøn-land i 1910. Den er iøvrigt - sammen med aflæsninger af de øvrige indspilninger fra Angmasalik-distriktet- offentliggjort i Ledens »Über die Musik der Ostgrönländer« (»Meddelelser om Grønland«, bd. 52 nr. 4, København 1954) som eksempel 16 (p. 77).

Som påpeget i kommentarhæftet må aflytningen af pladerne befordre en følelse af beundring for de mænd, der i årene indtil den anden verdenskrig bedrev sammenlignende musikvidenskab. Det må have krævet en næsten overmenneskelig tålmodighed hos de forskere, der foretog transskriptionen af de optagne numre. Ikke blot fordi optagelses-kvaliteten naturnødvendigt måtte blive relativt ringe, men også fordi gentagelser af musikafsnit frembød problemer af såvel praktisk som bevaringsmæssig karakter.

Ansvaret for denne pladeproduktion deles af George List fra Bloomington og Kurt

Reinhard fra Berlin. De har præsteret det forbilledlige, vedd en omhu der er lagt for dagen i kopieringen af de gamle fonogramvalser og ved skabelsen af en enestående høj standard for det 40 sider store, ledsagende kommentarhæfte. I dette sidste finder man alle relevante oplysninger om de enkelte optagelser tillige med gengivelser af tidligere publicerede transskriptioner. Hæftet indeholder derudover højst læseværdige artikler om demonstrationssamlingen, om fonografens betydning for etno-musikologien, om Berlinerarkivets historie og om arbejdet med fremstillingen af pladerne. Pro.

PALESTRINA: Missa Papae Marcelli. St. Hedwig Domchor, Berlin. Dirigent: Karl Forster.

MOZART: Missa Brevis i C-dur (»Spatzenmesse«). Solister: Agnes Giebel, Marga Hof f gen, Josef Traxel, Karl Kohn. Orgel: Wolfgang Meyer. St. Hedwig Domchor und die Berliner Symphoniker. Dirigent: Karl Forster. - His Master's Voice ALP 2019.

Palestrinas Marcellusmesse, der om 4 måneder runder 400-året for sin første opførelse, har op til vor tid kunnet bevare sit ry som en hovedhjørnesten for alle tiders vokal -polyfoni. Dette skyldes nok mere de specielle omstændigheder omkring dette værks tilblivelse end dets kunstneriske værdi, der næppe kan måle sig med flere andre af Palestrinas seksstemmige korstykker, hvoriblandt kendere f. eks. fremhæver hans »Assumpta est Maria« og »Ecce ego Johannes« som langt interessantere end Marcellusmessen, hvis særstilling beror på den klare og prægnante udformning af principperne i den såkaldte »Palestrinastil«, som den teoretiske musikvidenskab gennem århundreder har skænket så stor opmærksomhed.

Den nu foreliggende nye indspilning af det berømte værk giver dog næppe noget fuldgyldigt indtryk af Palestrinas kølige og kunstfulde polyfoni, hvis objektive strenghed og egentlig umenneskelige, affektløse karakter må bevares, hvis stilen skal anskueliggøres. St. Hedwig domkirkekor er udmærket velklingende; en lidt for stærk resonans slører dog tekstbehandlingen, og Karl Forster inspirerer flere steder sine sangere til en vis romantisk dramatisering, som næppe er i Palestrinas ånd, f. eks. i det andet Kyrie. Men meget smukke og fint reserverede partier finder man i Et incarnatus est, i Crucifixus og i det ædelt klingende Bene-dictus.

Pladens anden side udfyldes af Mozarts ikke meget betydelige »Spatzenmesse«, der på baggrund af Palestrinas alvor nok virker mere profan end den er tænkt. Opførelsen er levende og klangskøn, ikke mindst på grund af de storartede solister, der f. eks. i den herlige Benedictus-kv&rtet udfolder en mageløs vellyd og stilsikker ensemblefornemmelse. Dette nummer er jævnbyrdigt med f. eks. den fortryllende kvartet i 1. akt af den 15 år senere Cosí jan tu fie, men den er også et af messens musikalske højdepunkter.

B.

Store kirkemusikalske serier af mærket »Cantate«

Det er næppe gået op for ret mange danske kirkemusikinteresserede pladesamlere, at der for nogle år siden blev etableret et tysk grammofonselskab »Cantate«, som har specialiseret sig om produktion af kirkemusik, lige fra den ældste kendte til den nyeste tids værker. Selskabet har i sin korte levetid allerede produceret en imponerende række plader, hvoraf hovedmængden består af hidtil ikke indspillede Bach-værker, kantater, motetter, orgelværker m. m., ialt ca. 70 større og mindre plader, hvortil kommer talrige andre serier, fordelt efter grupper som: dokumentaropta-gelser, musikalsk økumenik, gejstlige Heder, liturgi, kirkelig koncertmusik m. m.

Selskabet »Cantate« blev stiftet af »Tonkunst Verlag Karl Merseburger« i Darmstadt, og har hidtil været repræsenteret i Danmark af »Felix«.

Vi har taget nogle få stikprøver af »Can-tate«s store produktion og har konstateret en smuk standard, både teknisk og kunstnerisk. Enkeltheder kan diskuteres, f. eks. anvendelsen af et Neupert-cembalo af en helt urimelig bastant klangkarakter (pladenr. T 72 460 F, med et iøvrigt blændende virtuost Bachspil af Irmgard Lechner). Et derimod meget autentisk klingende cembalo fra vor tid, bygget af Sperrhaker i Passau, hører vi på pladenr. CAN 1129 K, der rummer værker af Vincent Lübeck, Johann Pachelbel og Joh. Seb. Bach, spillet med stilsikker autoritet af Ruth Dietz. Her er det morsomt at finde Pachelbels koralvariationer over »Werde munter mein Ge-müte«, den samme melodi, som er grundlaget for Bachs herlige koralforspil »Jesus bleibet meine Freunde« og som den 30 år ældre Pachelbel behandler med stor kompositorisk fantasi.

Af stor musikhistorisk interesse er den nye indspilning af Heinrich Schütz' for sin tid epokegørende juleoratorium (pladenr. 650 201). Udførelsen er i gode hænder under Wilhelm Ehmanns ledelse, men skæmmes desværre af evangelist-tenoren, hvis flade og hårde Feldwebel-røst får det til at løbe én koldt ned ad ryggen. De øvrige solister er iøvrigt velvalgte, ikke mindst de mange instrumentalister, der på bedste måde trakterer de tidsbestemte instrumenttyper: barokvioliner, gamber, snævert mensurerede trompeter, blokfløjter, barokbasun, dulcian, positiv og cembalo.

Af Händel foreligger bl. a. to effektfulde anthems, nr. IV og VI, over Davidssalmerne 96 og 42 (pladenr. 655 201), indspillet i det teologiske seminarium i New York under Alfred Mann's ledelse og med fine sang- og instrumentalsolister i spidsen for Rutgers University's Collegium Musicum.

I serien »Dokumentation« finder man bl. a. en Günther Ramin-Gedenkplatte (pladenr. 640 217), hvor den for snart 9 år siden afdøde Thomaskantor i spidsen for de dejligt syngende Thomanerdrenge fremfører korstykker fra det 15. og 16. århundrede samt to værker fra nyere tid: Zoltán Kodály's dramatiske evangeliemotet om Jesus og kræmmerne og Wilh. Weismann's Psalme 23 »Der Herr ist mein Hirte«. Denne plade er overført fra tidligere indspilninger, men af upåklagelig teknisk standard.

»Cantate«s hovedkatalog, der kan findes hos »Fona« i Vimmelskaftet, er fuldt af fristelser.

B.