Honest to God

Leif Thybo

Honest to God

Skal man udtale sig om de kirkemusikalske erfaringer, man har gjort som udøvende eller komponist, gør man naturligvis klogest i at holde sig til det område, som man har et vist overblik over - altså det musikalske (muligt med en afstikker over i det liturgiske), men derimod holde sig i ærbødig afstand af det teologiske.

Det ville f. eks. være rimeligt - som jeg i anden forbindelse har gjort det - at pege på den kendsgerning, at de senere års umådelige intensivering af den kirkemusikalske aktivitet aldrig forekommer som emne i kultur-

debatten. Man kunne drøfte muligheden af ligefrem at lave en statistik over forholdet mellem »profan« og kirkelig koncertvirksomhed. Jeg tror, at man ville nå til et for kirkemusikken forbløffende gunstigt resultat, man ville få dokumenteret, at kirkens musikere gør sig gældende i vor musikkulturelle udvikling i et omfang, som de fleste af »kirkefolket« - Gud bedre det - er uvidende om. Man ville nå til et forholdstal, som - forelagt en vaskeægte humanist fra det forrige århundredes »moderne gennembrud« som prognose for den musikalske situation i nit-/crøhundredtredserne - ville have fået ham til at betragte det særdeles vantro. Ja, der er ting der tyder på, at kirkemusikken - taget i bredeste forstand - er på vej til at genvinde den absolutte førerstilling, som den engang havde - et ejendommeligt og tankevækkende resultat af århundreders udvikling på tilværelsens alle områder.

Det var også nærliggende at beskæftige sig med vigtige ledsagefænomener som liturligske reformbestræbelser, »korbevægelse« og »orgelbevægelse«, og hvad angår dette sidste punkt er de da også meget svært at tilbageholde en undren over, at den standende musikdebats stereotype kredsen om Danmark som det »sørgeligt provinsielle lille land«, aldrig har ladet sig rokke i sin vanetænkning af de iøjnespringende kendsgerninger om Danmarks internationale placering som orgelbyggerland. ...

Imidlertid - dennegang vil jeg lade disse ting ligge og i det hele taget afstå fra at skrive en »artikel«, skrive noget, der i mindste måde kunne give udseende af »overblik«, »afklarede standpunkter« og »system«.

I stedet vil jeg fremhæve et par synspunkter, som har forekommet mig særligt relevante i kirkemusikalsk sammenhæng, fra »Honest to God«, den engelske biskop John Robinsons uhyre stærkt debatterede skrift (det oplyses på bagsiden af den danske udgave, at en bog om den fremkaldte debat kom i et første-oplag på 100.000). Og som sagt: det lidt, jeg kan føje til disse synspunkter, har intet med problemløsninger at gøre. Det skal kun forstås som en opfordring til en - tror jeg - meget ønskelig forhandling af disse spørgsmål for et kompetent forum.

Jeg har især hæftet mig ved kapitlet »I dybderne«. Til orientering nogle citater herfra: „Jeg har tidligere citeret det sted hos Tillich, hvori han foreslår at erstatte »højde«-billederne med »dybde«-billeder til udtryk for sandheden om Gud. Og der er ingen tvivl om, at denne simple ombytning kan få meget religiøst sprog til med ét at forekomme mere væsentligt. Vi er jo i vore dage fortrolige med dybdepsykologi og med tanken om, at den sidste, fundamentale sandhed er dyb." ... „Og symbolskiftet har en virkelig og ikke blot en tilsyneladende psykologisk betydning. Thi begrebsområdet »dybde« har fyldigere associationer end højdebegrebet. Som Tillich siger: Ordet »dyb« har, når det bruges overført om åndelige ting, to betydninger. Det betyder enten det modsatte af »flad« eller det modsatte af »høj«. Sandheden er dyb og ikke flad. Lidelsen har dybde, ikke højde." ... „Men her har vi ikke blot med et symbolskifte at gøre, så vigtigt dette end kan være." ... „Når Tillich taler om Gud i »dybderne«, taler han overhovedet ikke om et andet væsen. Han taler om »den uendelige og uudtømmelige dybde og grund under al væren«, om det, som i sidste instans er os vigtigt, om det, vi tager alvorligt uden forbehold."

Alt dette har jo en umiddelbar relation til musik. Tonesprogets alfa og omega er dog »dybde« og »højde«, »op« og »ned«. Jeg måtte spørge mig: Kan der i det materiale, jeg arbejder med, spores indflydelse fra den nye »kopernikanske revolution«? Hvori adskiller det sig afgørende fra den første »kopernikanske revolutions« tonestof? Jeg har længe haft en fornemmelse af, at et væsentligt træk ved den metamorfose, der i dette århundrede fuldbyrdes, er, at ting, der under renaissancens verdensbillede forløb efter hinanden, nu har en tilbøjelighed til at forløbe samtidigt. Ny for mig som iagttagelse er derimod denne »åbenhed mod dybden« (inspireret af Robinson).

Det ligger jo næsten i ord som generalbas eller fundamentbas, at der er tale om en lukkethed mod dybden. En dur-treklang som grundakkord udstråler energi opad. Hvis grundtone-bastone symboliserer det faste punkt i tilværelsen, symboliserer »denne verden«, hvorfra mennesket stræber mod en højere, ja, så vakler i atom- og rumalder dette faste fundament, vi er henvist til en åbenhed mod tilværelsens dybde. Man har længe talt om tonalitet og atonalitet, som de uforenelige modsætninger. Mon ikke denne traditionelle problemstilling er ved at være forældet? Mon ikke det dybe skisma - i overensstemmelse med den »anden kopernikanske revolution« - bliver skismet mellem renaissancens fundamentale musik og rumalderens a-fundamentale musik?

Der er i Robinsons bog ikke meget, der ikke opfordrer til at blive taget umiddelbart under debat af kirkemusikere - ja, for så vidt af musikere overhovedet. Må jeg nævne et eksempel på noget, der også har slået mig. Da jeg for en halv snes år siden transcriberede Stravinskijs Dumbarton Oaks til orgel, havde jeg naturligvis flere bevæggrunde. Jeg tror, at en ikke uvæsentlig var denne: orglet trænger ganske simpelt til for en tid at blive rykket ud af helligdommen, til at profaneres, blive kastet ud pro fanum. Det trængte til at prøve sig selv uden for kirkemurens beskyttelse, til at forlade hin via negativa, som det var ved at køre fast i. Man kunne sikkert udtrykke det helt Robin-sonsk på den måde, at det skulle ikke i kirken hente kræfter til »verden«, men i »verden« hente kræfter til kirken. Et par citater fra kapitlet »Verdslig hellighed«: „Denne ændring i tanke og udtryk har ydermere en tendens til at fjerne de udprægede kirkeligheds-religiøsitetsassociationer og alt det, som skiller det hellige rum fra samfundet, og lade det dekorative tilbehør, musikken og arkitekturen tale den verdens sprog, som det er handlingens mål at omdanne." ... „Den store fare er, at liturgien skaber en verden af ting, som er modstillet den verdslige verden, i stedet for at kaste det helliges glans over det verdslige."

Som sagt - disse betragtninger er kun ment som en antydning af punkter i den diskussion over »Honest to God«, som heller ikke kirkemusikere vil kunne unddrage sig, og som en opfordring til at få denne diskussion i gang.