Hvorfor kirkemusik?

Af
| DMT Årgang 39 (1964) nr. 08 - side 225-229

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Hvorfor KIRKEMUSIK?

Ville Bach mon vælge et Neupert-cembalo eller et Steinway-flygel, hvis han i dag skulle optræde som koncertpianist? Hvem af os har ikke været præsenteret for dette eller lignende spørgsmål, når diskussionen kom ind på forholdet mellem tradition og nutidig praksis, mellem historisk og/eller musikalsk korrekt interpretation? Diskussioner af denne art plejer ikke at høre til de allermest frugtbare, og det samme kan befrygtes, når vi nu drejer sagen ind på det kirkemusikalske område og spørger: Hvad ville mon Luther og vore hjemlige reformatorer sige, hvis de skulle tage stilling til vore kirkemusikalske forhold af i dag?

Spørgsmålet kan lyde ligeså unyttigt som det første, men i betragtning af, at folkekirken er defineret som evangelisk-luthersk og til stadighed kontrollerer sin lære og forkyndelse, ja måske også sin organisationsform, gennem en undersøgelse af den lutherske reformations intentioner og autoritet, kan der alligevel være grund til at gå nærmere ind på sagen. På hvilke punkter ville reformatorerne da finde overensstemmelse med deres egne bestræbelser og dispositioner i den nutidige kirkemusik? På hvilke punkter ville de mene, vor kirkemusik var kommet ind på et sidespor? Og på hvilke punkter ville de konstatere, at udviklingen er forløbet i direkte modstrid med deres egne bestræbelser og dispositioner? En fyldestgørende besvarelse af disse spørgsmål kræver en række historiske undersøgelser, der knap nok er begyndt. Sagen er nemlig den, at man i den kirkemusikalske, som i al anden kirkelig historieskrivning i for høj grad har interesseret sig for at tegne de linier, der kan tydes som en direkte udvikling fra generation til generation, samt at beskrive de nydannelser, der skete i løbet af udviklingen. Derimod var man mindre optaget af at beskrive alle de strømninger, som var med til at præge de enkelte generationers situation, men som af en eller anden grund ikke førtes videre. Undersøger man reformationstidens situation ud fra denne synsvinkel, bliver det hurtigt klart, at reformatorerne havde nogle flere jern i ilden, eller - for at blive ved musikken - flere strenge at spille på, end den traditionelle historieskrivning har ladet os ane.

Der må altså tages et stort forbehold, når man i dag søger at besvare de spørgsmål, vi har stillet os. Men dette forbehold hjælper os såre lidt. Vi er nemlig i dag sat over for en række opgaver, der alle kræver en løsning i den nærmeste fremtid, uden hensyn til, om vi forinden er blevet færdige med vore historiske overvejelser eller ej. I de kommende måneder skal der tages stilling til en nyordning af den kirkemusikalske uddannelse inden for rammerne af konservatoriernes strukturændring. Inden for de kommende måneder vil en kirkelig kommission beskæftige sig med forslag til ændringer i folkekirkens struktur, herunder kirkens forhold til det kulturelle liv, hvilket ikke mindst vil sige musiklivet. En anden kommission vil overveje ændringer i kirkens administrationsform, og her vil kirkemusikkens og kirkemusikernes stilling nødvendigvis komme i søgelyset. Inden for de kommende måneder vil debatten om den fornylig officielt fremlagte prøveritualbogs muligheder for musikalsk behandling blive mere og mere aktuel, og det vil herunder bl. a. vise sig, hvorvidt en inden for ritualkommissionen verserende påstand om, at danske kirkemusikere mangler vilje og evne til indbyrdes samarbejde, taler sandt eller ej.

Men tilbage til vore reformatorer. Lad os tage de punkter først, på hvilke vi kan formode at finde overensstemmelse mellem datid og nutid. Den vigtigste kendsgerning er her sikkert, at gudstjenesten stadig har en fremtrædelsesform, der er bestemt af musikalske hensyn. Præstens bibelske læsestyk-ker og bønner, og ikke mindst menighedens salmesang, der tilsammen optager langt over halvdelen af en gennemsnitlig højmesses varighed, er tekster, der er tilrettelagt med henblik på at kunne synges. Gudstjenesten foregår stadig under medvirken af personer, der har musikalske funktioner at varetage; gudstjenesten foregår stadig i et rum, hvis akustik er egnet til musikalsk udfoldelse, idet rummet jo ofte er ret uegnet som talelokale, men derimod langt bedre til sang.

De fleste vil anse det for en selvfølge, at den mest direkte overensstemmelse mellem reformationstiden og vor tid kan findes i menighedens salmesang. Jeg er nu ikke så sikker på, at denne betragtning er rigtig i alle detaljer. Nok ville reformatorerne have grund til at være tilfredse med vor salmebog, der med sine 754 numre repræsenterer en enorm udvidelse af det repertoire, som de begyndte at opbygge. Nok ville de straks med berettiget stolthed opdage, at mange af deres egne arbejder stadig findes i salmebogen. Men de ville ikke undgå at lægge mærke til, at den stadige vækst af nye salmetekster kulminerer i det 19. århundrede, hvorefter den bliver afløst af så brat et fald, at kurven i dag befinder sig i nærheden af det absolutte nulpunkt. De ville også opdage, at salmebogens betydning som sang-og læsebog for hjemmet er i stærk tilbagegang, medens enkelte salmer efterhånden har fået indpas i skoleundervisningen på en ny måde, nemlig som litterære mindesmærker. Men langt mere, end vi rent umiddelbart kan forestille os, ville de blive slået af salmens alt overskyggende stilling som kirkemusikalsk faktor i dag. Sagen er nok den, at reformatorerne med salmen tilsigtede at skabe et repertoire, der kunne supplere eller gennem en oversættelse fordoble den traditionelle kirkemusik fra gregorianikken til den store, undertiden rigt instrumenterede motet, og som undtagelsesvis, men også kun undtagelsesvis, helt kunne træde i stedet for disse musikalske led. Selv under landsbyforhold, hvor man - den gang som nu - måtte arbejde med stærkt begrænsede musikalske ressourcer, var det igennem halvandet århundrede efter reformationen en ganske selvfølgelig forudsætning, at degnen ikke blot sang for i de danske salmer, men var i stand til at udføre en vis del af det traditionelle latinske repertoire af messesange. Det er derfor slet ikke sikkert, at reformatorerne ville være tilfreds med salmens nuværende eksklusive stilling i den danske kirke: nogle af dem ville måske mene, at udviklingen her er ført ind på et sidespor, og enkelte traditionelt indstillede, heriblandt rimeligvis Luther selv, ville endog betragte udviklingen som temmelig uheldig. Støtten for en sådan antagelse finder vi i Luthers skrifter, ikke mindst i fortalen til »Deutsche Messe« 1526, hvor den rige gudstjenestes betydning for »det enfoldige folk« understreges så stærkt: netop for disse menneskers skyld vil han lade ringe med alle klokker og spille på alle orgler og lade klinge alt det, som klinge kunne. Samtidig understreger Luther den pædagogiske betydning af en flersproget gudstjenestepraksis: Thi på ingen måde vil jeg lade det latinske sprog udgå af gudstjenesten, thi jeg tænker frem for alt på ungdommen. Og dersom jeg havde muligheden, og det græske og det hebraiske sprog var lige så almindeligt hos os som det latinske, og havde lige så meget af fin musik og sange som det latinske har det, da burde man skiftes til, den ene søndag efter den anden, at holde messe, synge og læse på alle fire sprog: tysk, latin, græsk og hebraisk.

Hermed kommer vi ind på et område, hvor vi ikke længere er henvist til formodninger, men hvor vi klart kan vurdere situationen før og nu, nemlig kirkens forhold til musikpædagogikken og dermed til musiklivet overhovedet. Hele det nye repertoire og ikke mindst det størst mulige antal flerstemmige satser skal tages i brug: ikke af anden grund, end at ungdommen, som dog ellers skal og må opdrages i Música og andre rette kunster, gerne skulle få noget, for at blive af med Boleviserne og de kødelige Sange, og i deres sted kunne lære noget sundt, for at det gode således kunne tilegnes med fornøjelse, som det hører sig til for ungdommen. (Luthers fortale til Johann Walters korsamling). Meningen var ganske simpelt den, at kirkemusikken i skarp konkurrence med den populære verdslige musik skulle gøres til ungdommens foretrukne repertoire og dermed vinde den opvoksende og de efterfølgende generationer for den nye evangeliske sag. Til dette formål blev musikopdragelsen frataget de gamle kirkelige instanser og lagt ind under det verdslige skolevæsen, der dog vel at mærke kontrolleredes i udstrakt grad af den nye evangeliske kirke.

Den reformatoriske ordning for byskolen, der også kom til at gælde for Danmarks købstæder og mindre byer, regner med et ugentligt timetal på 37, hvoraf 16 timer er sangøvelser i skolen eller obligatorisk deltagelse i koret ved kirkens daglige morgen-og aftengudstjeneste. Hertil kommer yderligere skolebørnenes obligatoriske deltagelse og kortjeneste ved søn- og helligdagsguds-tjenesterne. Skoleordningen indskærper, at undervisningen foruden det l-stemmige repertoire skal omfatte flerstemmige ting, »at de maa lære alleniste ey aff en vane at siunge, men aff ret konst«. Da de flerstemmige satser fortrinsvis bestod af latinske motetter eller bearbejdelser af salmemelodier til metriske modersmålstekster, kunne skolen her benytte et omfangsrigt internationalt repertoire. Det lokale islæt var derved stort set begrænset til organistens alternatim-spil, d.v.s. indskud af instrumentale afsnit mellem kor- eller menighedssangens vers, - men også i disse instrumentale indskud, der oftest blev improviseret, må en udpræget international stil have gjort sig gældende.

En anden ting, der er værd at lægge mærke til, er skolemusikkens - og dermed kirkemusikkens - selvfølgelige plads i den akademiske karriere. Hele embedsstanden, ikke blot den kirkelige etat, måtte igennem en omfattende kirkemusikalsk skoling. Man må endvidere huske, at stillingerne under skolevæsenet i vid udstrækning fungerede som gennemgangsstationer for yngre akademikere på vej til andre og større stillinger i samfundet, hvorved forbindelsen med musikopdragelsen yderligere blev styrket for denne gruppes vedkommende.

Ansvaret for kirkemusikken lå direkte hos skolemyndighederne; i byerne var det kantoren og på landet degnen, der stod for valget af repertoiret, indøvelsen og udførelsen, og det var de samme instanser, der sørgede for uddannelsen af næste generations kirke-musikerstab.

Hvordan er denne kontinuitet da blevet brudt, så billedet i dag næppe vil være til at kende igen for de folk, der på reforma-tionstiden satte den ny udvikling i gang? En udførlig forklaring på denne proces kan ikke gives her, men vi kan dog nævne enkelte symptomer.

Ved samfundets reorganisering i reformationstiden tilstræbte man at skabe balance mellem det gejstlige og det verdslige styres indflydelse. Denne balance forskyder sig imidlertid under en fremadskridende sækularisering af samfundet, der viser, at reformatorernes idealer om et verdsligt styret, men kristeligt funderet samfund efterhånden tabte slagkraften, hvad enten denne udvikling skyldes en uforudset grokraft i det verdslige samfundsliv, eller svagheder i det kirkelige tilsyn. Udviklingen kan tydeligt aflæses af skolevæsenets strukturændring, dets forfald og reorganisering omkring 1800, der ikke blot viser sig herhjemme, men også i andre lande.

Oprettelsen af den nye folkeskole med egne uddannelsessteder - seminarierne -, der i Tyskland sker 1806 og herhjemme 1814, tilsigter ganske bevidst at knytte en ny forbindelse mellem skolen og kirkemusikken, ligesom man ganske bevidst giver sig til at skabe et nyt, kirkeligt melodirepertoire. Men man må huske, at udviklingen herved fik en afgørende drejning: dels bliver der nu tale om nationale særrepertoirer for de forskellige lande, og dels medfører nyordningens ensidige interesse for »almuens« undervisning, at det højere skolevæsenets forbindelse med kirkemusikken træder i baggrunden. Men også på det rent musikalske område havde tingene fået en ny vending: musikkens tyngdepunkt havde flyttet sig fra det vokale til det instrumentale element. I hele middelalderen, og reformationstiden med, satte man menneskestemmen, som det Gud-skabte og besjælede instrument, langt over de andenrangs instrumenter, der blot var konstrueret af mennesker, og sangeren - kantoren - rangerede af samme grund højt over instrumentalisten. Men billedet vender sig, og i takt med instrumentalmusikernes voksende sociale anseelse glider kirkemusikken i bykirkerne ud af kantorens hænder og overtages af organisten, - på denne måde slippes forbindelsen med den højere skole og dens betydning for kirkemusikken daler til et minimum. Men Guds mølle maler langsomt: endnu i dag kan man møde tvivl om instrumentalmusikkens berettigelse i kirken, endnu i dag kan man, navnlig på det teoretiske og det teologiske plan, møde en massiv lære om vokalmusikkens forret. Eller er dette mon allerede en begyndende reaktion mod instrumentalmusikkens stærke overvægt i hele vor tid?

Det er derfor ganske naturligt, at man i de sidste par generationer atter har søgt at fremme kirkemusikkens sag i byerne. Kirke-sangsreform, Laubianisme, drengekorsbevægelse og kirkekoncerternes enorme vækst er ting, der i første række hører byernes musikliv til. Men samtidig hermed er der sket en katastrofal udvikling på landsbyområdet, som ikke helt har kunnet forudses: stik imod folkeskoleordningens intentioner er man i dag kommet derhen, at den kirkemusikalske tjeneste på landet ikke længere varetages af lærere. Grunden hertil er ikke blot overgangen fra sogneskole- til centralskolesystemet, der flytter en del af skolerne bort fra de gamle sognekirker, men nok så meget de betydelige forbedringer i lærerstandens løn-ningsmæssige og sociale placering, der er gennemført i de seneste år, ikke mindst ved lønningsloven af 1958. I en tid, hvor de fleste grupper i samfundet får nedsat deres arbejdstid til 5 dage om ugen, kan man næppe forvente, at lærerne af hensyn til et ganske ubetydeligt ekstrahonorar skal være bundet til en 7-dages arbejdsuge. Tilmed er lønsystemet for kirkemusikert j enesten på landet stort set ganske det samme som i tiden umiddelbart efter første verdenskrig, når man ser bort fra, at den kirkelige lønningslov af 1958 blot har bragt rige muligheder for uorden netop i dette område. Allerede i dag er man derfor kommet så vidt, at størsteparten af landsbyorganiststillingerne er besat med ganske tilfældige og ofte yderst småt kvalificerede folk.

Hvad ville nu de gamle reformatorer sige til alt dette? Når man tænker på, hvor effektivt og usentimentalt de forenklede hele det traditionelle kirkelige apparat og søgte at afskaffe ordninger, der ikke længere fungerede hensigtsmæssigt, ville svaret højst sandsynligt blive: Se dog hurtigst muligt at blive af med al denne kirkemusik, der så tydeligt har overlevet sig selv! Folk synger ikke mere, kirkegangen er vigende, skolebørnenes og musikpædagogikkens forbindelse med kirkemusikken er minimal, slå derfor en streg over resterne af en udvikling, der ikke længere hører nutiden til! Men det kunne jo være, at deres blik faldt uden for folkekirken og blev fanget f. eks. af situationen i store dele af den katolske kirke. Så ville det blive klart, at der også i dag kan gøres en kirkemusikalsk indsats ganske på linie med deres gamle ideer gennem et målbevidst arbejde med ungdomsgrupper, der skoles ved hjælp af et nyt repertoire, så kirkemusik, musikglæde og ungdomsopdragelse atter kom til at gå hånd i hånd. Og fik man så forklaret, at vi i vor historisk og sentimentalt indstillede tid har fået lidt svært ved at kvitte ting, som vi betragter som vor kulturarv, kunne det jo være, at vore gamle læremestre ville frafalde deres krav om kirkemusikkens øjeblikkelige nedlæggelse, dog ikke uden at stille visse betingelser.

Lad os prøve på at finde ud af disse betingelser. Først og fremmest måtte kirke-musikertjenesten i landsbyerne reorganiseres. Gennem en ny uddannelse, en kombination af en forsvarlig organist- og korlederskoling med f. eks. musikpædagogisk eller musiklederuddannelse kunne der skabes en ny musikertype, der kunne nedsætte sig på landet og oparbejde egnens musikliv. Ved at henlægge flere kirkers musikalske betjening under denne musiker - svarende til, at en og samme præst betjener 2, 3 eller op til 4 kirker - kunne der allerede med de nuværende bevillinger skabes et økonomisk grundlag for en sådan musikereksistens.

Helheden i kirkemusikerstanden må genoprettes, f. eks. derved, at den forbedrede uddannelse til landsbyorganist kvalificerer til en videregående kirkemusikeruddannelse med tjenesten i købstæder og hovedstaden for øje.

Der må skabes en korbevægelse, der i samarbejde med kirkemusikerne kan aktivisere unge mennesker og lægge grunden til en forbedring af vor sangkultur; denne bevægelse bør være i nær kontakt med de verdslige kororganisationer og især de nye landsdels-kor, der kan forventes oprettet i de kommende år.

Eftersom kirkens formue i første halvdel af dette århundrede er blevet inddraget af staten, må al kirkemusikalsk virksomhed af almen kulturel betydning have mulighed for at opnå offentlig støtte på fuldstændig lige fod med det verdslige musikliv.

Tilsvarende må kirkens særstilling over for KODA, nemlig retten til at forbruge beskyttet musik i gudstjenesten uden at betale noget vederlag til komponisten, tages op til revision. Reglen er uden mening i en tid, hvor kirken ikke længere er i stand til at optræde som mæcen over for kunstneren.

For yderligere at sikre kirkemusikkens arbejdsvilkår bør man sørge for, at det for tiden foregående kirkebyggeri skaber rum, der tillader en forsvarlig musikalsk udfoldelse. Som byggeriet hidtil har formet sig, er der opført en mængde nye kirker, hvis hovedformål synes at bestå i deres påfaldende lidenhed og aparte udseende. Flere af disse rum er direkte dræbende for kirkemusikken. Hvorfor så ikke bygge nogle nye kirker, der har det åbenlyse formål at fremme den kirkemusikalske aktivitet? Vi kunne passende begynde med at flytte Det jydske Musikkonservatoriums kirkemusikalske afdeling til en århusiansk forstad og rejse dens bygning sammen med en ny sognekirke. Eller vi kunne oprette kirkemusikskoler til dækning af det skrigende behov for landsbyorganister, skoler, der på samme måde kunne placeres i forbindelse med de kommende planetbyers institutionskirker.

Således kunne man blive ved. Mulighederne for kirkemusikken er måske, når alt kommer til alt, slet ikke så små endda, når man blot kan få kirken til at se og udnytte disse muligheder. Men hvem er kirken egentlig? Som alle ved, har den danske folkekirke for tiden visse vanskeligheder med at enes om en definition, der kan tiltrædes af flere end en af dens retninger. Ganske vist har de gamle reformatorer efterladt et bekendelsesskrift, der indeholder en definition, som efter loven stadig skulle binde vor kirkes forståelse af sig selv. Men reformatorerne har også efterladt noget andet, nemlig deres eksempel. Da tiden var inde til reformer, ventede de ikke på at andre skulle finde ud af, hvor man skulle sætte ind. De tog selv fat. Når kirken i dag ikke forlængst har gennemført de fornødne kirkemusikalske reformer, er det ikke kirkens skyld. Det er såmænd kirkemusikernes skyld.

Ulrich Teuber.

Årgang 39/1964, nr. 08