Liedsangeren og hans partner

Liedsangeren og hans partner

Af ERIK WERBA

I sit foredrag ved af slutnings koncert en for Mp Fs Liedkursus opstillede professor Werba bade for Liedsangeren og hans akkompagnatør 12 bud, som vi her gengiver:

Sangerens 12 bud

1. Du synger en andens sange. For publikum er du komponist, digter og interpret i én person.

2. Bevar din intuition! Aftaler indgået under prøver skal respekteres, men om aftenen på podiet er alting dog anderledes. Til forskel fra kammermusikkens interpreter ser du tilhøreren i øjnene. Publikum er hver aften et nyt. Udnyt denne mangfoldighed, og lad også de kræfter, der kommer »nedefra« indvirke på dig. Hvad siger ikke Rilke: »Auf welches Instrument sind wir gespannt? Und welcher Spieler hat uns in der Hand? - O susses Lied!«

3. Nærm dig også digterne uden for det musikalske. Ikke engang skuespillere har så mange og så afgørende møder med digterordet som sangeren i Liedstudiets hverdag og ved festaftenerne med offentlig Liedsang. Dit lyriske liv på podiet tilhører Apollon; Dionysos, i vort tilfælde også operaens gud, har intet at gøre her ved koncerten!

4. Vælg din akkompagnatør med omtanke! Søg det der er fælles for sang og klaver, udnyt kontrasten! Lad dig ikke »ledsage«, men plej et musikalsk ligeberettiget samarbejde. Brug din æstetiske sans på formen, din udtrykskraft på indholdet. Blot »skønt« sungne sange griber ikke!

5. Syng programmer, som »ligger« for dig! Se dig ikke omkring! Et musikalsk foredrag, der er opstået ved skrivebordet, fængsler ikke. Dit publikum går til Liedaftenen for at glædes ved digterordet og komponistens musikalske geni, men også for at glædes ved din kunstneriske og menneskelige, stemmemæssige og sjælelige tilstand.

6. Stol på dig selv, også når stemme og stemning gennemgår kriser, som selv festspil ikke kan undertrykke. Dit navn er ikke tilstrækkeligt, men nok din personlighed! Du vil være nødt til at synge anderledes for et internationalt publikum end for tilhørerne i din egen by. Dit ansigt er sangenes scene. Her spejler sig din oplevelse, herfra får den sprogukyndige tilhører sin oplevelse af ordene. Monologerne blandt sangene veksler med sangene for »hende« og for »ham«.

7. Også akkompagnatørens problemer er dine. Den tid, da man spillede ved siden af hinanden, »forståelsesprøvernes« tid, er for altid forbi! Team-work er tidens bud, og det betyder i vort tilfælde: at være afstemt efter hinanden, at være der for hinandens skyld.

8. Skift stadig dine Lied-programmer! Der findes intet værre end at forfalde til routine. I operaen taler man med rette om hverdagen, Lied-af tenen må være og blive et undtagelsesfænomen.

9. Påtag dig mange prøver for at sikre Lied-aftenerne et stort og veludfyldt program og for at sikre fordybelse i den enkelte koncert. Vurder salens akustik uden overdrivelse.

10. Få kontakt med publikum; dertil hører sjælsstyrke, selvtillid, psykologisk indlevelsesevne! Dette må dog ikke forveksles med præpotens, overvurdering af sig selv og overfladiskhed.

11. Vær ikke ubekymret ved pladeoptagelser, men heller aldrig alt for smålig. Lad dig ikke objektivisere af optagelsens ledere, forbliv dig selv, netop fordi (eller selv om) du synger for »evigheden«.

12. Sæt sangens indhold over formen, udtrykket over teknikken, personaliteten over konventionen, dig selv ved siden af komponisten!

Akkompagnatørens 12 bud

1. Lad dine hænder spille klaver, men dit hoved og dit hjerte synge.

2. Ledsag! Du kan aldrig komme til at vide for meget om komponisten, om digteren, om sangeren, om instrumentet. Foreningen af alle enkeltheder ligger hos dig. Du er »dirigent« og »orkester« på én gang. Kapelmesteren i dig må være usynlig for publikum, ligesom i Bayreuth. Men dine ti fingre skal spille alle instrumenter på klaveret: fra f l auto dolce til kontrabas.

3. Tag allerede i det øjeblik du frivilligt forpligter dig - ingen »direktør« kan imod din vilje tvinge dig til samarbejde med en sanger! - afstand fra den prononcer ede operastjerne. Han benytter enhver sang kun til at skaffe sig sin egen større berømmelse! Han har ingen tålmodighed for den situation, digtningen ved musikken bliver sat ind i, det er ligegyldigt for ham, hvad du spiller. Hovedsagen er, at du er til stede for hans skyld. Hans betingelser betyder en offentlig voldtægt af den mest intime kunstart. Lied-sangen!

4. Arbejd sammen med sangeren ud fra et helhedssyn! Ytringer som disse af en amerikansk stemmebesidder, der under forspillet sagde til pianisten: »Lad være med at øve Dem, men begynd der, hvor sangstemmen begynder!« tilhører allerede - heldigvis - legenden. Lied-akkompagnatøren kommer tit fra pædagogiske eller endda andre erhverv. Bliv ingen »repetitør«, det er ikke gjort med »gentagelse«, med »indterpning« ...

5. Styrk og udnyt din viden om værker. Også inden for Lied-sangen findes der fag, stemmemæssigt og udtryksmæssigt orienterede. Er Lied-sangeren også en betydelig operakunstner, syng da først og fremmest oratoriske værker. Du skal kende repertoiremulighedernes mangfoldighed for at vide besked med tonearternes kontrastvirkninger, for at kende sangenes og sangcyklernes med hinanden og mod hinanden og for at kende mulighederne for at arbejde med mangfoldigheden af grupperingsmuligheder.

6. Til emnet »koncert« kunne Gerald Moore citeres (»En akkompagnatørs frimodige bekendelser«): »Akkompagnatøren må være fortrolig med en sangs geografi. Med det rigtige blik for landskabet vil han ikke blot forud vide, hvilke af dets skønheder der særlig bør påpeges, men han vil også kende alle de skarpe kurver lige så vel som de skjulte slyngninger og bebyggede egne.« Det gælder ikke »kun« for sangen, men lige så vel for sangerens stemme og foredragskunst.

7. Skjul ikke for din sanger, hvad du ikke ved eller ikke kan. Du er hverken et leksikon eller en automat. Du virker som akkompagnatør (set udefra) i »andet fag« - og hverken en henvisning til din eksklusive lærergerning eller den kendsgerning, at du lige har afsluttet et bogmanuskript, hjælper dig! Men du må stræbe efter den største viden og erkendelse på dette område, ellers bringer du denne stilling tilbage dertil, hvor den er kommet fra: til den slidende og node-slæbede klaverbutler fra forgangne årtier!

8. »O, skælv ej!«, lad dig ikke overvælde af ophidselsen. En blot routineret akkompagnatør kan blive til sangens morder. Lad din sanger heller ikke være alene ved den tekniske opsyngning, men søg at forhindre interpretationsindflydelse fra fremmede.

9. Gør din sanger til programmets hersker, ikke til slave af hans oprindelige forehavende. Der findes værker af store mestre, som ikke passer til den ene eller den anden af dine partnere. Hav indflydelse på, at sådanne kompositioner bliver udskiftet.

10. Tag ingen hensyn til dine »komplekssange« - hverken ved formuleringen af programmet eller ved den aktive koncert. Dit mod på dig selv styrker sangeren. Hvis du ovenikøbet er i stand til at akkompagnere udenad, så lad være med at prale med din hukommelse. Læg noderne op og giv dig hen til et studium af sangerprofilen!

11. Søg ved båndoptagelser at forhindre en alt for stykvis fremgangsmåde. Tål ingen overdrivelse af kompositionsfor-skrifterne til fordel for den roterende plade. Stik aldrig hovedet for meget i »sandet« (= tangenterne!).

12. Overvurder ikke fagfolk. Undervurder ikke publikum. Sæt pris på din sanger. Poeten og hans tonedigter står over alt, hvad der kryber og kravler…

Erik Werba i Mp F

En dejlig og frodig buket af sangerinder og sangere lod sig for åbent tæppe instruere af Erik Werba, den suveræne østrigske akkompagnatør, som allerede fra sine instruktioner i Mozarteum i Salzburg kendte flere af kursusdeltagerne.

En storartet idé var det at lade kurset konkludere i offentlig fremførelse af det skønne og interessante sangstof, og vi fik således del i det spændende arbejde i værkstedet, som går forud for en koncert.

Vi har igen i Mp F set demonstreret musikpædagogik på højeste kunstneriske plan, og vi fik et stærkt indtryk af, med hvilken enorm autoritet E.W. inspirerer og hjælper den syngende kunstner, som han spiller op til. Fra et pædagogisk synspunkt var det ikke mindst interessant at overvære en lektion med en sanger, som for første gang introducerede sig.

Erik Werba gik lige på og hurtigt og effektivt korrigerende, for så at spænde fra for at betragte og uddybe digt og musik, og morsomme historier kunne boble. Derpå hele sangen da capo med alle korrektioner forventet fulgt, og så kom roserne. Hans store psykologiske intuition fik vi bevis for, da vi i den anden kursusuge erfarede, med hvilken træfsikkerhed de forskellige sangere havde fået tildelt karakteristiske opgaver. Deres modtagelighed og udfoldelse, hver på sit sanglige felt, var en oplevelse, og nye blomster sprang ud i den frodige buket, hver gang en ny sang blev sunget.

Werba fremhævede den store betydning af det rette personlige repertoire, og ligeledes talte han om at have kræfterne frie til med sit talent at give, hvad man har på hjerte. »In sich selbst glücklich sein« kaldte han det.

De tilmeldte pianister var få i antal, så de fik meget at gøre. De blev af Erik Werba belært om deres ydmyge rolle som ledsagere: »Og så forventes det af jer, at I kan spille alt, at I aldrig er trætte, aldrig vanskelige, men altid oplagte og altid i stand til at vise konduite i uforudsete situationer.« De må have været tidligt oppe, mens det stod på, for de fik store og avancerede opgaver elegant fra hånden med korteste varsel, og de transponerede uden at svimle. Hilfe!

Også for en ikke udøvende var Werba-kurset en stor stimulans.

Birthe Jensen.

Så er da Werba-dagene forbi

Man må lykønske Mp F til et initiativ, som kommer sangpædagoger - inden for og uden for foreningen - tilgode, samt de åbenbart ret få, der kan spille klaver og som tillige ønsker at kunne akkompagnere. For to år siden havde vi Lohmann, nu Werba, og næste gang?? Det har åbenbart ikke været nogen skade til, at Mp F har en formand, som også er sanglærer.

I Werba lærte man at kende en stærk personlighed, en fremragende pædagog og en enestående fortrolighed med lieden gennem tiderne fra Haydn til vore dage, ikke blot med musikken, men lige fuldt med de digte, som ligger til grund for kompositionerne. For en sanglærer, der tillige er talelærer var det en fryd at opleve, hvordan han ofte lod tekstens indhold og frasering være avgørende. Uden at ordene brød musikkens linje, kom de til i høj grad at støtte musikkens akcenter og frasering. De forskellige strofer trådte frem med den karakter, som digtet rummede, ofte på en meget dristig, men altid virkningsfuld måde. Som leder ved klaveret var han såre inspirerende, og hans instruktion av de to dygtige klaverspillende damer forbløffende; hvad de fik ud av hans instruktion var enestående.

For en gammel sanglærer, som ikke i mange år har haft synderlig forbindelse med den yngre sangergeneration, har det været en glæde at opleve den frie, avspændte og naturlige måde, hvorpå alle de unge fører sig og behandler deres stemme, fra hvilken sanglærer de end måtte komme.

Av de mange guldkorn, som wienerprofes-soren strøede om sig, var den udtalelse efter min mening av særlig betydning, at man aldrig må synge noget, som ikke ligger for én. Man skal således ha den modenhed eller den ungdom, som en sang kræver. Som eksempel nævnte han, at hvis én ville synge Mussorg-skijs barnekammersange, var hans første spørgsmål, om hun havde børn. Hvis ikke skulle hun ikke gi sig i lag med dem. For den der har kendskab til de Sievers'ske teorier har dette krav en langt videre betydning end almindelig antaget.

Werba delte sine elever i to grupper: Dem der var fortrolige med at optræde. Dem ville han skaffe et øget repertoire. »De fleste kender jo kun 5 sange av hver komponist.« Novicerne derimod ville han føre frem til at optræde og på podiet gi deres yderste. Derfor sluttede han kurset med to koncerter, som skulle vise resultatet av dette arbejde. I hvilken grad det lykkedes, kommer jeg senere tilbage til.

Forud for den første koncert holdt dr. Werba et foredrag, hvis kvintessens var nedlagt i hans 12 punkter, som bringes andetsteds i bladet. Forinden fremsatte han mange interessante synspunkter om de forskellige aspekter, hvorunder man kan anskue det syngende menneske. Foredragsholderen lagde særlig vægt på, at mennesket ikke er en maskine, en robot eller et musikinstrument, men en levende organisme, som ikke altid fungerer på samme måde. Sangeren må derfor tå hensyn til sin øjeblikkelige tilstand og indrette sin ydelse derefter. Man er ikke altid lige disponeret, men man skal lære at klare sig I enhver situation. Derfor kunne han undertiden synes lidt hård i sine krav, men han fik altid - uden at overanstrenge selve stemmen - det yderste ud av sine elever. Ulempen herved følte man i nogle tilfælde ved den sidste koncert.

For den, der i nogen grad havde fulgt instruktionstimerne, var det særlig spændende at iagttage, hvorvidt det var lykkedes de optrædende at nå frem til på podiet at yde det samme som i timerne. Sangligt lykkedes det i det store og hele, men udtryksmæssigt kneb det ofte. Det levende udtryk, som man kunne fryde sig over på prøverne, udeblev og erstattedes av en vis stiv stirren: Angst og spænding lurede bag blikket. Det er der næppe noget at sige til; det kan kun overvindes ved hyppig optræden, hvad vi desværre uden for konservatoriet har liden lejlighed til her hjemme. At den fortræffelige akkompagnatør Kaj a Bundgaard, hvis kræfter blev stillet på en næsten overmenneskelig prøve, var træt under den sidste koncert, er der heller ikke noget at sige til. Den, der bedst frigjorde sig fra koncert-presset, var Solveig Borries Rostrup, som havde taget sit eget lille barn med ind i Mussorgskijs barnekammer og helt glemte alt det andet.

I øvrigt skal jeg afholde mig fra at fremhæve den ene av de optrædende på de andres bekostning. De ved sikkert, hvad jeg sigter til med mine generelle betragtninger. De var alle fremragende dygtige, og det var umiskendeligt, at de havde haft rigt udbytte av de foregående ugers instruktion. Kan man så forlange mere? Også professor Werba er forhåbentlig tilfreds hermed.

Til slut bør jeg av hensyn til læserne nævne de optrædende og de komponister, hvis værker de fortolkede: Akkompagnement, foruden Kaj a Bundgaard: Astrid Möller (Hindemith og Wolf) og Friedrich Gürtler (Mozart og Schubert).

Sang: Bodil Christensen (Hindemith og Bartók). Emanuel Heiige (Mozart og Wolf). Birgit Bastian (Schubert). Palle Kibsgaard (Wolf og Bartók), Tove Dyjak (Wolf, Haydn, Mozart, Beethoven, Brahms og Alban Berg). Ilona Milstein (Schumann og Alban Berg). Eise Krag Getting (Brahms' Vier Ernste Gesänge). Solveig Borries Rostrup (Mussorgskij). Held og lykke for dem alle fremover.

Viggo Forcbbammer.

Efterarskursus på Vallekilde

En stor kunstner og en glimrende pædagog, og dog et menneske uden for høje tanker om sig selv, hører vist til sjældenhederne. At professor Ferdinand Conrad, Hannover, er et af disse sjældne mennesker, måtte vi atter i år sande på blokfløjtekredsens efter-årskursus på Vallekilde Højskole. Her ledede han sammen med sin lige så sympatiske kone, Dorothea Conrad, for anden gang kredsens kursus.

Hver formiddag begyndte med korsang. Vi gennemarbejdede et par nederlandske motetter af Josquin des Prez og Ockeghem, dels a cappella, dels forstærket med blokfløjter, krumhorn, sordun og gambe. Dernæst kastede vi os over blokfløjteteknik, i år især artikulation og forsiringspraksis. Det sidste vi fik brug for i den time, hvor Conrad gennemgik sonater af Naudot og Vera-cini, repræsenterende fransk og italiensk stil. Eftermiddagen var helliget gruppespil, og om aftenen havde vi stort sammenspil, hvor Schein og Purcell stod på programmet. Som punktum på lange arbejdsdage spillede hr. og fru Conrad hver aften for os. Ikke mindst disse aftenkoncerter (eller skal vi sige natkoncerter) imponerede de fleste af os. Hvor mange internationalt berømte musikere ville vove at spille, vel vidende at træthed, for høj fugtighedsgrad og dårlig akustik let ville kunne ødelægge det perfekte spil? Conrad turde, og vi nød det.

Vi håber på godt gensyn til næste år, hvor den linie, der nu er blevet lagt, vil kunne blive fulgt op.

Til slut en tak til arrangørerne, som fik hele det praktiske apparat til at fungere helt upåklageligt. Merete Engel.

Musikpædagogisk Forening

Kontor: kl. 9-13 (undtagen lørdag). Puggårdsgade 13, København V, telf. BYen 4021. Postgiro 26284.

Ansvarshavende redaktør for Musikpædagogen: Henning Bro Rasmussen.