Litteratur

Af
| DMT Årgang 39 (1964) nr. 08 - side 245-251

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

LITTERATUR

HELMUT KIRCHMEYER, Liturgie am Scheideweg. Betrachtungen zur Situation der katholischen Kirchenmusik aus Anlass des Kölner Kongresses. — Gustav Bosse, Regensburg, 1962.

I mine papirer fra den gregorianske verdenskongres findes der et lille adgangskort til det interne slutmøde i klostret Maria Laach den 30. juni 1961. På dette møde blev de katolske kirkemusikeres ønsker til det kommende Vatikaner-koncil drøftet og vedtaget. Det tilsyneladende omsving i fremskridtsvenlig retning, som blev koncilets store overraskelse udadtil, var i virkeligheden, hvad angår det liturgiske og det kirkemusikalske, kun en officiel bekræftelse af den forbløffende sejr, som de reformvenlige synspunkter vandt på mødet i Maria Laach. Kirchmeyers kloge og behageligt kritiske rapport fra hele kongressen munder ud i en beskrivelse og vurdering af dette historiske møde, hvor observansmæs-sige, nationale og vel også personlige spændinger blev bøjet sammen, så man efter en til tider ret hidsig votering - naturligvis på latin, som modersmålsforkæmperne ikke uden humor havde forlangt straks ved mødets begyndelse - kunne enes om 10 enstemmigt vedtagne resolutioner, der behandler den kirkemusikalske uddannelse, forholdet til den byzantinske musik, forholdet til mis-sionslandenes national-musikalske baggrund og, som det vigtigste af alt, kravet om en aktivisering af menigheden gennem en kirkemusikalsk reform. For den, der vil sætte sig ind i Romerkirkens aktuelle musikalske debat, er Kirchmeyers lille bog en fortrinlig hjælp.

Som en lille, men for os ikke uvæsentlig tilføjelse til hans referat bør nævnes, at kongressen i sin imødekommende holdning over for repræsentanter for den lutherske kirkes musik viste en tendens, der sikkert vil blive vejledende for den kommende udvikling.

ur.

JOSEPH GELINEAU, Chant et musique dans le culte chrétien. — Editions Fleurus, Paris 1962. -

MUSIQUE SACRÉE ET LANGUES MODERNES -Deux colloques internationaux. - Editions Fleurus, Paris 1964.

Ambrosianerne er .en driftig gruppe inden for den franske kirkemusik. AJlerede navnet angiver deres sigte: autoriteten er ikke læn-

gere Gregor, der ifølge overleveringen fremmede kirkemusikkens kunstneriske side, men nok så meget den et par århundreder ældre Ambrosius, der kæmpede for kirkemusikkens folkeliggørelse. Foruden en mængde praktiske og pædagogiske arbejder udsender Ambrosianerne nu også en serie videnskabelige publikationer under fællestitlen collection »Kmnor«. Serien indledes af en blændende historisk og analytisk undersøgelse over musikkens stilling i den kristne, d.v.s. den katolske kirke, fra oldtiden indtil nu, forfattet af bevægelsens »hjerne«, den franske jesuitpater, musiker og videnskabsmand J. Geli-neau.

Som indlæg i diskussionen om moders-målsliturgien har bevægelsen udgivet en rapport om to internationale symposia, på hvilke forholdet mellem moderne sprog og kirkemusikken blev drøftet med henblik på de praktiske problemer, som overføringen af den latinske liturgi til de forskellige levende sprog indebærer. En grundig undersøgelse af det liturgiske recitativ og psalmodien viser det for os forbløffende resultat, at tilpasningsvanskelighederne ikke blot er store for de moderne germanske sprogs vedkommende, men at disse vanskeligheder melder sig endnu mere udpræget ved de romanske sprog.

Et særligt kapitel beskæftiger sig med hymnodien på modersmålet, eller, som vi ville sige, salmesangen. Her synes katolikkerne, uden at være blinde for den lutherske salmesangs positive værdier, at se noget klarere på problematikken end vi, idet man spørger lige ud, om den metriske strofe-form - al sin popularitet i det 16. og følgende århundreder til trods - stadig kan siges at svare til vor tids øgede krav om korrekt diktion og sproglig fleksbilitet. Lige meget om man kan være enig i denne vurdering eller ej, bør vi med stor interesse sætte os ind i de analyser af protestantisk kirkesang, der i disse år foretages fra katolsk side.

UT.

KARL FERDINAND MULLER, Der Kantor. Sein Amt und seine Dienste. - Gütersloher Verlagshaus Gerd Mohn, Gütersloh, 1964.

Blandt kirkemusikere kendes K. F. Müller som lederen af den hannoveranske landskir-kes kirkemusikalske institut. Blandt teologer som forfatteren af en lang række liturgiske arbejder og som medudgiver af standardværket Leiturgia. Hans nyeste arbejde er en studie over kirkemusikerens stilling i det kirkelige og det verdslige liv. Undersøgelsen er veldisponeret og veldokumenteret og, som altid hos K. F. Müller, forsynet med en uhyre værdifuld litteraturliste. Efter en kortere gennemgang af oldkirken og middelalderen følger en bred fremstilling af udviklingen siden reformationen med en ingenlunde ukritisk stillingtagen til fornyelsesbe-vægelsernes forløb i det 20. århundrede. Bogens hoveddel beskæftiger sig med kirkemusikerens uddannelse og gerning i dag, herunder ganske konkret: studieplaner, un-dervisningscentrerernes indretning og organisation, kirkemusikernes erhvervs- og indtjeningsmuligheder, alt dette dog klart begrænset til tyske forhold. Det virker derfor lidt overraskende, at Müller i et sidespring beskriver uddannelsesordningen for Sverige, men forklaringen er den, at den nye svenske uddannelsesordning, der er startet for blot et par måneder siden, simpelt hen er en tillempning af væsentlige dele i den hannover-anske ordning. Müllers sidespring er derfor kun et udslag af berettiget faderstolthed. Men hele bogen kan tages som bekræftelse af et syn, der tidligere er blevet formuleret af Müller: ganske som kirken i det 19. århundredes sociale revolution måtte skabe en ny medarbejdertype på diakoniens område, er den nye kirkemusikerstand en uomgængelig følge af de kulturelle spændinger i vort århundrede.

ur.

NILS ARVID BRINGÊUS, Klockringnmgsseden ï Sverige. — Nordiska Museets Handlingar 50, Lund 1958.

Kirkens ældste musikinstrument, klokken, er i disse år genstand for en hastigt voksende historisk interesse. Denne interesse er dog næppe udtryk for en klokkerenæssance, men snarere for det modsatte, idet forskningen må skynde sig med indsamlingen af oplysninger om klokkeringningsskikken, inden de sidste rester af en rig tradition er gået tabt. Medens klokkens værdi som mindesmærke og som studieobjekt for akustisk-harmoniske undersøgelser er ubestridt, bevirker ikke blot sækulariseringen, men mest af alt den tiltagende mangel på arbejdskraft, at kirkens klokkeringning er i rivende forfald. Gennem historiske studier samt gennem en statistisk bearbejdelse af et omfattende materiale, indsamlet af Folkelivsarkivet i Lund, har Brin-géus givet en spændende skildring af klokke-ringningsskikkene i Sverige. Undersøgelsen er ikke blot en næsten uudtømmelig fund-

grube for liturgikeren, men den vil kunne få betydning for folkloristen og - pudsigt nok -tillige for den sociologiske forskning gennem de linier, der tegnes af traditionens vækst og tilbagegang.

UT.

MARKUS JENNY, Geschichte des de ut s c h-schweizerischen evangelischen Gesangbuches im 16. Jahr h Jinder t. — Bärenreiter, Basel, 1962.

Til erhvervelse af den teologiske doktorgrad har den unge schweizeriske præst og salmeforsker skrevet et omfattende værk, der er intet mindre end et nyt grundlag for hele den tysk-reformerte hymnologi. Medens forskningen hidtil har haft sit tyngdepunkt i det lutherske og - omend i langt mindre grad - det reformatoriske stof af calvinsk farvning, blev den zwinglianske gren af reformationen ofte forbigået eller dog undervurderet. Jennys undersøgelse opstiller en overbevisende genealogi af de tysk-reformerte salmebøger, der er skrevet eller udkommet i Schweiz.

Hans metode er fortrinsvis bibliografisk, men en mængde tekstkritiske, teologiske og ikke mindst musikalske vurderinger indgår i hans overvejelser, der munder ud i, at den store Konstanzer salmebog fra 1540, hvis tidligste udgave må formodes at stamme fra 1533/4, danner grundstammen i det tyskschweiziske repertoire. Den af Jenny benyttede opsætning, hans noteapparat og de omfattende systematiske registre kan betegnes som forbilledlige.

t/T.

PERCY M. YOUNG: »The Choral Tradition«. -Hutchinson, London 1962.

Som det fremgår af titlen er denne bog en skildring af korsangens, eller måske rettere korværkets udvikling gennem tiderne. Bogens sigte afgrænses imidlertid nøjere i undertitlen: En historiske-analytisk oversigt fra det 16. årh. til idag. Af et afsluttende katalog over større korværker og af bogens forord fremgår det, at forfatteren har skrevet nok så meget for den praktisk udøvende som for den teoretiske ekspert. Alligevel lykkes det Young at balancere pænt mellem det popu-lært-sludrende og det mere tørt videnskabelige, uden tvivl fordi hans store kendskab til stoffet er parret med et stærkt personligt engagement i de værker han omtaler. Han holder af korsang, af at synge selv, og betragter det som den bedste måde at trænge ind i musikkens væsen på. Hans begejstring smitter.

Bogen indeholder på sine 370 sider omtale og gennemgang af næsten 350 forskellige korværker. Et svagt punkt er dens afgrænsning i fortid og nutid. I forordet slås fast, at »i det 16. årh. opstod det første klimaks i musikkens udvikling«, kort og godt. Færdig med Obrecht, Okeghem og mange andre; her begynder vi med Palestrina. Ham betragter Young som den første rigtige korkomponist -og vist inderst inde også som den største både dengang og siden. Det er ikke første gang denne komponist er genstand for en overvurdering som er ham til mere skade end gavn.

Efter et frisk og inciterende afsnit om Bach-Händel perioden - for at ærgre danske læsere er Buxtehude denne gang gjort til svensker - følger en lige så glimrende omvurdering og fremhævelse af Haydns og Mozarts korværker, navnlig de kirkelige. Herefter går det med stormskridt op gennem det 19- århundrede - Gade nævnes i forbifarten med Korsfarerne og Elverskud. Mere kan det selvsagt ikke blive til, når alle romantikkens korværker plus dem fra den forløbne del af vort århundrede skal klares på godt 100 sider. Følgen bliver, at især de sidste, dem fra nyere tid, må undgælde slemt. To ting svækker bogens afslutning: for det første er det i overvejende grad engelske og amerikanske værker som nævnes, for det andet synes forfatterens ellers så sikre jugement at svigte ham, når vi når op til vor egen tid. Her gennemgås værker af Vaughan Williams, Holst, Lambert, Stravinskij, Bloch og - Kaminski. De resterende behandles ganske overfladisk eller udelades helt.

Bogens styrke ligger i de brede fortællende afsnit, hvori forfatteren opridser baggrunden for de forskellige epoker, især i kapitlerne fra det 18. århundrede. Er man interesseret i musik fra før år 1500 eller efter 1900 må man søge andetsteds; til vandringen gennem de mellemliggende fire århundreder finder man ingen bedre cicerone end Percy M. Young, som tillige har forsynet værket med bibliografi og måske allerbedst: en afsluttende katalogfortegnelse over samtlige nævnte værker, med angivelse af nødvendig besætning. Alene derved synes bogen uundværlig for kordirigenter, sangere og musiknydere i almindelighed.

NKN.

Folkehøjskolens Sangbog i nyudgave

FOLKEHØJSKOLENS SANGBOG udgivet af Foreningen for Højskoler og Landbrugsskoler 15. udgave. Odense 1964.

14. udgave af højskolesangbogen er på 13 år solgt i næsten en halv million eksemplarer. Det er en kolossal mængde, der vidner om flittig afbenyttelse og modsiger røster om, at kun få interesserer sig for den danske sang.

Til FS 15 har sangbogudvalget med indførelsen af melodier i enstemmig notation i sangbogen foretaget en fornyelse så skelsættende, at FS 15 vil blive stående i sanghistorien med samme glans som melodibogsudga-ven af 1922.

Nærværende anmelder, som i DM i 1959 sluttede anmeldelse af Folkehö j skolens Melodibog med ønsket om en udgave af sangbogen med melodierne i enstemmig notation, kan det naturligvis kun glæde, at ønsket med FS 15 nu er opfyldt. Det er givet, at sang-obgen hermed har forøget sin brugsværdi og vil kunne finde nye anvendelsessteder.

FS 15 rummer nøjagtig som FS 14 821 salmer, sange og viser. 727 heraf fandtes i FS 14, mens 94 er nye. FS 15 er på 1085 sider mod 921 i FS 14. Forøgelsen på 164 sider skyldes melodierne. Sangenes tekster er bogen

igennem sat med en skrifttype, der er en grad mindre end før, så melodistoflet har yderligere taget den besparelse, der derved er fremkommet. At der derved i FS 15 er over 200 sider melodinotation er næppe overdrevet. Bogens vægt er trods forøgelsen kun vokset med 800 gr., og tykkelsen med l/2 cm. Det er virkelig beundringsværdigt, at bogen stadig kan holde det praktiske format, den længe har haft.

Kigger man nærmere på tekst-indholdet, slår det en først og fremmest, at sangbogen nu endelig har opgivet den efterhånden lidt søgte skelnen mellem ø og ö (bøg og boj). Sangbogen hedder således fra nu af Folke-h ø j Skolens Sangbog. Kun i guldtryk på bogens ryg står stadig FolkeÆø/skolens Sangbog. Noderne i bogen er tegnet meget klart og tydeligt af Kamma Outze. Det er dog usystematisk, at grundpræget i nodeskriften ikke overalt er det samme. I de fleste melodier er noderne tegnet med slank type, som tager sig godt ud, men i enkelte er anvendt en federe nodeskrift (f. eks. nr. 8), som misklæder satsen. Nodetrykket er gennemgående godt, men indfarvningen kan lejlighedsvis svigte, således at det kun med vanskelighed i farten kan afgøres, om man står over for udfyldte eller over for åbne nodehoveder. Papiret er det tyndest mulige. Ved kraftig indfarvning skinner trykket fra papirets anden side igennem. Det er en vanskelig balancekunst, der skal udvises af Andelstrykkeriet i Odense.

Salmeafsnittet rummer 240 salmer. Af disse er kun en halv snes salmer nye i FS 15, resten af den betragtelige forøgelse er salmer, der er hentet ind fra afsnittet » Bibelhistoriske salmer og sange« og fra »Åndelige sange«. Blandt de nye salmer er »Jeg vil din pris ud-sjunge« (7), »Gud ske tak og lov« (23), »Herre Gud, dit dyre navn og ære« (98), »Sorrig og glæde« (108, glædeligvis på 1600-tals visemelodien), »Nu vil vi sjunge og være glad« (127), »Guds igenfødte, nylevende sjæle« (208) og »Du gav mig, o Herre« (228). Alle er det centrale salmer, hvis optagelse udfylder et savn. Tabt er Brorsons kampsang »Op, I kristne, ruster eder« - fredsbevarende militæroperationer, som det hedder, synes for tiden at være forbeholdt FN alene. Melodiansættelserne i bogen følger linjerne fra tidligere udgaver. Her i salmeafsnittet er linjen dog mest radikal. Hvor FS 14 anviser to melodier —og melodibogen bringer to melodier til en salme - henviser FS 15 kun den ene. Og det er aldrig til »den romantiske«. Man må glæde sig over folkehøjskolens evne til at få forsamlingerne til at akceptere det melodivalg, dersom melodivalget virkelig modsvarer en levende realitet og et bredt ønske i folkehøjskolen.

Afsnittet »Bibelhistorien« har 24 numre og er derved svundet noget ind. En del sange er som nævnt overflyttet til salmedelen. Ny er K. L. Aastrups »Sang om kirkens bog« (265) skrevet til FS 15.

De »Åndelige sange« er forsvundet som afsnit, idet FS I4s numre dels er flyttet andet steds hen dels er gledet ud. Gledet ud er bl. a. »Under dine vingers skygge« og »Vender sig lykken fra dig«.

De historiske sange genfortæller hele Danmarkshistorien fra saga til nyeste tid. Yderpunkterne er Grundtvigs »I sagnet spejler sig folkets hu« (332) og la Cours sang fra 1946 »Det kom som en susen ved aften«. En række sange om ubetydelige skikkelser er faldet bort, men var det nødvendig også at ofre »Der er så mange i Danemark, som alle vil Herrer være« om Erik Glippings drab og »De var vel syv og syvsindstyve« om Marsk Stig og de fredløse? Ligeledes savnes Grundtvigs »Så kæmped de helte« om englænderne i 1801 -eller er det Kunzens storartede melodi, der savnes? Husmands- og arbejdersangene, samt sangene om 9. april og besæteisen har fundet deres naturlige plads blandt de historiske sange. Blandt sangene i FS 14 fra nyeste tid savnes i FS 15 Morten Nielsens »Det mørk-

ner i vort år«, som mange unge havde lært at sætte pris på. Ny er Johs. V. Jensens Holberg-sang »En gammel, mager karl« til melodi af Otto Mortensen.

Sangene i afsnittet »Danmark« er ordnet kronologisk efter digtets tilblivelsesår. Ny er i dette afsnit Ingemann/Laubs sang om Falster, den yndige »Du var mig hele verden« (521).

Bogens afsnit »Viser«, som rummer danske, finske, norske og svenske sange, er blevet et stort afsnit med 116 numre mod FS 14s 56. En del af forøgelsen skyldes optagelse af nye viser. Da dette er et af de mest karakteristiske træk ved FS 15 skal en række af disse nyop-tagelser nævnes: »Ramund var sig en bedre mand« (697), »Med fryd jeg sagtelig« (704), »At slyngler hæves til ærens top« (707), »Hun er sød, hun er blød« (719), »Hvor skoven dog er frisk og stor« (727), »Fordum var der fred på gaden« (750), »Den milde dag er lys og lang« (752), »Lev vel, I gamle guder« (756) og »Ved den grå Moulmeins pagode« 761)-og det er da udmærket, at alle disse er kommet med i FS 15. Et behov på skolerne dækker også de 5 tyske og 12 engelske og amerikanske sange, som rummes i sidste afsnit; FS 15 slutter med 3 Negro Spirituals.

Bogens indhold er strammet en del, logikken i sangrækkefølgen er skærpet, og der er i den ny udgave trods en tung last af traditionsbundne sang et nyt og frisk pust.

Karl Bak og Mogens Wöldike har redigeret melodistoffet og henviser i FS 15 til klaver-udgaven af 1958. De 97 nye melodier vil blive fulgt op af et tillæg til Folkehøjskolens Melodibog. Tillægget er lovet til efteråret 1964.

Skal også denne anmeldelse slutte med et ønske, skal det være dette, at kl a ver udgå ven snarest må blive redigeret med nummerering som i FS 15.

H. B. R.

Årgang 39/1964, nr. 08