Introduktion

Af
| Årgang 4 (1929) nr. 01 - side 1-4

INTRODUKTION

Et musikblads selvfølgelige, dets fuldtud naturlige opgave er den, at højne musikkulturen inden for det område, på det sted, hvor det udkommer. Spørgsmålet er blot på hvilken måde, opgaven under de givne forhold bør søges løst; det gælder at vide, for hvem bladet skal skrives, og hvad der skal skrives deri, for at ovenævnte krav kan ske fyldest. Det synes mig en nødvendighed, og min skyldighed overfor »unge tonekunstneres selskab«, der udgiver bladet, at jeg ved min tiltræden som redaktør af »dansk musiktidsskrift« klart gør rede for min stilling til disse principielle, nøje sammenhørende spørgsmål. Derigennem håber jeg tillige at kunne vise, ad hvilke baner jeg vil søge bladet videreført.

Bladet ønsker som sine læsere at vinde alle dem, for hvem musik er en sådan levende magt, at de ikke vil sky et personligt arbejde for på disse punkter om muligt at trænge ind til denne magts kærne. Bladets læsere bør alle de blive, der ønsker at nå til en klarere erkendelse, en dybere forståelse af denne magt ved at lære dens kræfter i nogle af dens talløse former at kende. En selvfølge, er det, at disse læsere for en stor del vil være musikere, men det er mit håb, at bladet efterhånden må finde lige så mange læsere blandt de af vore musikelskere, der i musikken ser ikke blot en underholdning, men for hvem musik er levende, opbyggende kraft.

Dette blads læsere skal først og fremmest læse om musik. Skildringen af komponisterne selv, deres liv, levned og død, vil blive underordnet omtalen at det vigtigste: værkerne, deres livsindsats, uden hvilken de var glemte, upåagtede mennesker. Denne omtale skal være: ikke en æstetiserende, stemningsfuld indtryksbeskrivelse, men en musik-faglig kritik, der kun har det formål at uddybe den kunstneriske, den rent musikalske forståelse, eller om muligt at påvise kulturelle, fortrinsvis musikkulturelle sammenhæng. Foruden dette stof, der direkte tager sigte på at øge den enkelte læsers musikkultur, skal bladet bringe artikler af musik-social karakter, artikler, der drøfter øjeblikkelige musik-kulturelle tilstande i deres almindelighed bringer forslag til disse forholds ophjælpning og derigennem indirekte virker kulturhøjnende. Endelig vil bladet søge at virke orienterende, først og fremmest naturligvis i det danske musikliv, derved, at det bringer kritik af de vigtigste musikalske foreteelser i københavn, omtale af betydeligere begivenheder i provinsen, fortegnelser over og kritik af nyudkomne musikbøger og ny musikværker (trykte eller utrykte), meddelelser om opførelser af nyere danske værker i udlandet og i det hele lignende stof at almen interesse. Imidlertid er det mit håb, at denne del af bladet, efterhånden som bladet vinder styrke i sin udbredelse, må kunne udvides til at omfatte ikke blot dansk musikliv (og det allervigtigste af udenlandsk), men nordisk musikliv overhovedet, således at bladet for udlandet måtte blive hovedkilden for alle, der øsker at lære nordisk musikliv at kende.

Man kunde spørge, hvorfor bladet vil søge sine læsere indenfor et så begrænset område som det ovenfor skitserede, hvorfor bladet ikke i stedet. søger sin læseekres blandt de tusinder, der blot holder af rnusik uden måske derfor at kende noderne eller uden at gøre sig noget
nøjere regnskab derover, hvad denne musik egentlig er for noget; man kunde måske synes, at her var et langt rigere felt at bearbejde. Hertil er at svare, for det første, at »unge tonekunstneres selskab«, der ejer »dansk musiktidsskrift« og udgiver det som medlemsblad, har et naturligt krav på, at medlemmerne, der for størstedelen er uddannede musikere, kan høste udbytte af deres blad, at de kan læse andet deri, end hvad de på forhånd ved. Dernæst, at et sådant publikum vilde blive så lidet homogent i forudsætninger, anskuelser og interesser, at bladet vilde være forhindret i musikalsk at ga i dybden og derfor måtte baske rundt i den tyndest mulige musikalske vandskorpe. Bladet vilde derved blive et samlingssted for musikartikler som dem, man i mere eller mindre ens og heldig udformning finder talrigt spredt i dags- og radiopressen, og hvis eneste berettigelse (med forbløffende få undtagelser) synes at ligge deri, at de kunde tilskynde folk til hellere selv, at søge reel viden i faglitteraturen. Hertil kræves imidlertid, at folk ialtfald kan tysk, ti den danske musikalske faglitteratur, forsåvidt man overhovedet kan forsvare at benytte dette udtryk, er kun af ringe værd.

Endelig forekommer det mig, at den bedste måde, på hvilken man kan bibringe musiklæge mennesker musikforståelse, er den, at lade dem høre musik i en forsvarlig udførelse, fremfor at lade dem læse sig hjærnen træt om musik. Dernæst, at de, såfremt de ønsker aktivt at beskæftige sig med musik, selv at spille eller synge, da hurtigt og selvfølgeligt kan finde en musikpædagog, der i sit musikvalg og sin rent musikalske musikfortolkning ikke lader sig lede af en ufordøjet rigtig eller positiv gal musikviden eller af tilfældige stemningsindskydelser. (Ordet musikpædagog er taget i videste forstand: også ledere af dilletantorkestre eller sangkor er i eminent forstand musikpædagoger, de sidste indtager endda musikkulturelt måske de vanskeligste og mest ansvarsfulde poster her i landet).

Især dette sidst fremførte synes mig klart at vise, at hvad der skal kræves af et dansk musikblad er et energisk arbejde for højnelse af musikkulturen blandt vore udøvende musikere og vore musikpædagoer, de være sig så professionelle eller dilletanter. Først derigennem skabes forudsætningen for et almindeligt musikkulturelt fremskridt, herhjemme ikke blot for bourgeoisiet og akademikerne men tillige, og dette er langt vigtigere, for bønderne og arbejderklassen.

Endnu et par ord om arten af de musikartikler, der fortrinsvis vil finde optagelse i bladet. Den musik, disse artikler omhandler, vil være enten almindelig kendt musik, eller musik, der fortjente at være almindelig kendt og benyttet; at udbrede kendskab til musik af denne sidste art, hvadenten den tilhører en svunden tid eller er levende nutid, det synes mig at være en glad opgave, til hvis stærkt påkrævede løsning bladet bør yde sit fulde arbejde. Derimod vil musik, der ialtfald foreløbig kun har musikvidenskabelig interesse, kun rent undtagelsesvis, blive behandlet, ligesom rent musikvidenskabelige artikler tiden praktisk betydning ikke vil blive optaget. Sådanne artikler må henvises til et rent mnusikvidenskabeligt kvartarsskrift, der i øjeblikket ganske vist ikke findes herhjemme, men hvis dannelse, hårdt tiltrængt som et sådant tidskrift er, sikkert vil finde sted indenfor en kort tidsfrist. Med denne udelukkelse af det absolut videnskabelige er ikke sagt, at de emner, bladet tager op, ikke vil blive behandlet på videnskabelig forsvarlig måde, tværtimod. Rent ukritisk refererende artikler vil blive undgået, i det hele vil bladets artikler så vidt muligt blive søgt skrevet af folk, der i så høj grad er inde i det pågældende emne, at de kan anlægge et selvstændigt synspunkt og fælde en sagligt forsvarlig dom. I al almindelighed kan det siges, at bladet i sit emnevalg vil bestræbe sig for at vise alsidighed, ihvertfald vil enhver begrænsning til snævre specielle områder være udelukket. En sådan begrænsning vilde alene af den grund være uforsvarlig, at »dansk musiktidsskrift« er det eneste danske musiktidsskrift.

Til de mange, der efter gennenlæsningen af dette hefte kun i ringe grad vil kunne finde overensstemmelse mellem de i denne introduktion opstillede krav og det efterfølgende stof, kan jeg kun sige, at alt, hvad jeg her har skrevet, er ikke en indholdsfortegnelse rnen et udkast til en arbejdsplan. Om muligheden for at genneniføre denne plan kan jeg ikke udtale mig; alt afhænger her af, om det vil. lykkes at finde de medarbejdere, der har evne og vilje til at arbejde i den ovenfor skitserede retning, og om danske miusikere og musikvenner ved deres øgede tilslutning vil give bladet den fornødne støtte, så det må få mulighed for ialtfald delvis at kunne virkeliggøre sit program, der for den enkelte gærne skulde betyde: uddybning af den musikalske forståelse, udvidelse af den musikalske synsvidde både i tid og rum, og som i al almindelighed skulde bidrage sit til en højnelse af musikkulturen herhjemme.

GUNNAR HEERUP.