Stat og musikpædagogik

Af
| Årgang 4 (1929) nr. 01 - side 5-11

STAT OG MUSIKPÆDAGOGIK

AF CAND. MAG. OLAF JACOBSEN

I Preussen er der for få år siden, gennemn en forordning af 2. Mai 192,5, udstedt af den preussiske Minister für Wissensehaft, Kumst und Volksbildung, sket en gennemgribende nyordning af de musikpædagogiske forhold. Da spørgsmålet om, hvad der kan gøres for at hjælpe de kvalificerede musiklærere, hos os er ligeså brændende som andre steder, har jeg tænkt mig, at det kunde have sin interesse for danske læsere at høre om, dels hvorledes den preussiske stat beskytter de fagligt veluddannede pædagoger, og dels hvilke betingelser den stiller til dem, som vil have ret til at undervise.

Fra gammel. tid gælder i Preussen den bestemmelse, at den, der vil give privatundervisning i ligegyldig hvilket fag, først må have undervisningstilladelse. Imidlertid betød denne bestemmelse ikke meget på musikundervisningens område, da hvemsomhelst kunde opna tilladelsen. Efter de nye bestemmelser uddeles denne tilladelse nu ktm til mennesker, der opfylder visse betingelser, som vi i det følgende skal gå ind på.

Den, der i Preussen vil have tilladelse til at undervise i musik eller sang, må enten have bestået statens examen for privatmusiklærere eller på anden måde godtgøre, at han har modtaget tilstrækkelig faglig uddannelse. Der udvises en vis rummelighed her, idet man på landet og i små købstæder lemper kravene for lærere af den sidste kategori. Forordningen siger herom: »Målestokken for den faglige uddannelse må tilpasses efter de stedlige forhold. Anvendelsen af denne forordning må ikke føre til, at al musiceren på landet og i mindre byer bliver standset, selv om undervisningen dér gives af musikalsk dårligere uddannede kræfter (håndværkere, næringsdrivende o. l.).« Disse lærere er dog bundet til det sted, hvor de virker, og må ikke nedsætte sig andetsteds.

Der er dog lærere, som ikke behøver denne undervisningstilladelse og som altså frit tør nedsætte sig, der tænkes her dels på dem, som med henblik på deres pædagogiske og tonekunstneriske virksomhed er fritaget ved regeringens beslutning, og dels på de musikkærere, som er ansat ved statskonservatorier (de såkaldte Hochschulen für Musik) og universiteter. Endvidere de studerende ved en Hochschule für Musik, et akademi eller et institut for kirke- og skolemusik, som dog mit fremvise erklæring om dygtighed fra anstaltens direktør, og endelig huslærere o. l., som har ret til at undervise i miusik i den familie, i hvis hjem de er ansat, men somi ikke ellers må give undervisning.

For at gøre overgangstiden lettere og forhindre, at musiklærere, som har tjent til deres ophold ved undervisning i en længere årrække, pludselig skal se sig berøvet deres existensmidler, bestemmer forordningren endvidere, at ansøgere om undervisningstilladelse, som allerede den 1. okt. 1924 gav privatundervisning i musik, og som på dette tidspunkt var over 35 år, ikke behøver attest om faglig uddannelse.

Det er ikke i alle tilfælde nødvendigt at have bestået »Privatmusiklehrerprüfung« for at blive autoriseret af staten. Autorisationen kan, foruden til lærere, som har taget examen, og, som kaldes »staatlich geprüft«, også gives til pædagoger, der har ydet et eller andet særligt på musikundervisningens område; der tænkes på uddannelse af fremragende elever, udgaver af instruktive værker, organisatorisk virksomhed o. l. Der kan også tages hensyn til musiklærerexamener, som er bestået før den nuværende ordning trådte i kraft. Denne kategori af kærere kaldes »staatlich anerkannt« og står fuldstændig på lige fod med dem, der er »staatlich geprüft«.

Når regeringen i forordningen har indsat alle de ovennævnte undtagelsestilflælde, er det gennemgående gjort for på en lempelig måde at komme gennem den vanskelige overgangstid, inden den nye ordning har fået tid til at slå vod i den almindelige bevidsthed. I tidens løb vil de fleste undtagelsesbestemmelser blive overflødiggjort, og fundamentet for al musikpædagogisk virksomhed vil i fremtiden blive statens privatmusiklærerexamen.

Mennesker, der ikke kan komme ind under en af de omtalte kategorier, har ikke lov til at undervise i musik, og hvis de fx. annoncerer i aviserne for at skaffe sig elever eller hænger et skilt op om undervisning, må politiet gribe ind.

Vi vil nu gå over til at se på ordningen af denne »Privatmusiklehrerprüfung«, som uden videre berettiger til at få undervisningstilladelse.

Prøven kan tages i følgende hovedfag: sang, klaver, orgel, violin, violoncel, lut, orkesterinstrumenter, komposition og teori, rytmisk opdragelse (»Rhytmische Erziehung«). Til alle disse hovedfag (med undtagelse af teori) er der følgende, obligatoriske bifag: musikopdragelse, teori, uddannelse af øret (»Gehörbildung«) og musikhistorie. Endvidere er klaver bifag til sang, orgel, violin, violoncel, rytmisk opdragelse og orkesterinstrumenter. Kandidater med teori som hovedfag har som bifag: musikopdragelse, klaver, uddannelse af øret og musikhistorie.

Desuden kan kandidaterne, om de vil, tage tillægsprøver i musikvidenskab, musikpsykologi, musikæstetik, musikalsk akustik, opdragelse af øret, instrumentation, instrumentkendskab og direktion.

Man får bedst et begreb om, hvad der forlanges ved en sådan examen, ved at undersøge, hvordan examen former sig for en enkelt kandidat, og vi vælger da en med klaver som hovedfag. 0vermåde meget kan uden videre overføres til kandidater med andre hovedfag. Vi er her ved et punkt af stor betydning at al specialuddannelse i de forskellige hovedfag til baggrund må have en solid almenmusikalsk uddannelse. Staten, som står bag examen, er ikke så meget interesseret i at uddanne specialister på de enkelte områder som i at fremskaffe en musiklærerstand, for hvem selve musikken er endemålet for al deres virke.

Først ser vi på fordringerne i klaverkandidatens hovedfag. Kandidaten spiller tre stykker, af vanskelighed som Bach's »Wohltemperiertes Klavier«, Beethoven's sonater og Chopin's etuder, og han må også kunne analysere dem. Han må fra bladet kunne spille stykker af middelvanskelighed. Endvidere må han godtøre, at han er vel bevandret i, hvad der findes af undervisningsmateriale, etuder og stykker, inden for hans hovedfag. Han må kunne drøfte fremgangsmåden ved undervisning og kunne opstille en Undervisningsplan. Han må endelig værc kendt med armens og håndens fysiologi; dette sidste hører samnen med, at man på seminarierne søger at give de vordende musiklærere et objektivl begreb om de forskellige systemer for klaverteknik, Deppe, Jaëll, Leschetizky, Breithaupt osv., ikke agitatorisk fremstilling, men de for hvert system til grund liggende principer.

Hvad angår bifagene, er fordringerne i teori og musikhistorie omtrent de samme som ved musikpædagogisk forenings fagprøve herhjemme, og det er uden betydning at gå ind på dem. I bifiaget musikopdragelse forlanges der en oversigt over udviklingen af musikpædagogikken i det 18. og 19. årh., og desuden kendskab til nyere undervisningsmetoder, så vel indenfor den almindelige pædagogik som indenifor den specielle musikpædagogik. En ganske interessant prøve er det, at kandidaten skal forsyne et klaverstykke, som er uden foredragsangivelse, eller som er udgivet med forkerte buer, dårlig fingersætning o.s.v., med fingersætning, ornamentik, frasering og dynamik til brug for undervisningen. Denne prøve er ret skarpsindigt udtænkt, idet der hos mange musiklærere findes en overdreven og naiv respekt for just den udgave, de har mellem hænder, og de er tilbøjelige til, blot fordi det er trykt, at acceptere fejlagtige fraseringsbuer og forkerte eller tvivlsomme tolkninger af forsiringer.

Det sidste bifag, »Gehörbildung« opdragelse af øret, kræver en lidt udførligere behandling.

Når i nyere tid klaveret har vundet indpas i så at sige alle hjem og er blevet det mest benyttede instrument, er det naturligvis i og for sig et glædeligt faktum, da klaveret er et så rigt instrument med mange og forskelligartede musikalske muligheder. Der er blot det skæbnesvangre derved, at tonen på klaveret er givet på forhånd, den frembringes ad mekanisk vej. En sanger danner selv tonerne, han oplever i sin syngen det fundamentalt musikalske, følelsen af intervallernes spænding, af intervalrenheden. Med klaveret er det anderledes; et hvilketsomhelst umusikalsk menneske, som selv ikke vilde kunne synge c-dur skala rent, kan ad mekanisk vej frembringe skalaens toner fuldkomnien rigtigt på klaveret. Følgen er da også, at mange klaverspillere er i besiddelse af ret stor manuel færdighed og også foredragsmæssigt kan yde noget godt, mens de ganske mangler sansen for musikkens grundelementer.

På dette punkt sætter forordningen ind: »Ligesom det melodiske princip for al instrumentalundervisning beror på den naturlige sanglige forestilling, således må også klaverlæreren ved opdragelse af sine elever til musikalitet, gå ud f'ra sangen. Med dette formål for øje må han ved prøven godtgøre sin evne til at synge fraser, motiver eller melodier på musikalsk måde. Det kommer her ikke an på stemmeanlæg, men på et naturligt foredrag«.Ved prøven må kandidaten efter diktat kunne nedskrive sungne eller spillede melodier og må kunne bestemme de enkelte toner i simple akkordforbindelser. Endvidere skal han synge en lettere melodi fra bladet. En anden prøve er, at der bliver forespillet klassiske musikværker med forkerte toner iblandet, og disse må kandidaten strax rette.

Disse bestemmelser angående »Gehörbildung« er ikke, som man måske på forhånd kunde tænke sig, enkelte særlig udspekulerede pædagogers opfindelse, uden forbindelse med praxis. De er tværtimod i levende kontakt med den såkaldte tonica-do-bevægelse, som i løbet af de sidste år har grebet så ovenmåde stærkt om sig i Tyskland.

Det er forsåvidt en gentagelse og videre udformning af den gamle solfége, men bearbejdet fra grunden. Det vilde føre for vidt her at komme ind på enkelthederne i dette system, på den anden side må det nævnes, da man ikke tale om musikforholdene, i Tyskland uden at berøre denne bevægelse, som man støder på overalt. Der skal her blot i al almindelighed påpeges, at systemet går i retning af at give eleverne en bevidst, indre fornemmelse af de musikalske funktioner, melodi, harmoni, rytme og form. Det er musikalsk uden betydning at en elev kan nævne treklangene på alle trin i skalaen og mekanisk kan spille dem på klaveret; hvad det gælder om er, at han eller hun har en tydelig fornemmelse af, i sig oplever spændingen mellem tonikaklangen, det i sig selv hvilende, og dominantklangene, som må ses i relation til og stræber mod opløsning i tonika. Det gør her intet, om man kender navnene tonika og dominant; fornemmelsen kan opleves, uden at man kender udtrykkene, der er kmyttet dertil. De enkelte trin i skalaen, har hver deres funktion; det gælder om fra første færd at gøre følelsen herfor levende hos børnene. Med hensyn til takt og rytme ligger opgaven i at lade børnene opleve rytmen indefra og ikke lade dem nøjes med en brøkmæssig udregning af taktdelene og en mekmisk tællen, der ikke engang, behøver at føre til en rigtig taktmæssig udførelse.

Systemet gælder oprindeligt kum sang, men er nu også bragt i forbindelse med klaverundervisningen, jeg kan her henvise til »Der erste Klavierunterricht« af' Frieda Loebenstein, lærerinde i klavermetodik ved »Hochschule für Musik« i Berlin. Det stadige princip er: ingen toner og ingen rytmer bringes til på klaveret, før den musikalske bevidsthed har optaget dem i sig.

I Tysklandhar jeg personlig haft lejlighed til at overvære nogle timer efter dette system. Undervisningen af klavereleverne var lagt således til rette, at børnene kom til time 2 gange om ugen. Den ene gang var fællestime og gjaldt det almenmusikalske og sanglige, der blev sunget kanons, holdt øvelser i musikdiktat og iøvrigt på forskellig måde appelleret til selvvirksomhed og opfindsomhed. Det var et slående billede på arbejdsskolen ført ud i praxis. Ganske
morsomt var det, at børnene havde det let ved at transponere, grundet på at de ikke opfattede noderne først og fremmest som tegn på tangenterne, men som tegn på de forskellige funktioner indenfor tonearten. - Den anden gang var privattime, hver elev for sig, og her gjaldt det selve klaverspillet; der behøvedes ikke så lang tid, da fællestimen aflastede for meget arbejde.

Foruden de ovenfor omtalte prøver må kandidaten i sit hovedfag afholde en prøvetime, dels med begyndere og dels med viderekomne.

Ved at gennemkæse ovenstående examensfordringer vil man forstå, at en prøve, der er så indgående, og som omfatter så forskelligartede fag forudsætter, at kandidaterne må have modtaget en undrvisning, hvor fordringerne i hvert enkelt fag har været nøje specialiseret, og hvor hele tilrettelægningen af stoffet har været baseret på examemsbestemmelseme. Denne undervisning gives på de såkaldte seminarier, som ikke må forveksles med vore skoler samme navn, hvor folkeskolens lærere, og lærerinder modtager deres uddannelse. De tvske seminarier er uddannelsesskoler for musikpædagoger, med undervisning i teoretisk og praktisk pædagogik, musikteori, »Gehörbildung« og musikhistoric. Derimod må seminaristerne selv privat sørge for deres uddannelse i hovedfaget, hvad enten. dette er et instrument eller sang., I al almindelighed er det en betingelse for at få tilladelse til at underkaste sig prøven, at man har bag sig en to-årig seminarieuddannelse.

Til hvert seminarium hører et bibliotek, hvor eleverne forefinder dels bøger om musik og musikundervisning og dels en nodesamling, hvor de på egen hånd kan gennemgå, hvad der findes af undervisningsrepertoire.

I det foregående har jeg forsøgt, at give grundridsene for organisationen af de pædagogiske forhold så sammentrængt, som muligt, og måske, går det her, som så ofte, når man må sammentrænge et omfattende stof, at det kan være svært for læserne at samle enkelthederne. Jeg anser det derfor for formålstjenligt til sidst at pege på nogle enkeltheder i den omtalte ordning, som forekommer mig særlig betydningsfulde, indretninger og forhold, som må være af interesse for os herhjemme, som hidtil i mindre grad har dyrket den systematiske pædagogik, men som sikkert i de kommende år vil komme til at orientere os i denne henseende.

Først og fremmest, at staten føler sig forpligtet, til at tage sagen i sin hånd. Den preussiske stat har ved, at tilbuddet angående musikundervisning er langt mere omfattende end efterspørgslen, og tillige, at størstedelen af dem, der tilbyder undervisning, ikke er pædagogisk kvalificerede. Det store publikum er ikke i stand til at bedømme, hvor der er god og hvor dårlig undervisning at få, og heraf kommer den store misére, hvis existens ingen fornuftige mennesker finder på at benægte. Dette er grunden til, at den preussiske stat har besluttet sig til at beskytte befolkningen mod udnytning af dårlige lærerkrafter.

Dernæst er et punkt, af stor interesse regeringens betoning af, at alle bestræbelser bør rettes mod en højnelse af den almindelige musikalitet. Ingen musiklærer må glemme, at hans opgave er at bringe eleven i personligt forhold til selve musikken, og at det ikke gar ensidigt at dyrke det tekniske som mål i sig selv. Det betones, at for de specielle krav til det enkelte instrument må man ikke glemme den fælles musikalske basis, opdragelsen af øret til præcist at opfatte,
hvilke intervaller, rytmer og former, man har med at gøre. Også herhjemme er kravet om bevidst arbejde på at højne den almindelige musikalitet i den seneste tid rejst ret kraftigt, om end på noget anden basis, af Rud. Simonsen, der slår til lyd for systematisk indførelse, i
klassikernes værker gennem forespilninger og forklaringer; jeg henviser til hans bog »Musikultur«. De to måder at gribe sagen an på supplerer hinanden fortræffeligt, og jeg tror, at kravet om opdyrkningen, af den almindelige musikalitet, nu da det engang er blevet rejst, er et krav, som vi ikke længere kommer udenom.

Den nye preussiske ordning fastslår da, at det at kunne spille et instrurnent ikke er det samme som at være i besiddelse af musikkultur. Den fastslår tillige, at det at kunne spille et instrument ikke er det samme som at kunne undervise i vedkommende instrument. Over de specielle pædagogiske krav, der må stilles, kastes der et skarpt, lys ved at se det store og frugtbare arbejde, der gøres på de forskellige seminarier. Det er ikke nok at have en vag almindelig forestilling om, at evnen til kunstnerisk spil og evnen til at undervise ikke altid dækker hinanden; musikkærerstanden. må nå til tydelig forståelse af, at der forestår en systematisk gennemarbejdelse af pædagogikken. På dette område viser de tyske seminarier vej.