Musik og Musikliv. To breve fra provinsen

Af
| DMT Årgang 4 (1929) nr. 04 - side 77-79

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

MUSIK OG MUSIKLIV

TO BREVE FRA PROVINSEN

Yedenfor aftrykker jeg det væsentlige i to skrivelser, redak-tionen har modtaget. De skrivende behandler to problemer af fundamental betydning for provinsens musikliv: »københavnsmusik kontra selvstændig provinsmusik« og »radio og provins«, - og jeg har grund til at antage, at forfatterne ikke står ene med deres anskuelser, men at disse trods deres skarphed tværtimod deles af mangfoldige musikvenner i provinsen. - Forøvrigt hilser redaktionen- med særlig glæde enhver skriftlig ytringfra provinsen.

GH.

ONM EGET MUSI.KLIV

Redaktøren af »dansk musiktidsskrift«!

»Først nu har jeg set Deres »introduktion« i »dansk musiktidsskrift«, og jeg vil skynde mig at sige tak for den! Alt for længe har københavn på musikkens område haft et trekantet syn på provinsen. På den ene side undrer man sig over, at vi ikke strømmer til som abonnenter på musikblade og som medlemmer af musikselskaber, og på den anden side ringeagter (eller undervur~ derer) man vor indsats (som man forøvrigt som oftest intet kender til) på det musikalske område, og navnlig har man slet intet gjort for at støtte os i vort ret uegennyttige o, vanskelige pionérarbejde. Jeg for min part har gennem årene stadig meldt mig som abonnent eller medlem, når noget nyt under store løfter var i optræk, men jeg har som regel efter nogle år atter trukket mig tilbage med en følelse af, at dette er stene for brød. Sidst har jeg nu i år udmeldt mig af »dansk musikselskab«, der dog de første år gav os en årbog, men nu ikke engang et referat af de måske fortræffelige sammenkomster i københavn, som vi jo er afskåret fra at deltage i.

Jeg er ganske sikker på, at vil man alvorligt hæve musikforståelse og musikliv herhjemme, så kommer man ikke uden om provinsen. Vi kan i høj grad trænge til støtte, men vi har hidtil måttet klare os selv, ja, ofte må vi endda kraftigt værne os mod velment, men misforstået, københavnsk tillempning for provinsen.

Deres »introduktion« synes mig et lysglimt, og artikler som »vejen til den ny musik« og »Händel og vor tid« er ord af den rette art, og når »dansk musiktidsskrift« tilbyder at være »et slagsmusikalsk spørgebureau«, så bør vi ikke lade os dette sige to gange!

Som De måske erindrer, har jeg hersamlet et kammerorkester, med hvilket jeg af og til giver offentlige koncerter. I reglen supplerer jeg orkestret med kor

eller solister. Imidlertid er det ofte overordentlig vanskeligt at finde passende opgaver og opgaver af værdi, og jeg vil da være særdeles taknemlig, hvis »dansk musiktidsskrift« vil tage den opgave op at meddele, hvad der findes af:

1. værdifuld, lettere spillelig strygeorke~
stermusik.

2. værdifulde, ikke altfor omfattende og nogenlunde tilgængelige værker for kor og strygeorkester.

3. værdifulde, ikke altfor fordringsfulde værker for en eller flere sangstemmer (med og uden kor) og strygeorkester.

Endvidere skal jeg tilføje, at oplysninger kun har interesse, såfremt det også kan oplyses, hvorledes noder kan skaffes til veje, og især, hvorledes partiturer fås til gennemsyn, thi den hjælp, vore musikforlag i den henseende yder os, plejer ikke at række langt.

Jeg beder Dem sluttelig undskylde den lange skrivelse, men jeg anser provinsens musikalske opdyrkning for at være af største vigtighed, og dette kan ikke ske, som københavnere oftest tror,
ved engagement af københavnske kunst.nere, men muligvis ved at man sætter
kræfter ind på at give provinsen selv de

L-,

-midler ihænde, som er absolut nødvendige; værdifuld oplysning og værdifuldt. ,materiale!« Aage Ernborg, silkeborg.

OM RADIO

»Når jeg husker den andagt, der greb mig, da jeg første gang sad med telefonerne for ørene og, efter lang tids .kogen og fløjten, pludselig hørte musik bryde igennem, hørte orkesteret, de .levende klange af horn oll træblæsere, .som jeg ellers vidste, der gik halve år .mellem, at jeg skulde opleve - den betagelse ved tanken om, at en dør nu var ved at åbnes for os, der levede i .musikkens udlændighed, ja så synes det .jo næsten en formastelighed, at man nu 5-6 år efter hvæsser pennen til den voldsomste kritik over de daglige kon.certer, som en udadlelig højttaler lader .lyde i ens stue. Der skete den gang et under - det imponerer mig endnu så meget, at jeg regner radioen for den .største opfindelse, der er gjort - men underet blev straks til en forretning. - -Efter en kortere stormfuld tid, som ikke skal behandles her, konstituerede

.radioen sig som nationalt begreb un er .statens protektion og administration, og .jeg troede naivt, at der skulde oprinde

en ny epoke i ansk åndsliv, specielt i -dets musikalske del. Det stod og står urokkeligt fast for mig, at den danske radiofonis hovedopgave er den danske musik. Jeg så nu dansk musik økono-misk frigjort fra hovedstadsanmeldernes surhed og københavnerpublikumets lige.gyldighed. Her kunde ingen tom sal .slukke den ild, som brænder i den danske musiks bedste værker. Her v-ar tid o,,,, råd til at opføre de ting, som er så kærnedanske, at de ikke kan gøre lykke i berlin. Her var tid og råd til gentagel.sen, som er den sande kærligheds rod og næring. Det, folk holder af, er det -de kender - det de kender, holder de af. Her kunde folket for første gang få -lejlighed til at lære hele den danske musik at kende, - lære den at kende i en reproduktion, der er originalen uen- deligt nærmere, end olietryk og andre skilderier er malerierne paa statens museum for kunst, og de smi-""t gibsfigurer -er Thorvaldsen. Hos os i udlændigheden var det, radioen skulde levendegøre en -ny kunstart, og os har den kvalt i nye-re og ældre operettemusik og samtidig,

bestukket de umyndige med gamle danse for violin, bratsch, klarinet og kontrabas. En grundlæggende fejl var det sikkert, at det blev københavn og københavnere der kom til at føre ordet, da det dog var i provinsen at radioens sande publikum, det for hvem den. udslettede afstande og åbnede døre, var at finde. Radioen blev fra begyndelsen drevet som en kosmopolitisk varieté i staden, noget for enhver smag - herunder også den dårlige; medens den burde være brændpunktet. for dansk. åndsliv.

Ulykken skete allerede, da radiofonien skulde have en driftsleder. - Hvad er pladsen som direktør for det kgl. theater at regne mod stillingen som driftsleder for radiofonien? Over 200,000 antenner kæmmer ætheren for kalundborgs udsendelser, foruden-de, der. fra fremmede lande tilfældigvis rækker ind på vort område; hvornår har det kgl. theater haft et sådant publikum? Og dette publikum har den nuværende driftsleder fyldt med surrogatkunst, tredie klasses vokalsolister og godtkøbsarrangementer over de største themaer. Og samme driftsleder praler i interviews af alt det, han har gjort for dansk musik. Han har intet gjort - thi den, som har lidet, ham skal dette lidet endog fratages. Døv for enhver kritik har radiofonien omgåedes den danske musik med en planløshed, som kun kan stamme fra uvidenhed eller ond vilje. Intet systematisk nationalt arbejde er gjort. Der er selvfølgelig blevet spillet mere af radioen end af nogen anden musikinstitution i danmark, simpelthen fordi der skal meget stof til at fylde et par tusinde koncerttimer om året; men af ledelse har jeg aldrig mærket det svageste spor.

Først når radioen systematisk og fra grunden gør den danske musik til det danske folks eje, udfylder den sin mission. - Radioens betydning for foredrag, drama o. s. v. skal selvfølgelig lades uomtalt her; jeg vil blot ikke misforstaas, således at man mener, at jeg overser (len. - Men for at denne mis

sion. kan opfyldes, må radioen le es af en mand, (ler ikke er uvidende om noget i dansk musikhistrorie, og som elsker denne danske musik, således at det er ham en livssag at føre den ud til hele (let danske folk og lære dette, at den er runden af dets egen rod og ikke er mere fremmed end Holherg og Oeh
lennsch,låger; og derfor er det stene for brød og letsindig omgang med lytternes penge at holde italiensk opera på det kongelige theater og siden prale med udenlandsk beundring for disse transmissioner. -Nej, når driftslederen har udsendt de danske operaer fra Kunzen til Carl Nielsen, således at bonden på heden og arbejderen på kvisten lærer at beundre dem, så arbejder han, som det er hans pligt. Mon der er nogen, der tror, at den nuværende driftsleder gør det? Tænk, dersom halvdelen af de italienske gæstespils pris var blevet anvendt til at føre f. Eks. Lange-MUllers »vikingeblod«, Hornemanns »kampen med muserne«, Helsteds »stormklokken« og Carl Nielsens »Saul og David« frem i fuldendt skikkelse, hvilken æresuge for den danske radiofoni.

Enkeltheder er der ikkepladstilidenne omgang, men mit standpunkt er vist også klart nu: radioen er først o-I fremmest for det danmark, der lig

,ger uden for københavn. - De mennesker, der kan vælge eg vrage mellem, hvilket theater og hvilken varieté, de vil slå aftenen ihjel i, aner ikke, h,%,,or væm

meligt støjen fra en scala-transmission lyder i den stille stue, og de bør ikke have lov til at tale med om, hvorledes radioen rettelig bør bruges. - Dens opgave er at føre den store danske musik ud til folket og dermed ligestille denne kunstart, som ellers har været bundet til koncertsalene, med maleri, skulptur og litteratur i den almene bevidsthed. - Den kan løse denne opgave, fordi den råder over pengemidler som ingen anden kunstinstitution i danmark; men den har hidtil ikke løst denne opgave, og skammen derfor falder på: den leder, der så tydeligt har vist, at han intet magter på dette område.

- Det er muligt, je, skulde have været mere varsom med min kritik over for dem, der blev ledere. Hverken de valgte eller de, der valgte dem, var vist klare over, hvor gigantisk radioens betydning skulde blive. N-len ihvertfald må det håbes, at driftslederen maa få held til at finde medarbejdere, der fuldtud forstår det uhyre ansvar, radioen pålægger dem, - og at han vil handle efter deres råd.«

Richard Hoi)e, thisted.