Koncertliv og musikliv

KONCERTLIV OG MUSIKLIV

Finn Høffdings Artikel med ovenstaaende Titel i sidste Nr. af dette Blad og Jørgen Bentzons Artikel i »Kritisk Revy« 1928 Hefte 4 er begge Udtryk for en Ny-Orientering, som fra
Tyskland nu, med den obligate Forsinkelse, synes at være paa Vej hertil. Det drejer sig denne Gang ikke om noget saa ligegyldigt som,en ny Retning eller »Skole«, men om en virkelig gennemgribende Kritik af hele vor Musikkultur og et forsøg, paa at finde. nye Baner for vor Musikdyrkelse, om man et Udslag af »moderne Ungdoms Oprør« (almindelig forstaaet, Bevægelsen har intet med Amerika at gøre!), for saa vidt, som det, der ligger bagved, er ønsket om at komme i et mere reelt Forhold til Musikken.

Ved et af Skæbnens Luner er Nordmanden Gustav Smiths Bog »Om Musikkens Dobbelt-Virkning« blevet et Slags Springbrædt for Fremsættelsen af disse nye Idéer, skønt hele Bogens Tendens efter min Mening staar i Modsætning til disse, som f. ex. særlig tydelig. ytrer sig i den tyske »Jugendmusikbewegung«. Baggrunden er den samme, Reaktionen mod det 19. Aarhundredes efterhaanden mere og mere udvendige og overfladiske Koncertsalskultur, men dermed hører egentlig ogsaa Ligheden op. Den tyske Ungdomsbevægelse søger Fornyelse i et radikalt Brud med Koncertsalskulturen, og derved med det meste af den Musik, der danner Grundlaget for denne Kultur, og lægger i Stedet Hovedvægten paa den fælles Musikudøvelse i »Singgemeinden«, og paa den for dette Formaal egnede Musik, navnlig d. 16.-18. Aarhundredes Musik. Smith er derimod fast forankret i det 19. Aarhundredes Musik. Meget betegnende er Udtalelsen (S. 44-45): »en døv mann. har jo skrevet de største tonekunstværk, som menneskene kan opleve«; ikke blot den (lidt naive) Selvfølgelighed, hvormed Beethoven sættes i Højsædet, men den Betragtning (som tildels forklarer denne Dom), at Musikkens Formaal er de »store tonekunstværk«, kort sagt: den typiske romantiske Opfattelse af Komponisten som Geniet der frembringer geniale Mesterværker. At denne Udtalelse ikke er en enkeltstaaende Lapsus, men et typisk Udtryk for Smiths Standpunkt, frerngaar med al ønskelig Tydelighed af mange forskellige Steder i Bogen (se f.x. S. 36 ff. om det harmoniske, eller Udtalelsen S. 40 om den ældre Musiks Formtvang). Derfor drejer det sig for ham ikke om noget Brud med det bestaaende, men om et Forsøg paa at gyde nyt Liv i de gamle Former.

I hvor ringe Grad Smiths Bog i Virkeligheden er inspireret af den nye Tid, fremgaar maaske bedst af, at Bogen i sine praktiske Konsekvenser egentlig ikke gaar ud over hvad der er fremsat i et saa tidligt Arbejde som Th. Laubs »Vor musikundervisning og -den musikalske dannelse« 1884 ( !). Denne endnu meget læseværdige Piece, hvis Hovedthese er, at det er bedre at opdrage gode Tilhørere end daarlige Udførere, har dannet Grundlaget for Laubs for dansk Musikliv meget betydningsfulde, stærkt personligt prægede Undervisningsvirksomhed, som i det stille har virket mere end mange Bøger.

Det nye i Smiths Bog er den filosofiske Undersøgelse, der resulterer i Opstillingen af Begrebet »mental Funktionslyst« som det centrale i den musikalske Oplevelse. (At Bogen i det hele
taget er mere inspireret af Filosofi end af Musik, er umiddelbart indlysende. Derfor virker det unægtelig overraskende, naar Riisager i sin noget eksalterede Anmeldelse skriver, at her er endelig en Musikbog, der handler om Musik.) Selve Udtrykket »mental Funktionslyst«
er ikke særlig godt, dels fordi det i sin Almindelighed siger saa lidt, dels fordi det saa aabenbart er inspireret af den klassisk-romantiske Musikopfattelse og ikke i samme Grad kan siges at have Gyldighed overfor al anden Musik. Ser man imidlertid bort fra det mindre heldige Udtryk, er der sikkert en rigtig Kerne i det, navnlig haar det gælder det 19. Aarhundredes Musik. Og endnu en Indskrænkning synes mig nødvendig. Naar Riisager og Høffding
uden Forbehold anbefaler Bogen til Udbredelse blandt musikalske Lægfolk, tror jeg, de er paa Vildspor. Hvis ikke den paa Grund af sit filosofiske Sprog selv satte Skranker for sin Udbredelse, vilde den nemt kunne gøre Skade, idet den stærke Fremhævelse af Funktionslysten meget let kunde føre til Hykleri og Selvsuggestion, i Stedet for (til) Musikforstaaelse.

Det kan jo ikke nytte, man lukker øjnene for det Faktum, at saakaldt »højere Musik« forudsætter en vis Grad af menneskelig og musikalsk Dannelse hos Tilhøreren, og at derfor kun en ret snæver Kreds med Fordel vil kunne tilegne sig Bogens Grundtanke. Det er maaske den alvorligste Anke, man kan rette mod forrige Aarhundredes Komponister, at de har ladet den egentlige »Kunstmusik« blive Monopol for en Overklasse, og ved fuldstændig at overlade de brede Lags Musik til sin Skæbne, selv har været med til at fremkalde det Svælg mellem »højere Musik« og »Døgnmusik«, som først den helt moderne Musik er begyndt at slaa Bro over. Naar man taler ringeagtende om Salonmusik, Sangforeninger, Messingsuppe eller Jazz, maa det ikke glemmes, at forrige Aarhundredes Musik, ved sin ganske ufolkelige Holdning, har muliggjort, ja næsten nødvendiggjort disse Fænomeners Fremkomst, og at Vejen frem ikke gaar gennem en Forbedring af Kunstmusikken, men gennem en Tilknytning til disse jævne Musiceringsformer. Musikken maa opgive sin Fornemhed og ikke holde sig for god til at tjene det jævne Folks Musikbehov. Naar Smith i sin Bog taler om Musikkens Nedværdigelse naar den tjener som Mellemakts- eller Cafémusik, kunde der være Grund til at fremhæve, at de bedste Komponister i ældre Tid ikke holdt sig for gode til at lave Taffelmusik, »Tivolimusik«, eller selv noget saa foragtet som Musik til mekanisk Gengivelse (Spilleure), og at de derved ikke har skadet, men tværtimod gavnet deres, Kunst og dens Anseelse.

Ligger Smiths Bog saaledes i et helt andet Plan end den nye Musikbevægelse, kan der være Grund til at gøre opmærksom paa en Artikel, som giver en virkelig grundlæggende, i egentlig forstand radikal Undersøgelse af vort Musiklivs Problemer, nemlig Besselers fortrinlige Habilitationsforelæsning, »Grundfragen des musikalischen Hörens«.(1) Det drejer sig her ikke om en psykologisk eller fysiologisk Undersøgelse af den enkelte Tilhørers Musikopfattelse, men om en Redegørelse for, hvilke Muligheder vi har for at komme i Forbindelse med Musik, ikke blot som »kultiverede Mennesker« og som Koncertgængere, men som Menneske overhovedet stillet ind i Livets forskellige forhold. Da Artiklen ikke foreligger paa Dansk, skal jeg prøve at give et kort Referat af den. Jeg vil imidlertid varmt anbefale dem, der kan, at læse Artiklen selv, da et Referat kun kan give et svagt Indtryk af den meget indholdsrige og koncentrerede Fremstilling.

Besseler gaar ud fra de forskellige Maader, »Zugangsweisen«, vi kan forholde os til Musik paa, og fremhæver særlig den, han kalder den »umgangsmässige«, hvor vi ikke er passive Tilhørere, men hvor et virkeligt Forhold til Musikken er afhængig af en Meddelagtighed »Mitvollziehen« i en, legemlig eller aandelig, Fælleshandling, som Musikken er et Led af. Musikken er ikke Hovedsagen, men tjener et bestemt Formaal, der er altsaa altid Tale om Brugsmusik. Nutildags findes denne Indstilling til Musik kun i mere primitive Musikformer, som, takket være vor æstetiske Indstilling, ikke regnes for egentlig Musik: Marscher, rytmisk betonede Arbejdssange (Opsange), Dansemusik, hvor den rette Indstilling til Musikken er betinget af, at man gør Bevægelsen med, af den legemlige rytmiske Medsvingning, og religiøse eller politiske »Bekenntnisslieder«, hvor Musikkens, Betydning ikke ligger i den rent æstetiske Virkning, men hvor den rette Holdning er den aandelige Medsvingning, en Opgaaen i det aandelige Fællesskab, hvor man opgiver sig selv, bliver eet med Massen, enten det drejer sig om Afsyngelsen af en Salme, eller om »Kong Kristian« eller »Nu dages det, Brødre«.

Fælles for alle disse Former for Musikudøvelse er det altsaa, at her ikke er Tale om en Kreds af Tilhørere, men om et Fællesskab af aktive Deltagere, og at Musikken ikke er Formaalet, men et (uundværligt) Led af Helheden. Og, hvad der navnlig maa betones: Musikken er her ikke en (nok saa værdifuld) Adspredelse, en Kunstnydelse, der fører ud over Dagligdagen, men den staar midt i Dagligdagen, er et Led af Tilværelsen, af »vor Omgang«, ikke en udefra kommende Pynt, men en i den øjeblikkelige Virksomhed begrundet Funktion (ikke en fritsvævende »mental Funktion«).

Modsat denne primitive, oprindelige Form for Musikudøvelse, staar en Musikkultur, som udmærker sig ved at Musikken. har selvstændig Betydning og Værdi, eller rettere (for den »umgangsmässige« Musik kan jo ogsaa godt have selvstændig Værdi uden derfor fuldtud at kunne vurderes udefra) at den rette Opfattelse ikke kræver nogen aktiv Medvirkning, men blot en passiv lagttagelse, en ren æstetisk Vurdering. Musikken optræder her som Centrum for Interessen, uden nogen Art »Brugshen sigt«, karakteriseres derfor som »eigenständig«. Sin egentlige Udfoldelse faar denne Musikform i en Tid, hvor Skellet mellem Kunstnere og Dilettanter ikke er saa stort, hvor Musikdyrkere og Tilhørere gaar sammen i en Kreds af »Kenner und Liebhaber« som i det 18. Aarhundredes Slutning.

,Men er denne Holdning karakteristisk for den »førklassiske« Tid, saa er den klassiske Musikhøren kendetegnet ved et helt nyt Moment. Her møder vi Synspunktet. »Musik als Ausdruck«, Musik, ikke som noget rent i sig selv hvilende, men som Formidler af sjæleligt Indhold. Den rette Opfattelse bliver betinget af en Given-sig-hen i Musikken, en indre »Nachvollzichen« (om man vil »mental Funktionslyst«), men ikke en fri, men en af Komponistens Vilje bestemt, »geführtes Nachvollzichen«.

»Tilsyneladende har Musikken paa dette Stadium genvundet Tilknytningen til Tilværelsen, af hvis Fylde den bares i de omgangsmæssige Former. Imidlertid viser allerede Opfattelsesmaaden, synlig udpræget i det til passiv Given-sig-hen beredte Publikum, hen til, at det her kun drejer sig om en paradoxal Inddragelse af Tilværelsen i det Æstetiskes fritsvævende Verden. Til syvende og sidst er det altsammen svævende (unverbindlich), da de højstemte Forventninger man stiller til Kunsten: Udløsning af Hverdagen og moralsk Lutring, ikke følges af positiv Indsats, men blot af en Given-sig-hen. Af denne Grund kan der heller ikke være Tale om fællesdannende (gemeinschaftbildend) Kraft i det symfoniske Kunstværk. Omgangsmæssig Musik besidder den i høj Grad, men Forsøg paa at danne et virkeligt Fællesskab udfra en Kunst, der hviler i sig selv, er under alle Omstændigheder dømt til at strande.«

Lige straks virker maaske den stærke Fremhævelse af den »umgangsmässige« Musik lidt fremmed, bundet som vi er af den klassiske Musiks Synsmaader. Besseler gør dog med Rette opmærksom. paa, at det i Musikhistorien viser sig, at denne Form for Musik behersker langt større Omraader og Tidsrum end den »eigenständige« Musik, der kun lejlighedsvis træder frem, mens lange Perioders Kunstmusik er omgangsmæssig bestemt. Ligeledes maa det selvfølgelig betones, at der sjældent er Tale om rene Kategorier, men hyppigere om et overvejende Grundpræg. At den moderne »Jugendmusikbewegung« er overvejende »umgangsmässig« bestemt, er indlysende, men det udelukker ikke, at rent æstetiske Momenter kan spille med ind, lige saa lidt som en overvejende æstetisk betonet Musiceren fuldstændig udelukker »omgangsmæssige« Elementer.

At det vi føler Trang til nu, er en mere fællesbetonet Musik er klart, og her, og ikke i en Forbedring af Koncertsalskulturen, ligger som sagt det egentlige Problem. (Derfor er jeg, udfra praktiske Erfaringer, ganske enig med Bentzon, naar han beklager, at vore Digtere i den Henseende giver os Stene for Brød, net Lyrik, men ganske ubrugelig til vort Formaal.) Det er udmærket, hvis vi faar bedre Koncerter, men det er meget vigtigere, at vi faar Provinsens og de brede Lags Musikliv lagt i sunde Baner. Københavns Koncertsale betyder meget lidt i hele Danmarks Musikkultur. Hvordan Fornyelsen skal komme er ikke let at se. Et nøgternt Realitetssyn, som det der bærer Bentzons Artikel, er det eneste forsvarlige. Eller for at slutte med et Citat af Besseler: »In unsrer verzweifelten Lage noch an die Möglichkeit einer einheitlichen, geradlinigen, unkomplizierten Musikkultur zu glauben, wäre vollendete utopie.«

Jens Peter Larsen,
mag. art.

Fodnoter:

(1) Jahrbuch (ler Musikbibliothek Peters 32. Jahrg. 1926, jf. Referatet i Archiv für Musikwissenschaft 8. Jahrg. S. 144-46, Ordvekslingen med H. J. Moser. ibid. S. 380-81 og Artiklen: »Grundfragen der Musikästhetik« Jb, d. Mb. P. 33 Jg.. 1927.