6 Nye sange af Weyse

6 nye sange af Weyse

Af MAG.ART. Jens Peter Larsen

I Berggreens »C. E. F. Weyse's Biographie« er der S. 145 aftrykt et Uddrag af et Brev fra Weyse til Plejesønnen, daværende Stiftskantor i Vallø Schaumburg-Müller, hvori følgende Linier forekommer:

(Kbh. 27. Maj 1842.)

..... Seer du, hvor ordentlig jeg svarer paa alt Besvarligt i dit Brev! Du svarer nu aldrig og gjør endnu mindre en simpel Bemærkning, hvortil der dog kunde bemærkes Noget, som f. Ex. at jeg har vovet at componere Digte, hvortil Schulz har sat gode Melodier; item en Bemærkning over de Farer, hvorfor den menneskelige Beskedenhed er udsat. Endvidere det Mærkelige og Usædvanlige ved rnin Sygdom, at Hovedet har været saa aldeles frit, at jeg har kunnet componere 12 Melodier «.

Berggreen tilføjer i en Fodnote: »Kjender jeg ikke. Maaskee et 2det Hefte til det 1841 udkomne Iste Hefte af 3stem. Skolesange(?)« og anfører overensstemmende hermed i Kompositionsfortegnelsen under 1842: »12 Melodier; vistnok bortkomne paa en eller anden Maade.«

Jeg havde længe haft Lyst, men ikke Tid til at eftersøge disse Sange, da jeg i November sidste Aar uventet kom paa Sporet af dem. Lederen af det kgl. Bibliotheks Musikafdeling, Underbibliothekar mag. art. Topsøe-Jensen fortalte mig en Dag, at han i Løbet af Sommeren havde ladet Weyses Samling katalogisere, hvorved de enkelte Numre i en større Mappe »Musikalske Excerpter og Udkast« var bleven opført hver for sig i Seddelkataloget. En af disse Sedler, der lød paa »Trestemmige Sange, Skizzer«, vakte min Nysgerrighed. Jeg fik Mappen ind paa Læsesalen, fandt det paagældende Blad frem, og konstaterede ret hurtigt, at det virkelig drejede sig om nogle af de Brevet omtalte Sange.

Som det ses af omstaaende Gengivelse, er der 6 trestemmige Udsættelser, alle, med Undtagelse af den første, til tysk Tekst, nemlig: ,.»Der var en Tid, da jeg var meget lille«: »War einst ein Riese Goliath«; »0, der schöne Maienmond!«; »Ueber allen Gipfeln ist Ruh'«; »Sagt, wo sind die Veilchen hin«; »Der Schnee zerrint, der Mai beginnt«.(1)

Da det af Berggreen citerede Brev, ud over den Oplysning, at der var Sange imellem, som ogsaa Schulz havde komponeret, ikke gav nærmere Besked, men aabenbart henviste til Omtale i tidligere Brev(e), undersøgte jeg de foregaaende Breve og fandt Sangene omtalt først i en kort Notits i et Brev af 13. Maj og dernæst udførligt i et Brev Dagen efter. W. skriver her:

» Jeg har meldt dig igaar, at jeg har lavet 12 trestemmige Sange til Borchorst; det vil maaskee interessere dig at erfare, til hvilke Texter. Det var os ikke muligt, at finde passende danske, altsaa have vi taget tydske. Der ere endeel iblandt, Schulz har componert, og smukt componert; men den sære Borchorst paastod ei at kunne bruge de Melodier: ergo gjorde jeg mig ingen Samvittighed af, at gjore nye. Altsaa 1 Es waren Zeiten einst, ich hiess der kleine;
(af Sander, efter Baggesen) ; 2 0, der schöne Maienmond! af Voss; 3-4 Der Schnee zerrint, der Mai beginnt! og Schwermutsvoll und dumpfig (»fallen Leute«, som Haandværksburschen havde skrevet;) hallt's Geläute vom bernoosten. Kirchenthurm herab; af Hölty; 5 en
ny Melodi til: Ueber allen Gipfeln ist Ruh, af Göthe; ved hvilken Lejlighed jeg atter har ærgret mig over alt det Piank, der findes blandt hans Digte, hvoraf en heel Deel, da det er Leilighedsvers, uden videre Forklaring, er aldeles uforstaaelig. 6. Sagt, wo sind die Veilchen hin? af Jakobi; 7 Willst du frey und lustig gehn, af Overbeck; 8 Auf! es dunkelt, silbern funkelt &c af Salis. 8. 9. Herlig ist die Jugendzeit! og Bei einem Wirte wundermild &c af Uhland; 10-11. Der Winter ist ein rechter Mann! War einst ein Riese Goliath! af Claudius, og i dette øjeblik opdager jeg, at den tolvte mangler; skal altsaa først componeres «(2).

Af de 12 Sange, der her er nævnt, (der er jo virkelig tolv; Weyse har blot i sin noget skødesløse Opregning talt Nr. 8 to Gange) mangler altsaa de 6. Det kunde maaske forklares paa den Maade, at Sangene, der, som Weyse selv siger, er lavet »midt i Sygdommen«, først er kradset ned med Blyant. W. har saa, efter at være blevet rask, paabegyndt en Renskrift (der er ingen Rettelser eller Overstregninger i disse »Skizzer«), som uafsluttet er blevet lagt til Side og glemt. (Den forrige Samling henlaa ogsaa i længere Tid ufærdig. Den er planlagt i Sept. 1840. 29. Okt. meddeles »Natten er saa stille« i et Brev, men de sidste 6 Sange er først lavet 2. Febr. 1841.) Hertil har vel ogsaa den tiltagende Sygdom medvirket. Jeg har gennemgaaet alle Weyses Breve til Plejesønnen fra disse sidste Maaneder, men ikke fundet nogensomhelst Omtale af Sangene senere. Den eneste Mulighed for at finde Resten skulde da være at finde denne (hypotetiske) Blyantsskitse, hvad der ikke er lykkedes mig, hverken paa Bibliotheket eller ved Henvendelse til Familien Schaumburg-Müller. -

Der melder sig nu straks det Spørgsmaal, om disse genfundne Sange virkelig betyder en værdifuld Forøgelse af vor Sanglitteratur, eller om der ikke, som det saa ofte er Tilfældet med den Slags Fund, er Tale om ubetydelige Ungdomsværker eller af Komponisten selv kasserede Udkast. Som det imidlertid fremgaar af foranstaaende, og som Sangene selv viser os, er der her paa ingen Maade Tale om Forsøg eller Udkast, men om en Videreførelse af en Genre, hvori Weyse har skabt nogle af sine mest fuldkomne Værker. Men for rigtig at kunne bedømme dem, maa vi ganske kort se paa, hvad Weyse overhovedet har frembragt i denne Retning.

Første Gang vi træffer saadanne trestemmige Sange af Weyse er i Melodisamlingen til Lütkens Huus-og Skole-Sangbog (1819), hvor der er optaget 5 af hans Melodier. Det drejer sig udelukkende om alt eksisterende Melodier, udsatte for tre Stemmer. Om Weyse selv har lavet disse Udsættelser er vist ret tvivlsomt. I Forordet til Samlingen takkes han »saavel for de af hans skønne Melodier, der pryde den, som for hans udviste velvillige Bistand«, men det siges ikke nærmere, hvori denne Bistand har bestaaet. Der er gode Momenter i flere af Udsættelserne (navnlig »Tommeliden« Nr. 101), men gennemgaaende lider de af samme Fejl som Samlingens andre Udsættelser: det er ikke lykkedes Udsætteren paa Grundlag af en oprindelig akkordmæssig, instrumental Udsættelse at skabe en i alle Stemmer naturlig og sangbar Vokalsats. Det viser sig særlig tydeligt i Understemmens Forhold. Ofte er denne en udpræget (instrumental) Basstemme, med lange Liggetoner eller Tonegentagelser og idelige Kvart- og Kvintspring. En ofte forekommende umotiveret Kvartsekstakkord som næstsidste Akkord i Slutningsdannelser forklares ved, at der er Tale om en Basstemme, der er omdannet til 3. Stemme blot ved at flyttes en Oktav op, og som derved kommer til at krydse 2. Stemme, hvorved et Kvintinterval omdannes til en Kvart. Der er i denne Samling ikke nogen egentlig Forstaaelse af den trestemmige Sats som selvstændig »Stilart«, hvad der tildels hænger sammen med, at det udelukkende drejer sig om Udsættelser af kendte Melodier, ikke nye Kompositioner. De 5 Sange, der her er omtalt, betyder absolut ikke en Indsats af Weyse paa dette Omraade; den kom først adskillige Aar senere.

Den førnævnte Borchorst, der var en meget flittig og interesseret Sanglærer, udgav i 1834 en Samling af 25 Sange til Skolebrug for tre lige Stemmer, som i 1838 fulgtes af en ny Samling af tre- og firstemmige Sange. I begge disse Samlinger er Weyse rigt repræsenteret, i den første med 9, i den anden med 11 Numre. Det drejer sig dels om Udsættelse, af Sange, dels om Originalbidrag, Kanoner og Sange for 3-4 Stemmer. Disse Udsættelser, især de firestemmige i 2. Hefte (»Hyrden græsser sine Faar«, »Kommer hid, I Piger smaa«), er foretaget med langt mere Forstaaelse af Opgavens Problemer (sml. f. Eks. »Vil du være stærk og fri«, Lütken Nr. 34, Borchorst I Nr. 23). Der kan ikke være Tvivl om (hvad Borchorsts nære Bekendtskab med Weyse ogsaa gør naturligt), at det her drejer sig om Originaludsættelser eller i hvert Fald af Komponisten reviderede Udsættelser. Herfor taler ogsaa, at Berggreen i sine Skolesange optager »Dejlig er den Himmel blaa« uforandret efter Borchorst, hvad han næppe vilde gøre, hvis det ikke drejede sig om en »autoriseret« Udsættelse.

Mere Interesse end til Udsættelserne knytter der sig dog til de to Originalkompositioner i 1. Hefte »0 du som tryller hver en Sans« og »Vi staae i Livets Vaar«. (Jeg ser bort fra Kanonerne og de firstemmige Sange i 2. Hefte som vort Emne uvedkommende). I disse to Sange er Weyse inde paa det Spor, som han følger i sine senere trestemmige Sange, baade de 12 fra 1841 og vore 6 fra 1842: det drejer sig ikke om enstemmige Melodier, trestemmigt, udsat, men om Kompositioner der stilistisk er præget af, at de er bestemt til at synges af tre lige Stemmer. Dette ytrer sig paa.flere Maader.

For det første i de enkelte Stemmers begrænsede Omfang, en Slags's Specialisering, hvor hver Stemme faar anvist det Leje, det passer den bedst. Dernæst i det melodiske: trinvis Bevægelse, smaa Intervaller bliver det fremherskende, ikke saadan at forstaa, at Tonegentagelse og Spring ikke anvendes, men kun at den overvejende, normale Melodibevægelse bliver den trinvise Fremadskriden. Det gælder ogsaa Understemmen, der altid maa, bevare en noget springende Karakter, men hvis Monotoni søges fjernet, ved Erstatning af nogle af de fuldstændige Helslutninger med Halvslutninger (Sekstakkordslut- ninger o. lign.). I den flerstemmige Sats som saadan viser det sig i en Bestræbelse for at forene Stemmerne til en Helhed, et »Stemmebundt«, hvor Udsættelsen ikke opløses i en Melodi, en støttende Bas og en mellemliggende Fyldestemme, men hvor alle Stemmerne i lige Grad er bundet af Hensynet til den fælles Bevægelse, idet denne og ikke en enkelt Stemme er det primære i Udsættelsen. Herved opstaar visse typiske Vendinger. Ligebevægelse i alle Stemmer, især trinvis nedadgaaende, giver parallele Sekstakkorder (»Faux-Bourdon«) Eks. 1, eller ved Akkordbevægelse en trestemmig »hornkvintagtig« Bevægelse, Eks. 2. Heroverfor staar Modbevægelse, der i trestemmig Sats naturligst former sig som en Modsætning mellem een af Yderstemmerne og de to andre Stemmer. Mellemstemmerne tvinges herved nemt til en opportunistisk Skiften mellem Ligebevægelse med Over- og Understemmen, Eks. 3. Endelig Sidebevægelse kan forekomme med Liggetone i alle Stemmer, mest karakteristisk maaske i Mellemstemmen ved Ligebevægelse i de to Yderstemmer, Eks. 4.

Det siger sig selv, at det her anførte kun er en ringe Del af de Muligheder, der kan forekomme, og som opstaar ved Variation og Sammenblanding af disse elementære Grundformer.

Denne, man kunde næsten sige, trestemmige Stil, hvis Rødder tildels maa søges paa andre Omraader, (Alfekor i »Faruk« og »Floribella«; Terzetter i Kantater og Operaer), naar som sagt sin fulde Udfoldelse i den flere Gange omtalte Samling »Trestemmige Sange til Brug ved Skoleundervisningen, componerede af C. E. F. Weyse. Første Hefte« (1841), hvorfra ovenstaaende Eksempler er taget. Disse Sange er saa ofte blevet lovprist (Thrane, Aarsbo, Laub), at jeg ikke behøver her at fremhæve deres Værdi. Med Rette siger Thrane om dem: »Den Zarthed og harmoniske Finhed, som udmærker dem, er Weyse egen og de staa uden noget tilsvarende i vor musikalske Literatur«. De foreligger i Nyudgave (ved Povl Hamburger) paa Borups Forlag og er saaledes lettilgængelige.

De seks nye Sange var altsaa tænkt som en Fortsættelse af de lige omtalte. Imidlertid skiller de sig paa flere Punkter ud fra dem, baade tekstlig og musikalsk. Hvad for det første det tekstlige angaar, er der jo den iøjnefaldende Forskel, at de er til tysk Tekst, hvad der maa vække nogen Undren i Betragtning af, at Sangene er bestemt for danske Skolebørn. Weyses Begrundelse herfor, at det ikke var muligt at finde passende danske Tekster, lyder lidt mærkelig, især da den ene af Sangene (»Der var en Tid«) er en tysk Oversættelse efter dansk Original, og andre af Sangene (»War einst ein Riese Goliath«) findes i brugelige danske Oversættelser. Naar han gaar uden om Guldaldertidens danske Digtere, af hvis Værker han i første Hefte havde gjort saa smukt et Udvalg, kan det tildels forklares ved, at disse Digte ikke var særlig egnede for mindre Børn, men det samme gælder ogsaa. flere af de tyske Digte, der forekommer i den nye Samling. Snarere hænger det dog sammen med, at det er en gammel Kærlighed, Weyse vender tilbage til, idet det netop drejer. sig om den Kreds af Digtere, som Schulz fortrinsvis komponerede, og som Weyse ogsaa, i sine unge Dage flittig havde dyrket, Hölty, Voss, Claudius. Maaske har det ogsaa lidt været ønsket om ved Valg af tyske Tekster at vinde Indpas i Tyskland, hvad der ikke lykkedes med de »Acht deutsche Gesänge« fra 1838. Ikke helt med Urette skrev Heiberg, at Weyses Musa var »en Gaade for fremmede Zoner«.

I Betragtning af Weyses sjældne Indfølingsevne over for Poesi, kan det ikke undre, at denne Forskel i Tekster ligesom genspejles i Melodierne. Det drejer sig ikke om en ændret. Skrivemaade, men om ganske fine Udtryksnuancer indenfor den samme Stil. Det samme gælder de otte tyske Sange i Forhold til Romancerne. Forskellen mellem Staffeldts »Sover sødt i hellig Fred« og Salis' »Das Grab ist tief und stille«, mellem Heibergs »Natten er saa stille« og Goethes »Über allen Gipfeln« kunde næppe i Ord udtrykkes saa fint, som den er karakteriseret i Weyses Melodier. Man kunde næsten sige, at disse seks Sange, det gælder især den her meddelte »Über allen Gipfeln« er mere romantisk farvede end de tidligere, naar det fastholdes, at der kun er Tale om Nuancer, og at det ikke drejer sig om en bestemt Linie i Weyses Udvikling, men et af de paagældende Tekster fremkaldt Grundpræg. Tydeligst viser dette sig maaske paa det harmoniske Omraade.

Hele Flerstemmighedens Historie er præget af Problemet: horisontalt kontra vertikalt Synspunkt. Man kunde, groft set, fremhæve tre Stadier i denne Tovtrækning: 1) Samklange som Resultatet af melodiske Bevægelser, 2) Samklange som latent Bærer af det melodiske, 3) Samklange som det egentlig centrale. Mens de to første har vekslet gennem Aarhundreder, er det tredie noget for det 19. Aarhundrede, ejendommeligt. Vi kan se alle tre Synspunkter i de ovenanførte Eksempler. I Eks. 1 er Akkorderne fuldstændig uden Indflydelse paa det melodiske; de er klangforstærkende, men uden indre, harmonisk Forbindelse; Sammenhængen ligger i det melodiske. I Eks. 2 derimod er Akkorderne det primære, som Bærer af en funktionsmæssig Sammenhæng (Tonika - Dominant - Tonika); det melodiske er afhængig af det akkordmæssige, selv om der endnu er Tale om en primitiv Melodibevægelse: Treklangsbevægelsen. Denne harmoniske Funktionssammenhæng er dog endnu kun Skelettet i Kompositionen, ikke dennes Kød og Blod. Det tredie Stadium, der naturligt udvikler sig af det andet, ses egentlig først i »Über allen Gipfeln«:

Saminenligner vi Takt 5-6 i denne med Eks. 4 a og b, kan vi næsten følge Udviklingen fra det ene Stadium til det andet. Det drejer sig i alle tre Tilfælde om samme Situation, Liggetone i Midten, med to Yderstemmer (overvejende) i indbyrdes Ligebevægelse. I 4a er selve Akkordforbindelsen uden selvstændig Interesse, det afgørende er blot gode Samklange (lutter rene Treklange paa tung Takttid). I 4 b holder Overstemmens Stræben opad og Akkordernes Vekslen mellem Septimakkord og Treklang hinanden i Skak, men i det tredje Eksempel er begge Takterne helt behersket af den stædigt. fastholdte Dissonans, hvis Herredømme først brydes ved Opløsningen i Takt 7. I samme Forbindelse kan nævnes den pludselige Overgang fra Dominant- til Subdominanttonearten Takt 10-11, hvor Subdominantens Dominantseptimakkord er anvendt ganske bevidst med stor Virkning. De to sidstnævnte Eksempler betegner dog Yderpunkter i harmonisk Henseende. Weyses Grundlag er og bliver den klassiske Musik, mere end en forbigaaende romantisk Farvning er det ikke.

Weyses Finhed i Tekstbehandlingen ytrer sig ikke blot i, at den enkelte Sangs Grundpræg nøje svarer til Teksten, men ogsaa i en nøje overvejet Deklamation, som det lige anførte Eksempel af »Über allen Gipfeln« er en.fortrinlig Illustration til. Den Spænding, der ligger i, at anden Linies Slutning samtidig rimer paa første Linie, som den ogsaa metrisk svarer til, og dog ikke tillader nogen Overskæring af Sætningen paa dette Sted, har paa den ene Side inspireret den omtalte Dissonans-Spænding Takt 5-6 og paa den anden Side selv faaet en Belysning, som ikke kunde tænkes bedre, ved den melodiske Stigning til og Dvælen paa Septimakkorden paa »du«, der dog ikke føles som afsluttende, men som ganske selvfølgeligt maa lede videre til Opløsningen i næste Takt.

Jeg har valgt denne Sang til Eksempel, fordi den særlig tydeligt viser Tendensen til at lade det klanglige virke i Udtrykkets Tjeneste. Ogsaa flere af de andre Sange viser denne Tendens omend i ringere Grad. Som i den foregaaende Samling er ogsaa her Sange af forskellig Karakter stillet ved Siden af hinanden: De to Majsange er lyse og venlige, Goliathvisen er kraftigere i Anslaget, »Der var en Tid« og »Sagt, wo sind die Veilchen hin« gaar mere i Retning af det lyriskfølsomme og endelig »Über allen Gipfeln« er tydeligt romantisk farvet.

Man kan om disse Sange trygt anvende alle de smukke Udtryk, som er brugt om deres Forgængere. Den danske Korlitteratur har ikke noget Sidestykke til disse 18 Sange. Jeg haaber inden længe ved en praktisk Udgave at kunne bidrage til, at ogsaa. de seks sidste Sange efter en næsten hundredaarig Søvn kan komme til at opfylde deres egentlige Bestemmelse: at virke for en Højnelse af vor Musikkultur.

Fodnoter:

(1) Af disse har Schulz i hvert Fald komponeret Nr. 1-3 og 5. Hans Melodi til »Der var en Tid« er dog ikke identisk med den i forskellige Varianter ret udbredte Melodi, der undertiden bringes i Forbindelse med hans Navn (se f. Eks. Melodisamlingen til Sangbogen »Danmark« Nr. 224), men som allerede findes trykt i Schiørrings Selskabs-Sange 1 1785, altsaa 2 Aar før Schulz kom til Danmark.

(2) Det lader til at Berggreen har overset dette Brev, der efter al Sandsynlighed maa have ligget sammen med de øvrige Papirer. Det fremgaar af et Par Breve, som Læge H. Schaumburg-Müller var saa venlig at laane mig, at det til Berggren Af green i Anledning af Biografien udlaante Materiale ikke blev leveret tilbage til Familien Sch-M., men ved Berggreens Død afleveredes direkte til det kgl. Bibliothek. Ogsaa selve Sangene har aabenbart ligget i Weyses Samling hele Tiden. I den ældre Fortegnelse over Samlingen, som opbevares i Bibliothekets Arkiv, og som rimeligvis maa være affattet kort efter Weyses Død, staar opført »6 Satser for tre Stemmer«, hvad der utvivlsomt refererer til de foreliggende Sange.