En Klaversonate af Weyse i Es

Af
| DMT Årgang 4 (1929) nr. 06 - side 118-119

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Poetisk podcast

Annonce

Edition s

EN KLAVERSONATE AF WEYSE I ES.

Under den nylig tilendebragte Omkatalogisering af den Collinske Haandskriftsamling i Det kgl. Bibliotek blev en særskilt Fascikel Musikautografer (Collin 120 Fol.), som indeholder adskilligt af Interesse for nyere dansk Musikhistorie, for første Gang registreret. Mellem de
prominenteste Sager kan fremhæves J. F. Fröichs Strygekvartet i d (Partitur), hvoraf den trykte Udgave (i Stemmer) saa vidt vides ikke findes i noget offentligt Bibliotek her i Landet, samt to større Klaverkompositioner af Weyse: den berømte lidenskabelige Allegro i f (»Molto allegro forte e marcato«), som afgiver et mærkeligt Vidnesbyrd om Beethovens Indflydelse i Weyses Sturm- und Drang Periode, samt en Klaversonate i Es, der paa overraskende Vis placerer et Par velkendte Værker i en ny Sammenhæng.

Skønt de to Manuskripter i Modsætning til deres Autors sædvanlige Praksis ikke er daterede, kan vi andetsteds fra skaffe os sikker Viden om deres Tilblivelsestid. 1 1803 havde den indtil da temmelig upaaagtede danske Komponist opnaaet den Ære, at den foretagsomme, men selvraadige Züricher- Forlægger og Komponist H. G. Nägeli havde optrykt hans fire »Allegri di bravura«, der i 1793 var udkommet hos Rellstab i Berlin, som 7. suite i sin bekendte Klaverserie »Répertoire des clavicinistes«, der bl. a. bragte Beethovens Sonater 0p. 31,3 og 53 (Waldstein). Hæftet fik en udmærket Modtagelse, blev rosende omtalt i »Allgemeine musikalische Zeitung«, og Komponisten fik snart fra sin Forlægger en indtrængende Opfordring til at sende ham et nyt Arbejde. Opfordringen traf Weyse paa et Tidspunkt, da han som Følge af indre Kriser (den haabløse Forelskelse i Julie Tutein) var blevet »kjed af Kunsten« og i flere Aar (siden 1801) intet havde skrevet. Men han efterkom den dog og komponerede i 1804 de fire nye »Allegri di bravura«, der - med de uundgaaelige Nägeliske Forvanskninger - findes som 16. suite i »Repert. des clav.« (Berggreen: »C. E. F. Weyses Biographie«, 1876, S. 35), og som i stilistisk Henseende vidner om den betydelige kunstneriske Udvikling, der ligger mellem denne Samling og dens Forgænger.

Nr. 4 i det nye Hæfte er det markante Stykke i f, som vi stødte paa i den Collinske Autografpakke, og sammesteds vil vi genfinde Nr. 1 (Allegro con brio) og 3 (Vivace), begge i Es. Ved nærmere Eftersyn vil de vise sig at være regelmæssigt, byggede klassiske Sonatesatser, hvad de i Virkeligheden ogsaa er, idet de er identiske med Ydersatserne i den nysnævnte, i sin Helhed utrykte Klaversonate. Midtersatsen, en stejl, næsten barsk Menuet i c (64 Takter, Allegro) har aldrig været offentliggjort; den staar i sin knappe faste Form fuldt paa Højde med den store Førstesats og den bredt udførte, stormende Finale (i Allabreve-Takt). Betragtet i sin Helhed er Værket af meget betydelig Virkning; det er præget, af en magtfuld Energi og en næsten romantisk Patos (i Ydersatsernes Modulationsdele), som intet Sidestykke har indenfor Weyses tidligere Sonater.

Naar Weyse imidlertid har kasseret Menuetten, er Aarsagen hertil let at faa øje paa. Da det kom til Stykket, har han af »arkitektoniske« Grunde foretrukket at forme sit nye Klaverhæfte som et nøje Sidestykke til dets Forgænger, og for at tilsløre den indre Sammenhæng mellem de to Es-Dur Satser har han paa Andenpladsen i Hæftet indskudt en ny Allegro di bravura i g, som dog i kunstnerisk Henseende ingenlunde kan maale sig med de tre øvrige.

Fremgangsmaaden kendes allerede fra hans »Vermischte Compositionen« (1799). For at skabe Afveksling her er den senere i sin Helhed trykte B-Dur Sonate (Nr. II) udstykket i sine Bestanddele: Thema med 8 Variationer og Rondo som to selvstændige Klaverstykker, adskilt ved et Par Vokalkompositioner.

I Særudgave foreligger tre af Weyses Sonater: E-Dur, B-Dur og den først 1818 komponerede G-Moll, betegnede som Nr. I, II og IIII. Naar Berggreen synes at antage, at det sidste Tal er en Trykfejl for III, er dette dog næppe sandsynligt. Muligvis har Komponisten forbeholdt Tredjepladsen til en ny Udgave af sin i »Vermischte Compositionen« trykte Sonate i a, som han i sin Selvbiografi fra 1820 (Berggreens Bog S. 33) udtrykkeligt fremhæver og vel derfor næppe, kan tænkes helt at ville forkaste. Men maaske har han ogsaa kunnet tænke sig en »samlet« Udgave af Es-Dur Sonaten; med den i formel Henseende langt løsere B-Dur forelaa jo dog en Slags Præcedens. Det vilde da være en passende Opgave for »Samfundet til Udgivelse af dansk Musik« at udfylde det manglende Nummer i Rækken og forøge den danske Sonatelitteratur med et værdifuldt Værk, som repræsenterer en stormfuld Overgangsperiode indenfor dets Mesters iøvrigt saa klassisk rolige Kunst.

H. G. Topsøe-Jensen,

Underbibliotekar, mag. art.

Årgang 4/1929, nr. 06