Musikkultur

MUSIK KULTUR

AF GUSTAV HETSCH

HVAD Rudolph Simonsen i sin Bog »Musik-Kultur« har behandlet, tager altsammen Sigte paa Børnene og de ganske unge, - paa det allerførste Pionér-Arbejde i Musik-Kulturens Tjeneste. Selvfølgelig er det rigtigt, at man maa. bygge op fra Grunden, lægge Frøet i Skolen.

Men dette er kun - og kan kun være - en Begyndelse. Der staar tilbage en ikke mindre vigtig Opgave at løse: De voksnes Musik-Kultur.

Man bør ikke slippe den Ungdom, der har været saa heldig i Skolen at faa øret og Sindet aabnet for Tonekunstens Værdier. Det vilde være at svigte denne Ungdom og narre den for Frugterne af den Udsæd, man selv har nedlagt i den. Det har man ligefrem ikke Lov til. Har man begyndt, maa man fortsætte. Men hvorledes?

De voksne, hvem der bør tilføres musik-kulturel Paavirkning, er dels saadanne, der i Skolen har været Genstand for en Undervisning efter Rudolph Simonsens (eller en andens, tilsvarende) Metode; dels saadanne, der ikke har været saa begunstigede, - og de sidste er
desværre foreløbig de fleste.

Fælles for dem er, at de trænger til al den musik-kulturelle Ernæring, de kan faa. Der kan være Forskel paa, hvorledes denne Ernæring bør være, og paa det Maal, hvori de formaar at drage sig den til Nytte; men det er Nuancer, det her drejer sig om, og som det vilde føre for vidt i denne Sammenhæng at tage Hensyn til.

I Hovedsagen er der 4 Former for en »fortsat« Musikkultivering som nødvendigt Supplement til den paa Børnene beregnede: Fælles Udøvelse af Musik, Udførelse af Musik for Tilhørere, Oplysning om Musik - mundtlig med Musik-Illustration eller skriftlig gennem Musik-Literatur.

Til en af disse 4 Kategorier maa. alle Bestræbelser for at bibringe Folket en videregaaende Musik- Kultur kunne henføres. Om Fælles-Udøvelsen har man kunnet læse alt fornødent, i dette Tidsskrifts tidligere Numre.

Udførelsen af Musikværker for Tilhørere foregaar jo - naar den er offentlig, og der ses bort fra Operaer og andre musikdramatiske Arbejder - paa Koncerter. (I alt Fald foreløbig! Thi ingen kan vide, hvornaar Grammofon og Radio revolutionerer hele det nu eksisterende Koncertliv. Men dette Spørgsmaal af uberegnelig Rækkevidde ligger ikke for i øjeblikket og kan derfor her lades ude af Betragtning.)

At Koncerter, som de findes for Tiden, ikke blot i Danmark, men over hele Verden, er en ganske irrational Form for Musik-Opførelse, kan ikke bestrides af nogen, der tænker sig en Smule om.

Man savner i en uhyggelig Grad Plan og økonomi. Der hersker gennemgaaende et komplet Virvar. Visse Stier i Musikens Land trædes saa tidt og saa umænsomt, at efterhaanden hvert Græsstraa er slidt af, medens andre Stier, der fører til ikke mindre skønne Egne, ligger ganske uænsede hen.

Koncerterne burde specialiseres.

Folk, der vil høre Musik, vil ikke alle høre den samme Slags. Nogle vil kunne sætte sig hen med en tryg Fornemmelse af en uforstyrret Nydelse af det gamle, de holder af. Andre søger det nye, vil. have et lille Indtryk af, hvad der er kommet frem i den seneste Tid, hjemme og ude. Og saa er der jo da ingen Mening i, at de Tilhører-Lejre skal sættes i Stue sammen! Det kan aldrig blive andet end Spild af Tid, Penge og Interesse.

Maalet maa være: visse Koncerter med det fastslaaede, det anerkendte (det »klassiske« i videste Forstand) ; andre Koncerter med Eksperimenter, det, der endnu betyder Gæring, Dristighed, Brud med Traditioner, Søgen efter nye Veje og Midler.

Det er klart, at denne sidste Kategori af Koncerter kun kan virke desorienterende paa den første Kategoris Publikum, der endog maa. føle sig oprørt over saadanne formastelige »Udskejelser«. Lige saa givet er det imidlertid, at de har deres fulde Berettigelse, er af den allerstørste Betydning: Uden at forsøge naar man aldrig videre.

Men i musik-kulturel Henseende er al eksperimenterende Musik kun af det Onde for den, der ikke allerede er helt fortrolig med den fastslaaede, hævdvundne (i videste Forstand »klassiske«) Musik. Og det er da selvfølgelig denne, der maa dyrkes - og ene dyrkes - som musikalsk Opdragelsesmiddel. Til Gengæld. bør den dyrkes i det videst mulige Omfang.

Den bør trænge ind overalt, ud i Befolkningslag, hvortil den endnu ikke er naaet trods alle fortjenstfulde Foranstaltninger, der allerede er trufne til at udbrede Tonekunsten i Folket (»Studentersamfundets Arbejderkoncerter« er vel den ældste af dem i Danmark; desuden Københavns og Frederiksbergs »kommunale Koncerter« i Samvirke med »Dansk Solistforbund« - og endnu flere)..

Hvad der paa dette Omraade er gjort i Hovedstaden, fortjener stor Anerkendelse. Men det er ikke nok! Vi staar her overfor en Landssag. Ude i Provinserne maa den tages op. Ikke blot i de store og større Byer, ogsaa i de smaa, ja udenfor Købstæderne, i Stationsbyer og Landsbyer. For at det kan blive til noget, maa hele Landet omspændes. med et Net af Musik-Arnesteder.

Naar man tænker paa den Mængde af danske Mænd og Kvinder, der i deres Ungdom har modtaget en virkelig alvorlig Musik-Uddannelse (og altsaa. vel sagtens en ikke ringe Grad af Musik-Kultur!), og som senere af Livet er blevet anbragt rundt om i Landet, i Stillinger, der maaske ikke har det mindste med Musik at gøre, kan man saa ikke have Lov til at spørge, om ikke mange af disse vilde føle det som en kær Pligt, ja som en naturlig Trang, at gøre deres bedste for at skaffe deres Omgivelser Del i de kunstneriske Glæder, de selv har haft, bidrage deres til at udbrede Musik-Kultur i deres By, Landsby eller Egn?

Her ligger en stor, en overordentlig vigtig Opgave. Hvem vil tage den op?

Man vil straks indvende, at det bliver en kostbar Historie, og ingen har Penge til at ofre paa sligt eller, hvis man har dem, Lyst til at ofre dem. Dette er et Punkt, hvor vi bør revidere vore Begreber! Det er en Overtro, at en Musikfremførelse behøver at koste synderligt, - naar det da ikke gælder Orkesterværker med betalte Musikere.

Traditionen vil, at en Koncert, selv den yngste Debutants Præsentations-Koncert, hvad enten vedkommende er syngende, spillende eller komponerende, skal foregaa under Former, der mærmer den, mere eller mindre, til en mondæn »Begivenhed«. Den festligst mulige Sal, fin Paaklæædning, dyrt trykte Billetter og Programmer - altsammen noget, der koster mange Penge (i Danmark i alt Fald), og som intet har at gøre med, intet som helst betyder for Hovedsagen: Musik Opførelsen.

I Paris, hvor dette skrives, tager man ganske anderledes naturligt og usnobbet paa den Slags. Og dog ydes der ikke ringere Musik end f. Eks. i København.

Kun enkelte »Gala-Koncerter« har Karakteren af mondæne Begivenheder, med festklædt Publikum. Det almindelige er, at Folk, der vil høre Musik, tager den under saadanne ydre Forhold, »som det kan falde sig«. Man kan opleve de allermest interessante, de allerværdifuldeste Musikopførelser i de mest uanselige Lokaler, hvor baade Tilhørerne og de optrædende møder i deres daglige Tøj, gaar lige ind fra Gaden. Billetterne er nogle Smaalapper, og Programmerne (der aldrig indeholder Sangteksterne) er trykt paa det usleste tynde Indpakningspapir. Men hvad gør det altsammen! Det bryder ingen sig om. Man kommer ikke for at tage sig ud, men for at høre Musik, - og den faar man.

Hvorfor ikke følge det fortræffelige Eksempel, der her bydes os af Franskmændene - som dog efter endog deres egne Landsmænds Sigende staar lavt i Musik-Kultur, men som øjensynligt med godt Humør og uden Drikkevarer bestræber sig for at indhente det forsømte?

Hvorfor ikke i Danmark resolut bryde Broen af fra en Fortid, der ikke længere kan tilfredsstille os, og begynde et nyt Musikliv paa den anden Bred, hvor Nutiden (og Fremtiden) staar med sine Krav og sine Livsformer?

Slut Dem sammen - 3, 4, 5 - mine Damer og Herrer, der er Musikere eller Musikamatører med kunstnerisk Udvikling! Der er jo overalt Musiklærere og Musiklærerinder; forhenværende Konservatorie- Elever eller paa anden Vis grundigt uddannede musikalske Damer sidder som Læge- eller Direktør- eller andre Fruer rundt om i Landet; og Organister og Kantorer findes i hver By; en Sagfører kan være en ypperlig Violinist i sin Fritid, en Kæmner stryge sin Cello, saa det er en Fornøjelse at høre. Og hvor mange synger ikke nydeligt uden at være professionelle!

Slut Dem sammen om at gøre Musik for Folket! Det skal ikke være en Konkurrence til de bestaaende lokale »Musikforeninger«, kan for Resten ikke paa nogen Maade blive det. Det skal være et Supplement til dem, en Slags Forskole for dem.

Find et Lokale, der kan f aas gratis eller -imod Dækning af Udgifter til Lys og Varme. Skolerne maa kunne afgive det fornødne Rum: Gymnastiksalen eller et stort Klasseværelse. Paa Landet er der jo Forsamlingshusene.

Faa En til at »slaa« Programmerne paa en Skrivemaskine. Og spil og syng saa for Folket, for alle dem, der har det behov at blive ernæret med anden Tonekunst end den nyeste Revyvise og den p. T. mest fløjtede Dansemelodi.

Lad hver Tilhører betale en 10- eller 25-øre, hvis det ikke kan være helt gratis. Arrangér saadanne ganske fordringsløse Musikaftner regelmæssigt. 1, 2 eller 3, 4 Gange om Maaneden Vinteren igennem, - saa hyppigt det passer for Situationen, der jo er forskellig i hver By eller Egn.

Men læg i Forvejen en Plan for Programmet ved hver Sammenkomst. Der maa være Metode i det, ellers duer det ikke; ellers bliver det let forvirrende i Stedet for vejledende. Kan De ikke selv finde ud af det, saa henvend Dem om Raad til f. Eks. Rudolph Simonsen. Jeg har intet Mandat fra ham til at love Dem hans Bistand. Men jeg føler mig overbevist om, at han yder den med Glæde.

- Man vil naturligvis indvende imod min Tanke, at den vil give Dilettanteriet Vind i Sejlene. Maaske! Men, lige saa ubarmhjærtigt, jeg vil forfølge Dilettanteriet, naar det optræder skamløst under Kunstens Flag, ligesaa hjærteligt vil jeg give det min Velsignelse, hvis det skulde vise sig, at de kunstneriske Evner ikke svarede til den gode Vilje, naar det blot fører de musikalsk ukultiverede nærmere til Musik- Kulturen.

- Og nu de, der ikke kan synge eller spille, men alligevel har Lyst til at være med i det Arbejde, og som har Sansen for Tonekunsten vaagen og besidder en positiv Viden paa et eller flere af dens mange forskellige Omraader, - dem bliver der ogsaa Bud efter i en saadan Bevægelse. I høj Grad tilmed! Thi de kan gøre stor Gavn ved at fortælle om Komponisterne og orn deres Værker - ganske som Rudolph Simonsen udvikler det i sin Bog. Det, som der gælder Børnene i Skolen og de unge paa Konservatoriet, kan akkurat lige saa godt gælde de nye Tilhørerkredse af Voksne ude omkring i Landet. Man læse selv i »Musik-Kultur«, hvad det gaar ud paa!

Det talte Ord om Musiken kan være Hovedsagen ved en Musik-Kultur-Time, saa at Musiken bliver dets Illustration; eller det kan være Supplement til Værkerne, Noter i Marginen. Det er lige godt, hvert til sin Tid, til sit Behov. Men det normale maa. være: Musiken i første Linje!

Og saa det fjerde: Bøger om Musik! Smaastykker af populær Karakter (i Smag med »Folkeoplysningens«), - det er en Literatur, der er sørgelig forsømt i Danmark, og som burde opdyrkes snarest og i størst muligt Omfang. Den vilde sikkert - efterhaanden - finde et Publikum, naar først Interessen for at vide noget om Musiken var vakt gennem mundtlige Meddelelser og Forklaringer i Forbindelse med Fremførelse af selve Mestrenes Værker. »Det levende Ord« maa. forud have gjort sin Virkning i Sindene, - saa følger af sig selv Lysten til at fordybe sig i det skrevne Ord.(*)

- Hvorledes man end vil gribe Sagen an, det vigtigste er, at der sker noget. Hvis alt dette her skitserede - kunde blive til Virkelighed, vilde der være lyse Udsigter for Musik-Kulturen i Danmark. Saafremt blot noget af det blev gennemført, vilde man i alt Fald være naaet et stort Skridt frem mod Maalet.

Og hvorfor skulde det ikke ske? Hvad kræves der? Som man ser, ikke Penge, - hvilket er en uvurderlig Fordel. Derimod først og fremmest Blikket aabent for, hvor store Manglerne er, og hvor de ligger; dernæst Lysten til at afhjælpe dem. Lidt Ofre af Omtanke, Evner og Tid, - det er alt.

Og skulde det ikke kunne præsteres?

For en saa god Sag.

Fodnoter:

Jævnfør: Billedfremstilling af en Roman pr. Film giver notorisk Lyst til at gøre sig bekendt med selve Bogen, og Radio-Udsendelse af en Teaterforestilling Lyst til at overvære selve Forestillingen.