Tanker omkring Carl Nielsen's violinsonate no. 2 op. 35

Emil Telmanyi:
Tanker omkring Carl Nielsen's violinsonate no. 2 op. 35

Når man siger om en sonate, at den står i g-moll, forudsætter det sædvanligvis, at værket begynder og ender i g-moll, og at hovedtemaets harmoniske forløb peger på denne toneart.

Hvis vi undersøger C. N.'s 2. violinsonate, som har to »b-er« som fortegn, finder vi, at violinstemmen, som bringer hovedtemaet først, ganske vist peger med de første seks noder på g-moll, (og som muligvis er anledning for tilstedeværelsen af fortegnene), men dermed er det slut med g-moll. Klaverets tredie tone er allerede toneartfremmed, og der moduleres immerfort: over en as-moll plagal-akkord til Es-dur, som øjeblikkelig forlades for over f-moll plagal-akkord at komme til C-dur, der kun bevares til næste takt. Hovedtemaet går videre over as-moll, es-moll, Des-dur for at ende i c-moll. Her intonerer klaveret temaets første strofe med en kamoufleret F-dur strofeending, for at modulere videre over flere tonearter. Temaets anden strofe anvendes nu som motiv i et heftigt mellemstykke, som leder over til sidetemaet, intoneret af violinen igen tilsyneladende i Ges-dur, men ak... kun en kort stund, og den modulerende, fabulerende proces fortsætter igen i en uendelighed. Et mellemstykke med tre kryds som fortegn bringer et nyt motiv, som er oplagt til at moduleres med, og det bliver kombineret med de allerede kendte motiver, og efter en stor stigning, klimaks og fald ledes vi over til reprisen. Violinen bringer den meget forkortet, og med et klaver akkompagnement, som er alt andet end g-moll og den ender i h-moll. Satsen selv ender overraskende med en forløsende, lys Es-dur treklang, altså hverken i g-moll eller i dens parallel-toneart B-dur.

Sidste sats har igen to »B-er« som fortegn, men hovedtemaet står i B-dur til at begynde med. Efter en mindre mellemsats i E-dur-cis-moll kommer hovedtemaets reprise i A-dur krydret med rytmisk og melodisk polyfoni. Denne sats ender også uventet: i C-dur! I koda-delen er denne toneart, i forhold til alt, hvad der gik forud, fastholdt forbavsende længe, indtil klaveret pludseligt gør oprør og går fra C ned til B-tonen. Men violinen holder krampagtigt fast ved sin G-oktav, som dog ikke føles pegende henimod g-moll, men snarere som dominant i C-dur. I denne kamp om tonearten, der skulle anvendes til at slutte satsen med, sejrer violinen til sidst, idet klaveret giver sig og vender tilbage til sin C-tone hamrende den fast med aftagende kraft. Altså hverken B-dur eller g-moll eller G-dur; men selvfølgelig ligger C-dur nær ved g-moll i Carl Nielsens harmonik.

Det har altid været en gåde for mig, hvorfor alle musikere kalder denne sonate for »g-moll sonaten«. Bortset fra, at der hverken på det trykte eksemplar eller på den hos mig beroende håndskrevne kopi af originalen står noget om en toneart, så er denne sonate, som den korte lynanalyse viser, så frigjort i sin harmoniske struktur, at ethvert forsøg på at presse den ind i nogen slags toneartbås på forhånd må mislykkes. De to »B-er« synes snarere at vildlede end at vejlede musikerne. De ser »B-erne« og violinen begynder med en brudt g-moll treklang, altså er sonaten i g-moll. Især i 1912, da værket er skrevet, har man endnu megen respekt for fortegnene og tager ikke konsekvenserne af en komplet ny sonate-stil og prøver ikke at frigøre sig af gængse toneartsbetegnelser, som viser sig at være uholdbare.

Man kunne måske diskutere, om der i det hele taget var anledning til at sætte fortegn til dette værk. Vi kan kun gætte os til, hvorfor det skete. Vi kan prøve at forestille os, at temaet (violinens første frase) dukker op i komponistens fantasi, det lyder efter g-moll, og fortegnene bliver sat på papiret, da han skriver temaet ned. Men fantasien fører ham bort fra gængse toneartsbestemte veje, moduleren, fabuleren tager overhånd og leder ham bort, langt bort fra de to »B-er«, men de er nu engang sat og bliver stående.. . komponisten har altfor travlt med meget andet i værket til at tænke på: mon de to »B-er«. gør nogen nytte?

I nogle af sine senere værker gjorde C. N. sig tanker om fortegn gør nytte eller ej: han undlod at sætte dem!

Lige efter første verdenskrig, inden sonaten blev trykt, kom pianisten Arthur Schnabel på en koncertrejse til Kbhvn. og besøgte C. N. Ved et sådant besøg viste C. N. sonaten til A. S., der sammen med undertegnede spillede den igennem. Han må vel have syntes om den, da han foreslog sonaten til en musikfest i Amsterdam, maj 1920, hvor vi to spillede den. Schnabel havde dog en bemærkning ang. klaverpartiet i de fire takter, der begynder ved »Agitato«. Han mente, at den store stigning nogle takter forud ikke blevet klanglig udløst ved den foreliggende skrivemåde, og foreslog at tonerækken, som oprindelig var unisono i begge hænder med en oktavs afstand, skulle ændres som det foreligger nu i den trykte udgave: at tonerækken fordeles vekselvis på de to hænder hver med oktavgreb. Naturligvis medførte denne ændring klanglig en voldsom klimaks, som overraskede C. N., og han lod sig overtale til at ændre skrivemåden i den netop aktuelle trykning af sonaten. Ja, denne ændring var mere brillant og virtuos end den originale og smagte efter klang-orgie, som dog var lidt malplaceret i denne sonates stil, den passede ikke helt i mønstret. Det var derfor forståelig, at C. N. efterhånden blev ked af at høre sonaten på denne måde, og ved en lejlighed beklagede han sig til mig over, at han lod sig overtale til denne ændring. Derfor spillede Chr. Christiansen, som heller ikke kunne lide den nye spillemåde, sammen med mig senere den originale version og ved min grammofonindspilning med Victor Schiøler gør vi det samme.

Det ville være ønskeligt, om sonaten ved et nyt optryk kunne præsenteres i sin oprindelige skikkelse, og at de mange trykfejl der findes i udgaven bliver korrigeret. Den mest »iørefaldende« er i violinstemmen: i tredjesatsens koda-afsnit. I C-dur-delens fjerde takt burde den sidste node være »E«, i stedet for »D« (med hovedtemaets karakteristiske terts interval). I klaverparten er »E« rigtig, men beklageligvis er ikke alle pianister lige skrappe til at læse violinstemmen med, når de spiller en sonate. Endnu for ikke så længe siden hørte jeg en violinist spille »D« på det sted, han blev ikke selv opmærksom på det forkerte interval og pianisten har ikke gjort ham opmærksom på, at der var en anden tone i klaverparten!!

Ved en kritisk gennemgang af blyant- og blækmanuskriptet har jeg fundet adskillige fejl, nodemæssig, rytmisk, dynamisk, som snarest burde komme til offentlighedens, især til de udøvendes kendskab.