Edison Denisov: »Le soir rouge«

Per Nørgård

Edison Denisov: »Le soir rouge«

Af de tre sovjetiske komponister, Leonid Grabovski, Walentine Silvestrov og Edison Denisov, der den 28. marts vil blive præsenteret ved DUT-koncerten på »Den Frie«, skal sidstnævntes »Le soir rouge« belyses nærmere her. Det drejer sig om en sats for sopran, fløjte, violin og cello, baseret på fjerde del af den franske digter Mallarmé s cyklus »Le soleil des Incas«, og komponeret 1964.

Allerede tekstvalget er bemærkelsesværdigt, idet Mallarmé jo har fået en renaissance ved Boulez' »pli selon pli« (portrait af Mallarmé), præsenteret ved en af efterårets torsdagskoncerter. Selve satsbilledet afslører straks, at moderniteten ikke indskrænker sig til tekstvalget: optisk notation og grupper til udførelse i valgfri orden blander sig organisk med en smidig rytmik (eks. 1). Også den udogmatiske serielle teknik antyder tilstedeværelsen af muligheden for aktuel information i dagens Sovjet: en titone-

række genfindes igennem hele værket i frie transpositioner og permutationer (eks. 2).

At værkets udtryk har en fransk tone i almindelighed og en boulez'k i særdeleshed (»l'artisanat furieux« fra »marteau sans maître«) indicerer ikke nødvendigvis epigoneri; enhver komponist, der er loyalt lydhør over for digtets tone, har erfaret, i hvor høj grad hans kompositoriske udtryk tager farve efter digtets oprindelsesmilieu helt uden hans bevidste intention. Man kan altså næppe slutte sig til Denisovs stil udfra »le soir rouge«, men at det drejer sig om en følsom og begavet kunstner, kan der i hvert fald ikke herske tvivl om.