György Ligeti som gæsteforelæser

Jens Brincker
György Ligeti som gæsteforelæser

Som led i en orientering om den nyere og nyeste musik, der finder sted på konservatoriet inden for rammerne af Per Nørgards kompositionsundervisning, holdt den ungarsk-fødte komponist György Ligeti den 10. og 11. februar to forelæsninger, hvori han på baggrund af sine egne værker fremlagde sine kompositionstekniske og musikæstetiske synspunkter.

For en overfladisk betragtning kunne György Ligeti's betragtninger over musikteori og -æstetik tage sig ud som en ligegyldig eftersnakken af den patenterede »Darmstädterdialekt«. Som han præsenterede sig selv og sine musikalske ideer i to foredrag om værkerne Aparitions og Atmosphères og om Aventures, var der adskillige kameler til tilhørernes ubehagelige nedsvælgning, for eksempel: det eneste mulige kriterium for kunst er konsekvens - herunder konsekvent mangel på konsekvens; eller »Mit princip er princip-løsheden«. Disse og lignende »dybsindigheder« er så ofte gentagne og varierede, at de klinger floskelagtigt tomt og efterhånden kun kan tages til indtægt af den moderne musiks vanekritikere; og trods Ligeti's charmerende og morsomme facon, var det derfor næppe det dialektiske aspekt af hans foredrag, der fascinerede hans tilhørere.

Hvad derimod var givende og udbytterigt ved mødet med Ligeti, var det billede af en bevidst kompositorisk stræben, som igennem værkgennemgangen og diskussionerne tegnede sig for tilhørerne.

György Ligeti forklarede, hvordan han gennem to forskellige kompositionsprojekter, der dels udfoldede sig i instrumentalværkerne Aparitions og Atmosphères — dels gennem de elektroniske og vokale værker Artikulation og Aventures, arbejdede mod en fri sammensmeltning af to væsentlige stiltræk i den nutidige musik: Den serielle teknik og den (især elektronisk inspirerede) kraftige understregning af klangfarven som selvstændigt musikalsk element på linje med tonehøjde, rytme og dynamik.

I instrumentalværkerne kombinerer Ligeti den serielle teknik med en intuitiv formkonception, der udelukker benyttelsen af et forudbestemt serielt kompositionsgrundlag, men lader de enkelte serielle orkesterstemmer smelte sammen til én klanglig udviklingsform. Dette fører til en kollektiv-stil, som tilsyneladende kalder på det elektroniske medium snarere end det instrumentale; men Ligeti påpegede, at den elektroniske teknik endnu er så ufuldkommen, at han foretrækker den brydsomme anvendelse af et traditionelt orkester og en almindelig notation fremfor det elektroniske studie til realiseringen af sine intentioner. De uundgåelige fejl, et hvilket som helst orkester vil spille i sådanne værker, indgår herved som væsentlige dele af kompositionen, idet de dels tilfører den en vis levende, stoflig karakter, dels bidrager med fine klanglige og frekvens-mæssige nuancer, der ikke kan noteres.

Modsat disse værkers enhedsprægede karakter arbejder Ligeti i værkerne Artikulation og Aventures med et mere solistisk, konfliktbetonet stof, der udtrykkes gennem en systematisk anvendelse af associerende lyde - man kunne sige en moderne affektlære. Hvad enten disse lyde, som i Artikulation, er syntetisk fremstillede eller (i Aventures} udgør en rudimentær vokalmusik, drejer det sig om på dramatisk vis at fremstille situationer og gengive konkrete menneskelige følelses forløb ved en fri anvendelse af en seriel satsteknik fulgt af en - ofte forbløffende naiv - redigering af kompositionens afsnit. Man havde lejlighed til på nærmeste hold at følge udviklingen i enkelte scener af Aventures, og skønt værket ved første øjekast virkede en kende krampagtigt med sine mere bastante effekter, gik det efterhånden op for én, i hvor høj grad det vidner om sin komponists skarpe blik for uudnyttede og frugtbare musikalske muligheder.

Trods Ligetí's forsigtige udtryksform fik man et indtryk af, at det næste store værk fra hans hånd (Requiem, der opføres i Stockholm i midten af marts) rummer elementer af begge de her skitserede kompositionsprojekter. Når dertil føjes, at Ligeti øjensynlig står over for en overordentlig produktiv periode, er der al mulig grund til at følge hans videre udvikling med den største interesse. For det væsentligste indtryk, man fik af Ligeti, er billedet af en komponist, der gennem en personlig forarbejdning har tilegnet sig de betydeligste af sin samtids musikalske muligheder, og nu er opsat på at bruge dem.